Til Forsiden
HVORFOR  KOMMER  KRISTUS  IGEN?

Hvad er hensigten med Kristi genkomst? Har du aldrig været med til en familiefest, hvor børn og voksne mødtes? Der blev lagt planer flere uger i forvejen, og far og mor gik op i forberedelserne med liv og sjæl.

Kristus elsker sine børn her på Jorden. Han ønsker, at de skal være sammen med ham. »For at hvor jeg er, der skal også I være,« siger han. Han glæder sig til den store dag, da hans familie skal samles. Han er gået bort for at berede et sted for os, og han har lovet at komme igen og hente os, og så skal vi altid være sammen med ham. Joh. 14,3.

De kære, som sover i døden, vil blive oprejst på opstandelsens morgen, når Kristus kommer igen. »Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå.« 1 Thess. 4,16.

De mennesker, som lever, til Frelseren kommer, vil blive »bortrykket tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften.« 17. vers. Mennesker, som holdt af hinanden her på Jorden, men som blev skilt ved døden, vil blive forenet for aldrig mere at skilles.

Kristi genkomst er højdepunktet i frelsesplanen. Ved sit komme vil Frelseren gøre krav på dem, som tilhører ham, og tage dem ud af denne syndige verden.

»Den dag jeg griber ind, skal de tilhøre mig som mit eje, siger Hærskarers Herre.« Mal. 3,17.

Så skal de ikke skilles mere, for »så skal vi altid være sammen med Herren.« 1 Thess. 4,17.