Har De efterset denne Regning, Richard?"

„Ja, Hr. Sørensen."

„Er den rigtig?"

„Jeg har fundet to Fejl."

„Så! Lad mig se den."

Den unge Mand rakte sin Principal en lang Regning, der lå til Eftersyn på hans Skrivebord.

„Her er en Fejl på ti Mark til vedkommendes egen Skade og en anden også på ti Mark i sidste Del af Regningen."

„Også til deres egen Skade?"

„Ja."

Købmanden smilede på en så ejendommelig Måde, at den unge Mand fandt det påfaldende.

„Tyve Mark til deres egen Skade," gentog han med en egen Forbavselse, der vidnede om stor Tilfredshed. „De må vistnok have særlig pålidelige Bogholdere derhenne, lader det til."

„Skal jeg forandre Tallene?" spurgte den unge Mand.

„Nej, lad dem dog selv rette deres Fejl. Vi ser ikke Regninger efter blot af Hensyn til andre," svarede Købmanden. „Det er tidsnok at rette Fejlene, når de selv har fundet dem. Det er jo fordelagtigere for os, som det nu står."

Denne uventede Bemærkning kom den ærlige, retskafne unge Mand ganske overraskende. Han var Søn af en fattig Enke, der havde lært ham Ærlighed som en af Livets største Pligter. Hr. Sørensen, i hvis Købmandsforretning han havde været i Lære i nogle Måneder, var en gammel Ven af hans Fader og en Mand, til hvem han nærede den fuldeste Tillid. Han havde set op til ham som et Mønster og havde betragtet det som en stor Gunst at have fået Plads i Hr. Sørensens Forretning.

„Lad dem selv rette deres Fejl!" Disse Ord havde gjort et dybt Indtryk på Richard. Først blev han som før sagt ganske forbavset; men da han havde tænkt nærmere over det, og Ordene stammede fra en iland, som hans kloder satte så højt og nærede så megen Agtelse for, tænkte han, at det som Forretningsprincip måske var, som det skulle være. Hr. Sørensen var næppe den, der kunne gøre Uret.

Nogle Dage senere kom en ung Mand, der bad om at få Regningen betalt. Richard, som var til Stede, ventede spændt på, om Hr. Sørensen vilde påtale

Fejlene. Han udstedte en Anvisning på det Beløb, Regningen lød på, og fik Kvittering for Modtagelsen.

„Men kan dette nu også være rigtigt?" spurgte Richard sig selv gentagne Gange. Hans Begreber om, hvad der var Ret, svarede: „Nej!" Men den Omstændighed, at Hr. Sørensen havde handlet således, forvirrede ham. „Det må vel være Skik i Forretningslivet; men det kan dog umulig være ærligt. Det havde jeg alligevel ikke troet om ham."

Hr. Sørensen var venlig mod Ynglingen og vandt derved hans Hjerte, og Richard følte det som sin Pligt at udføre alt sit Arbejde med største Nøjagtighed og Omhu. „Jeg ønsker bare, jeg havde rettet Fejlene," sagde Richard ofte til sig selv, når han tænkte på, hvilket Held det var for ham, at han havde fået Plads hos Hr. Sørensen. „Sagen forekommer mig ikke ganske rigtig; men man plejer rimeligvis at gøre det på den Måde i Forretning."

En Dag gik han til Banken for at hæve en Anvisning. Da han talte de modtagne Penge efter, fandt han, at Kassereren havde givet ham 50 Mark for meget. Han gik straks tilbage og gjorde ham opmærksom på Fejlen. Kassereren takkede ham, og Richard gik sin Vej, overbevist om at have handlet ret.

„Kassereren gav mig 50 Mark for meget," sagde han, da han leverede Hr. Sørensens Pengene.

„Virkelig?" spurgte denne med strålende øjne, idet han hurtig talte Pengesedlerne efter. Men da han var færdig med at tælle, forsvandt det lyse Udtryk i hans Ansigt, og man kunne mærke en Smule Skuffelse i hans Stemme, da han sagde: „Der er jo slet ikke for meget, Richard."

