Katolikkerne så med skræk, til hvilken højde følelserne imod dem var steget. Skønt de til at begynde med jublede over Luthers formodede død, ønskede de snart at kunne skjule sig for folkets harme. Hans fjender havde ikke været nær så bekymrede over hans dristigste handlinger, mens han var iblandt dem, som de nu var over hans forsvinden. De, der i deres raseri havde søgt at tilintetgøre den modige reformator, var fulde af frygt nu, hvor han var blevet en hjælpeløs fange. "Den eneste måde, hvorpå vi nu kan redde os," sagde en af dem, "er med tændte fakler at lede efter Luther i hele verden for så at give ham tilbage til det folk, som råber på ham." Kejseren syntes at være magtesløs, og de pavelige udsendinge var harmfulde da de så, at Luthers skæbne vakte så stor opmærksomhed.

Meddelelsen om, at han var i sikkerhed, blev nødt med stor begejstning af folket. Hans skrifter blev læst med endnu større begærlighed end nogen sinde tidligere. I et stadig større antal sluttede man op om den heltemodige mands sag, han, som havde kæmpet en så ulige kamp for at forsvare Guds ord. Reformationen tiltog stadig i styrke. Den sæd, som Luther havde sået, spirede frem alle vegne. Hans fravær udrettede noget, som hans nærværelse ikke ville have været i stand til. Hans medarbejdere følte et nyt ansvar, nu da deres store fører var borte. Med ny tro og alvor gik de fremad for at gøre alt, hvad der stod i deres magt, for at det værk, som var begyndt så herligt, ikke skulle standses af noget.

Men Satan spildte ikke tiden. Nu forsøgte han, at narre og ødelægge mennesker ved at prakke dem en efterligning på i stedet før det ægte arbejde. Ligesom der i den kristne kirkes første århundrede var falske Messias'er, sådan fremstod der falske profeter i det sekstende århundrede.

Nogle mænd, der var dybt betaget af røret i den religiøse verden, bildte sig ind at have modtaget særlige åbenbaringer fra Himmelen og hævdede at have fået guddommeligt pålæg om at fuldføre reformationen, som de erklærede kun var blevet påbegyndt i det små af Luther. I virkeligheden ødelagde de netop det arbejde, som han havde udført. De forkastede den store grundsætning, som var selve reformationens grundvold at Guds ord er den eneste fuldgyldige rettesnor for troen og dens udøvelse og erstattede denne ufejlbarlige vejviser med deres egne følelsers og indtryks foranderlige og usikre målestok. Da den store kender af falskhed og vildfarelser således var tilsidesat, stod vejen åben for Satan til efter eget forgodtbefindende at herske over sjælene.

En af disse profeter hævdede at være blevet belært af engelen Gabriel. En student, som sluttede sig til ham, holdt op med sine studier, idet han erklærede, at han af Gud selv var blevet begavet med visdom til at udlægge hans ord. Andre, som havde naturlig tilbøjelighed til fanatisme, sluttede sig til dem. Luthers prædiken havde alle vegne fået mennesker til at føle nødvendigheden af en reform, og nu blev nogle virkelig ærlige folk vildledt af de nye profeters falske fremstilling.

Bevægelsens ledere drog til Wittenberg og bestormede Melanchthon og hans medarbejdere med deres krav. De sagde: "Vi er sendt af Gud for at belære folket. Vi har haft fortrolige samtaler med Herren; vi ved, hvad der skal ske; kort sagt, vi er apostle og profeter og indanker vor sag for dr. Luther." Reformatorerne blev forbavsede og forvirrede. Noget sådant havde de aldrig før stødt på, og de vidste ikke, hvilken vej de skulle følge. Melanchthon sagde: "Der er i sandhed en usædvanlig ånd i disse mennesker, men hvad er det for en ånd? På den ene side må vi vogte os for at udslukke Guds Ånd, og på den anden for at lade os vildlede af Satans ånd."

Men snart åbenbarede den nye læres frugter sig. Mennesker blev forledt til at forsømme Bibelen eller helt kaste den til side. Der kom forvirring i skolerne. Studenter, som med foragt afviste al disciplin, opgav deres studier og forlod universitetet. De mænd, som mente sig kvalificerede til at genoplive og lede reformationen, havde kun held til at bringe den til ødelæggelsens rand. Nu genvandt katolikkerne deres selvtillid og udbrød begejstret: "Endnu en sidste kraftanstrengelse, og sejren er vor "

På Wartburg hørte Luther, hvad der var sket, og sagde dybt bekymret: "Jeg har altid ventet, at Satan ville sende os denne pest." Han gennemskuede disse falske profeters sande karakter og så den fare, som truede sandhedens sag. Pavens og kejserens modstand havde ikke voldt ham så stor bekymring og sorg som den, han nu erfarede. Fra reformationens erklærede venner var dens værste fjender fremstået. De samme sandheder, som havde bragt ham så stor glæde og trøst, blev nu benyttet til at skabe strid og forvirring i kirken. I det reformeringsarbejde, hvortil Luther var blevet drevet af Guds Ånd, var han blevet ført videre, end han havde tænkt sig. Det havde ikke været hans hensigt at indtage den stilling som han nu gjorde, eller at foretage så radikale forandringer. Han havde kun været redskabet i den Almægtiges hånd. Alligevel bævede han ofte for resultatet af sit værk. Han har engang sagt: "Hvis jeg vidste, at min lære ville skade et menneske, blot et eneste menneske, hvor ringe og ukendt det end var, ville jeg tilbagekalde den, men det kan den ikke, for den er selve evangeliet."

