Der væltede et træ med et brag. Der lød et højt skrig, så en sagte stønnen, og derpå blevalt stille.
Bent lå fastklemt under et stort fyrretræ. Hans ansigt fortrak sig i smerte. Nogle få øjeblikke efter var David ved hans side. Han kæmpede desperat for at befri sin ven.
Der kom hurtigt flere arbejdere til. De løftede forsigtigt den tunge træstamme væk fra den unge mands kvæstede legeme. Bent, som nu var bevidstløs, blev forsigtigt båret hen til skovhuggernes lejr, som lå i nærheden.
Han blev lagt på en køjeseng. Man ventede på lægen. Bent slog langsomt øjnene op.

»Jeg tror, det er forbi!« Bents læber bevægede sig ganske lidt. »Jeg klarer det ikke.« Han hvilede sig nogle få øjeblikke, så bevægede de tørre læber sig igen. »David, kan du ikke hjælpe mig?« »Lægen kan være her hvert øjeblik, Bert.« David forsøgte at berolige sin ven. »Så bliver alt godt igen.« »Det tror jeg ikke,« sagde Bert med stort besvær. »Jeg har brug for -« han gjorde en pause. Så fortsatte han: »- lidt hjælp til at dø. Kan du ikke sige noget om Ham? Kan du ikke hjælpe mig? Kan du ikke bede?« Berts forpinte øjne stirrede op mod loftet. »Jeg har været en hård negl - jeg har ikke tænkt ret meget på Gud - men du er en helt anden type, David. Du ved besked. Kan du ikke hjælpe mig?« hviskede Bert.

David var målløs. Han blev ligbleg. Han var opvokset i et kristent hjem. Hans far var præst. Han havde selv tænkt på at læse til præst. Men hans klassekammerater havde sået tvivl i hans sind. Han stolede på sin gode forstand, lidt efter lidt mistede han troen på Gud og opgav tanken om at blive præst. Han skrev et udfordrende brev til sin far og søgte arbejde i skovene for at komme væk fra Gud, sin far og sin fortid. Nu stod han her, og Berts bønfaldende ord pinte hans sind. »Kan du ikke hjælpe mig?« »Det kan jeg ikke, Bert, jeg -« han kunne ikke røbe, hvad der havde rørt sig i hans hjerte i det sidste års tid. Han kunne ikke skuffe Bert på denne måde.

Der skete noget i hans eget oprørske sind. David rejste sig og løb ud i skoven. Her var han alene med Gud, og nu kæmpede han med det frygtelige problem, som den sidste times begivenheder havde stillet ham over for. I fem-ti minutter ransagede den forvirrede unge mand sit stolte hjerte. Når det kom til stykket, betød Gud nu noget alligevel!

Den Kristus, som han havde kendt som ganske ung, var virkelig. Han havde kun et valg, og under de høje fyrretræer fandt David Thurman tilbage til Gud. David skyndte sig hen til barakken, hvor Bert lå og ventede på lægen. David knælede ved sin kvæstede vens side. Nu havde han noget helt nyt at fortælle.

»Bert,« hviskede han, »jeg har selv været hos Gud - og han har tilgivet mig.

Nu kan jeg fortælle dig det.« Bert havde frygtelige smerter, men der kom nyt håb i hans blik. »Ja, David, skynd dig at fortælle mig det. Fortæl mig om ham!« Så fortalte han beretningen - enkelt, blidt og fyldt med håb. Han fortalte om kærligheden, livet og korset - Bert fik hele beretningen. Den blev fortalt med en varme, som kun et nyomvendt menneske kan gøre det. Johannes' og Paulus' ord udgjorde højdepunktet i det gode budskab: »Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, så har vi fællesskab med hverandre, og Jesu, hans Søns, blod renser os fra al synd.« 1 Joh. 1,7. »Men Gud viser sin kærlighed mod os ved, at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere.« Rom. 5,8.

Bert fik ny glans i øjnene. »Nu forstår jeg det. Der er også håb for mig. Gud være lovet,« stønnede han.

I de store skoves stille helligdom fandt to unge mænd Gud. Den ene sov ind i troen på Kristus nogle få minutter efter, den anden begyndte at tjene Kristus, sin konge, som han en gang havde nægtet at tjene.