Medens moderen levede, havde hun lært ham at læse og skrive, men om Jesus og den himmelske Fader havde hun kun sagt ham meget lidt, da hun selv var fremmed for de himmelske sandheder. Men på mange kolde vinteraftener havde drengen listet sig hen til en forsamlingssal, hvor der holdtes missionsmøder. Det var ikke trangen til at høre Guds Ord, der drev ham derhen, men den varme kakkelovn, bag hvilken han upåagtet kunne gemme sig og varme sine frosne lemmer i nogle timer. Den gang havde det ikke påvirket ham særlig meget, hvad der blev talt; men nu, da han lå her så ensomt på sit tagkammer og var helt overladt til sine egne tanker, nu dæmrede der mere og mere frem for hans indre bevidsthed, hvad han den gang havde hørt, og efterhånden blev han grebet af en troendes længsel efter at vide mere om Gud og de himmelske ting. Så vidt han kunne huske, havde de folk, han så der, talt ud fra en hellig bog, som de kaldte Bibelen, og nu samledes Toms hele længsel i ønsket om at eje en Bibel. En dag tog han mod til sig og fortalte bedstemoderen om sit ønske, men denne lo spottende af ham og sagde: "En Bibel? Sikken noget vrøvl! Hvad skal en sådan dreng som du med en Bibel?" Så vovede han ikke mere at tale derom, men hans længsel efter en Bibel blev derfor ikke mindre.

En dag kom der nogen stormende op ad trappen. Det var Jack Lee, den eneste ven, krøblingen havde i denne verden. "Hurra, Tom!" råbte han, idet han satte sig på sengekanten, "i morgen skal jeg bort herfra, og jeg kommer for at sige farvel". Men idet han så på Toms bedrøvede ansigt, tilføjede han godmodigt: "Men jeg har også bragt noget godt med til dig til afsked". Og med disse ord tog Jack en lille genstand indviklet i papir frem af sin lomme. "Se her, Tom", sagde han fornøjet, "her har du et dejligt, nyt pengestykke; for det skal du købe dig, hvad du allerhelst vil have". Den stakkels krøbling rejste sig op på sin albue. 'Åh, Jack!" råbte han, "du gode, rare fyr! Ja, der er netop noget, som jeg ønsker mig fremfor alt andet." "Og det er?" "En Bibel". Jack blev lang i ansigtet. "En Bibel?" sagde han ganske skuffet, "hvad vil du med en Bibel?

Den sejrende Bibel!
Himmelen og jorden skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå. Matt. 24,35
Thi som Regnen og Sneen falder fra Himlen og ikke vender tilbage før den har kvæget Jorden, gjort den frugtbar og fyldt den med Spirer, givet Sæd til at så og Brød til at spise, så skal det gå med mit Ord, det, som går ud af min Mund: det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde Hvervet, jeg gav det. Es. 55,10-11

Er der da nogen mening i, at en fattig dreng anvender det eneste, han ejer, på en Bibel? Skal jeg derfor have opsparet alle mine ører i mange måneder?" "Åh, Jack, kæreste Jack, vær ikke vred på mig", bad Tom; "men se, nu rejser du jo bort, og så er jeg mere ensom end nogensinde, og det eneste, jeg ønsker af mit ganske hjerte, er en Bibel. Gå hen og hent den til mig, Jack, nu, inden butikkerne lukker! Du kan få en dejlig Bibel for disse penge." "Jamen - hvad vil du dog med en Bibel? Det er jo kun lærde folk, der forstår den". "Det kan godt være, Jack; men jeg må se og finde ud af, hvad der er sandt i det, de folk i missionssalen sagde om én, som de kaldte Jesus ~ du ved nok, det var der, hvor vi to så ofte gik hen. Lad det være din afskedsgave til mig, Jack, og gå nu hen og hent mig en Bibel". "Nå ja, for min skyld gerne, når det endelig skal være!", sagde Jack; og lidt gnaven bumsede han ned ad trappen og kom snart tilbage med den længselsfuldt, ønskede Bibel.