Wittenberg, det egentlige midtpunkt for reformationen, ver ved nu at ligge under for fanatismens og lovløshedens magt. Denne frygtelige tilstand var ikke frugten af Luthers lære; men i hele Tyskland gav hans fjender ham skylden for det. I sit hjertes bitterhed spurgte han undertiden: "Kan reformationens store værk da virkelig ende på denne måde?" Men når han så havde kæmpet med Gud i bøn, strømmede freden atter ind i hans sjæl. "Denne gerning er ikke min, men din egen," sagde han, "du vil ikke tillade, at den fordærves af overtro eller fanatisme." Men tanken om, fortsat at holde sig uden for kampen i denne krisesituation blev ham uudholdelig, og han besluttede at vende tilbage til Wittenberg.

Uden tøven begav han sig ud på sin farefulde færd. Han var under rigets band. Det stod fjenderne frit for at tage hans liv, og det var hans venner forbudt at hjælpe eller huse han. De kejserligt myndigheder traf de strengeste forholdsregler mod hans tilhængere. Men han så, at ordets gerning var i fare, og i Guds navn drog han ud, uden frygt for at kæmpe for sandheden.

Med stor forsigtighed og ydmyghed, men dog med beslutsomhed og fasthed, påbegyndte han sit arbejde. "Ved ordets kraft," sagde han, "må vi omstyrte og ødelægge det, som er bygget op med vold. Jeg vil ikke gøre brug af magt over for de overtroiske og vantro. Ingen må tvinges. Frihed er selve indbegrebet af tro." Da han besteg prædikestolen, lærte, formanede og dadlede han med megen visdom og mildhed. Guds ord brød den fanatiske ophidselses trolddom. Evangeliets magt førte det vildledte folk tilbage til sandhedens vej.

Luther nærede intet ønske om at mødes med de der alligevel ikke mente det de sagde og hvis fremfærd havde forårsaget så meget ondt. Han vidste, at det var mennesker med usund dømmekraft og utøjlede lidenskaber, som, mens de hævdede at være særlig oplyste af Himmelen, ikke ville tåle den mindste modsigelse eller selv den venligste bebrejdelse eller råd. De tiltog sig selv den øverste myndighed og krævede, at alle uden at stille spørgsmål skulle gå ind på deres krav. Men da de forlangte en sammenkomst med ham, indvilligede han i at møde dem; og det lykkedes ham så godt at afsløre dem, at bedragerne med det samme forlod Wittenberg.

Fanatismen var dæmpet for en tid; men nogle år efter brød den atter ud med endnu større voldsomhed og med frygteligere resultater. Luther sagde med hensyn til lederne af denne bevægelse: "For dem er den hellige skrift kun døde bogstaver, og de gav sig alle til at råbe: "Ånden! Ånden!" Men et er sikkert: jeg vil ikke følge dem derhen, hvor deres ånd fører dem. Måtte Gud i sin barmhjertighed bevare mig fra en kirke, hvori der ikke findes andre end helgener. Jeg ønsker at bo hos de ringe, de svage, de syge, som kender og føler dets synder, og som stadig stønner og råber til Gud fra deres hjertes dyb for at opnå hans trøst og hjælp."

Thomas Münzer, som var den mest aktive af dem der sagde en ting, men mente noget andet, han var en mand med betydelige evner, som, hvis de var blevet rigtigt anvendt, ville have hjulpet ham til at gøre meget godt; men han havde ikke lært de første grundsætninger i sand gudstro. Han mente at han var udvalgt af Gud til at reformere verden og glemte, som alle fanatikere, at reformationen måtte begynde med ham selv."

Han var ærgerrig efter at opnå stilling og indflydelse og var uvillig til at være nummer to, selv efter Luther. Han erklærede, at reformatorerne ved at erstatte pavens myndighed med skriftens kun oprettede en anden slags katolsk lære. Han hævdede, at han selv var kaldet af Gud, som et middel mod det onde, og at denne tilkendegivelse af ånden var det middel der skulle bruges til at indføre den sande reformation. "Den, som har denne ånd," sagde Münzer, "ejer den sande tro, om han så aldrig i sit liv skulle få skriften at se."

Disse fanatiske lærere lod sig beherske af indskydelser, idet de anså enhver tanke og impuls for at være Guds røst; følgelig gik de til farlige yderligheder. Nogle brændte endog deres bibler, mens de råbte: "Bogstaven slår ihjel, men ånden gør levende." Münzers lære talte til menneskers begær efter det vidunderlige, og tilfredsstillede deres hovmod ved, at stille menneskelige tanker og meninger over Guds ord. Tusinder tog imod hans lære. Snart fordømte han al orden inden for offentlig gudstjeneste og erklærede, at lydighed mod fyrster var et forsøg på at tjene både Gud og Belial.

Menneskesjæle, som allerede var begyndt på at frigøre sig for pavevældets åg, var også ved at blive utålmodige under de borgerlige myndigheders tvang. Münzers revolutionære lære, som hævdede at have guddommelig stadfæstelse, forledte dem til at bryde ud fra al kontrol og give deres fordomme og lidenskaber frie tøjler. Der fulgte nu de frygteligste optrin med oprør og strid, og Tysklands marker blev gennemvædede af blod.

Den sjæleangst, som Luther for længe siden havde følt i Erfurt, knugede ham nu med fordoblet magt, da han så, at reformationen blev anklaget for følgerne af denne hykleriske indstilling. De katolske fyrster erklærede, at opstanden var den naturlige følge af Luthers lære, og mange var parat til at sætte lid til erklæringen. Skønt denne anklage savnede ethvert grundlag, måtte den nødvendigvis volde reformatoren stor sorg. At sandhedens sag således skulle vanæres ved at ligestilles med den laveste fanatisme, syntes mere, end han kunne bære. På den anden side hadede opstandens ledere Luther, fordi han ikke blot havde modsat sig deres lære og benægtet deres hævdelse af guddommelig inspiration, men han havde erklæret dem for oprørere mod de borgerlige myndigheder. Som hævn erklærede de ham for en ussel hykler. Det var, som han havde pådraget sig både fyrsternes og folkets fjendskab.

