»Hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme.« Så enkelt er det - så frygteligt enkelt. Jesus har selv sagt det. Luk. 13,3. Der findes ingen nemmere og mere behagelig vej. Der findes ingen genvej til Himmelen. Man må enten angre eller gå fortabt.

Det kan være meget ydmygende at angre. Ja, sand anger er altid ydmygende. Den lægger vort pralende jeg i støvet, og selvet lider et ydmygende, knusende nederlag. Men Frelseren siger, at vi enten må angre eller gå fortabt.

Når vi har set vort sande jeg i lyset af dramaet på Golgata, falder vi bodfærdigt på vore knæ - og når vi ligger på knæ, kan vi ikke gøre andet end at krybe.

Profeten Ezra, som omtales i Det gamle Testamente, vidste, hvad sand anger vil sige. »Min Gud,« bad han, »Jeg skammer mig og blues ved at løfte mit ansigt til dig, min Gud, thi vore misgerninger er vokset os over hovedet, og vor skyld er så stor, at den rækker til himmelen!« Ezra 9,6.

Ezra forsøgte ikke at undskylde eller retfærdiggøre sig selv eller folket. De havde syndet. De havde voldt Gud megen sorg. De var gået langt bort fra deres store velgører. Ezra, som var præst og skriftlærd, vidste, at der kun var en vej tilbage: De måtte åbent bekende deres overtrædelser og i sand ydmyghed »krybe tilbage« til Gud. De måtte bede om tilgivelse og nåde. Vilkårene er de samme for os som for Ezra: Vi må enten angre eller gå fortabt. Der findes ingen anden udvej.

Når man er blevet overbevist om sin synd, skal man angre synden. Har du oplevet den sande anger i dit liv?