»En fuldtræffer!« råbte stemmen i højttaleren. »Hver mand på sin post. Træf alle nødvendige foranstaltninger!« Havet fossede ind gennem et stort hul i skibet.
De, der kunne, sprang over bord. Der lød en eksplosion, det stolte krigsskib rystede, og så forsvandt det fra havets overflade. Der var stilhed i nogle få øjeblikke.
Kampen for at overleve blev genoptaget.
Nogle få svømmede ind mod den fjerne kyst. Nogle klyngede sig til vragrester, andre til redningsflåder.

I løbet af kort tid kom der hjælp og redningsudstyr. Dykkerne gik ned og fandt flere mænd. Nogle var døde, nogle levende. Så opfangede redningsmandskabet en mærkelig bankelyd fra skibets indre.
De lyttede. Det lød, som om nogen forsøgte at påkalde sig deres opmærksomhed. Det var morsekoden. De stavede omhyggeligt de ord, som den ukendte dernede forsøgte at sende op - »Er der håb?« Håb - det var det, den indespærrede ønskede mere end noget andet i verden - håb - håbet om at komme fri!

Håb - en vej ud af det dødvande, verden befinder sig i - det er netop, hvad vor forvirrede, kaotiske, fortabte verden trænger til. Findes der et sådant håb? Hvis der gør, hvor findes det så?
Paulus fortæller os, at vi skal »gribe det håb, der ligger rede til os.« »Det har vi som et sjælens anker.« Hebr. 6,18. Han fortæller også, hvad der er kilden til dette håb. »Kristus i jer, herlighedens håb.« Kol. 1,27.

Der er håb. Gennem skyggerne og tårerne kan vi stadig skimte omridset af den eneste, som giver os håb i dag, i morgen og for evigt. Vi må komme så vidt, at vi hæver os over omstændighederne, selv om det går skævt.
Hør, hvor urokkeligt Peters håb var:
»Bind derfor op om jeres sinds lænder, vær ædru og sæt fuldt ud jeres håb til den nåde, som bliver jer til del, når Jesus Kristus åbenbares. « 1 Pet. 1,13.

Lad os et øjeblik betragte Watts store billede, som har fået titlen »Håb.« Der står en ensom kvinde med bind for øjnene på den runde Jord. Hun har en harpe i hånden. Der er kun en streng tilbage. I halvmørket over hende skinner der en lille stjerne. Hun bliver ved med at spille på harpen.

Dette er håb. Selvom vi har mistet næsten alt i dette liv, kan vi få mest muligt ud af det, som er tilbage.

Vi har måske mistet vore penge. Vi havde måske spinket og sparet for at have lidt til vor alderdom, men nu er det hele gået tabt. Hvad skal vi sige til det? Det var trods alt kun penge. Nogle har måske mistet helbredet. Det er nok det værste, der kan ske for et menneske. Og dog er der mange mennesker, som til trods for sygdom og skrøbelighed har frembragt vidunderlig musik på de strenge, som var tilbage. Pengene, helbredet, lykken kan synes at være gået tabt, men der er stadig nogle strenge tilbage, og der skinner stadig en enkelt stjerne på den mørke himmel.

En forfatter, som havde mange problemer, men besejrede dem, skriver: »Ingen behøver at henfalde til modløshed og fortvivlelse. Satan vil måske komme til dig med den frygtelige indskydelse: 'Din sag er håbløs, du kan ikke blive frelst.' Men der er håb for dig i Kristus. Gud forlanger ikke, at vi skal sejre i vor egen styrke. Han beder os om at holde os tæt ind til ham.

Hvilke vanskeligheder vi end arbejder under, og hvad der end måtte tynge sjæl og legeme, ønsker han at gøre os fri.«
Englene arbejder ofte ved hjælp af mennesker og bringer de syge eller lidende håb, glæde og fred. Der ligger en dobbelt velsignelse i denne form for hjælp.

Mange genvinder deres helbred, de vaklende skridt bliver faste, de matte øjne bliver klare, fortvivlelse viger pladsen for glæde, og taknemmelighed træder i stedet for beklagelse. Den, der havde mistet håbet, får det tilbage.

»Og håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i troen, så I må blive rige i håbet ved Helligåndens kraft.« Rom. 15, 13.

Håb? Ja, for i dag og i morgen.