Julegaven!
Det var juleaftensdag om eftermiddagen og det var bidende
koldt. Sneen knirkede under fodgængernes trin på fortovet,
og ude på kørebanen lå den som et dække og dæmpede
vognenes bulder. Lange istapper hængte ned fra tagrender, gesimser
og skilte og flimrede i lyset. En og anden løsnedes af blæsten
og faldt ned som et lille stjerneskud. Skarer af mennesker, med varme overfrakker
hastede af sted, de fleste bar på flere pakker.
Ved hjørnet af Nordbroen stod en lille tiårig
pige i den kolde, skarpe vind, som for frem ad den brede kørebane
og drev små isnåle frem, til de dannede ligesom et frossent
støv, som lagde sig på hendes klæder, hvor de påvirkede
af hendes legemsvarme og kulden i luften belagde hende ligesom med et lag
glasur. Vinden for hvinende omkring hjørnet, ruskede i de store
gadelygter, så de klirrede, og tog kraftige tag i hendes tynde, forslidte
frakke. Hun stampede med fødderne, for fodtøjet var også
tyndt og forslidt. Men hun måtte holde ud og blive her, hvor strømmen
af mennesker var tættest, og hvor der kunne være det bedst
håb om at få noget solgt.
Utallige gange rakte hun en kurv med kunstige blomster
frem mod de forbipasserende.
En buket, 50 øre," gentog hun utallige gange.
Den spæde stemme skælvede af kulde, men hun
ville så inderlig gerne have sine blomster solgt.
Hun var gået hjemmefra efter, at de til middag,
havde spist den sidste mad der var i huset, og nu var der ingen mad til
hendes to små søskende, og nu ventede de utålmodigt
på at hun skulle komme tilbage med noget. Siden havde hun nu stået
der uden at få andet at spise end et æble, som en medlidende
frugtsælgerske havde stukket til hende, idet hun gik forbi.
Folk havde travlt; og derfor ikke lyst til at stå
stille i kulden for at søge i lommen efter nogle få øre,
men går ligegyldigt forbi.
Hvis man vidste, hvilken flid og møje disse simple
blomster havde kostet, og hvis man vidste, at der er gået dag efter
dag med at få færdig, og at man har savnet brød for
at få den smule materiale der er brugt til dem. Hvis man vidste,
at familiefaderen, som var arbejdsløs, måtte forlade byen
for at søge en smule fortjeneste ude på landet, medens hustru
og tre børn måtte klare sig, som de kunne. Hvis man vidste
dette, så er det muligt, at de, som har et hjerte, trods kulde og
travlhed ville være standset op og undt den lille en skærv.
Færdselen begyndte allerede at tage af, medens kulden
tog til.
De bedre stillede var i deres varme hjem, og den lille
pige på hjørnet indså, at det nyttede intet at stå
der længere. Hun begyndte derfor bedrøvet, at gå hjemad.
Ved en af sidegaderne åbnedes døren til et spisekvarter. En
varm luftstrøm, mættet af tobaksrøg og maddunster,
strømmede ud. Å, det varmede den forfrosne stakkel. Barnet
fik en tanke, hun gik ind og forsøgte at sælge. Bordene var
optagne af spisende og talende mennesker. Værten gav den aften fri
bespisning til sine stamgæster. Stille og tålmodig gik hun
fra bord til og falbød sine blomster.
Undertiden fik hun et skarpt, afvisende svar eller blik.
Så kom værten springende. "Jeg vil ikke have sådant pak
her. Gå bort!" Hun trak den tynde frakke tæt om sig; her var
så varmt og godt, så kastede hun et langt blik på maden
og gik, medens øjnene fyldtes af tårer. Hun var så sulten,
og hun var dog kun et barn. Skinken og de brune bønner fristende
hende, men hun havde ingen penge. Udenfor på trappen satte hun sig
grædende, medens hun ordnede sine blomster.
Hvor skulle hun nu gå hen?
Da hørte hun helt uventet en venlig stemme. En
ung arbejder, som havde siddet derinde i en krog og tænkt på,
at i aften fik alle andre julegaver, men han fik ingen, gik hen til hende
og spurgte om hendes familieforhold, hvor hun boede og deslige. Grædende
svarede pigen, at hun kun havde solgt for nogle få kroner, at hjemme
ventede hendes moder og to små søskende på hende for
at få brød.
De havde i nogle uger levet af at sælge tændstikæsker,
men det havde kun givet en meget lille fortjeneste; så havde hun
fået den tanke at lave disse blomster. Håbet om fortjeneste
havde indtaget moderen, så hun havde pantsat sin kåbe for at
få materialer og brød, medens blomsterne blev lavede. Alt
dette kunne han forstå af barnets usammenhængende tale, medens
de små finger syslede med blomsterne, som nu desværre var uden
værdi for hende. Den unge mand, som ikke havde nogen pårørende,
var hverken bedre eller dårligere, end folk er flest; men den ligefremme
fortælling i forening med barnets sorg rørte ham. Efter at
havde
betænkt sig et øjeblik spurgte han: "Og hvor
meget tænkte du, at du kunne have fået for dine blomster?"