Katolikkerne var begejstrede og ventede snart at opleve reformationens fald. De anklagede Luther for netop de vildfarelser, som han alleralvorligst havde søgt at rette. Hyklerenes parti havde ved løgnagtig hævdelse af at være blevet behandlet med stor uretfærdighed haft held til at vinde sympati hos en stor del af folket, og som det ofte går dem, der vælger det forkerte, lykkedes det dem at blive betragtet som martyrer. På denne måde blev de, som satte alle kræfter ind på at skade reformationen, lovpriste som ofre for grusomhed og undertrykkelse. Dette var Satans værk, tilskyndet af den samme oprørsånd, som først åbenbarede sig i Himmelen.

Satan prøver stadig at føre mennesker bag lyset og få dem; til at kalde synd for retfærdighed og retfærdighed for synd. Hvor er dette lykkedes godt for ham! Hvor ofte lyder ikke dom og bebrejdelser mod Guds trofaste folk, fordi de uden frygt tager sandheden i forsvar! Mennesker, som er Satans hjælpere, bliver rost og smigret og endog betragtet som martyrer, mens de, som burde æres og hjælpes på grund af deres, troskab mod Gud, får lov at stå ene, mistænkte og uden menneskens tillid.

Forloren hellighed, uægte fromhed udøver stadig sit bedrag. Under forskellige skikkelser viser den samme ånd som i Luthers dage sig stadig. Den vender sjæle bort fra skriften og bringer mennesker til, at følge deres egne følelser og indskydelser i stedet for i lydighed, at rette sig efter Guds lov. Dette er et af Satans snedig påfund for at bringe vanære over renhed og sandhed.

Uden frygt forsvarede Luther evangeliet mod de angreb, som kom fra alle kanter. Guds ord viste sig at være et våben, som var mægtigt i enhver strid. Med dette ord førte han krig mod pavens tilranede myndighed og mod de der forkyndte den falske lære, mens han stod fast som en klippe mod de hyklere, der søgte at forene sig med reformationen.

Disse modstridende elementer ville på sin egen måde tilsidesætte den hellige skrift og ophøje menneskelig visdom til at være kilden til religiøs sandhed og viden. Nogle har fornuften som deres afgud og gør denne til religionens kendetegn. Katolicismen, som hævder, at dens pavefyrste har en inspiration, som i lige linje er nedarvet fra apostlene og uforanderlig til alle tider, giver rig lejlighed til, at alle slags udskejelser og fordærvelse kan skjules under det apostolske embedes ukrænkelighed. Den inspiration, som Munzer og hans fæller hævdede at have, var fantasiens påfund, og dens indflydelse var nedbrydende for al myndighed, både menneskelig og guddommelig. Sand kristendom modtager Guds ord som den største skatkammer for åndelig sandhed og prøvestenen for al inspiration.

Ved hjemkomsten fra Wartburg fuldendte Luther oversættelsen af Det nye Testamente, og snart efter blev evangeliet givet til det tyske folk på deres, eget sprog. Denne oversættelse blev modtaget med stor glæde af alle, som elskede sandheden, men den blev med foragt afvist af dem, som foretrak overleveringer og menneskers bud.

Præsterne var forfærdede ved tanken om, at jævne folk nu skulle blive i stand til at diskutere Guds ords forskrifter med dem, så deres egen uvidenhed på den måde kunne afsløres. Deres verdslige tankegangs våben var magtesløse mod Åndens sværd. Rom opbød al sin myndighed for at forhindre skriftens udbredelse, men bandlysning og tortur var lige frugtesløse. Jo mere Rom fordømte og forbød Bibelen, jo ivrigere blev folk efter at vide, hvad den egentlig lærte. Enhver, som kunne læse, higede efter selv at studere Guds ord. Mange havde det ny testamente med sig overalt og læste det om og om igen og var ikke tilfredse, før de havde lært store dele af det udenad. Da Luther så, med hvilken glæde Det nye Testamente blev modtaget, begyndte han straks på en oversættelse af Det gamle Testamente og udgav de enkelte dele, så hurtigt som han fik dem færdige. Luthers skrifter blev modtaget med lige stor glæde i byer og landsbyer.

Ved nattetid læste landsbyskolernes lærere højt fra Luthers oversættelse af Guds ord for de smågrupper, som havde samlet sig om den hjemlige arne. Hver eneste gang blev nogle sjæle overbevist om sandheden, og når de med glæde havde modtaget ordet, blev det deres tur at fortælle andre det gode budskab.

Disse inspirerede ord blev stadfæstede: "Tydes dine ord, så bringer de lys, de giver enfoldige indsigt." Sl, 119,130. Studiet af skriften frembragte en vældig forandring i folkets sjæl og hjerte. Pavedømmet havde lagt et jernåg på sine undersåtter og derved holdt dem nede i uvidenhed og nedværdigelse. Man havde samvittighedsfuldt bevaret en overtroisk overholdelse af ydre former, men i hele deres gudstjeneste havde hjertet og forstanden kun haft ringe del. Luthers forkyndelse, som fremlagde Guds ords ligefremme sandheder, og dertil selve ordet, som blev lagt i jævne folks hænder, havde vakt deres slumrende kræfter og ikke blot renset og forædlet deres åndelige natur, men givet ny styrke og kraft til forstanden.