Derefter skiltes drengene for aldrig mere at mødes. Men den skikkelige Jack ville have følt sig rigelig belønnet for det besvær, det havde været ham at sammenspare sine skillinger, dersom han havde haft anelse om, hvilken skat han efterlod sin ven. Efter en måneds ivrig forsken kendte krøblingen allerede sin Bibel bedre end mange, der havde læst den i årevis. Han havde fundet livets vej, og han havde forstået, at denne opgave også var pålagt ham: At hjælpe med til andres frelse. Men hvorledes skulle han udføre dette, - han, den stakkels, hjælpeløse krøbling, der var fængslet til sin seng. Men kærligheden er opfindsom; også Tom fandt en måde, hvorpå han kunne udrette noget for sin Herre og Frelser. Hans seng stod tæt ved den lave vindueskarm. Han fik skaffet sig en blyant og noget papir; så skrev han skriftsteder af fra Bibelen på små papirstrimler, foldede dem sammen, bad en bøn derover, og lod dem falde ned på gaden, adresserede "Til enhver, der går forbi! - bedes læst". Tom håbede, at en eller anden dog på denne måde måtte få Jesu budskab igennem ham.

Han havde allerede i flere uger øvet denne kærlighedsgerning, da han en dag hørte fremmede skridt på trappen, og straks efter trådte en elegant klædt herre med et fornemt ydre ind i kammeret og tog plads ved hans seng.

"Er det dig, der lader skriftstederne falde ud af vinduet?", spurgte den fremmede venligt. "Ja", svarede drengen forlegent; "har De måske hørt, at nogen har lagt mærke dertil?" "Javist, min dreng! Jeg tog selv et blad op i går, og Gud gjorde Ordet til velsignelse for min sjæl". "Jeg tror, at Guds Ord formår alt!", sagde Tom ydmygt. "Og jeg er kommet for at bringe dig min tak!", sagde herren. "Ikke mig, ikke mig! Jeg kan jo kun nedskrive ordene, men Gud lægger velsignelsen til." "Og du er lykkelig ved dette arbejde for Herren?" "Jeg kunne umuligt være lykkeligere; jeg glemmer smerterne i min ryg, når jeg tænker på, hvor jeg skal blive salig, når jeg en gang skal se Gud og så tør sige Ham, at jeg gjorde, hvad jeg formåede, for at tjene Ham, så snart jeg havde lært Ham at kende. Og De gør vist meget i Hans tjeneste, ikke sandt?" "Jeg kunne have udrettet meget; men jeg har ikke gjort det! Med Guds hjælp skal det blive anderledes. Hjemme på landet har jeg en syg, næsten døende søn. Jeg måtte tage til byen i uopsættelige forretninger. Da jeg kyssede min søn til farvel, sagde han til mig: "Åh fader, havde jeg dog blot gjort noget for Jesus! Den tanke er mig så svær, at jeg skal komme til Jesus med tomme hænder!" Disse ord har forfulgt mig dag og nat, indtil i går, da dit papir faldt ned for mine fødder. Jeg åbnede det og læste: "Arbejde, medens det er dag, Natten kommer, da ingen kan arbejde". Da slog ordet ned i mig som et lyn; det forekom mig som en befaling fra himlen: "Arbejde, så længe din dag endnu varer!" Jeg har allerede i mange år anset mig selv for en kristen, - og endnu har jeg intet udrettet i min Herres tjeneste! Og nu, da jeg læste din seddel og erkendte, i hvilken hensigt den var skrevet, da følte jeg mig så dybt nedbøjet og ydmyget, at jeg besluttede fra nu af at arbejde for den Herre, hvem du så trofast tjener".

Glædestårerne trådte frem i Toms øjne. "Det er for meget, det er for meget", stammede han dybt bevæget.