Pigen nævnede nogle få kroner. Han havde arbejde
og havde just lidt før aften fået en efter hans forhold større
sum penge af sin mester. Han havde tænkt at more sig i julen på
sædvanlig måde, men nu kom han til at tænke på,
at han jo ligefrem kunne gøre noget godt.
"Hør, min pige," sagde han, "jeg vil købe
dine blomster." Barnet blev så henrykt over dette tilbud, at hun
ikke straks kunne svare. Hun så halvt bestyrtet og halvt tvivlende
på ham. "Alle," sagde hun endelig, "hvad vil De have dem til?"
"Til en julegave," svarede han smilende.
Pigen var endnu ikke overbevist; først da han talte
pengene op og tog blomsterne, opklaredes hendes tvivl. Da hun gennem tårerne
så pengene i sin hånd, og medens hendes ansigt strålede
af lykke, udbrød hun: "Å, hvor mor vil blive glad, og så
megen mad, som vi nu kan få, og mor slipper for at fryse i julen,
nu kan hun få sin kåbe igen.
Pigen skyndte sig bort, og han stod der alene på
gaden med favnen fuld af blomster. Efter nogen betænkning fulgte
han efter hende; han syntes, han ville se, hvad de foretog sig i barnets
hjem. Det lykkedes ham at se, hvor hun gik ind, samt at komme ubemærket
op ad de mange trapper og hen til døren, så han hørte
slutningen af pigens fortælling om sin blomsterhandel.
Et øjeblik tænkte han at banke på,
men så hørte han moderens stemme: "Børn, lad os bede,"
og for første gang i sit liv hørte han en inderlig taksigelsesbøn
stige op til Gud fra et menneskes læber.
Det var med en underlig følelse, han hørte,
at han selv blev nævnt i bønnen som det ukendte redskab, som
den himmelske fader havde sendt til hjælp i deres nød, og
han hørte, at en rig velsignelse blive nedbedet over ham. Han skammede
sig; han havde jo slet ikke tænkt på Gud med det, han gjorde;
nej, nu kunne han slet ikke gå ind. Så hørte han, at
der blev sunget, først dæmpet, så lidt stærkere:
"Ak, Herre Jesus hør min røst, gør
dig en krybbe i mit bryst" o.s.v. Medens de sang, sneg han sig ned, forunderlig
rørt. Nede på trappen standsede han og lyttede; men nu blev
døren åbnet deroppe. De skulle formodentlig ud at købe
noget, og han skyndte sig bort for ikke at blive genkendt. På vejen
hjem til sit logi tænkte han hele tiden på den bøn,
som for ham havde været noget ganske nyt. Vel havde han lært
og læst sin børnelærdom; men hos ham, som hos mange
andre, var al religion glemt.
Ugudelige kammerater havde gjort, hvad de kunne, for at
udslette den, og den havde nok aldrig gået ret dybt. Men nu denne
alvor, som havde rørt ham så dybt. Salmen, som han jo dog
havde kendt - der måtte vel være noget i dette. Han forsøgte
at jage disse tanker bort, men de kom bestandig igen. Hun bad jo for dig;
hun bad Gud velsigne dig.
Da han var kommet hjem og var gået i seng, lå
han vågen og tænkte på dette: hun bad for dig.
Julemorgen drev han planløst omkring og kom, uden
at tænke derpå, til et stort hus i en afsides gade, hvorfra
der lød musik som fra et lille orgel. Han syntes, det var den samme
melodi, som han hørte i aftes. Der gik en del folk derind. Skulle
han også gå derind?
Han smilede ved denne tanke, men sangen lokkede ham, og
han gik ind. Kort efter
sluttede sangen, og en stemme sagde: "Lad os forene os
i bøn." Forbavset så han hele forsamlingen knæle ned,
unge og gamle, store og små; han alene sad stiv under bønnen
med en trykkende følelse af , at han var overflødig her.
Efter bønnen trådte en mand, med et alvorligt
og venligt udtryk i ansigtet, op på talerstolen og talte til forsamlingen.
En sådan prædikant havde han aldrig set før,
og han blev så underlig grebet, da prædikanten læste
juleevangeliet: Eder er i dag en Frelser født, hvorefter han med
kraftig og personlig overbevisning fremholdt evangeliets sandhed. Og da
han i sin tale gengav de ord: "Thi således elskede Gud verden, at
han gav sin søn den enbårne, for at hver den, som tror på
ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv," - da havde den fremmede
et indtryk af, at her blev talt om den kærlighed, som han om aftenen
havde set en lille del af.
Da han kom hjem og fandt blomsterne på bordet, lagde
han dem ind i et hvidt papir og skrev uden på pakken: "Min julegave."
|