Da Adam syndede, blev straffen for hans overtrædelse overført til menneskeslægten. »Alle dør i Adam.« 1 Kor. 15,22. Den frygtelige dag, da Adam syndede, havde Gud tre muligheder.

Han kunne have set gennem fingre med Adams synd.

Han kunne have tilintetgjort mennesket.

Han kunne have fundet en udvej.

Hvis Gud havde set gennem fingre med synden, ville det være gået ud over hans retfærdighed. Hvis han havde tilintetgjort menneskene, ville hans kærlighed have kunnet drages i tvivl. Derfor fandt Gud en udvej for synderne. Syndens straf kunne kun betales af en Person, som var Guds ligemand. En engel kunne ikke betale den frygtelige gæld, fordi englene er skabte væsener. En engel kunne ikke være gået ud af graven som sejrherre. Kristus, Guds enbårne Søn, var den eneste, som kunne overtage gælden, betale prisen og besejre menneskets mest uforsonlige fjende døden. Både Faderen og Sønnen var villige til at betale denne pris. »Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne. « Joh. 3,16. » Mens vi endnu var fjender, blev vi forligt med Gud ved hans Søns død.« Rom. 5,10.

Lad mig benytte en illustration - selv om den er meget mangelfuld - for den kan måske hjælpe os til at indse, hvad det betyder, at Kristus betalte menneskets gæld. Lad os tænke os, at du skylder en forretningsmand 10.000 kroner. Det er gået dig dårligt, så du kan ikke betale gælden. Du er i store vanskeligheder. En af dine venner får medlidenhed med dig og rækker dig en gyldig check på 10.000 kroner. Nu har du mulighed for at betale gælden. Du står med en check i hånden, og du kan gå hen og betale din gæld; men du kan også lade være med at indløse den og tage følgerne. Du har afgørelsen. Man kan ikke indløse et andet menneskes check uden vedkommendes tilladelse. Gud kan heller ikke frelse os uden vort samtykke. Når vi ved tro beslutter at tage imod den betaling, som allerede er erlagt for vor synd, indløser vi checken. Så er vor syndeskyld betalt.