Klokken var slået seks. Harry og Walter, der var venner og nylig havde fået ansættelse i butikken, arbejdede ved samme disk, var i Færd med at lægge de Varer på Plads, som var bleven liggende på Diskene.

Da den sidste æske var sat på plads, vendte Walter sig om og begyndte at studere mærke lapperne på den række æsker, der stod på hylden.

Hvad er det, du gør, Walter? spurgte Harry idet han trak et par ny handsker på. Harry havde et godt udseende, og det vidste han, og hidindtil havde han brugt næsten alt, hvad han tjente, til tøj. En gang eller to havde han lagt mærke til, at Hr. Rasmussen havde betragtet ham med en meget tilfreds mine, og han havde i fortrolighed sagt til Walter, at det betaler sig at være pæn i tøjet. Man vil næppe forfremme en kommis, hvis udseende ikke vil være en ære for forretningen.

Walter forstod godt, hvad der lå bag disse ord. Naturen havde ikke udstyret ham med et smukt udseende. Desuden havde han også sin moder, som var enke, at sørge for, og han måtte bruge et sæt tøj, som vel ikke var ligefrem forslidt, men dog langt fra nyt.

Harry måtte gentage sit spørgsmål, inden Walter svarede: Jeg vil studere varerne. Jeg ved endnu ikke nøjagtig, hvor alle ting ligger.

Harry lo foragteligt. Du vil rigtignok aldrig se mig gå her og studere varer efter arbejdstid. Dersom du ikke ved, hvor en ting er, kan du jo spørge en anden. Sådan gør jeg.

Arbejdet gik som sædvanlig i de næste tre uger. Så skete det en dag, at Hr. Rasmussen kom gående ned gennem butikken. Han standsede ved den disk, hvor de to venner stod, og bad Harry om at blive ekspederet.

Vil De vise mig noget undertøj? Sagde han.

Hvilket nummer? spurgte Harry.

Hr. Rasmussen lod til at være i tvivl. Jeg har virkelig glemt, hvad nummer jeg bruger. Hvilket nummer mener De kan passe mig?

Men det havde Harry ingen anelse om.

Lad mig se det største nummer, De har, sagde Hr. Rasmussen til sidst.

Harry trak flere æsker frem og begyndte at rode dem igennem. Derpå vendte han sig til Walter. Hør Walter, har vi noget større nummer end disse på lager?

Walter viste ham øjeblikkelig hen til det ønskede nummer.

Hr. Rasmussen valgte en dragt og bad så om at måtte se nogle sokker af en bestemt størrelse. Harry søgte i blinde et par minutter, men kunne ikke finde noget sådant nummer. Atter henvendte han sig til Walter, der øjeblikkelig fandt den rigtige æske.

Dernæst bad Hr. Rasmussen om at måtte få et par ekstra lange seler, derpå nogle flipper, som i form adskilte sig en smule fra de almindelig brugte, og endelig forlangte han et par handsker af en vis slags. Ikke en eneste gang kunne Harry finde den vare, der ønskedes, hvorimod Walter øjeblikkelig fandt den, hvad der jo viste, hvor grundigt han kendte lageret.

Næste morgen blev Walter kaldt ind på kontoret. Han gik derind med frygt og bæven, men kom ud igen med strålende ansigt.

Hvad er der på færder? Spurgte Harry nysgerrig.

Walter fortalte ham det. Han var bleven forfremmet til første mand i butikken og havde fået en anselig lønforhøjelse.

Harry blev lang i ansigtet. Men han havde jo næsten lovet mig den plads. Han sagde til min far for tre uger siden, at Hr. Jørgensen skulle slutte, og at jeg stod for tur til forfremmelse. Men sådan er det, tilføjede han med sædvanlig overfladiskhed, man kan ikke stole på, hvad folk siger i vore dage.