Han havde sået betydeligt flere majs i år, end han plejer at gøre. Hvilket har betydet, at han har måttet opdyrke nyt land, han må tage mere jord ind. Og det har givet en masse ekstra arbejde. Både for ham selv og hans kone Maria og deres børn. Men han har ikke noget imod at han har måtte arbejde hårdt, for nu kan han se, belønningen for det.

Årsagen til at han har taget mere land ind og sået en større majsmark i år, end han plejer at gøre, er den, at han har en drøm om at hans børn skal have sko på fødderne i stedet for hele tiden at skulle gå barfodet. Han har også en drøm om, at hans børn skal gå rigtigt i skole og have deres egne skolebøger, således at de kan lære noget mere, end de gør nu, på den måde de bliver undervist på, uden skolebøger og uden at være i en rigtig skole.

Emanuel har lært sig selv at læse og skrive en lille smule, han har også lært en lille smule regning, men det er ikke andet end lige til husbehov. Han vil gerne give sine børn en bedre uddannelse, men for at det kan lade sig gøre, er det nødvendigt for ham at tjene nogle ekstra penge, og derfor har han taget mere jord ind i år. Han er klar over, at en god uddannelse er vejen frem, hvis man vil blive til noget.

Emanuel står drømmende og ser ud over sin store grønne majsmark, og han fantaserer om at en af hans sønner måske vil blive en af de ledende der i byen eller i omegnen, i det distrikt hvor de bor. Han fantaserer også om, at hans datter måske vil gifte sig med en højtstående person, en præst eller måske en anden.

Emanuel er godt tilfreds med sig selv og med kirken, og han føler at Gud virkelig har hjulpet ham og er med til at velsigne ham. Det er skønt, det er vidunderligt, siger Emanuel, og han indånder den dejlige luft imens han står og ser på sin store majsmark.

Han kan dog ikke lade være med at blive lidt bekymret, for han kan se at det trækker op til regn. Nå ja tænker han, det betyder ikke noget, for majsene tager ingen skade af en regnbyge

Men der kom ikke bare en regnbyge, det strømmede ned i stride strømme, og der kom også hagl. Og haglene kunne majsmarken ikke klare. Hvilket betød, at da haglvejret var ovre, var Emanuel bestemt ikke glad mere. Her havde han lige haft en mægtig stor majsmark, hvor alt så ud til at være så godt, som det kunne være.

Han var ikke en grådig mand, han ønskede ikke at være rig på den måde, som mange andre ønsker det. Det eneste han ønskede, det var et bedre liv for sine børn og at kunne give sine børn en bedre uddannelse og give dem sko på fødderne.

Det hele var nu ødelagt i løbet af kort tid, af denne haglbyge. Alle hans drømme, alt hans ekstra arbejde var til ingen nytte. Der var ingenting tilbage. Der var temmelig sikkert ikke en gang nok, så de kunne klare sig selv vinteren over. De ville blive nødt til at sælge nogle af deres dyr for at kunne overleve.

Emanuel gik rundt ude i sin mark, han kiggede på majsen og på jorden, sparkede lidt til det hist og her, løftede op i majsen med hånden og rystede på hovedet, han havde tårer i øjnene. Det hele var ødelagt. Hans drøm om at kunne sende børnene på missionskolen var fuldstændigt knust. Han var meget bedrøvet medens han gik der i sin mark og så på det hele. Hvordan kunne det ske? Det vidste han ikke.

Men så pludselig fik han en ide. Emanuel løb hjem, alt hvad han kunne. Han fik fat på en af hestene, og hurtigt red han ind til byen. Hans kone stirrede forbavset efter ham, hun vidste ikke hvad han ville. Han red lige direkte til posthuset, hvor han gik ind og bad om at købe et stykke brevpapir, en konvolut og et frimærke. Da han havde fået det, gik han over til skrivepulten ved vinduet og skrev et brev. Han satte et frimærke på og skrevet adressen på kuverten, leverede det tilbage til postmesteren. Hvorefter Emanuel red hjem igen.

Da postmesteren sammen med sine medhjælpere om aftenen var ved at sortere brevene, studsede han. For der var et brev. Det var en mærkelig adresse der var på det brev. For der stod simpelthen: Til Gud.

Postmesteren kaldte på sin medhjælper og sagde til ham: Prøv og se her, der står kun til Gud på det brev her. Hvad kan det betyde?

Hvad skal vi gøre med det?

Skal vi smide det i skraldespanden, eller hvad skal vi gøre?

Der er frimærke og det hele på, sagde medhjælperen.

Ja, men vi kan jo ikke sende det nogen steder hen, vi kender jo ikke den adresse. Det er noget mærkeligt noget. De stod og snakkede lidt frem og tilbage om det.