Man kunne møde mennesker af alle rangklasser, som med Bibelen i deres hænder forsvarede reformationens lære. Katolikkerne, som havde overladt studiet af skriften til præster og munke, hidkaldte nu disse, for at de skulle gendrive den nye lære. Men præsterne og munkene, som var lige så uvidende om skriften som om Guds magt, blev fuldstændig slået af marken af dem, som de havde erklæret for ulærde og kætterske. "Ulykkeligvis," sagde en katolsk forfatter, "havde Luther overtalt sine tilhængere til ikke at have tillid til nogen anden visdomskilde end den hellige skrift."

Store skarer forsamlede sig for at høre sandheden udlagt af mænd uden megen uddannelse, ja, for at høre dem diskutere den med lærde og veltalende teologer. Disse store folks skammelige uvidenhed blev afsløret, når deres argumenter blev imødegået med Guds ords enfoldige lære. Arbejdere, soldater, kvinder, ja, selv børn kendte mere til Bibelens lære end præsterne og de lærde doktorer.

Da nu de katolske præster så, at deres menigheder blev mindre, påkaldte de myndighedernes hjælp, og med alle de midler, de havde til rådighed, forsøgte de at få deres tilhørere tilbage. Men folk havde i den nye lære fundet det som tilfredsstillede deres hjertes trang, og de vendte sig bort fra dem, som så længe havde ladet dem leve af overtroens og menneskelige traditioners værdiløse avner.

Da forfølgelsen brød løs over sandhedens lærere, gav de agt på Kristi ord: "Når de forfølger jer i en by, så flygt til en anden." Matt 10,23. Et eller andet sted plejede flygtningene at finde en gæstfri dør, som åbnede sig for dem, og de blev der, prædikede Kristus, i kirken, eller hvis der blev nægtet dem retten hertil, så i private hjem eller under åben himmel. Hvor som helst de kunne opnå at blive hørt, var stedet for dem et helligt tempel. Sandhedens ord, som blev forkyndt med en sådan iver og forvisning, spredtes med uimodståelig kraft.

Forgæves påkaldte man både de gejstlige og borgerlige myndigheder for at knuse kætteriet. Forgæves tog de deres tilflugt til fængsel, pinsler, ild og sværd. Tusinder af troende beseglede deres tro med deres blod, og dog skred værket fremad. Forfølgelsen bevirkede kun, at sandheden bredte sig mere; og den fanatisme, som Satan prøvede at knytte sammen med den, gjorde forskellen mellem Satan og Guds værk endnu mere åbenbar.

Et af de største vidnesbyrd, der nogen sinde er fremkommet for reformationen, var de kristne tyske fyrsters protest ved rigsdagen i Speyer i 1529. Disse gudfrygtige mænds mod, tro og fasthed vandt frihed for tanken og samvittigheden for de kommende tider. Deres protest skaffede den nydannede kirke navnet: den protestantiske; og dens, grundsætninger er selve protestantismens kærne. Guds forsyn havde holdt de kræfter, der modarbejdede sandheden, i tømme for at evangeliet skulle få et fast fodfæste, men nu samlede Rom sine kræfter for at knuse sandheden.

Katolikkerne frydede sig. De optrådte i stort antal i Speyer og åbenbarede tydeligt deres fjendskab mod reformatorerne og alle, som støttede dem. Melanchthon sagde: "Vi er verdens udskud og fejeskarn, men Kristus vil se til sit folk og bevare det." Det blev forbudt de evangeliske fyrster, som var til stede ved rigsdagen, at lade evangeliet prædike, selv i deres egne boliger. Men Speyers befolkning tørstede efter Guds ord, og trods forbudet flokkedes tusinder ved de gudstjenester, som blev holdt i kurfyrsten af Sachsens kapel.

Dette fremskyndede den afgørende krise. Et kejserligt budskab meddelte rigsdagen, at da den resolution, som bevilgede samvittighedsfrihed, havde forvoldt megen uorden, forlangte kejseren den annulleret. Denne egensindige handling vakte de evangeliske kristnes harme og forfærdelse. En af dem sagde: "Kristus er atter faldet i Pilatus' og Kajfas' hænder!" Katolikkerne optrådte mere voldsomt. En fanatisk katolik erklærede: "Tyrkerne er bedre end lutheranerne. Hvis vi skulle vælge mellem den hellige skrift og kirkens gamle vildfarelser, så måtte vi forkaste den første." Melanchthon sagde: "Hver eneste dag kaster Faber en eller anden ny sten efter os evangeliske."

Der var ved lov indført tolerance i religions spørgsmål, og de evangeliske lande var fast besluttede på at modsætte sig enhver krænkelse af deres rettigheder. Luther, som efter mødet i Worms stadig var bandlyst, havde ikke lov til at være til stede i Speyer, men hans plads blev erstattet ved hans medarbejdere og de fyrster, som Gud havde kaldet til at forsvare hans sag i denne farlige situation. Døden havde bortrykket den ædle Frederik af Sachsen, Luthers tidligere beskytter, men hertug Johan, hans broder og efterfølger, havde med glæde budt reformationen velkommen, og udviste stor energi og meget mod i alt, hvad der angik troens sag.

Præsterne krævede, at de lande, som havde antaget reformationen, ubetinget skulle underkaste sig Roms domsafgørelse. Reformatorerne forlangte på den anden side den frihed, som tidligere var blevet dem indrømmet. De kunne ikke give deres samtykke til, at Rom atter skulle komme til at beherske disse stater, som med så stor glæde havde modtaget Guds ord.

Til sidst blev det foreslået som et kompromis, at der, hvor reformationen ikke var blevet indført, skulle den vedtagne lov fra Worms strengt håndhæves, og at "der, hvor folket var afveget fra det, og hvor det ikke uden fare for opstand kunne indrette sig efter det, måtte man i det mindste ikke fremkalde nogen ny reform; man måtte ikke komme ind på omstridte hovedspørgsmål, man måtte ikke modsætte sig, at messen blev højtideligholdt, man måtte ikke tillade nogen katolik at antage Luthers lære."

