Anders havde arbejdet i statens tjeneste i tre år. Han syntes selv, at han passede sit arbejde godt. Da en af de ansatte skulle forfremmes, blev Anders forbigået.

En af de andre fik stillingen.

Først blev han dybt skuffet, så modløs.

Han følte, at alt var slået fejl for ham.

»Hvorfor skulle det nu også gå mig sådan? Er der noget galt med mig?« spurgte han gang på gang sig selv.

En aften, da Anders var på vej hjem fra arbejde, gik han over de tørre rismarker i nærheden af sit hjem. Han gik hen til den mørke overrislingskanal, som var gravet i nærheden.

»Der er ingen grund til at fortsætte,« mumlede han. »Ingen værdsætter mit arbejde. Nu springer jeg i kanalen, og så er det slut. Der er alligevel ingen, som vil savne mig.« Mens den deprimerede unge mand traskede hen ad et smalt dige, som skilte marklodderne, fik han øje på et stykke papir på jorden. Han bukkede sig og samlede det op.

»Hvad sker der efter døden?« stod der. Det var en reklame for et kristent bibelkursus. Der stod flere andre spørgsmål, som også vakte hans nysgerrighed.

Da Anders havde læst hele løbesedlen, var han ikke helt sikker på, at han ville drukne sine bekymringer i kanalen. Han glemte noget af sin selvmedlidenhed og besluttede at skrive efter bibellektierne.

Inden længe begyndte lektierne at komme regelmæssigt. Det var, som om Anders lærte en helt ny verden at kende.

Han glemte efterhånden sin skuffelse over, at han ikke var blevet forfremmet.

Han lærte af bibelkursuset, at der var en, som brød sig om ham og ville hjælpe ham med at løse hans problemer. Han fik en helt anden indstilling til livet og til sine medmennesker. Nu fik han lyst til at hjælpe andre. Han skrev det til mig i et brev en dag.

Der står i Skriften, at vi skal »gribe det håb, der ligger rede til os; og det har vi som et sjælens anker, der både ligger sikkert og fast.« Hebr. 6,18-19.