 |
En doven, snavset eneboer, der levede i en faldefærdig hytte på bakkesiden. En dag, da han sad imellem sit ukrudt, hørte han fodtrin, og se kongen fra byen i dalen stod foran hans hytte og stirrede på de majestætiske bjerge på den anden side af dalen. Efter lang tid udbrød han: "Ven, eneboer, må jeg komme igen for at se på disse majestætiske bjerge her fra din have? Synet er så vidunderligt, at det får mig til at føle mig som en bedre mand!"
Den stakkels eneboer var alt for skamfuld over sit snavs og sit ukrudt til at svare, og medens han hang med hovedet i skam, gik kongen bort. "Men når han kommer igen," sagde eneboeren. "Vil jeg være rede."
Så lugede han ukrudtet bort og lavede den ituslåede stol.
Og kongen kom igen og sad på stolen og stirrede på bjergene.
"Ven eneboer, må jeg få et glas vand?" spurgte kongen.
Stakkels eneboer!
Hans kop var snavset, og hans spand var tom, hans bæk var oversået med ukrudt, og medens han prøvede at rense sin krop, gik kongen bort.
"Men han vil komme igen," sagde eneboeren, "og så jeg må være rede."
Så rensede han bækken og fyldte spanden og lavede et bord og havde vand parat hver dag.
Og kongen kom igen.
Han sad på stolen, han drak vandet, og så sagde han: "Ven eneboer, jeg er så træt kunne jeg ikke få lidt mad at spise?"
Stakkels dovne eneboer. Han havde kun nogle få halvrådne druer at spise, og medens han vred sine hænder i fortvivlelse, gik kongen bort.
"Men han vil komme igen," sagde eneboeren. Derfor fældede han nogle træer og solgte dem og købte mel og bagte kornkager hver dag. Han lugede sin have og vandede den. Han lagde mærke til sine gamle snavsede klæder og gik hen og solgte noget mere træ og købte nye klæder, og vaskede sig hver dag.
Og kongen kom igen.
Han sad i stolen, drak vand, spiste kager, så sagde han: "Ven eneboer! Bjergene er så vidunderlige, jeg ønsker at blive her og se solnedgangen. Vær så venlig at lade mig sove her i nat, så jeg også kan se solopgangen."
Stakkels eneboer. Han turde ikke fortælle kongen, at han ingen seng havde. Han turde ikke fortælle, at han sov på nogle sække på gulvet, og medens han hang med hovedet af skam, gik kongen bort igen.
"Men han vil komme igen," eneboeren, "og jeg må være rede."
Derfor byggede han en lille veranda og lavede en behagelig seng og købte et dejligt varmt tæppe, og da kongen kom igen, gik han ind og spiste til aften hos ham og boede hos ham.
Kære drenge og piger, vor konge kommer igen, og jeg ønsker, at mit tempel må være rede, gør du ikke det?
Skal vi ikke nu til morgen bede om kraft til at trække ukrudtet op af vore hjerters have.
Kraft til at bekende vore synder og rense vore liv, så vi kan være rede, når kong Jesus kommer?