„Nej, jeg gav ham selvfølgelig de 50 Mark tilbage. Var det ikke rigtigt?"

„Dumrian!" udbrød Hr. Sørensen. „Ved De da ikke, at Bankerne aldrig retter Fejltagelser? Hvis Kassereren havde givet Dem 50 Mark for lidt, vilde han ikke have rettet det."

Denne Bebrejdelse bragte Blodet til at stige op i Richards Kinder. Det er ofte Tilfældet, at man skammer sig mere over en Fejltagelse end over en Forbrydelse. I dette øjeblik følte den unge Mand sig ligesom trykket over denne Handling, som havde bragt Hr. Sørensen til at kalde ham en Dumrian. Han satte sig for, at selv om Banken gav ham tusinde Mark for meget, vilde han bringe sin Principal dem og så lade ham råde over dem efter eget Forgodtbefindende.

„Lad Folk selv rette deres Fejl," havde Hr. Sørensen sagt, og disse Ord havde slået dybe Rødder hos Richard. De havde gjort et så stærkt Indtryk på ham, at han aldrig kunne glemme dem. „Det må vel være ret," sagde han til sig selv; men han var dog på ingen Måde overbevist.

Nogle Måneder efter denne Begivenhed talte Richard sin netop erholdte Ugeløn efter og fandt, at Hr. Sørensen havde givet ham 5 kroner for meget. Hans første Indskydelse var at give den tilbage til Hr. Sørensen, og han havde allerede åbnet sin Mund for at sige: „De har givet mig 5 kroner for meget," da de uforglemmelige Ord: „Lad Folk selv rette deres Fejl," lød i hans Indre og fik ham til at tie. „Jeg formoder," sagde Richard, idet han lagde Pengene i sin Lomme, „at hvad der er rigtigt i det ene Tilfælde, også må være det i det andet. Hr. Sørensen retter ikke de Fejl, som andre begår til hans Fordel, og kan derfor ikke undres over, om andre bruger den samme Fremgangsmåde overfor ham selv."

Det var dog langt fra, at den unge Mand følte sig tilfreds med dette. Han vidste godt, at han gjorde sig skyldig i en Uærlighed, om han ikke leverede de 5 kroner tilbage; men han kunne ikke bestemme sig til at gøre det, i det mindste ikke i Øjeblikket. Han beholdt derfor Pengene, og anvendte dem til sin egen Fornøjelse. Men snart faldt det ham ind, at Hr. Sørensen måske kun havde gjort dette for at prøve ham, og han blev urolig og bange. Ikke længe efter begik Hr. Sørensen atter den samme Fejl. Richard tog de 5 kroner uden videre Betænkning. „Lad ham selv rette sine Fejl," sagde han resolut. „Således handler han selv mod andre, og han har ingen Grund til at klage, når der betales ham med samme Mønt, som han sætter i Omløb. Jeg har netop Brug for de 5 kroner."

Fra den Stund af var den ædle, retskafne Richards Retsbegreber sløvede. Han havde givet en ond Rådgiver Adgang til sit Hjerte, han blev havesyg, og der begyndte at opstå Ønske hos ham om at komme i Besiddelse af Ting, der oversteg hans Formue. Richard havde gode Anlæg; ved sine Kundskaber, sin Flid og Forretningstakt avancerede han hurtigt, og før han endnu var atten År, overlod Hr Sørensen ham den mest ansvarsfulde Plads i Forretningen.