"Sig mig, hvorledes du bærer dig ad med at få det papir, du bruger?", spurgte herren. - "Det var ikke så vanskeligt. Bedstemoder plejede ellers at give mig lidt mælk hver dag, og så fik jeg hende overtalt til at købe mig noget papir i stedet for mælken. Det er dog virkelig ikke store ting at undvære en smule mælk for min kære Frelsers skyld. Hvor må de mennesker være lykkelige, der kan give Ham mere!" Den fremmede herre drog et dybt suk. "Åh, min dreng, du er meget, meget lykkeligere i dit usle kammer, hvor du tjener den Herre Jesus, end tusinde andre, der mener at tilhøre Ham. Folk, der havde både tid og penge og mange andre herligheder og dog gør lidt eller intet for Ham." "De stakkels mennesker kender Ham ikke; thi at kende Ham er at elske Ham, og at elske Ham er at arbejde for Ham". "Du har ret, Tom! Men lad os nu tale om dig selv".

Han tilbød Tom at skaffe ham ind i et sygehjem, hvor han kunne komme i god pleje; men drengen afslog tilbudet med de ord, at han ikke brød sig om at få døden lettere, da hans Herre var død under de bitreste smerter. "Det må være, som du vil, Tom!", sagde den fremmede, "men så vil jeg i hvert fald sørge for, at du får god næring og lige så meget papir, som du kan bruge. Jeg kender en bibelkvinde, hun skal tage sig deraf; og jeg vil bede hende besøge dig ofte i den ensomhed. Men nu, Tom, beder jeg dig, inden vi skilles, at du vil bede højt for mig". Og med disse ord knælede den store, stærke mand ned ved krøblingens seng. Drengen rystede næsten af skræk ved tanken om at opfylde denne anmodning, men da han så den knælende skikkelse, for stod han, at han måtte adlyde. Der udbredte sig som et genskin fra en højere lysets verden over hans blege og afmagrede træk, idet han med dybeste ærefrygt begyndte: "Herre Jesus! Jeg ved, at Du hører mig, og jeg takker Dig, at Du har sendt mig denne ven for at opmuntre mig til mit arbejde. Hør nu, kære Herre Jesus! Han er bedrøvet over ikke at have gjort nok for Dig i den tid han har levet. Hjælp Du ham og styrk ham til intet at,' forsømme i de kommende dage. Og byd Du ham også, Herre, at gå til andre rige folk og sige dem, at de ikke kender Dig, når de ikke gør noget for Dig. Og jeg takker Dig også, Herre, for alt det papir og den mad, Du herefter vil give mig. Måske holder jeg så ud lidt længere til at skrive Dit Ord på papiret. Velsign denne kære ven, altid og allevegne, Herre Jesus, derom beder jeg Dig for dit navns skyld! Amen."

Inden den fremmede herre forlod London, traf han alle tænkelige forholdsregler til krøblingens pleje; og derpå vendte han tilbage til sit smukke gods med et glad hjerte, for fra nu af at leve for Vorherre Jesus. Han byggede et kristeligt forsamlingshus på sin egen grund og viste mange af godsets beboere vejen til det evige liv. Han bekendte åbent, at han hidtil havde forsømt sine pligter som kristen, men at hans møde med krøblingen Tom havde vakt ham til et nyt liv. Og adlydende Ordet: "Arbejd, medens det er dag!" virkede han fra nu af stadig og utrættelig til velsignelse for sine omgivelser.

Fra tid til anden fik han gennem bibelkvinden efterretning om Tom; men da vinteren kom, og den første sne dækkede jorden, fik han den efterretning, at Herren havde hjemkaldt sin tro tjener. Samtidig med dette budskab ankom der også en lille pakke, - det var Toms meget brugte og højt skattede Bibel. Denne havde han på dødslejet bestemt til sin ven i taknemmelig erindring, og denne forærede den til sin yngste søn. De korte bemærkninger og inderlige bønner, som Tom hist og her havde skrevet i randen, ligesom det otte dage før hans død på titelbladet skrevne ønske om, "at den hellige bog måtte blive en lige så trofast ven for en anden, som den havde været det for ham", gjorde et så dybt indtryk på den unge mand, at han besluttede at indvi sit liv til Herren og trådte senere i missionens tjeneste. Toms Bibel ledsagede den unge missionær til det indre af Afrika, hvor han ofte fortalte sine sorte tilhørere om krøblingen og hans bibeltekster.

