På en Gård i Nærheden af New Hampshire i de Forenede Stater boede engang en dreng, som hed Daniel Webster.

Han var lille af sin alder, men han havde et stort, sort hår og et par mørke øjne der var så vidunderlige, at man aldrig kunne glemme dem, når man engang havde set dem.

Da han ikke var stærk nok til at hjælpe til på gården, tilbragte han størstedelen af sin tid med at lege på marken og i skoven. Han havde et kærligt sind og glædede sig over træer og blomster og over de sorgløse dyr, som han fandt derude.

Men han legede ikke hele tiden. Længe før han skulle begynde at gå i skole, lærte han at læse; og han læste så godt, at Folk gerne ville høre ham, og de blev aldrig trætte af det. De naboer, som skulle forbi hans faders hus, plejede at holde med deres heste og bede Daniel om at læse lidt for dem.

På den tid fandtes der ikke sådanne børnebøger, som man nu har. Der fandtes i det hele taget kun få bøger i bøndernes hjem. Men Daniel læste alle de bøger, han kunne få fat i, og han læste dem om og om igen, indtil han vidste alt, hvad der stod i dem. På denne måde lærte han en stor del af Bibelen så godt, at han kunne læse vers efter vers udenad uden en eneste fejl. Disse vers huskede han, så længe han levede. Daniels fader var ikke blot bonde, men også dommer i distriktet. Det var hans håb, at Daniel engang ville blive jurist.

En Sommer gravede et murmeldyr sin hule på skråningen af en bakke i nærheden af Websters hus. I de varme, mørke nætter plejede dyret at gå ind i haven og æde kål blade og andre planter, som voksede der. Ingen vidste, hvor megen skade det kunne gøre. Daniel og hans ældre broder Ezekiel besluttede at fange den lille Tyv. De forsøgte dette og hint, men i lang tid var dyret dem for klogt. Til sidst opstillede de en stærk fælde, som murmeldyret sikkert måtte gå i, og næste morgen fandt de virkelig den lille skabning derinde.

Endelig har vi dig! råbte Ezekiel. Nu har du anrettet skade nok; nu skal du dø. Men Daniel havde medlidenhed med det stakkels dyr.

Gør ikke murmeldyret fortræd, sagde han, vi vil bære det over Højen ind i skoven og så lade det løbe.

Ezekiel var ikke enig med ham i dette. Hans hjerte var ikke så ømt som broderens. Han havde i sinde at dræbe murmeldyret og lo ved tanken om at lade det løbe.

Vi vil spørge fader derom, sagde Daniel.

Godt, svarede Ezekiel. Jeg ved, hvad dommeren vil sige.

De bar derpå fælden med det fangne murmeldyr ind til deres fader og spurgte ham, hvad de skulle gøre.

Godt, mine Drenge, sagde Hr. Webster, vi vil afgøre sagen. Nu holder vi dom lige nu og her. Jeg vil være dommer, og I skal være anklager og forsvarer. Enhver skal føre sin sag for eller imod den fangne, og jeg vil bestemme straffen.

Ezekiel holdt som anklager den første tale. Han skildrede den skade, dyret havde forårsaget. Han påviste, at et murmeldyr ikke er til nogen nytte, og at man ikke kan stole på det. Han talte om al den tid og det besvær, som det havde kostet dem at fange den lille tyv, og sagde, at hvis man satte den i Frihed, ville den blive endnu værre.

Og dyrets skind, fortsatte han, kan vi måske få 50 øre for. Så lille denne sum end er, vil den dog delvis erstatte den kål, dyret har fortæret. Sætter vi den derimod i frihed, hvorledes skal vi da få så meget som en øres erstatning? Det er klart, at dyret er mere værd dødt end levende og derfor straks bør dræbes.

Ezekiels tale var god og behagede Dommeren meget. Hvad han sagde, var godt og træffende, og det ville blive vanskeligt for Daniel at svare derpå.

Daniel begyndte at tale for det stakkels dyrs Liv. Han så Dommeren ind i ansigtet og sagde:

Gud skabte murmeldyret. Han skabte det, for at det skulle leve i det klare solskin og i den rene luft. Han skabte det, for at det skulle nyde livet på de fri marker og i de grønne skove. Murmeldyret har ret til sit liv, som Gud har givet det. Gud giver os vor føde. Han giver os alt, hvad vi har. Og skulle vi vægre os ved at dele lidt med denne lille skabning, der lige så godt som vi har ret til Guds gaver?

Murmeldyret er ikke et vildt dyr som ulven og ræven. Det lever i fred og ro. Det forlanger kun en hule på skråningen af en høj og lidt føder. Det har heller ikke gjort noget ondt, men kun ædt et par planter for at opholde livet. Det har ret til livet, til føder, til frihed; og vi har ingen ret til at fratage det denne frihed og sige, at det ikke bør eje disse goder.

Se på dets bedende øjne! Se, hvor det skælver af frygt! Det kan ikke tale for sig selv; kun stumt kan det trygle for livet, som er det så kært. Skal vi være så grusomme at dræbe det? Skal vi være så egenkærlige at berøve dyret det liv, som Gud gav det?

Dommerens øjne fyldtes med tårer, medens han hørte på denne tale. Hans hjerte var rørt. Han anede, at Gud havde givet ham en søn, hvis navn ville blive bekendt viden om.

Han ventede ikke, til Daniel havde fuldendt sin tale. Han sprang op og råbte, idet han viskede tårerne af sine øjne:

Ezekiel, lad murmeldyret leve! Faderens anelse blev til virkelighed. Hans lille søn blev først en dygtig sagfører og senere en Statsmand, som tjente sit fædreland med troskab.