Men Richard havde lært mere af sin Principal end blot at gøre god Forretning: han havde lært Uærlighed. Han havde aldrig glemt den Undervisning, som han havde fået i denne Kunst. Han havde øvet den, ikke to, men hundrede Gange og som Regel til Hr. Sørensens Skade. Han havde for længst opgivet at vente, til der blev gjort Fejltagelser til hans Fordel; han lavede dem selv, hvad der ikke var så vanskeligt i denne store og indviklede Forretning, hvor han var fuldstændig inde i alle Enkeltheder og Forhold. Richard var meget skarpsindig, dygtig og snedig; han var stadig på Vagt og stadig opfindsom og stedse parat til at gardere sig, at ikke hans Besvigelser skulle blive opdagede. Hos sin Principal stod han i høj Anseelse. Alt gik godt, til Richard var tyve År gammel. Da blev Købmandens Mistanke vakt ved et Brev, hvori der blev sagt, at Richard ikke havde Forretningens Vel for øje og udgav for mange Penge for en Mand i hans Stilling. Kort før var hans Moder flyttet ind i en smuk Lejlighed, som han betalte 600 Mark for i Husleje. Hans Løn androg 1800 Mark, men til sin Moder havde han sagt, at han fik 2400 Mark. Han skaffede hende enhver Bekvemmelighed, og hun tænkte, at hun efter en lang og møjsommelig Kamp nu skulle tilbringe nogle lykkelige År.

Richard sad ved sit Skrivebord, da Hr. Sørensen modtog Brevet. Idet han så hen til sin Principal, lagde han Mærke til, at denne pludselig blev bleg. Han læste Brevet en gang til, og Richard kunne se, at dets Indhold måtte være af foruroligende Art. Hr. Sørensen kastede et flygtigt Blik hen til Skrivebordet, og deres Øjne mødtes. Det var kun et øjeblik; men dette Blik var næsten nok til at få Richards Hjerte til at standse. Endnu andre Ting, som Hr. Sørensen foretog sig i Dagens Løb, gjorde den unge Mand bestyrtet. Det var klart, at der gennem Brevet var bleven vakt Mistanke imod ham. Frygten for Opdagelse og Straf bragte ham til bittert at angre det onde, han havde gjort. Opdagelse vilde ikke alene være ham til Vanære, men til Ruin og vilde sikkert bringe hans Moder i Graven.

„Du har det vist ikke godt i Aften," sagde Richards Moder, da hun så sin Søns forandrede Ansigtsudtryk og lagde Mærke til, at han intet spiste.

„Jeg har Hovedpine."

„Måske vilde det gøre dig godt at hvile lidt."

„Jeg vil lægge mig lidt på Sofaen inde i det andet Værelse." Fru Lange fulgte efter en kort Stunds Forløb med ham, satte sig hos ham på Sofaen og lagde sin Hånd på hans Pande. Men der skulle nok mere til end en kærlig Berøring af Moderens Hånd for at befri ham for de Kvaler, han led. Berøringen af denne rene Hånd forøgede hans Smerte til Sjælekval.

„Har du det ikke bedre nu?" spurgte Fru Lange, efter at hun en Tid havde holdt sin Hånd på hans Pande.

„Ikke meget," svarede han, og idet han rejste sig op, føjede han til: „Jeg tror, at en Spadseretur i den friske Luft vil gøre mig godt."

„Gå ikke ud," bad Fru Lange, idet en pludselig Uro fyldte hendes Hjerte.

„Jeg vil kun gå et kort Stykke." Og dermed forlod Richard Værelset og gik ud på Gaden.

„Der er noget andet i Vejen end blot Hovedpine," tænkte Fru Lange.

En halv Time gik Richard uden Mål frem og tilbage; han kunne ikke være i sin Moders Nærværelse. Til sidst kom han i Nærheden af Hr. Sørensens Butik og blev forskrækket, da han så, at der var Lys derinde.

„Hvad kan det dog betyde?" spurgte han sig selv, medens ny Skræk greb hans Hjerte. Han lyttede ved Døren og Vinduet; men han kunne ingen Lyd hører. „Noget er her i Vejen," sagde han; „men hvad kan slet være? Tænk, om det skulle være opdaget, hvad vil Følgen blive? Ruin, Ruin — o min stakkels Moder!"

Den ulykkelige unge Mand styrtede af Sted, ilede endnu et Par Timer frem og tilbage på Gaderne og vendte så hjem. Hans Moder modtog ham, da han trådte ind, og spurgte bekymret, om han havde det bedre. Han svarede ja, men i en Tone, der tydelig viste hans elendige Tilstand. Derpå gik han hurtigt til sit eget Værelse. Da han om Morgenen hilste på sin Moder ved Frokostbordet, vakte hendes Udseende Uro i hans Hjerte. Han var stille og hørte ikke alle hendes Spørgsmål. Pludselig hørtes Klokken ringe kraftigt. Richard for forskrækket sammen ved Lyden og lyttede derpå bævende.