Således voksede velsignelsen frem, som krøblingen efterlod sine medmennesker langt ud over hans snævre stue og hans korte timelige liv. Hvorledes vil det være, når Tom en gang foran Guds trone mødes med de mange, både hvide og sorte, der har fundet vejen til det evige liv ved hans beskedne kærlighedsgerning? - Dette er den velsignelse, Herren tillægger et menneskehjertes fulde hengivelse. I sin taknemmelige kærlighed havde den stakkels krøbling gjort alt og hengivet alt for at tjene sin Herre; den dråbe mælk, der vederkvægede hans syge legeme, gav han hen med glæde og mente intet at give, medens han gav alt. Så snart han selv havde fundet Herren, fandt han ingen ro uden efter bedste evne også at vise andre vejen til Ham, der havde åbnet ham Himlen for tid og evighed. Dette er kendemærket for den sande Tro: At arbejde for andres frelse. Hvad ville vi vel sige om et menneske, der kunne blive roligt stående på strandbredden og se en anden kæmpe med døden i bølgerne, uden at gøre det mindste forsøg på at redde ham? Eller en, der så flammerne slå ud fra naboens hus uden at ile til og råbe: "Ven, dit hus brænder, red dit liv!" Og er da de mennesker, der lever hen i ligegyldighed, uvidenhed eller bevidst vantro, i mindre fare end manden i det brændende hus? Hvad vil da Herren sige til dig, der mener at være en kristen og dog ikke rører en finger for at frelse dine brødre? Vil du måske svare ham som Kain: "Er jeg min broders vogter?" Skuf ikke dig selv! Herren vil en gang kræve alle de sjæle af dig, der hører dig til, ægtefælle og barn, broder og søster, moder og fader, ven og tjenestefolk, lærer og elev - kort sagt, enhver, med hvem du er kommen i berøring. Du har ansvaret for dem alle. Ve dig, hvis du rolig har ladet dem gå videre i forvildelse eller tvivl, i uvidenhed eller vantro uden efter yderste evne at forsøge ethvert middel til at bringe dem sandhedserkendelse. Hvor indtrængende formaner Herrens ord os ikke i Ordspr. 24,11-12: "Red dem, som føres til døden, dem, som vaklende drager hen at miste livet; måtte du dog holde dem tilbage! Når du siger: "Se, vi kender det ikke", mon da ikke den, som prøver hjerter, forstår det, og den, som tager vare på din sjæl, kender det, så at han betaler et menneske efter dets gerning?"

Kender du ingen sådanne stakkels sjæle, der dræbes og myrdes af vantroen? Til dem kunne du gå med Herrens Ord "for at åbne deres øjne, så de må omvende sig fra mørke til lys, fra Satans magt til Gud." (Apg. 26,18). De kender ikke den fare, de svæver i, derfor må Du åbne deres øjne. Du kan det, når den Hellige And lever i dig. Jeg tror, at nutidens kristne for en stor del har mistet den ansvarsfølelse, der besjælede de første kristne; mange, der ikke blot af navn, men også af gerning ville være kristne, er sig aldeles ikke dette ansvar bevidst. De mener, at ansvaret kun påhviler præsterne, medens det i virkeligheden gælder enhver af Herrens disciple. Tom, den stakkels krøbling, indså det og handlede derefter. Det må også være sådan for det menneske, der bekender sig til den sande, levende tro, - han kan ikke andet, han må hjælpe med til andres frelse; den skat, han selv har fået i eje, kan han ikke nøjes med at indelukke i sit hjerte og beholde for sig selv; han må dele den med andre. Han har ikke mere ro i sit sind, han må gøre det. Dette er taknemmelighedens og kærlighedens lue, der antændes af den Helligånd i troende menneskehjerter. Kristi kærlighed tvinger os, thi kun den tro er levende, der også er virksom. Men at enhver, der er alvorlig, også kan finde en udvej til at arbejde med i kærlighedens tjeneste for Gud og for sin næste, det bevises tydeligt af historien om krøblingen Tom. Hæmmet og bundet af armod, lamhed og fuldstændig hjælpeløshed, blev han dog en redningsmand for mange ved sin trofaste og ubegrænsede hengivelse. Hvem af os turde vel vove at stille sig lige med ham? - Lad os hellere bekende i al ydmyghed: Vi har hidtil manglet noget af den rette trofasthed, taknemmelighed og kærlighed, men det skal blive anderledes! Hjælp Du os, Herre, at ingen, som Du har betroet til os, må gå tabt ved vor skyld; thi vi ved, at Du en gang vil kræve deres sjæle af os. "Når I ved dette, er I salige, om I gør det!" Joh. 13,17.