Hvis dette dekret (lov) blev håndhævet, kunne reformationen hverken brede sig, der, hvor den endnu var ukendt, og heller ikke komme til at indtage en fast stilling, der, hvor den allerede var indført. Der kom forbud mod talefrihed! Ingen form for omvendelse ville være tilladt. Og det krævedes af reformationens venner, at de med det samme skulle underkaste sig disse restriktioner og forbud. Det var, som om verdens håb skulle slukkes! Genoprettelsen af det romerske præstevælde, ville uvægerligt føre tilbage til de gamle misbrug, og der kunne hurtigt findes en anledning til at "fuldføre nedbrydningen af et arbejde. som allerede var så voldsomt rystet ved hykleri og uenigheder."

Da det evangeliske parti mødtes til rådslagning, så man på hinanden i fuldkommen forfærdelse. Fra den ene til den anden lød dette spørgsmål: "Hvad skal man gøre?" Der stod vældige værdier på spil for hele verden. "Skal reformationens ledere underkaste sig og rette sig efter ediktet?" Hvor let kunne ikke reformatorerne i denne krise, som i sandhed var frygtelig, have forhandlet sig ind på en forkert vej! Hvor mange falske påskud og gode grunde kunne der ikke findes til at underkaste sig! De lutherske fyrster fik jo tilsikret fri religionsudøvelse. Det samme gode var udvidet til at gælde alle de af deres undersåtter, som forud for lovens fremkomst havde antaget de reformerte synspunkter. Burde dette ikke være dem nok? Hvor mange farer ville ikke kunne undgås ved eftergivenhed! Modstand mod denne lov ville forårsage en ukendt risiko og strid.

Aldrig før havde disse mennesker været i en så vanskelig sitiuation, men de bestod prøven og kom ud af den med uændrede principper. Efterhånden som tågen, der havde tilsløret deres sind, lettede kunne de se hvad resultatet af denne lov ville blive. Skulle de give deres samtykke til at tortur og fængsel blev genindført? Skulle de gå imod den fremadgående tro, imod Guds ånd og det arbejde de af Kristus var kaldet til at udføre? Kunne de nægte at adlyde Frelserens ord om at gå ud i alverden og forkynde evangeliet for alle skabninger (Markus 16,15.) Burde de ikke tænke på dem der ønskede at komme ud af vildfarelsen? Ville de nægte dem denne mulighed? De var jo selv gået ind i det Himmelske kongerige, skulle de nu spærre vejen for andre? Hellere ville de "ofre alt, selv deres riger, deres kroner og deres liv end gå ind på dette kompremis.

"Lad os forkaste dette dekret," sagde fyrsterne. "Hvor det drejer sig om samvittigheden, har flertallet ingen magt." Deres repræsentanter erklærede: "Det er dekretet fra 1526, som vi står i gæld til for den fred, riget nyder, og ophævelsen af det ville fylde Tyskland med ulykke og splittelse. Rigsdagen er ikke kompetent til at gøre andet end bevare religionsfriheden, indtil kirkemødet træder sammen." Det er statens pligt at beskytte samvitigheds-friheden, og dette er grænsen for dens myndighed i religionsspørgsmål. Enhver verdslig regering, som forsøger at regulere eller påtvinge overholdelse af religiøse ceremonier ved borgerlig myndighed, opofrer netop den grundsætning, som de evangeliske kristne så tappert kæmpede for.

Katolikkerne besluttede at undertrykke det, som de kaldte "fræk stædighed." De begyndte med at forsøge at skabe splittelse blandt reformationens beskyttere og sprede frygt blandt alle, som ikke åbent havde erklæret sig til gunst for den. Til slut blev fristædernes repræsentanter kaldt for rigsdagen og opfordret til at tilkendegive, om de ville tiltræde forslagets betingelser. De anmodede om udsættelse, men forgæves. Da de skulle bestå prøven, tog næsten halvdelen af dem reformatorernes parti. De, der således nægtede at ofre samvittighedsfriheden og retten til selvstændig bestemmelse, vidste godt, at den stilling, de indtog, udpegede dem til fremtidig kritik, fordømmelse og forfølgelse. En af de delegerede sagde: "Vi må enten fornægte Guds ord eller lade os brænde."

Kong Ferdinand, kejserens repræsentant på rigsdagen, indså, at forordningen ville volde alvorlig splittelse, hvis ikke fyrsterne kunne formås til at antage og støtte den. Derfor forsøgte han sig med overtalelseskunst, da han godt vidste, at hvis man brugte magt over for mænd af denne slags, ville det kun gøre deres beslutning endnu mere fast. Han bad indtrængende fyrsterne om at godkende dekretet og forsikrede dem, at kejseren så ville være overordentlig tilfreds med dem. Men disse tro mænd anerkendte en myndighed, som var hævet over jordiske herskeres, og de svarede roligt: "Vi vil adlyde kejseren i alt, hvad der kan bidrage til at opretholde freden og Guds ære". Til sidst havde kongen i overværelse af rigsdagen meddelt kurfyrsten og hans venner, at dekret (lov) var ved at blive affattet i form af et kejserligt dekret og, at deres eneste mulighed nu var at bøje sig for flertallet. Efter at have sagt dette, trak han sig tilbage fra forsamlingen uden at give reformationens tilhængere nogen mulighed for drøftelse eller svar. Det var formålsløst, at sende en deputation til kongen for at trygle ham om at vende tilbage. Hans eneste svar på deres indvendinger var dette:"Sagen er afgjort! Der mangler kun at i underkaste jer den."