Jo sagde medhjælperen så, jeg tror at det er Emanuel der har skrevet brevet, han har skrevet til Gud. Der er kun en ting at gøre, vi må åbne brevet, og prøve at se hvad det drejer sig om. Det kan være, at vi måske kan gøre noget, det kan være vi kan hjælpe ham, for vi kan jo alligevel ikke sende det af sted.

Det var godt nok ulovligt at åbne breve, men postmesteren og hans medhjælper blev enige om at i den her situation, da måtte det nok kunne forsvares alligevel. De læste så brevet.

Det begyndte med: Til den højtærede og meget respekterede Gud.

Hvorefter Emanuel fortalte om, hvordan Gud sikkert var klar over, at han og Marie og børnene havde arbejdet meget hårdt det år, for at få nyt land ind, og hvordan de havde sparet sammen for at kunne så et ekstra stykke med majs. Og som Gud sikkert var klar over, var der kommet en haglbyge, som havde ødelagt hele dette store stykke med majs.

Det var ikke alene et spørgsmål om at de havde nok til vinteren, men det hele var et spørgsmål om, hvordan de kunne få råd til at sende børnene til skole og give dem sko og give dem en bedre uddannelse, så de kunne få et bedre liv.

Nu har du tilladt, skrev Emanuel, at dette haglvejr kom og ødelagde hele denne store majsmark, og medmindre du gør noget, må vi altså sulte, og så kan vore børn ikke komme på skole.

Og jeg siger dig, at dette her er en alvorlig sag, som du må se at gøre noget ved det. Jeg har ikke penge til at købe en ny portion majs for, men nu forventer jeg, at du vil sende pengene til mig, således at jeg kan så en ny omgang majs. Men det skal gå hurtigt, ellers kan jeg ikke nå det, men det ved du jo sikkert nok. Nu går jeg hjem og tilbereder marken igen, og næste torsdag vil jeg komme tilbage, og da forvente jeg, at du har sendt mig et brev med de hundrede dollars, som er nødvendige for at kunne købe majs til at så marken igen.

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn din ærbødige tjener Emanuel.

Postmesteren og hans medhjælper så på hinanden, de vidste ikke, hvad de skulle gøre.

Ja, sagde postmesteren, vi må jo prøve at gøre noget det. Vi må prøve og se om vi kan samle lidt penge sammen imellem arbejderne her på posthuset, og så lægge dem i en kuvert, som så Emanuel kan få når han kommer næste torsdag. Jeg kan ikke få mig selv til at skuffe Emanuel.

Dette samtykkede medarbejderen i, de ville prøve og se om de kunne samle lidt penge sammen, sådan at der i hvert fald kunne være nogle dollars, når Emanuel kom tilbage.

Næste torsdag kom Emanuel tilbag, således som han havde skrevet i brevet at han ville. Med en stærk overbevisning om at der var et brev til ham gik han hen til skranken, hvor han spurgte efter et brev til ham.

Da Emanuel havde fået brevet gik over til skrivepulten ved vinduet og åbnede brevet.

Postmesteren og hans assistent stod og kiggede på ham. Da han åbnede brevet, talte han hurtigt pengene, og så gik han over til disken igen, og så sagde han: Jeg vil gerne købe et stykke brevpapir, en konvolut og et frimærke. Det fik han så. Og nu gik han over og skrev et nyt brev.

Han skrev: Som du sikkert ved højtærede Gud, Søn og Helligånd, så er jeg meget taknemmelig for dit svar, men af en eller anden årsag, var der altså kun tres dollar i konvolutten her. Det skyldes muligvis en fejl, at der er blevet talt forkert, eller måske har postvæsenet haft brevet åbnet og taget de fyrre dollars. Men som du ved er de sidste fyrre dollars også nødvendige, for at jeg kan så hele marken til med majs. Så jeg vil komme tilbage igen næste torsdag for at hente de sidste fyrre dollars.

Din ærbødige tjener Emanuel.

Derefter afleverede han også det brev ved skranken, og gik videre hen for at købe majs så han kunne så jordstykket om.

Postmesteren og hans medhjælper var klar over, at de nu måtte åbne brevet igen, for at se hvad Emanuel havde skrevet denne gang. De blev hurtigt klar over, at nu var de nødt til at samle de sidste penge sammen, da de ellers ville blive beskyldt for at have taget pengene.

Da Emanuel hentede de sidste penge, huskede det som vi andre nok glemmer mange gange ,han huskede at sige Gud tak, fordi han havde sendt ham de hundrede dollars. Og det gjorde han ved at skrive et nyt brev og sende det til den samme adresse som det forrige.