Jeg ville have et kæledyr. Ikke en kat, ikke en hund, men en hvid høne. Så da mine forældre besluttede at bestille 25 kyllinger fra Australien, var jeg glad og spændt. "Du vil få din høne, og de voksne fugle vil sørge for æg til familien," havde far sagt. Ordren blev sendt, og vi ventede.

Dengang boede vi på missionsstationen Bena Bena der lå i det centrale højland på New Guinea. Min far var leder af stedets kostskole, der var omgivet af forrevne bjerge. På sin vis var det et ensomt liv for et missionærbarn. Der var ikke andre missionærer i området, og jeg måtte nøjes med korrespondance undervisning.

Det gode var, at vi kun boede en time fra den nærmeste by, Goroka. Andre missionærfamilier kunne kun rejse til den nærmeste by en gang hver sjette måned, fordi de boede for langt væk. Men vi tog af sted en gang om ugen, selv om det var besværligt at rejse i bjergterrænet.

En dag da vi kom til Goroka, stod der en kasse på postkontoret og ventede på os.

"Åben den," sagde far med et smil.

Det skulle ikke siges to gange. Forsigtigt åbnede jeg kassen, og 25 par klare små øjne blinkede i det pludselige lys. De 25 dunede kyllinger klyngede sig sammen.

I stor spænding tog vi vores kyllinger til deres nye hjem, en bambushytte med en stærk indhegning af tråd, som de kunne løbe rundt i. De faldt hurtigt til og begyndte at vokse. Uger gik og babyfuglene blev stærke og sunde høns. Vi havde ingen mangel på æg.

Men en morgen da min far gik ned for at lukke hønsene ud af hønsehuset, bemærkede han, at der var to der manglede. Der var ikke noget at se til dem, ikke engang en fjer. Den aften lukkede far omhyggeligt lågen.

Et par dage senere var endnu to høns forsvundet. Denne gang var far virkelig bekymret. På den måde ville det ikke vare længe, før vores lille flok ville være væk!

Far lavede en ekstra væg indeni hønsenes hvilehus, men høns forsvandt alligevel. Han prøvede at sætte et alarmsystem op, der skulle lyde ved huset, hvis en tyv skulle bryde ind i indhegningen, men det virkede ikke.

Så fik far en ny plan. Han skrev ned, hvor meget hønsene havde kostet og hvor meget foder de havde fået. Han udregnede, hvor meget de nu var værd med æg. Så betalte han tiende af overskuddet fra hønseflokken.

"Kære Himmelsk far," bad han, "du har lovet, at hvis vi bringer al tienden i laden, vil du irettesætte slugeren. Vil du ikke nok lægge din hånd over vores høns og beskytte dem for os, hvis det er din vilje. Amen."

Hønsene var i sikkerhed. De fortsatte med at give os en regelmæssig forsyning af friske æg. Og der var ikke flere høns der forsvandt fra hønsehuset. Vi undrede os ofte over, hvordan Herren lige havde stoppet hønse tyven.

En dag hørte en studerende landsbybeboerne snakke, og kom til min far med historien. "Da du først bragte hønsene hertil, var der to mænd der så til," sagde han. "En mand boede i landsbyen på bjerget, og den anden mand boede i en landsby tæt her på.

Da hønsene var store nok til at blive spist, gemte de to mænd sig i det lange græs og ventede på, at du skulle lukke for natten. Så efter mørkets fald arbejdede de sig ind i indhegningen. Brød gennem taget og tråden så de kunne Stjæle to høns, en til dem hver. Med få dages mellemrum kom de tilbage og tog endnu to.

En dag mens de skjulte sig i det høje græs, kom en høj mand i hvidt tøj ned fra bjerget og hen imod dem. Den høje mand gik forbi hønsehuset og direkte hen imod de to mænds gemmested. En tyv sprang op og løb mod landsbyen. Den anden tyv løb en lang vej og gemte sig i det lange græs på toppen af et bjerg.

Den høje mand i det hvide tøj fulgte den tyv der løb op i bjergene. Da han kom til det sted, hvor tyven gemte sig, bøjede den høje mand sig over tyven og rørte ham. Så forsvandt den høje mand! De to mænd var så skræmte, at de bestemte sig for aldrig at stjæle jeres høns igen."

Vi viste, at det ikke var nogen almindelig mand, der havde jagtet de to mænd den nat. Det røde støv fra højlandet gjorde det umuligt, at holde hvidt tøj hvidt!

Den nat bad min far en speciel bøn. "Gud tak, for at du sendte en engel til at holde vagt over vores høns. Vi ved, at hvis du bekymrer dig om vores høns sikkerhed, må du være endnu mere bekymret for, hvordan vi har det, vi er jo dine børn!"