Nu var det kejserlige parti overbevist om, at de kristne fyrster ville holde den lov der var blevet vedtaget. Men de glemte at Guds folk betragte den hellige skrift som hævet over alle menneskelige læresætninger og fordringer. De vidste, at hvor som helst dette princip blev godkendt, ville pavedømmet til sidst blive omstyrtet. De gejstlige der kun betragter de synlige ting, smigrede de sig med, at kejserens og pavens sag var stærk og reformationens svag.

Hvis reformatorerne kun havde været afhængige af menneskers hjælp, ville de have været så magtesløse, som katolikkerne mente. Men skønt de var få i antal og i strid med Rom, havde de dog deres styrke. De indankede deres sag fra rigsdagens afgørelse til Guds ord, og fra kejser Karl til Jesus Kristus, kongernes Konge og herrernes Herre.

Da Ferdinand havde afslået at tage hensyn til deres samvittighed og overbevisning, besluttede fyrsterne ikke at tage hensyn til hans fraværelse, men fremføre deres protest for det nationale råd. Derfor blev der affattet en højtidelig erklæring, som blev overrakt rigsdagen.

"Vi protesterer herved for Gud, vor eneste skaber, beskytter, forsoner og frelser, som engang skal være vor dommer, såvel som for alle mennesker og alle skabninger, at vi på egne og vort folks vegne hverken samtykker eller på nogen som helst måde holder fast ved den foreslåede forordning i noget, der er i modstrid med Gud, med hans hellige ord, med vor samvittighed til vore sjæles frelse." "Hvorledes! Skulle vi stadfæste denne forordning? Skulle vi hævde, at når den almægtige Gud kalder en mand til kundskab om sig, så kan denne mand ikke modtage kundskaben om Gud?" Der findes ingen anden pålidelig lære end den, som stemmer overens med Guds ord. Herren forbyder enhver anden lære. Den hellige skrift burde udlægges ved andre og klarere tekster; denne hellige bog er i alle ting, det der er nødvendige for en kristen, letforståelig og beregnet til at sprede mørket. Det er vor beslutning ved Guds nåde at opretholde den rene og uforfalskede forkyndelse af hans eget ord, sådan som det indeholdes i Det gamle og Det nye Testamente uden at føje noget dertil, som kan være i modstrid med det. Dette ord er den eneste sandhed; det er den sikre rettesnor for al lære og alt liv og kan aldrig svigte eller bedrage os. Den, der bygger på denne grundvold, skal modstå alle helvedes magter, mens al menneskelig forfængelighed, som sætter sig op imod den, skal falde for Guds ansigt." "Af denne grund afviser vi det åg der lægges på os."

Dette gjorde dybt indtryk på rigsdagen! De fleste blev opfyldt af forundring og skræk over de protesterendes dristighed. Fremtiden forekom dem stormfuld og usikker. Splittelse, strid og blodsudgydelse syntes uundgåelig. Men reformatorerne, som var overbeviste om deres sags retfærdighed og stolede på den Almægtiges arm, var fulde af mod og beslutsomhed.

Protestantismen sætter samvittigheden over myndighederne og Guds ords myndighed over den synlige kirke. I det første tilfælde forkaster den statens magt over for religiøse spørgsmål og siger, ligesom profeterne og apostlene: "Man bør adlyde Gud mere end mennesker" Over for Karl den femtes krone løfter den Jesu Kristi krone! Men den går endnu videre. Den hævder det princip, at al menneskelig lære må underordne sig Guds ords visdom."

Desuden havde protestanterne hævdet deres ret til frit at fremkomme med deres overbevisning om sandheden. Og at fremhæve Kristus som kirkens overhoved, og at tale hans ord fra talerstolen. Samvittigheden var sat over staten, og den hellige skrifts autoritet over den synlige kirkes. Kristi krone var løftet op over pavens og andre herskeres kroner. Protestanterne fastholdt desuden deres ret til frit at forkynde sandheden. De ville ikke nøjes med at tro og adlyde, men også lære, hvad Guds ord skænker os. De benægtede, at præst eller dommer skulle have ret til at blande sig heri. Denne protest var et højtideligt vidnesbyrd mod religiøs intolerance og en hævdelse af alle menneskers ret til at dyrke Gud, efter hvad deres egen samvittighed tilsiger dem.

Nu var erklæringen afgivet! Den blev indprentet i tusinders erindring og opskrevet i Himmelens bøger, hvor ingen menneskelig magt kunne udslette den. Hele det evangeliske Tyskland vedtog protesten som udtryk for sin tro. Alle vegne så mennesker løftet om en ny og bedre tid i denne erklæring. En af fyrsterne sagde til protestanterne i Speyer: "Måtte den Almægtige, som har givet jer nåde og kraftigt til, frit og uden frygt at bekende jeres tro, bevare jer i denne kristelige trofasthed indtil evighedens dag."

Hvis reformationen efter til en vis grad at have haft heldet med sig, havde samtykket i at bære kappen på begge skuldre for at sikre sig verdens gunst, så ville den have været utro over for både Gud og sig selv og ville på den måde have sikret sig sin egen udslettelse. De erfaringer, som disse ædle reformatorer gjorde, rummer en lære for alle kommende tider. Satans arbejdsmetoder mod Gud og hans ord har ikke ændret sig. Det er ham stadig lige så meget imod, at skriften bliver gjort til livets rettesnor som i det sekstende århundrede.

I vore dage er man veget langt fra skriftens lære og forskrifter, og der trænges hårdt til, at man vender tilbage til de store protestantiske principper: Bibelen og Bibelen alene som det afgørende for tro og pligt! Satan arbejder stadig med alle de midler, der står til hans rådighed, for at tilintetgøre religionsfriheden. Den antikristelige magt, som protestanterne i Speyer afviste, søger nu med fornyet kraft at genoprette sit tabte herredømme. Det eneste håb for en reformering i dag er den samme aldrig svigtende troskab over for Guds ord, som åbenbarede sig i dette for reformationen så afgørende øjeblik.

