For nogle år siden fik jeg besøg af en jainmunk i et sommerhus i Indien. Han havde anbragt en tynd bomuldsmaske på underansigtet. Mens han gik op ad indkørslen, fejede han med en lille kost. Jainerne er en gren af hinduismen.
De tror på sjælevandring. De har den opfattelse, at et menneske lever videre i en anden skikkelse ved sin død. Det bliver måske til en ko, en abe eller et insekt. Jainen havde maske på og fejede vejen for at undgå at sluge en myg eller at træde på en bille. Hvis han gjorde det, kunne han komme til at dræbe en ven eller en slægtning, som måske var blevet til et insekt.

»Dør en mand, er det ude med ham, udånder mennesket, hvor er han da?« spurgte Job. 14,10.

Det er et godt spørgsmål. Det må interessere alle mennesker. Vi har alle sammen mistet en af vore kære. En dag står vi selv over for døden, og vi bør have svar på vore spørgsmål angående døden.

Hvad er døden? Hvor længe varer den? Der findes mange, som foregiver at kunne besvare disse spørgsmål.
Da jeg var i Indien, boede jeg i nogle år i nærheden af et såkaldt Tavshedens Tårn, som var indviet til Zoroaster. Ved dette tårn anbringer Zoroasters tilhængere de afdødes legemer på riste eller gitre. Gribbene er der med det samme, og i løbet af nogle øjeblikke er der kun knoglerne tilbage. De troende mener, at gribbene bærer den afdødes sjæl derhen, hvor han vil få sin belønning.
Buddhisterne tror, at menneskets endelige mål er nirvana. De ser frem til en tilstand, hvor alt er lykkeligt glemt. Her eksisterer der hverken bekymringer, smerte eller kærlighed.
Den ortodokse gennemsnitskristne tror, at de gode kommer til Himmelen og de onde til Helvede, når de dør.
Hvad sker der med et menneske, når det dør? Hvor går det hen?