Valdenserne adskilte sig fra den katolske kirke ved at have prædikanter, der ikke var præster og ved at få Bibelen oversat til deres eget sprog.

Derfor blev de forfulgt af biskopper og munke fra den katolske kirke, men Valdenserne holdt fast på deres ret til at vælge egne prædikanter og holde gudstjeneste på deres eget sprog i stedet for på latin.

Omkring år 1550 udbrød der en frygtelig forfølgelse af Valdenserne, og de fleste af dem blev dræbt efter ordre fra de katolske biskopper. De få, der overlevede, måtte søge tilflugt højt oppe i alperne; men dertil nåede forfølgelsen også, og en tid var Valdenserne landsforvist. I 1689 fik de dog lov til at vende tilbage, men deres frihed var stadig truet.

Mens Napoleon var kejser, så det ud til, at Valdenserne skulle få bedre forhold, for Napoleon interesserede sig meget for dem. Men efter hans tid kom der igen undertrykkelse, og først i midten af 1800-tallet fik de endelig deres frihed.

Den valdensiske kirke bredte sig snart ud over det nordlige Italien, og i 1913 var 36.000 indbyggere i Norditalien tilknyttet den Valdensiske kirke, hvilket vil sige halvdelen af de personer, der på det tidspunkt havde tilknytning til en evangelisk kirke i Italien.

Valdenserne var ivrige til at missionere, men til trods for det havde de svært ved at trænge frem. Derfor fik de offentlig støtte fra udlandet. Også fra Danmark, hvor man i 1879 stiftede "Valdenser missionen".

Kampen om den gamle bibel

Vi befinder os midt i 1700-tallet i den del af Italien, der hedder Piemonte. Det ligger på grænsen mellem Frankrig og Italien. Langt inde mellem bjergene finder vi en lille dal, Val du Berger. Navnet betyder "Hyrdedalen", og det passer fint til stedet, for alle dalens indbyggere var hyrder, og det havde man været i dalen, så længe nogen kunne huske tilbage. Dalen lå meget afsides mellem skove, bjergtoppe og græsgange. Midt i dalen lå den lille by, men der fandtes ingen kirke, skole eller torv, og de små huse lignede alle hinanden. Tagene var høje og spidse, og væggene var beklædt med vinranker. Om sommeren så man rundt omkring byen også små kornmarker, der som regel ikke gav nogen særlig god høst, for jorden egnede sig bedre til græs.

Overalt på de grønne enge skød små hytter frem, der blev brugt til køer eller får.

Hyrderne var flittige mennesker, og de levede fredeligt med hinanden i den lille, ensomme dal. De var tilfredse med livet i dalen, og selvom de aldrig havde gået i skole, havde de dog fået den bedste oplysning, man kunne tænke sig: I flere hundrede år havde de ejet et trykt eksemplar af bibelen på deres eget sprog, og ud fra denne bog var de alle gennem tidens løb blevet oplært. I den havde de gamle fundet trøst og de unge undervisninger. Forældrene lærte deres børn at læse dens hellige blade og leve efter dens lov. De glædede sig derfor mere over deres bibel end over deres store flokke af dyr, og den var deres vigtigste ejendom. Den nærmeste kirke lå i en fjern dal, og det var kun de modigste, der om sommeren turde foretage den farlige rejse dertil. I flere år havde deres gamle præst ikke kunnet besøge Hyrdedalen. Men med den gamle bibel i byen og de høje bjerge til beskyttelse af sig, levede de deres stille liv i dalen, i kærlighed til hinanden og med stor respekt for Guds ord. I de fleste andre dale havde man ingen bibel, og den gamle bibel var derfor alles ejendom. Derfor kom man langvejs fra til Hyrdedalen for at låne den gamle bibel. Det fik man kun lov til, hvis man skrev under på, at man ville passe godt på den og bringe den uskadt tilbage. Alle dalene var enige om, at Hyrdedalen var det bedste sted at opbevare deres fælles ejendom. For i denne dal var hyrderne meget modige, og den meget afsides beliggenhed betød, at munke eller spioner meget sjældent kom så langt for at lede efter forbudte skrifter.