Der viste sig tegn på, at der var fare på færde for protestanterne, men der var også tegn på, at Guds hånd var udstrakt for at beskytte de trofaste. Det var på dette tidspunkt, at Melanchthon hastigt førte sin ven, Simon Grünæus, gennem Speyers gader hen imod Rhinen, mens han skyndede på ham for at få ham til at sætte over floden. Grünæus var forbavset over et sådant hastværk. "Der var en gammel mand, som så alvorlig og højtidelig ud, men som jeg ikke kendte," sagde Melanchthon, "han kom hen til mig og sagde: "Om et minut vil Ferdinand sende retsbetjente hen for at fængsle Grünæus!"

Den samme dag var Grünæus blevet forarget over en prædiken af Faber, en af de ledende katolske universitetsdoktorer, og da denne var færdig med at tale, havde han bebrejdet ham, at han forsvarede visse afskyelige vildfarelser. "Faber skjulte sin vrede, men gik straks derefter til kongen, hos hvem han opnåede en fængslingsordre mod den besværlige lærer fra Heidelberg. Melanchthon var ikke i tvivl om, at Gud havde frelst hans ven ved at sende en af sine hellige engle for at advare ham.

Uden at røre sig ventede han ved Rhinens bred, indtil denne flods vande havde reddet Grönæus fra hans forfølgere. "Endelig" udbrød Melanchthon, da han så ham på den modsatte bred, "endelig er han revet bort fra deres grusomhed, som tørster efter uskyldigt blod." Da Melanchthon kom hjem til sit hus, fik han at vide, at betjente, som var kommet for at søge efter Grunæus, havde undersøgt huset fra kælder til kvist."

Reformationen skulle komme i en endnu mere iøjnefaldende situation over for verdens mægtige. Kong Ferdinand havde afslået at høre på de evangeliske fyrster, men der blev tilstået dem en lejlighed til at fremstille deres sag over for kejseren og de forsamlede embedsmænd inden for kirke og stat. For at skaffe ro om de splittelser, som forstyrrede rigets fred, sammenkaldte Karl V året efter protesten i Speyer en rigsdag i Augsburg hvor han meddelte, at det var hans hensigt personligt at præsidere. De protestantiske ledere blev stævnet derhen. Store farer truede reformationen, men dens forkæmpere satte stadig deres lid til Gud og forpligtede sig til at holde fast ved evangeliet.

De reformerte fyrster havde besluttet i systematisk form at fremsætte en redegørelse for deres synspunkter og sammen med vidnesbyrd fra skriften forelægge rigsdagen den, og det forberedende arbejde var betroet Luther, Melanchthon og deres fæller. Denne skrivelse blev af protestanterne godkendt som en fremstilling af deres tro, og de forsamlede sig for at skrive under på det vigtige dokument. Det var et højtideligt og vanskeligt øjeblik, Reformatorerne var meget omhyggelige for, at deres sag ikke skulle sammenblandes med politiske spørgsmål. De følte, at reformationen ikke burde udøve nogen anden indflydelse end den, som stammer fra Guds ord.

Da de kristne fyrster gik hen for at underskrive aftalen, lagde Melanchthon sig imellem og sagde: "Det passer sig bedre for præster og teologer at forelægge disse ting; lad os gemme de mægtiges myndighed til andre sager." Johan af Sachsen svarede: "Gud forbyde, at I skulle udelukke mig! Det er min faste beslutning at gøre, hvad ret er, uden at bekymre mig om min krone. Jeg ønsker at bekende Herrens navn. Min kurfyrstelige hat og min hermelinskappe er mig ikke så dyrebare som Jesu Kristi kors." Da han havde sagt dette, skrev han sit navn under. En anden af fyrsterne sagde, idet han tog pennen: "Hvis min Herres Jesu Kristi ære kræver det, er jeg rede til at give afkald på mit gods og mit liv." Og han vedblev: "Jeg ville hellere frasige mig mine undersåtter og mine lande, hellere forlade mine fædres jord med staven i hånd end godkende nogen anden lære end den, som rummes i denne aftale." En sådan tro og dristighed fandtes hos disse Guds mænd.

Nu kom den fastsatte tid til at træde frem for kejseren. Kejser Karl V sad på sin trone, omgivet af kurfyrster og fyrster, og gav audiens for de protestantiske reformatorer. Deres trosbekendelse blev oplæst, for denne ærefrygtindgydende forsamling og evangeliets sandheder blev klart fremsat, og pavekirkens vildfarelser blev påvist. Med rette er denne dag blevet kaldt reformationens største dag og en af de herligste i kristenhedens og menneskeslægtens historie.

Kun få år var forløbet, siden munken fra Wittenberg stod ene i Worms foran rigsdagen. Nu stod i hans sted de ædleste og mægtigste fyrster i hele riget! Luther havde fået forbud mod at vise sig i Augsburg, men ved sine ord og i sin bøn havde han været til stede. "Jeg er lykkelig," skrev han, "at jeg har oplevet denne time, i hvilken Kristus offentligt er blevet herliggjort ved sådanne højbårne bekendere og i en så berømmelig forsamling." Således opfyldtes skriftens ord: "Jeg vil tale om dine vidnesbyrd for konger uden at blues." Sl 119,46.

I Paulus' tid blev det evangelium, som han var blevet fængslet for, således talt for den kejserlige stads fyrster og fornemme mænd. På samme måde blev ved denne lejlighed det, som kejseren havde forbudt måtte forkyndes fra prædikestolen, kundgjort i paladset, og det, som af mange var blevet anset for uskikket selv for tjenestefolks ører, blev nu med undren hørt af rigets øverste mænd. Tilhørerne var konger og stormænd. De prædikende var kronede fyrster, og prædikenen var Guds kongelige sandhed. "Siden apostlenes dage," siger en forfatter, "er der aldrig sket en større gerning eller aflagt en mere storslået bekendelse, om Jesus Kristus."

