To Glas Mælk!

En fremragende kirurg kørte en sommerdag på landevejen på sin cykle. Vejen var lang og støvet, og eftermiddagen var overmåde varm. Den åbne låge foran en bondegård fristede ham til at gå ind. Det lokkende syn af en kølig skygge på det grønne græs gav ham løfte om hvile og vederkvægelse.

En ung kvinde, der sad på verandaen, rejste sig for at gå lægen i møde, da han nærmede sig og bad om Lov til at tage en drik vand ved brønden.

"Så gerne," udbrød hun; "men ville De ikke synes om et glas mælk i stedet for?

Vi har en kande frisk mælk stående i is, og det vil være mig en glæde at hente den"

"Mange tak," svarede doktoren, "det ville visselig være udmærket; men jeg er bange for, at jeg lægger alt for meget beslag på deres elskværdighed. Jeg kan godt klare mig med vand."

Men på en særdeles høflig og tiltalende måde holdt den unge kvinde på, at hun ville hente mælkekanden, og den trætte cyklist drak to glas og følte sig meget styrket. Da han havde hvilet og var ved at skulle fortsætte sin vej, gav han den unge kvinde sit kort og sagde: "Dersom De nogen sinde kommer til byen og skulle behøve at konsultere en læge, så vær så venlig at komme op til mig."

Tiden gik, og snart havde man glemt denne tildragelse. Omtrent et år derefter blev moderen i det lille hjem meget syg. Lægen på stedet, som havde været hendes huslæge i mange år, kunne intet mere udrette og meddelte dem, at det blev nødvendigt for hende at rejse til et hospital i byen for at underkaste sig en alvorlig operation. Dette var en sørgelig meddelelse for den lille familie, hvis indtægter kun var små. Moderen indvendte, at sådanne udgifter overgik deres evner: men både faderen og datteren hævdede bestemt, at hun skulle rejse, og lagde de planer om, hvorledes de ved opofrelse ville kunne møde udgifterne.

Der blev hurtig gjort forberedelser til rejsen. Datteren skulle følge med og opholde sig i nærheden af hospitalet hos en tante. Idet hun pakkede sin kuffert, fandt hun cyklistens kort og fattede øjeblikkelig den beslutning, at hun ville opsøge doktoren, så snart hun kom til byen, og endnu førend hun havde valgt et hospital til sin moder. Hun var noget frygtsom, da hun trådte ind hos den store kirurg; men han beroligede hende øjeblikkelig og glædede hende med, at han huskede hende. Hun fortalte, hvad lægen havde sagt om hendes moder, og spurgte om hans råd med hensyn til, hvilket hospital hun skulle vælge.

"Min kære unge dame," sagde den berømte mand med det store hjerte, idet han tog hendes hånd, "dersom De vil betro deres moder til mig, skal det være mig en stor glæde at gøre alt, hvad jeg kan, for hende. Jeg har min egen privatklinik her på stedet og vil selv tage mig af deres moder. I morgen tidlig vil jeg sende en vogn for at hente hende, og De kan komme og besøge hende hver dag. Dersom De nærer nogen som helst tvivl angående sagen, så skriv blot til deres huslæge og meddel ham, at jeg har taget mig af sagen." Den næste dag blev moderen ført til klinikken, og datteren modtog forsikringen om, at alt muligt ville blive gjort for hende.

Om aftenen herskede der imidlertid en sand panik i hendes tantes hjem. "Men barn dog! - hvad har du dog gjort. Den mand tager ganske svimlende honorarer for sit arbejde. Man siger, at han får 40.000 kroner for en operation, og når han har en patient i sit eget hospital, tager han 20.000 kroner om ugen for kost og pleje. Du burde jo dog have spurgt dig lidt for angående dette, inden du lod din moder indlægge der. Din fader kan aldrig betale sådanne udgifter."

Fortvivlet løb den forskrækkede pige hen til sit værelse for at græde i ensomhed; men når hun huskede den store mands venlige ansigt og kærlige ord, havde hun en følelse af, at på en eller anden måde ville alting nok ordne sig.

Operationen forløb udmærket, og omsider fik den lykkelige datter meddelelse om, at hun kunne bringe moderen hjem om to uger. Dette ville betyde et fire ugers ophold på klinikken, og når hun tænkte over, hvad dette betød i forbindelse med udgifterne ved operationen, som den store mand selv havde udført, begyndte den ængstelige pige atter at undres dog frygte for, hvordan de vel nogen sinde skulle blive i stand til at betale.

Den sidste dag oprandt. I kirurgens privatkontor sad faderen, moderen og datteren færdige til at rejse hjem. Moderen var fuldstændig rask og så bedre og gladere ud, end hun havde gjort i mange år. Faderen og datteren var lykkelige over, at moderen var kommet sig så udmærket; men datteren kunne ikke helt befri sig for bekymring ved tanken om den regning, som kirurgen snart ville give dem.

"Det glæder mig overordentlig at se, at De nu er kommet Dem så fuldstændig," sagde han, "og jeg håber, at deres lille ophold hos mig har bragt Dem noget godt, som vil blive af varighed. Jeg har lagt deres regning i denne konvolut, som jeg gerne vil bede Dem ikke åbne, før De kommer hjem i aften. Når De så har spist til aften, kan De tage regningen ud og tale lidt sammen om den."

Noget forundret, men fyldt med overstrømmende taknemmelighed til kirurgen for at have gengivet den elskede moder hendes sundhed, rejste familien hjem. Da de havde spist deres aftensmad, blev konvolutten hentet, og der var i det mindste ét hjerte, der bankede heftigt, da regningen blev taget ud.

Den lød som følger:

"Lægehonorar ............... Kr. 00

Ophold på Klinikken. . . . . Kr. 00

Kr. 00

Fuld valuta modtaget i form af to glas mælk til en træt vejfarende."

Dette er kun ét eksempel på den smukke sandhed, at det at gøre godt mod andre er at gøre godt mod sig selv. "Glemmer ikke gæstfriheden; thi ved den har nogle, uden at vide det, haft Engle til gæster ," siger den hellige skrift.