Om sommeren forlod de fleste indbyggere deres hytter og begav sig op til de fjerneste græsmarker - mændene for at klippe fårene og kvinderne for at lave smør og ost i de små hytter, der stod overalt. Byen lå næsten helt øde. Kun nogle få gamle og de mindste børn blev hjemme sammen med nogle unge piger, der skulle sørge for den daglige husholdning. Sådan var det hver sommer, ind til høsten kom; da vendte de voksne tilbage til byen igen. Men de gamle og børnene var ikke bange for noget, når de var alene. Hver uge gik der bud mellem dalen og bjergene, og desuden ejede de alle en stærk tro på, at Gud i Himmelen nok skulle passe på dem! De havde jo deres gamle bibel.

Før i tiden tog hyrderne bibe1en med op i bjergene om sommeren, men nu havde der været fred i så mange år, at man godt turde lade den blive i dalen om sommeren.

Gamle, kloge Jenny skulle nok opbevare den sikkert i sin fine egekiste. Hun var den ældste kvinde i byen, 91 år gammel. Den friske bjergluft og et nøjsomt liv havde bevaret hendes evner helt til nu. Kun en krumbøjet skikkelse og et sølvhvidt hår røbede lidt om hendes alder.

Det var hendes familie, som gennem årene havde haft ansvaret for den gamle bibel. Om aftenen satte hun sig sammen med børnene om den flammende ild og begyndte at fortælle. Hun fortalte om en stor forfølgelse, der kom, da hun var ung. Midt om natten måtte de alle flygte over bjerge og gennem skove for at redde livet. Hendes far bleven af de mange, der måtte ofre livet, for at de kunne bevare deres tro. "Moder Jenny" kaldtes hun af da]ens beboere. De havde alle stor respekt for den gamle kone, jo, den gamle bibel var helt sikker i hendes forvaring.

Moder Jenny havde to "børn ", som hun sagde, skønt de begge var voksne mænd med egen familie. De boede i to huse ved siden af hinanden på et af de roligste steder i dalen. Fra deres døre kunne man til den ene side se de grønne græsmarker, der strakte sig op ad bjergene. Til den anden side så man skovene og den smalle vej, der snoede sig videre over bjerge og dale til den nærmeste store by, Susa.

En sommeraften sad moder Jenny som sædvanlig og strikkede i døren til det ene af husene. To af hendes børnebørn, Louis og Henri på 5 år løb rundt og legede. Ved den anden dør sad Grethe på 13 år med sin lillebror på skødet. Alle de andre medlemmer i familien var oppe i bjergene. Aftenen var lummer, og der herskede en trykkende stilhed i byen. Græshoppernes knitren og biernes summen var de eneste lyde, der forstyrrede stilheden. Drengene begyndte at blive trætte af legen; nu ville de gerne have, at bedstemor læste en historie fra den gamle bibel. Jeg vil også være med, sagde Grethe og nærmede sig med lille Dennis i favnen. - Bare jeg kunne læse lige så godt som du.

- Det lærer du nok engang, sagde bedstemor, og så håber jeg, du vil læse den gamle bibel. Det er ikke let for os at lære noget, for vi har ingen skoler. Det har jeg hørt skulle findes i de store byer på den anden side af bjergene.

Moder Jenny rejste sig og gik ind for at hente den gamle bibel. Ved hendes seng stod egekisten. Hun åbnede den og fandt en stor bog med messingspænder og et hylster af gedeskind. Vi ville nok synes, det var en kedelig, gammel bog at se på, men for moder Jenny var den det kæreste, hun havde. Det var dalens eneste bog, og den indeholdt det levende ord, som hendes far og mange andre var villige til at dø for. Uden den gamle bibel ville også hendes eget liv miste sin mening. Hun gik tilbage til sin plads og satte sig. Grethe satte sig ved siden af. Lille Dennis på hendes skød sov snart, men de to drenge satte sig ved bedstemors fødder og ventede spændt på at høre historien om Jakob og hans tolv sønner. De var alle så optaget af fortællingen, at ingen af dem lagde mærke til en fremmed, der nærmede sig deres hytte med hurtige skridt. Lille Dennis pludrede lidt i søvne, og i det samme vendte Grethe sig om. Hun fik øje på den fremmede: Han så meget forskellig ud fra de hyrder, hun kendte. En høj, mager mand med en lang kappe af groft stof. Om livet havde han et reb; ved den ene side hængte en stor pose, ved den anden et perlebånd med kors på. Fødderne var bare, og han havde et langt skæg. Ansigtet var snavset og var næsten skjult af en hætte, men da han trak den lidt til side, lagde Grethe mærke til, at hans hoved var skaldet. Grethe og drengene havde aldrig set sådan en person før. De blev lidt bange og rykkede lidt sammen.

