For ca. tredive år siden, fortæller en amerikansk dommer, trådte jeg ind i en Boghandel for at se på nogle bøger, som jeg havde brug for. Imidlertid kom en lille pjaltet, næppe tolvårig Dreng ind og spurgte efter en Geografi.

Vi har et stort udvalg, sagde Boghandleren.

Hvor meget koster denne?

En Dollar, min Dreng.

Jeg vidste ikke, at den var så dyr. Drengen vendte sig om og ville gå. Næppe havde han åbnet Døren, før han lukkede den igen og kom tilbage.

Jeg har kun 61 Cents, sagde han. Vil De give mig en geografi og en kort Tid lade mig skylde Dem Resten af Pengene?

Spændt på svaret så de livlige øjne på sælgeren, og han syntes formelig at synke ned i jorden, da manden på en ikke just venlig måde sagde, at det kunne han ikke. Den skuffede lille dreng så på mig med et svagt forsøg på at smile og forlod butikken. Jeg fulgte efter og indhentede ham.

Hvad vil du nu gøre? Spurgte jeg.

Jeg forsøger på et andet Sted, min Herre.

Skal jeg gå med og se, om det lykkes for dig?

Ja, hvis De vil være så venlig, sagde han noget forundret. Jeg gik med ham ind i fire forskellige butikker - og hver gang fik han afslag.

Vil du forsøge det igen? Spurgte jeg.

Ja, min Herre, jeg vil prøve hos alle Boghandlere og se, om jeg i det hele taget kan få en Bog. - Vi gik ind i den femte butik. Mandigt og dristigt trådte Drengen frem og fortalte boghandleren, hvad han ville, og hvor mange Penge han havde.

Vil du meget gerne have denne bog? spurgte Manden.

Ja, min Herre, meget gerne!

Hvorfor vil du så gerne have den?

For at læse i den. Jeg kan ikke gå i skole, men jeg lærer, når jeg er hjemme. Alle de andre har en sådan Bog og kommer således foran mig. Desuden var min Fader sømand, og jeg må lære noget om de steder, hvor han plejede at sejle. Sejler din Fader ikke mere på Havet?

Min Fader lever ikke mere, sagde drengen næsten grædefærdig. Og lidt efter føjede han til: Jeg vil også være sømand.

Vil du virkelig? spurgte Boghandleren forundret.

Ja, min Herre, hvis jeg lever.

Godt, min dreng, nu skal jeg sige dig, hvad jeg vil gøre.

Jeg vil give dig en ny geografi, og du må betale mig resten af pengene, når du kan, eller jeg vil sælge dig en, som ikke er ny, for 50 Cents.

Er alle kortene deri, og er den som de ny?

Ja, akkurat som de ny.

Tak, så tager jeg den, og så har jeg endda elleve Cents til at købe en anden bog for. Det var et Held, at man ikke lod mig få en i de andre Butikker. Boghandleren så spørgende på mig, og jeg fortalte ham, hvad jeg havde set med hensyn til drengen. Dette tiltalte ham meget, og da han gav ham Bogen, lagde jeg mærke til en dejlig, ny blyant og en lille pakke skrivepapir, der fulgte med.

Dette skal være en lille påskønnelse for din udholdenhed, min unge ven. Vær altid lige så modig, så vil lykken følge dig.

Tak, Herre. Det var meget elskværdigt af Dem.

Hvad hedder du?

Wilhelm Haverly.

Ønsker du endnu flere Bøger? spurgte jeg.

Flere, end jeg kan få, svarede drengen og så på de fyldte Reoler. Jeg gav ham en pengeseddel og sagde: For den kan du købe dig nogle. Hans øjne fyldtes med glædestårer.

Må jeg købe, hvad jeg selv vil?

Visselig, min ven, hvad som helst du ønsker!

Så vil jeg først købe en Bog til min Moder! råbte han, Jeg takker Dem meget og håber at kunne belønne Dem engang. Han ønskede at vide mit Navn, og jeg bad også om hans. Da jeg forlod ham der i butikken, var han så strålende af glæde, at jeg næsten misundte ham det.

Der gik lang tid hen, før jeg traf ham igen. –

For nogle år siden rejste jeg til Europa på et af de smukkeste skibe, som dengang endnu havde sejlet over Atlanterhavet. Vi havde dejligt vejr lige til slutningen af vor rejse, da vi mødte en frygtelig storm, og hvis Kaptajnen ikke havde været, så dygtig og udholdende var vi alle gået til bunds. Roret tog skade og blev næsten ubrugeligt; der viste sig et stort hul i skroget, så der var fare for, at skibet ville fyldes med vand. Alle Matroserne var kraftige og tjenstvillige, og de befal havende var sømænd af første rang; men efter at de havde kæmpet en hel nat, og vandet uafladelig steg, opgav de kampen og gjorde forberedelser til at fire bådene ned, skønt de indså, at de små både ikke ville kunne klare sig på de høje bølger. Kaptajnen, der var nede ved sine søkort, kom nu op. Han så med et øjekast, hvorledes sagerne stod, og med en stemme, der overdøvede bølgernes bruse, kaldte han enhver på sin post.

Jeg blev overvældet ved at se, hvorledes disse mænd bøjede sig for Kaptajnens stærke vilje og skyndte sig tilbage til pumperne.

Så gik kaptajnen nedenunder for at undersøge Skaden. Da han gik lige foran mig, spurgte jeg ham, om der var håb om redning. Han så på mig og på de andre passagerer, som trængte sig omkring ham for at høre hans svar, og sagde med høj stemme:

Ja, min Herre, der er håb, så længe dette dæk endnu befinder sig en tomme ovenover vandet. Når jeg ikke mere kan se det, da først vil jeg forlade dette skib, men ikke før, lige så lidt nogen af mandskabet. Alt skal blive gjort for at redde skibet, og mislykkes det, skal uvirksomhed i det mindste ikke bære skylden. De må alle tage fat på pumperne! Tre Gange i Løbet af dagen var vi ved at fortvivle. Men Kaptajnens urokkelige mod, hans standhaftighed og hans jernvilje beherskede alle om bord, og vi gik igen til arbejdet. Jeg vil landsætte Dem sikkert i Liverpool, Sagde han. Og det gjorde han også. Kaptajnen stod på dækket af det synkende skib og modtog tavs passagerernes Tak, idet de gik forbi ham ved landgangsbroen. Jeg var den sidste. Da greb han min hånd:

Dommer Smith, kender De mig ikke? Jeg svarede, at jeg ikke vidste, at jeg havde set ham, før jeg kom om bord på dette skib.

Husker De ikke mere den fattige dreng i boghandlen? Jo, jo! - Wilhelm Haverly! Det er mig! Sagde han. Evig tak til Dem! Og evig tak til Dem, ædle kaptajn Haverly!