Til Forsiden
HVORFOR  KUN  EN  GUDDOMMELIG  BOG?

Hvorfor har Gud kun givet menneskene en bog med guddommelig åbenbaring? Kunne man ikke med rimelighed have ventet, at han havde givet menneskene flere bøger, så folk i Afrika, Asien, Australien, Europa, Amerika og på øerne i havene havde fået hver sin? Skulle man ikke mene, at der var behov for et stort udvalg af hellige bøger, når der findes så mange nationaliteter, stammer og folkeracer?

Rent umiddelbart lyder det meget fornuftigt, men lad os overveje tanken lidt nærmere. Den elskede læge Lukas, som er en af skribenterne i Det nye Testamente, skrev under inspiration, af Gud »lod alle folk nedstamme fra et menneske og lod dem bosætte sig på hele Jordens flade.« Apg. 17,26. Han vil hermed sige, at menneskene stort set er ens alle vegne.

I over tredive år har jeg haft forbindelse med mennesker fra forskellige kulturer og med forskellig uddannelse. Jeg har færdedes mellem mennesker fra højt udviklede lande og været i forbindelse med de primitive pygmæer fra skovene i det nordlige Kongo. Blandt alle folk findes der gode og onde mennesker, uddannede og uuddannede, intelligente og uintelligente, rige og fattige, fromme og syndere.

I fysiologisk henseende ligner befolkningen i de forskellige lande også hinanden. De behøver alle sammen mad, vand, sollys, hvile og arbejde for at holde sig i fysisk form.

I moralsk og åndelig henseende har mennesker på hele Jorden det samme behov - «der er ingen retfærdig, ikke en.« »Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud.« Rom. 3,10. 23. Alle trænger til at blive befriet for skyld og syndens slaveri. Alle trænger til at blive genindsat i den stilling, som mennesket fik tildelt, da det kom fra Skaberens hånd. En eneste plan - frelsesplanen imødekommer menneskenes behov til alle tider og i alle lande. Kun en bog den guddommeligt inspirerede bibel kan åbenbare denne velsignede plan. Den åbenbarer en frelser, som formår alt. Og denne bog står til rådighed for hvert eneste menneske i dag.