- Godaften, kære børn, sagde han, vil I lade en stakkels træt vandringsmand hvile lidt hos jer og måske give ham lidt vand at drikke? Jeg er faret vild i bjergene på vejen til Mariedalen, og jeg er næsten ved at gå til af tørst og hede.

- De er langt fra Mariedalen, sagde Grethe efter et stykke tid, da hun opdagede, at bedstemor var listet ind i hytten.

- Men De skal være velkommen her. Vi vil gerne give Dem lidt at drikke og spise.

Hun viste manden ind i stuen. Lille Dennis blev sat hen i et hjørne, mens Grethe hurtigt fandt lidt brød, et stykke ost og en kande gedemælk til den fremmede.

Han takkede hende mange gange, så Grethe næsten blev helt flov; også fordi han roste maden og huset og børnene.

- Han kan ikke høre til vores folk, for så ville han bede Gud velsigne maden, tænkte Grethe. Jeg vil sige det til bedstemor.

I det samme så hun, at Louis var kommet nærmere til manden, og hun hørte manden sige til Louis:

- Hvor er din far og mor, mit barn?

- De er på markerne, oppe i bjergene sammen med alle de andre i byen, sagde Louis.

- Er de alle sammen deroppe? Er der ingen andre hjemme end de gamle og børnene?

- Nej, ikke en eneste, svarede drengen.

Mens Louis talte, kom moder Jenny ud fra sit værelse. Med sin vanlige ro bød hun manden velkommen, men Grethe lagde straks mærke til, at hun havde lagt bibelen væk, og at hun var lidt urolig. Det var dog ikke let at se på hende, hvis man ikke kendte hende. Bedstemor satte sig stille hen og fortsatte med strikketøjet. Den fremmede takkede og roste igen, og fortalte bedstemor historien om, at han var faret vild. Bedstemor fortalte ham, hvordan han kunne finde vej, og da han var færdig med at spise, rejste han sig straks for at gå, mens han sagde, at han var nødt til at skynde sig videre, hvis han skulle nå frem, inden det blev nat.

De sagde farvel, og den fremmede gik sin vej med så hurtige skridt, at det virkede mærkeligt for en træt mand.

Moder Jenny fulgte ham fra det nærmeste vindue, og da hun vendte sig om, så Grethe, at bedstemor var meget bekymret.

- Har jeg gjort noget galt, bedstemor? spurgte hun; var det forkert af mig at byde ham inden for?

- Nej, du har ikke gjort noget galt. Det er ikke din skyld, at jeg er lidt bekymret.

- Hvorfor er du så bekymret, bedstemor?

- Det kan jeg ikke fortælle dig nu, Grethe; gamle folk bliver tit så fyldt af urolige tanker. Men Grethe, du løber hurtigere end mig. Vil du gå et ærinde for mig hen til Andre? Han hugger brænde i dag ved La Reste; der er ikke så langt derhen; du kan sagtens nå hjem igen, inden det bliver mørkt. Bare sig til ham, at moder Jenny vil tale med ham hurtigst muligt.

- Skal du og de små så være helt alene? er du slet ikke bange for det, bedstemor? spurgte Grethe, mens hun var ved at tage sine støvler på.

- Gud ser os overalt og er med os, hvorfor skulle jeg så være bange? sagde moder Jenny.

Grethe syntes, det urolige udtryk i hendes ansigt var ved at forsvinde.

- Skynd dig nu at hente Andre, sagde bedstemor, så skal jeg nok passe lille Dennis.

Et øjeblik efter var Grethe på vej op ad skovvejen til la Reste. Det var en åben høj i skovens udkant, og den var af stor betydning for folkene i Hyrdedalen. På dens højeste punkt stod en flagstang, hvor de plejede at hejse et rødt flag, når en fare truede dalen. Det var et tegn til alle de beboere, der var i bjergene, at de skulle skynde sig hjem til byen. Men i de senere år havde der sjældent været brug for dette alarmsignal. Flaget lå gemt i et hult træ, og Andre havde til opgave, at passe på det. Han var meget stolt af det, fordi hans oldefar engang havde reddet livet for alle dalens beboere ved at hejse det, da en flok soldater kom for at hugge dem ned. Og han skulle nok vide at hejse det, så det kunne ses helt op til bjergenes evige Sne.

Grethe fandt ham i færd med at hugge et fældet fyrretræ itu. Hun fortalte ham hurtigt, hvad bedstemor havde sagt.

- Godt, sagde Andre, jeg ville altid forlade det bedste træ, jeg nogensinde har fældet for at hjælpe moder Jenny.