„Hvem er det?" sagde Fru Lange.

„En Herre, der ønsker at tale med Hr. Lange," svarede Pigen.

Richard rejste sig straks op, gik ud og lukkede Døren efter sig. Fru Lange sad og ventede på, at han skulle komme tilbage. Efter nogle øjeblikke hørte hun ham komme; men han kom ikke ind i Spisestuen. Så gik han atter gennem Korridoren, og hun hørte, at Yderdøren blev åbnet og lukket. Så blev alt stille. Hurtigt rejste hun sig og løb ud; men Richard var der ikke. Han var gået bort sammen med den, som var kommen for at tale med ham.

Det var en sørgelig Bortgang. Hr. Sørensen havde anvendt det halve af Natten til at undersøge Richards Bøger og havde opdaget et Underskud på over 6000 kroner. 1 blind Forbitrelse sendte han tidlig om Morgenen en Betjent hen for at arrestere ham, og sammen med denne Betjent var Richard nu gået bort fra sin Moder for aldrig mere at vende tilbage til hende. „Den unge Skurk skal komme til at bøde for, hvad han har gjort," sagde Principalen fuld af Harme og indledede Rets undersøgelse. Under Forhørene lagde Hr. Sørensen et brændende ønske for Dagen om at få ham domfældt og fremskaffede en sådan Mængde Beviser, at Domstolen ikke kunne andet end kende den unge Mand skyldig. Den stakkels Moder befandt sig i Retssalen, og i den Stilhed, som nu indtrådte, kunne man høre hendes Hulkene.

Dommeren vendte sig til den anklagede og spurgte, om han havde noget at sige til sit Forsvar. Alles Blikke rettedes mod den blege unge Mand, der med Anstrengelse rejste sig op, lænede sig mod Gelænderet foran ham, som om han behøvede denne Støtte, og sagde:

„Hr. Dommer, tør jeg bede min Anklager om at træde lidt nærmere, for at jeg kan se både Dem og ham samtidig?"

Hr. Sørensen blev opfordret til at komme frem, hvor den unge Mand stod. Richard så nogle øjeblikke forskende på ham, vendte sig derpå til Dommeren og udtalte roligt og med klar Stemme:

„Hvad jeg har at sige, er dette - og det turde formilde Sagen noget, skønt min Forbrydelse ikke kan undskyldes: Jeg kom i denne Mands Forretning som en uskyldig Dreng, og hvis han havde været en ærlig Mand, havde jeg ikke i Dag stået for Retten som en Forbryder."

Hr. Sørensen vendte sig mod Dommeren for at gøre Indsigelse imod en Beskyldning af så fornærmelig Art, men det blev ham betydet, at han havde at forholde sig tavs. Richard fortsatte med fast Stemme: „Nogle Uger efter at jeg var kommen i Hr. Sørensens Forretning, talte jeg efter hans Anmodning en Regning efter og opdagede en Fejl på tyve Mark."

Hr. Sørensen blev rød i Hovedet.

„Jeg ser, De erindrer det," fortsatte Richard, „og jeg har Grunde for at mindes det, så længe jeg lever. Fejlen i Regningen faldt ud til Hr. Sørensens Fordel. Jeg spurgte, om jeg skulle rette den, men fik til Svar: „Nej, lad dem selv rette deres Fejl; vi ser ikke Regninger efter til andre Folks Fordel." Det var min første Lektie i Uærlighed. Jeg så, da Regningen blev betalt, og Hr. Sørensen tog tyve Mark, som ikke tilhørte ham. Jeg blev først forskrækket; det forekom mig uretfærdigt. Men straks efter kaldte han mig en Dumrian, fordi jeg havde givet Kassereren i en Bank 50 Mark tilbage, som denne havde givet mig for meget på en Anvisning, og så - -"

„Må jeg bede om Domstolens Beskyttelse?" faldt Hr. Sørensen ind.

