 |
Det var på tredje sal i drengenes bygning på den skole, hvor jeg gik. Vi var to som boede på samme værelse. Vi havde et meget nært forhold til hinanden. Vi holdt bøn sammen. Vi holdt andagt sammen. Vi studerede sammen. Og vi var i det hele taget virkelig gode venner. Min kammerat, som var lidt ældre end jeg, var en bemærkelsesværdig ung mand. Hans bønner var så vidunderlige, så virkelige, så dynamiske, og jeg ønskede, at jeg en dag kunne bede, som han bad. Jeg forstod ikke, hvordan hans bønner kunne have en sådan fylde. Det var som om den var i flere dimensioner, og at min egen bøn kun var ganske lille og svag ved siden af hans. En aften, efter vores aftenandagt og bøn, var vi godt trætte efter en dags arbejde, og vi gik begge to i seng. Det varede ikke mange minutter før jeg faldt i søvn.
Pludselig vågnede jeg. Det var som om nogen rørte ved mig. Jeg åbnede øjnene og så et billede jeg aldrig før havde set. Månen skinnede ind gennem vinduet, og på gulvet kunne jeg se, at min ven lå på knæ ved sin seng og bad. Han lå der i måneskinnet. Det var et mærkeligt syn. Klokken var halv to om natten. Jeg følte pludselig at vi ikke var alene i værelset, jeg følte at der var engle, at Jesus var til stede. Jeg forstod ikke hvad der skete. Aftenen før havde vi også bedt sammen. Men hvorfor lå han her på knæ ved midnatstid?
Havde han mon problemer?
Han havde ikke fortalt mig om det, selv om vi vær meget nære venner. Han plejede altid at fortælle mig, hvis der var noget der trykkede ham. Jeg var i vildrede om hvad jeg skulle gøre. Jeg ville jo gerne hjælpe ham, men det var ikke nemt nu, da jeg lå i min seng, og han knælede ned og var ved at bede. Jeg begyndte at bede. Jeg bad Gud høre hans bøn, men det varede ikke ret længe, for jeg faldt i søvn.
Jeg vågnede nogen tid efter og så da at billedet ikke havde forandret sig. Han lå stadig på knæ, og det var som hele værelset var fyldt med lys, men ikke af månens stråler. Det var utroligt!
Jeg sagde til mig selv, at det var englenes og Guds lys. Jeg prøvede igen at bede, men faldt igen hurtigt i søvn. Nogen tid senere vågnede jeg igen. Klokken var nu halv seks. Han lå stadigvæk på knæ og holdt bøn. Han havde altså holdt bøn hele natten! Jeg kunne ikke sove længere. Om ti minutter ville klokken ringe og vi skulle op. Jeg lå og undrede mig over, hvad der mon var i vejen med ham, siden han havde holdt bøn hele natten.
Pludselig ringede klokken, og min ven sprang op og sagde:" Hvilken dejlig dag!"
Jeg var helt forbavset over at se, at han var så frisk og veloplagt. Hans ansigt nærmest lyste. Jeg vidste, at det var fordi han havde tilbragt hele natten i bøn. Jeg var rastløs efter denne nat med de mange mysterier.
"Hvad er der i vejen med dig." spurgte jeg.
"Hvad tænker du på?"
"Jo, "sagde jeg, "du bad hele natten."
Så fortalte han mig, at han meget ofte stod op igen, efter at jeg var faldet i søvn, for at holde bøn. For, som han sagde, hvordan kan jeg sove, når der stadig er så mange, som ikke har hørt om Jesus og ikke har forstået de store
sandheder for denne tid?
Han fortalte, at der stadig i hans familie var nogen, der ikke havde taget standpunkt for sandheden, og dem måtte han bede for.
Fra den tid tilbragte vi megen tid sammen i bøn for vor familie og venner.