Hurtigt lagde han øksen bort og skyndte sig så med Grethe ned i dalen. Moder Jenny sad i døren til hytten. Hun blev meget glad, da hun så Andre, og hun huskede Grethe på, at solen var ved at gå ned, og at gederne skulle malkes. De små var lagt i seng, og mens Grethe gik ud for at gøre sit arbejde, talte Andre og moder Jenny sammen.

- Jeg har sendt bud efter dig, Andre, sagde den gamle, fordi jeg har nogle bange anelser, der måske kan føre til noget forfærdeligt. I dag kom en barfodet munk til vores hus; lovet være Gud, at jeg ikke har set nogle af dem i de sidste 30 år, men ser du, Andre, sådan kom der også munke i min ungdom, et par dage før præsterne og soldaterne overfaldt os. Man siger nok, at tiderne har forandret sig, og jeg vil håbe, at det er sandt; men jeg hørte den fremmede spørge lille Louis, om alle de voksne var gået op i bjergene, og jeg er bange for, at han fik et glimt af bibelen, som jeg sad med, før jeg fik gemt den væk og kom ud og talte med ham. Det kan godt være, jeg har en svag tro, Andre, men jeg vil bede dig om at holde godt øje med vejen fra Susa og straks hejse det røde flag, hvis du ser noget, der ligner præster eller soldater komme derfra.

- Det skal jeg nok, moder Jenny, svarede skovhuggeren, ikke engang et lille egern skal løbe over den vej, uden at jeg får øje på det; men der er jo mange, der siger, at forfølgelserne er forbi og at de aldrig mere kommer igen.

Jeg har også hørt, at der findes en præst på den anden side af bjergene, som har været i England, og der har hver familie sin egen bibel, som de kan læse i uden at være bange. Jeg har også hørt, at den samme frihed skal komme til vores land.

- Gud give det bliver sådan, svarede den gamle, men jeg er bange for, at denne munk har ondt i sinde. Du skal holde vagt og hejse flaget, hvis du mærker nogen fare; men lad nu dette blive mellem os to; det er jo ikke nødvendigt at skræmme de stakkels kvinder og børn, som er i byen.

- Det skal ske, moder, svarede Andre, men nu er det ved at være sent, så kommer mine sønner hjem fra arbejdet i skoven. Hvis jeg så ikke er hjemme, bliver de måske urolige.

- Godnat da, og Gud bevare os alle, svarede moder Jenny, da han begav sig på vej hjem.

Mens Grethe var i færd med at malke gederne, kunne hun ikke lade være med at tænke på den uro, hun havde set hos bedstemor i dag. Hvorfor skulle der sendes bud efter Andre? Da Grethe kom tilbage til hytten igen, turde hun ikke spørge. Andre var gået, og bedstemor havde fået sin sædvanlige ro igen. Men ved aftenbønnen bad hun meget ivrigt om, at de alle måtte blive bevarede mod onde mennesker. Hun bad også om, at den gamle bibel måtte få lov at blive i Hyrdedalen. Grethe ønskede, at de voksne ikke havde været så langt borte. Hun havde fået en sær uro ind over sig. Men da morgenen kom, forsvandt alt dette urolige igen fra hendes sind. Alt var ved det gamle; børnene legede, og de gamle sad udenfor døren til deres hytter. Det gjorde Grethes bedstemor også, men hun kastede tit blikke op ad skovvejen, og i dag kunne hun ikke lokkes til at finde den gamle bibel frem.

Det blev varmere i løbet af dagen, og selvom solen skinnede klart, var luften dog trykkende, som den plejer at være før et tordenvejr bryder løs.

- Det varer nok lidt tid endnu, før uvejret kommer, sagde moder Jenny, men skyernes truende udseende holder vel hyttefolket hjemme i dag. Grethe, jeg er træt og vil gerne hvile lidt; hvis der kommer nogen, som ligner den mand, der var her i går, skal du straks vække mig.

- Ja, bedstemor, det skal jeg nok. Venter du da, at den fremmede kommer igen? sagde Grethe.

- Nej min ven, men i disse dale har vi før mødt fremmede, som kom uventet. Jeg vil gerne have det at vide, hvis der kommer nogen, særlig nu, da alle de voksne er borte. Med disse ord gik moder Jenny ind for at hvile sig.

