En af mine venner besøgte for nylig en berømt domkirke i Europa. Da han var på vej ind i kirken, kom der en præst hen til ham.

»Er De turist?« spurgte præsten.

»Ja,« svarede min ven.

Præsten fortsatte: »Der er gudstjeneste for øjeblikket. Kunne De tænke Dem at komme indenfor?« Præsten førte ham ind i det halvmørke kirkerum og anviste ham en plads oppe foran. Da min ven havde bedt en stille bøn, åbnede han øjnene og søgte at vænne sig til halvmørket. Det forekom ham, at han var alene. Så hørte han en stemme messe. Nu fik han øje på en præst oppe på prædikestolen. Da præsten var færdig med at læse, satte han sig, og et lille kor sang fra halvmørket under kirkens hvælvinger. Lidt efter døde sangen bort, alt blev stille, og præsten og koret skyndte sig ud.

Min ven så sig omkring. Han havde ventet, at der var andre kirkegængere i den store domkirke, men han var alene. Hvis han ikke havde været der, var den formelle gudstjeneste blevet holdt for tomme bænke. Ilden var åbenbart for længst gået ud i kirkegængernes hjerte.

I dag er forlystelsesstederne fulde af mennesker, mens mange kirker står tomme. Hvad betyder dette? Apostlen Paulus siger: »Det skal du vide, at i de sidste dage ... vil menneskene blive ... lystens venner snarere end Guds venner; de har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft.« 2 Tim. 3,1-5. Det betyder, at vi lever i de sidste dage.