"Vi kan ikke nægte, at alt, hvad lutheranerne har sagt, er sandhed," erklærede en katolsk biskop. "Kan I med vægtige beviser gendrive kurfyrstens og hans forbundsfællers skrivelse?" spurgte en anden den katolske doktor Eck. "Med apostlenes og profeternes skrifter nej!" lød svaret, "men med kirkefædrenes og kirkemødernes ja!" Jeg forstår," svarede den spørgende. "Efter jeres anskuelse står lutheranerne inden for skriften, og vi står udenfor!"

Nogle af Tysklands fyrster blev vundet for den reformerte tro. Selv kejseren erklærede, at de protestantiske trosartikler var sandhed. Skrivelsen blev oversat til mange sprog og udbredtes over hele Europa, og i de følgende generationer er den af millioner blevet godkendt som udtryk for deres tro.

Guds trofaste tjenere arbejdede ikke alene. Mens magterne og myndighederne og ondskabens åndemagter i himmelrummet sluttede sig sammen imod dem, svigtede Herren ikke sit folk. Hvis deres øjne var blevet åbnet, ville de have fået et lige så tydeligt bevis på guddommelig tilstedeværelse og hjælp som det, der i gamle dage blev skænket en profet. Da Elisas tjener; viste sin herre den fjendtlige hær, der omgav dem og afskar dem fra enhver mulighed for flugt, bad profeten: "Herre, luk hans øjne op, så han kan se." 2Kong. 6,17. Og se, bjerget var fuldt af ildvogne og ildheste, Himmelens hær, som var sendt for at beskytte denne Guds mand. På samme måde vogtede englene dem, der arbejdede for reformationens store sag.

Gud havde befalet sine tjenere at bygge, og ingen modstander kunne drive dem væk fra muren. Fra bønnens lønkammer kom den kraft, som rystede verden ved den store reformation. Der satte Guds tjenere med hellig tillid deres fødder på hans forjættelses klippe. Under striden i Augsburg lod Luther ikke en dag gå hen, hvor han ikke i det mindste hengav tre timer til bøn, og det var timer, der var taget af den tid, som var bedst egnet til at studere i. Man hørte ham i hans lønkammers ensomhed udøse sin sjæl for Gud i ord fulde af tilbedelse, frygt og håb, som når man taler med en ven!" Jeg ved, at du er vor Fader og vor Gud," sagde han, "og at du vil adsprede dem, der forfølger dine børn, for du kommer selv i fare sammen med os. Hele denne sag er din egen, og det er kun på dit bud, at vi har rakt hånd til den. Så forsvar os da, o Fader!"

Til Melanchthon, der var overvældet af ængstelses og frygtens byrde, skrev han: "Nåde og fred i Kristus ja, i Kristus, siger jeg, og ikke i verden! Amen. Jeg hader med et stort had disse overdrevne bekymringer, som fortærer dig. Hvis denne sag er uretfærdig, så forlad den; men hvis sagen er retfærdig, hvorfor skulle vi så gøre hans løfter til skamme, han, som befaler os at sove uden frygt? ..... Kristus vil ikke svigte arbejdet for retfærdighed og sandhed. Han lever, han regerer! Hvad skulle vi så frygte for?"

Gud hørte sine tjeneres råb. Han gav fyrster og præster nåde og mod til at opretholde sandheden imod dem, som hersker over denne verdens mørke. Herren siger: "Se, jeg lægger i Zion en hovedhjørnesten, udvalgt og kostelig, og den, som tror på ham, skal ingenlunde blive til skamme." 1Pet 2,6. De protestantiske reformatorer havde bygget på Kristus, og helvedes porte fik ikke overhånd over dem.

Mens Luther åbnede den lukkede bibel for det tyske folk, blev Tyndale drevet frem af Guds ånd til at gøre det samme for England. Han var en flittig studerende og alvorlig sandhedssøger. Frygtløst prædikede han efter sin overbevisning og hævdede, at alle læresætninger burde prøves ved skriftens ord. Hans iver kunne ikke undgå at møde modstand hos katolikkerne. Det var ikke længe herefter, at en lærd katolsk doktor indledte en ordstrid med ham og udbrød: "Vi måtte hellere undvære Guds love end pavens." Tyndale svarede: "Jeg vil trodse paven og alle hans love; og hvis Gud vil spare mit liv, så skal jeg sørge for, at det ikke skal vare mange år, før den dreng, som fører ploven, ved mere om skriften end I!

Det, som han havde foresat sig: at give folket Det nye Testamentes skrifter på deres eget sprog, bestyrkedes nu, og han begyndte straks på arbejdet. Da han ved forfølgelse blev fordrevet fra sit hjem, drog han til London og fortsatte en tid uforstyrret sit arbejde der. Men atter tvang katolikkernes voldshandlinger ham til at flygte. Hele England syntes at være lukket for ham, og han besluttede at søge ly i Tyskland. Her påbegyndte han trykningen af Det nye Testamente på engelsk. To gange blev arbejdet standset, men når trykningen blev ham forbudt i den ene by, rejste han til en anden. Til sidst nåede han frem til Worms, hvor Luther for nogle år siden havde forsvaret evangeliet over for rigsdagen. I denne gamle by var der mange af reformationens venner, og her fortsatte Tyndale sit arbejde uden yderligere hindringer. Snart var tre tusind eksemplarer af Det nye Testamente færdige, og senere på året fulgte en anden udgave.

KMKOS 66-84