Det så ud til, at alle andre i byen gjorde det samme. Børnene holdt snart op med at lege og gik ind i husene, og de gamle forlod deres pladser i dørene. Den tunge luft havde en søvndyssende virkning på store og små. Louis og Henri lagde sig i græsset ved foden af et skyggefuldt morbærtræ og faldt snart i dyb søvn. Lille Dennis slumrede i sin vugge, og i begge familiens hytter var det kun Grethe, der var vågen.

Da Grethe nu var helt alene, kom hun til at tænke på den historie om Jakob og hans sønner, som bedstemor havde læst i går, da de blev forstyrrede af den fremmede. Jeg tror godt, jeg selv kan læse videre nu, da jeg har så god tid og alle de andre sover, tænkte Grethe. Bedstemor ville da ikke have noget imod at lade mig have bibelen, hvis hun var vågen. Hun ved da, at jeg passer godt på den. Men jeg vil ikke vække hende nu. Hun trænger til at hvile sig, for hun er så gammel. Det gør ikke noget, at jeg går ind og finder bogen i egekisten. Jeg skal nok gøre det så stille, at bedstemor ikke vågner.

Hun sneg sig lydløst ind i bedstemors værelse og gik hen til kisten. Det var lidt svært for hende at finde bogen, for den var pakket godt ind og lå under noget af bedstemors tøj. Men omsider fandt hun den, og det lykkedes hende at få den med sig uden at vække bedstemor. Lidt efter sad hun i det andet hus henne i et hjørne ved lille Dennis' vugge. Her kunne hun selv sidde i skyggen, mens sollyset faldt på bogen. Det var ikke let for hende at læse, for hun havde aldrig gået i skole. Hun havde kun fået den undervisning af sine forældre, der kunne blive tid til ind mellem alt det daglige arbejde. Men Grethe havde lært en del af bedstemor, og derfor kunne hun nu stave sig gennem historien om Jakob og hans tolv sønner.

Hun var så optaget af sin læsning, at hun ikke løftede sine øjne fra bogen. Hun hørte ikke de listende fodtrin fra nogle fremmede, før hun blev meget forskrækket over at høre en grov mandsstemme fra hytten ved siden af:

- Det hjælper ikke, kvinde, vi er kommet for at hente bogen og vi vil have den! Hvor er den?

Ordene fik Grethe til at gyse. Hun vidste godt, at der før i tiden havde været fremmede, der ville have fat i deres bibel for at brænde den. Da hun så gennem vinduet, fik hun øje på en hel flok mænd, klædt på samme måde som den fremmede fra dagen før. Nu styrede de lige mod hendes hytte. De kunne let finde bibelen og tage den med. Så ville beboerne i Hyrdedalen miste den for altid, og hun fik skylden, fordi hun havde taget den fra bedstemors kiste uden at spørge om lov. Hvad skulle hun gøre? der var ikke noget godt gemmested i nærheden; hvis hun gik forbi vinduet, fik mændene sikkert øje på hende og bogen. Men pludselig fik hun en ide: Hun løftede tæppet, som lå over lille Dennis i vuggen og lagde bogen ned ved siden af barnet.

Næppe var hun færdig med det, før mændene buldrede ind. Grethe lod som ingenting og vuggede roligt sin lillebror videre, selvom hun var helt bleg. Manden fra i går var med. Men i dag var han helt forandret. Hvor var hans pæne opførsel fra i går? Nu styrtede han sammen med de andre rundt i huset og vendte op og ned på alt for at finde bibelen. Ingen lås kunne hindre dem i deres foretagende;

men snart var det forbi igen, og alt lå hulter til bulter i huset.

I vuggen havde de dog ikke tænkt på at kigge.

- Den er ikke her, råbte deres anfører, de har nok skjult den i et af de andre huse, men vi skal nok finde den.

Nu gik de fra hus til hus og undersøgte hver kiste og skuffe, hver krog og hjørne. De gamle i husene blev meget forskrækkede og turde ikke forhindre dem i at vende op og ned på det hele. Grethe kunne ikke få fat i bedstemor, for en af mændene stod på vagt udenfor de to huse. Derfor blev hun ved med at vugge den lille Dennis. Han var vågnet i larmen og lå nu og græd, og Louis og Henri havde listet sig ind i huset til hende og sad nu henne i et hjørne og krøb sammen af angst.