"I taler stærke ord imod mig, siger Herren. Og I spørger: "Hvad taler vi imod dig?" I siger: "Det er ørkesløst at tjene Gud; hvad vinder vi ved at opfylde Hans krav og gå sørgeklædte for Hærskarers Herres åsyn? Nej, vi lover de frække! De øver Gudløshed og kommer til vejrs; de frister Gud og slipper godt fra det". Da talte de, som frygter Herren, med hverandre. Og Herren lyttede efter, og en bog blev skrevet for Hans åsyn, for at de kunne ihukommes, som frygter Herren og slår lid til Hans navn. Den dag, jeg griber ind, skal de tilhøre mig som mit eje, siger Hærskarers Herre, og jeg vil handle nænsomt med dem, som en fader handler nænsomt med sin søn, der tjener ham. Da skal I atter kende forskel på retfærdig og gudløs, på den som tjener Gud, og den, som ikke tjener Ham." Mal. 3, 13-18.

Livet skal leves, men det kan kun leves på to måder - med eller uden Jesus. At leve uden Jesus er at leve efter alle sine lyster, så behageligt som muligt. - At leve med Jesus er at fornægte sig selv og arbejde for andres frelse.

De gamle skal dø - de unge kan dø! Hvilken elendighed! Hvilken fattigdom! Hvilken håbløshed! Hvor frygteligt - at dø uden Jesus - at gå evig fortabt! Lev for Jesus, da kan du dø med glæde i tro på, at de døde i Kristus skal opstå!

At nyde dette korte jordeliv uden at leve efter Guds Ord i selvfornægtelse - er at være som et uforstandigt barn, der hellere vil have en krone i dag - end vente til i morgen og da få en hel million. Gud elsker dig og kalder dig til omvendelse. Bliv lille og ydmyg! Se dig selv som en elendig fortabt synder! Tro på Jesus, din Frelser, og du er da kommet gennem omvendelsens snævre port! Lev for Jesus - gå med ham alle dage på selvfornægtelsens trange vej, som Tom gjorde. Er det et kors for dig at arbejde for andres frelse, så tag det på dig hver dag, og du vil nå det evige liv. Kongernes Konge, Gud, der har skabt Himlen og Jorden og alt derpå på seks dage, - han er vor Fader! Hvor begejstrede og nidkære .skulle vi da ikke virke for hans sag? Vi er kongebørn! Himlen og evigt liv er vor arv! "Om en liden stund drager vi hjem!" Hjemme hos vor himmelske Fader sammen med Jesus og de frelste i evighedens utallige år! Ingen synd! Ingen nød! Ingen sorg! Ingen skuffelse! Ingen adskillelse! Intet ondt! - Evig lykke. - Evig rigdom. - Evig glæde, fryd og lovsang. - Evig fred. Tak, Jesus, fordi du døde for mig, for at jeg ved tro på dig skulle få dette evige liv!