 |
DIN OG MIN FRELSER!
Træet væltede med med et brag. Der lød et højt skrig, så en sagte stønnen, og derpå blev alt stille. Bent lå fastklemt under et stort fyrretræ. Hans ansigt fortrak sig i smerte. Nogle få øjeblikke efter var David ved hans side. Han kæmpede desperat for at befri sin ven.
Der kom hurtigt flere arbejdere til. De løftede forsigtigt den tunge træstamme væk fra den unge mands kvæstede legeme. Bent, som nu var bevidstløs, blev forsigtigt båret hen til det nærmeste hus.
Han blev lagt på sengen. Menes man ventede på ambulance. Bent slog langsomt øjnene op.
Bents læber bevægede sig ganske lidt. "David, jeg tror, det er forbi! Jeg klarer det ikke." Han hvilede sig nogle få øjeblikke, så bevægede de tørre læber sig igen. "Kan du ikke hjælpe mig, David?"
"Ambulancen kan være her hvert øjeblik." David forsøgte at berolige sin ven. "Så bliver alt godt igen."
"Det tror jeg ikke," sagde Bent med stort besvær. "Jeg har brug for -" han gjorde en pause. Så fortsatte han: "- lidt hjælp til at dø. Kan du ikke sige noget om Ham?
Kan du ikke hjælpe mig?
Kan du ikke bede?"
Bent forpinte øjne stirrede op mod loftet. "Jeg har været en hård negl - jeg har ikke tænkt ret meget på Gud - men du er en helt anden type, David. Du ved besked. Kan du ikke hjælpe mig?" hviskede Bent.
David var målløs. Han blev ligbleg. Han var opvokset i et kristent hjem. Hans far var præst. Han havde selv tænkt på at læse til præst. Men hans klassekammerater havde sået tvivl i hans sind. Han stolede på sin gode forstand, lidt efter lidt mistede han troen på Gud og opgav tanken om at blive præst. Istedet søgte han arbejde i skoven for at komme væk fra Gud, sin far og sin fortid. Nu stod han her. Bents bønfaldende ord pinte hans sind, "Kan du ikke hjælpe mig?"
"Det kan jeg ikke, Bent, jeg -" han kunne ikke røbe, hvad der havde rørt sig i hans hjerte. Han kunne ikke skuffe Bent på denne måde. Der skete noget i hans eget oprørske sind. David rejste sig og løb uden for. Her var han alene med Gud, og nu kæmpede han med det frygtelige problem, som den sidste times begivenheder havde stillet ham over for. David ransagede sit stolte hjerte. Når det kom til stykket, betød Gud nu alligevel noget!
Den Jesus han, som ung havde kendt, var virkelig. Han havde kun et valg, han måtte tilbage til Gud.
David skyndte sig ind. Bent lå og vente på ambulancen. David knælede ved sin kvæstede vens side. Nu havde han noget helt nyt at fortælle.
"Bent," hviskede han, "jeg har selv talt med Gud - og
han har tilgivet mig. Nu kan jeg fortælle dig det."
Bent havde frygtelige smerter, men der kom nyt håb
i hans blik. "Ja, David skynd dig at fortælle mig det. Fortæl
mig om ham!"
Så fortalte han beretningen - enkelt, blidt og
fyldt med håb. Han fortalte om kærligheden, livet og korset
- Han fortalte med en varme, som kun et nyomvendt menneske kan gøre
det. Johannes' og Paulus' ord udgjorde højdepunktet i det gode budskab:
"Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom
han er i lyset, så har vi fællesskab med hver andre, og Jesu,
hans Søns, blod renser os fra al synd." 1 Joh 1,7.
"Men Gud viser sin kærlighed
mod os ved, at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere."
Rom 5,8.
Bent fik ny glans i øjnene. "Nu forstår
jeg det. Der er også håb for mig. Gud være lovet," stønnede
han.
I det stille værelse fandt to unge mænd Gud.
Den ene sov kort efter ind i troen på Kristus, den anden begyndte
at tjene Kristus, som han en gang havde nægtet at ville tjene.
Hvad med dig?
Er du også kommet væk fra Jesus?
Jeg vil meget opfordre dig til at vende tilbage til HAM,
der som den eneste kan tilgive dig dine synder!