![]() |
|
BÅDE GUD OG MENNESKE!
For nogle hundrede år siden mødtes to riddere foran en borg. Ejeren var en velhavende adelsmand, hvis våbenskjold var anbragt på en høj stang ved vejen. »Så du adelsmandens våbenskjold, da du red forbi?« spurgte den ene ridder. »Ja, det gjorde jeg,« svarede den anden. »Hvad forestillede det?« spurgte den første. Den anden ridder beskrev, hvad han havde set. »Der tog du fejl,« sagde den første, og så fortalte han, hvad han havde set. Der bleven heftig diskussion. De blev mere og mere ophidsede og var lige ved at komme op at slås, da der kom en fremmed forbi. Da han fik at vide, hvad de var uenige om, foreslog han, at de skulle ride hen og se på våbenskjoldet igen. Det gjorde de. Det viste sig, at begge to havde ret. Ridderne var kommet fra hver sin side. De to sider af våbenskjoldet var ikke ens. De to mænd kendte faktisk kun den halve sandhed. Der var to sider ved denne sag. Vi skal kende hele sandheden om Jesus Kristus. Bibelen åbenbarer to sider af hans liv. Han var menneske. Han var også Gud. Som menneske besad han mange af menneskets skrøbeligheder. Han blev træt. Han blev sulten. Han længtes efter menneskers kærlighed og medfølelse. Det inspirerede ord skildrer ham også som Gud. Han tilgav synder. Han helbredte sygdomme. Han bød over naturkræfterne. Ja, han oprejste endog de døde. Begge skildringer er lige sande. Jesus var mere end et godt menneske. Han var Gud og menneske på en gang. Jeg kan ikke forklare, hvordan Jesus kunne være både Gud og menneske. Paulus kalder det for »gudsfrygtens hemmelighed.« »Og uimodsigeligt er denne gudsfrygtens hemmelighed stor: han, som blev åbenbaret i kød, retfærdiggjort i ånd, set af engle, prædiket blandt folkene, troet i verden, optaget til herlighed.« 1 Tim. 3,16. Hvis vi kunne forklare alle hemmelighederne ved Guds natur, ville vi jo være hans ligemænd. Der er visse ting, vi ikke kommer til at forstå, før vi skal være sammen med ham på den nye Jord. Med vor begrænsede forstand kan vi ikke forstå alle Guddommens gåder eller fatte, hvordan Jesus kunne være Gud og menneske på samme tid. Men vi ved, hvorfor han påtog sig menneskets natur. »Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.« Joh. 3,16. Kærligheden fandt en vej ud af menneskets største problem - synden. |