Børnene blev endnu mere forskrækkede, da munkene kom tilbage, De nyttesløse anstrengelser havde gjort dem rasende. De var gale over at blive ført over de stejle bjergveje til ingen verdens nytte. De hånede deres anfører for hans "opdagelse" fra i går, og det gjorde ham så vred, at han greb til et af de ondeste midler, han kendte: Da moder Jenny kom ind ad døren for at se til børnene, greb han den gamle kvinde hårdt i armen og trak hende voldsomt ind i stuen, hvor hendes børnebørn var. Se her, råbte han og fandt en lang kniv frem fra kappen. Han svingede med den over børnenes hoveder. - Jeg ved, den forbudte bog er her, og hvis I ikke fortæller mig nu, hvor den er gemt, dræber jeg jeres bedstemor! Den stakkels Grethe snappede efter vejret. Bogen lå der i vuggen et par skridt fra ham. Hun var den eneste, der vidste det. Skulle hun lade manden dræbe sin elskede bedstemor? Det var næsten for meget for hende. Manden gentog sin trussel og svingede igen med den uhyggelige kniv. Grethes læber åbnedes forsigtigt for at afsløre gemmestedet, men da standsede moder Jenny hende og sagde:

- Grethe, mit barn, ti stille! Hverken Guds eller landets love tillader ham at slå mig ihjel for denne sag. Du må høre efter mig, når jeg siger, du skal tie stille. - Hvad siger du?

Vover du at befale hende at tie? Skreg den afsindige munk.

Du gamle kætterkvinde! Jeg skal dræbe både dig og dit barnebarn, hvis I ikke inden fem minutter fortæller mig, hvor bogen er!

- Jeg er parat til at dø for vores bibel ligesom det skete for min far og min farfar. Jeg har tjent Gud i 90 år, og hvis det er hans vilje, at vi skal dø nu, er jeg ikke bange. Men tænk på, at du skal dømmes for denne gerning først ved retten og senere af den himmelske dommer.

- Nu slår jeg dig ihjel, råbte han og for med kniven i hånden hen mod hende.

- Ah, bedstemor, giv mig dog lov til at fortælle, hvor bogen er, råbte Grethe i sin fortvivlelse.

I det samme hørtes en langvarig tone fra en hyrdepibe, og fra mund til mund løb rygtet: Mændene fra Hyrdedalen kommer hjem! Dette råb standsede øjeblikkelig munken og hans medhjælpere. De vidste godt, at nu var løbet kørt.

De havde i tidens løb gjort hyrderne så meget ondt, at ingen her brød sig om dem, og de var bange for, hvad hyrderne kunne finde på at hævne sig med, hvis de gennemførte deres opgave. Derfor flygtede de i hast til mange forskellige sider, og anføreren med den lange kniv var den første til at komme væk. Men hverken han eller de andre nåede at komme væk, før hyrderne så dem. Nogle af de yngre hyrder forfulgte dem i alle retninger, og flere af munkene fik en hilsen med, som nok fik dem til at holde sig væk en anden gang. De ældre hyrder skyndte sig til deres huse for at se til børnene og de gamle, som var alene hjemme. Begge moder Jennys to sønner var først inde i huset, hvor deres mor og børnene stod som forstenede, fordi de endnu ikke vidste, om de blev reddet eller ej. - Har de stjålet vores bibel, mor? råbte de begge i munden på hinanden, men før deres gamle mor kunne nå at svare, trådte Grethe hen til vuggen, løftede tæppet op og viste dem alle den dyrebare bog.

- Om jeg så havde gjort mig nok så mange anstrengelser for at finde et godt gemmested til bogen, havde den dog aldrig været gemt så godt som på dette tilfældige sted, sagde moder Jenny, da Grethe var kommet så meget til sig selv, at hun kunne fortælle hele historien. - Livets ord fra Gud selv blev givet til os gennem et lille barn, sådan som det også skete, da Kristus blev født som en lille dreng.

Snart blev der igen ro i byen. Kvinderne kom ned fra bjergene og hørte, hvad der var sket, og alle i dalen glædede sig over, at deres bibel var blevet reddet. Andre blev rost for sin opmærksomhed med at hejse det røde alarmsignal, så mændene kunne nå ned fra bjergene, inden det blev for sent. Grethe blev også fremhævet, fordi hun havde været så hurtig til at finde et fint gemmested. Men frem for alt sendte de alle en stor tak til deres gode Gud og far i Himlen, fordi han var med dem og havde frelst dem.

Dette blev sidste gang, præster eller munke prøvede at få den gamle bibel fra dem. Familien beholdt fra denne dag deres bibel i fred, og lille Dennis, i hvis vugge den havde været skjult, voksede op og fik siden til opgave at passe på bibelen.