„Er det sandt, hvad den unge Mand siger?" spurgte Retsformanden.

Hr. Sørensen blev bestyrtet og så sig fortvivlet omkring. Alles øjne var rettede mod ham, og Dommeren og de edsvorne, Advokater og Tilskuere følte alle, at han var Skyld i den ulykkelige unge Mands Fordærvelse.

„Ikke længe efter," fortsatte Richard, „da jeg tik min Løn, så jeg, at Hr. Sørensen havde givet mig 5 kroner for meget. Jeg stod i Begreb med at give ham den tilbage, da hans Bemærkning: „Lad Folk selv rette deres Fejl," randt mig i Sinde, og jeg beholdt Pengene. Det var min Begyndelse på den onde Vej, og nu er jeg her. Hvis Hr. Sørensen havde udvist en Smule Medlidenhed, Overbærenhed og Barmhjertighed, så havde jeg tiet og ikke forsøgt at forsvare mig."

Den unge Mand skjulte sit Ansigt i Hænderne og satte sig ned, overvældet af sine Følelser. Hans Moder, som havde stillet sig i Nærheden af ham, sukkede højt, og idet hun lagde sin Hånd på hans Hoved, sagde hun: „Min stakkels Dreng, min stakkels Dreng!"

Der var ikke mange Øjne i Retssalen, der var tørre. Under den lydløse Stilhed, som nu indtrådte, spurgte Hr. Sørensen, henvendt til Dommeren: „Er min Ære nu bleven tilintetgjort ved en Forbryders Ord?"

„En højtidelig Ed fra Deres Side på, at denne Beskyldning mod Dem er usandfærdig, kan genoprette Deres Ære," svarede Dommeren. „Det var den ulykkelige unge Mands eneste Lejlighed, og Domstolen anså det som sin menneskelige Pligt at høre ham."

Richard Lange rejste sig, og idet han vendte sit blege Ansigt med de mørke, omskyggede Øjne mod Hr. Sørensen, sagde han: „Lad ham aflægge Ed, hvis han tør!"

Hr. Sørensen talte med sin Advokat og trak sig tilbage. Efter en kort Rådslagning med de edsvorne sagde Formanden, henvendt til den anklagede:

„I Betragtning af Deres Ungdom og de Fristelser, som De i tidligere År har været udsat for, idømmer Retten Dem den mildeste Straf — et Års Fængsel. Men lad mig på det alvorligste advare Dem mod nogen Sinde atter at betræde denne Vej. Der gives ingen fuldt gyldig Undskyldning for en Forbrydelse; den er og bliver Uret mod Gud og Mennesker og bringer kun Sorg. Når De har udsonet Deres korte Straf og atter bliver fri, må De gå ud med den faste Beslutning hellere at dø end at gøre Uret."

Tæppet faldt over denne sørgelige Tildragelse i Ynglingens Liv. Da han et År derefter forlod Fængslet, var hans Moder død. Fra den Dag han kastede et sidste Blik på hendes blege Ansigt, da han forlod Retssalen, så han hende aldrig mere. - - -

Ti År senere læste en Mand i en fjerntliggende By Dagens Aviser. Han havde et mildt, alvorligt Ansigt og så ud som en, der kendte Sorg og Lidelse.

„Endelig har da Retfærdighedens Arm rammet ham," sagde han til sig selv, medens Blodet steg ham til Ansigtet. „Han er bleven overbevist om svigagtig Fallit og ført til Statsfængslet. Således endte det med den Mand, som i min tidligste Ungdom gav mig min første Lektie i ond Handel.

Men Gud være Tak, den anden Lektie fik jeg også lært. „Når De atter bliver fri," sagde Dommeren den Gang til mig, „må De gå ud med den faste Beslutning hellere at dø end at gøre Uret." Denne Formaning har jeg bevaret i mit Hjerte, når der ikke syntes at være nogen anden Udvej for mig end at gøre Uret, og med Guds Hjælp vil jeg bevare den, så længe jeg lever."