Da jeg om morgenen løb ud for at fortælle Swe Fang, min gode legekammerat, om den nye dukke, jeg havde fået af far, slog hun bare med sine to lange fletninger, satte sin gule næse i vejret og gik sin vej. Der var ikke noget tegn til den sædvanlige hilsen "Ping on, Moni" (Fred være med dig, Ramona). Intet velkomstsmil lyste op i hendes mandelformede, sorte øjne. Hvad skulde det betyde?

Jeg gik stille og betænksomt hjemover. Da jeg nærmede mig den lukkede veranda, hørte jeg lyden af nogle fremmede, mærkelige stemmer. Jeg nølede et øjeblik. Hvem var det, der var derinde? Jo, der hørte jeg også mors stemme. Hun talte på Kinesisk. Men hvorfor lød det, som hun var bange? Jeg listede mig hen til Døren og lyttede. "Wang-mu-si?" Mors stemme sød så bedende: "Hvorfor vistænker I os?

Vi elsker jo jeres folk. Vi har forladt hjem, venner og alt for at hjælpe jer.

Hvorfor stirrer sygeplejerskerne fra hospitalet på os med så hadefulde blikke?

Hvorfor står eleverne og hvisker sammen, hver gang vi går forbi dem?

Hvorfor er denne forandring kommet ind?"

Nu hørtes en anden stemme, venlig og velformet: "Bu-si-mu, jeg ved, at I elsker mit folk, I har været som engle her på missionen. Min alligevel har den oprørsånd, der har taget vor kinesiske ungdom i besiddelse og fyldt den med had mod alle hvide, trængt sig ind både ved vor skole og vort hospital. Den findes her midt iblandt os, Bu-si-mu. I er i fare, og det er meget få af os, der endnu er loyale."

Det blev stille. Jeg hørte bagdøren blive åbnet og lukket igen.

Fodtrin døde bort i det fjerne. Jeg stod der og lyttede ved døren og syntes, jeg hørte nogen der græd, men troede ikke, der kunne være mor. Hun plejede jo at trøste andre og ikke selv behøve trøst. Men derinde sad mor på gulvet og græd. Jeg løb hen til hende, slog armene om

hendes hals og sagde:

"Ikke græde, Jesus elsker os."

Den decemberdag syntes aldrig at få ende.

Swe Fang kom slet ikke for at lege og Di Di, Portnerens lille dreng, ville ikke en gang lege med min lille broder i sandkassen. Jeg måtte gå over til gamle Lui Dan Niangs hytte. Hun var "Bedstemor" for alle bærrene ved missionsstationen. Jeg troede så bestemt, at jeg der havde en kinesisk ven, som vilde elske sin lille "udenlandske baby". Jeg åbnede døren, lagde mine små hænder over hendes øjne og sagde: "Gæt, hvem det er, Lui Dan Niang!" hun løste forsigtigt mine små fingre og drog mig ind til sig. To store tårer faldt ned fra hendes rynkede gamle kinder. Jeg tørrede dem bort, og så hviskede hun i en tone, som jeg aldrig havde hørt før, som om hun gentog en lektie, hun havde lært udenad: "Bort med religionen, med missionsskoler og med hvide mennesker. De plyndrer os jo kun. De ødelægger vort land med deres lære. Kina for kineserne!"

Hun kælede lidt for mig, som om hun var bange for, at jeg skulle blive taget fra hende, men efter en stunds tavshed lod jeg mig glide ned fra hendes knæ og vendte mig for at gå. Jeg undrede mig over, hvorfor hun sukkede, da hun sagde: "Farvel, min lille Mon."

Da det blev aften, var jeg glad for, at jeg skulle i seng.

Klokken otte kom mor op på min broders og mit værelse, mens vi læste vor aftenbøn, kyssede os til god nat og lagde tæppet godt omkring os. Efter at mor havde slukket lampen, sagde Donald, min seks års gamle broder: "Jeg er så bange, Mon, for selv om Jesus passer på os, så er jeg lidt bange alligevel.

Jeg prøvede at være tapper og fortalte ham bibelske beretninger, indtil vore små trætte øjne ikke kunne holdes åbne længere.

Da jeg vågnede, befandt jeg mig i fars arme. Bag ved ham stod mor med Donald på armen. Med skræk i stemmen gentog hun: "Herre, frels os, Herre frels os!" Herre frels os!"

Jeg begyndte at blive bange og spurgte far: "Hvad er der i vejen, far?

Hvad betyder alt det spektakel?"

Han holdt mig op til vinduet, og jeg skal aldrig glemme det syn, jeg så.

Derude stod vor smukke kirkebygning i flammer. Halvklædte kinesere løb som vilde dyr omkring bygningen. Skud hørtes uafbrudt. Patienter fra hospitalet krøb kaldende om, som havde de store smerter. Imens steg flammerne højere og højere op mod himlen og begyndte at antænde huset ved siden af kirken.

Far satte mig rolig ned på en skammel ved siden af mor. Han åbnede døren og skyndte sig ud i natten. Han tænkte ikke på sin egen sikkerhed, men styrtede af sted. Fra vinduet så vi ham derude som en silhuet mod den flammende baggrund. Lidt efter begyndte det at blive roligere. Pigerne gik tilbage til skolebygningen, mens drengene fandt spande og bøtter frem og fyldte dem med vand for at slukke ilden, som begyndte at antænde missionærhjemmene.

Patienter blev hjulpet tilbage til deres værelser, mens skuddene fremdeles hørtes fra den brændende kirkebygning.

Vi klyngede os til mor, mens hun fra Guds ord læste det dyrebare løfte i Sal. 91, 5-7: "Du frygter ej nattens rædsler, ej pilen, der flyver om dagen, ej pesten, der sniger i mørke, ... til dig når det ikke hen."

Mens vi læste, kom far tilbage og forenede sig med os i bøn. Hvor disse ord dog bragte trøst til os! Mens vi sad der og ventede på, at Gud skulde høre vor bøn, kom der en vældig regnbyge. Vinden vendte sig, og vi var frelst.

Men ilden fortsatte trods regnen sit værk i kirkebygningen. Vore fjender havde planlagt deres arbejde grundigt. Ved daggry var hele vor kirke en eneste ruinhob. Vi gik i stilhed hen mod den rygende masse. Da kom to mænd hen til os fra drengenes skolebygning, to andre kom fra hospitalet og et par stykker fra missionsstationen. De klyngede sig til min far og sagde til ham: "Vi angrer, at vi har opført os så stygt, bed Gud om tilgivelse for os. Vi elsker jer. Vi elsker jeres Gud. Det er dem, der har forført os, der er de fejlende. I er vore virkelige venner."

Kirken var væk, men Gud havde hørt vor bøn. Mens vi stod der foran ruinerne, kom Swe Fang løbende mod mig, slog armene om halsen på mig, kyssede mig og sagde med tårer i øjnene: "Ping on, Moni!"