Hr. Frederiksen sad ved Bordet, hvor Aftensmåltidet var dækket. Hans ellers lyse og glade Ansigt var alvorligt, og der var åbenbart noget, som besværede ham.

„Jeg trænger så meget til en Mand i min Forretning," sagde han alvorligt, „en, som jeg kan stole på, og som er i Besiddelse af Dygtighed. Dersom blot Fætter Robert -" her standsede han pludselig med et Suk.

Der hvilede i øjeblikket en Skygge over den lille Familie Frederiksen. Robert Frederiksen havde været et Mønster af en ung Forretningsmand og var ved at slå sig gennem som Bestyrer i en af sin Onkels store Butikker, hvor han var ansat, da han begyndte at drikke og være ude sent om Aftenen. Mere end én Gang havde Hr. Frederiksen talt alvorligt til ham, men til ingen Nytte, og det var med oprigtig Sorg både for sit eget og Roberts Vedkommende, at han til sidst måtte afskedige ham. Robert havde været ham en ypperlig Hjælp, hæderlig, dygtig og energisk, som han var; men nu hørte det med til Sjældenhederne, at han ikke kom slentrende hjem om Aftenerne halvt beruset.

Undertiden måtte Nattevagten hjælpe ham op ad Trapperne, hvor hans tålmodige Moder mødte ham. Undertiden var han ligefrem farlig, men som oftest blot tåbelig - lo højt uden mindste Foranledning og forsøgte at udføre de mest umulige Bedrifter. Der var kun få, som lo med ham; thi de kendte alt for godt til, hvor hårdt hans tapre Moder måtte kæmpe for at få sin lille Indtægt til at strække til, til dem begge.

Næste Morgen tog lille Anna Frederiksen sin Stråhat på, og med sit lille Fotografiapparat i Hånden vandrede hun ned ad Vejen til Floden. Hun gik længere, end hun havde tænkt, og da hun endelig vendte om for at begive sig på Hjemvejen, var en stor Del af Formiddagen gået, og hun havde ikke taget et eneste Billede af de smukke Omgivelser. Som hun gik på Vejen, fik hun øje på en ynkelig Skikkelse - det var en Mand, som tilsyneladende forsøgte på at undgå at blive set af dem, der gik forbi. Da han kom nærmere, blev Anna en Smule bange og skjulte sig bag nogle Buske. Lige over for hende standsede han, trak en Flaske op af Lommen og tog en lang Slurk. Hatten var skubbet tilbage på hans Hoved, og Anna genkendte sin Fætter Robert.

„Dersom han dog blot kunne se sig selv, når han således sniger sig væk herud i Skoven med en Flaske!" tænkte hun. Men nu var det alt sket Robert Frederiksen, ubarberet og i smudsigt Tøj, var fæstet på Pladen i Annas Fotografiapparat i en stjålen og alt andet end mandig Holdning. Den langhalsede Flaske løftet op mod hans Mund og det begærlige Udtryk i hans Øjne gjorde ham til et højst frastødende Skue.

„Hvilket skrækkeligt Billede!" tænkte Anna med Gysen. „Men hvorfor tog jeg det?" Idet hun drøftede dette Spørgsmål med sig selv, opkom der hos hende en Indskydelse til at følge Fætteren og fotografere hans videre Opførsel under Beruselsen, der hurtig tog Overhånd over ham. Fætter Robert var undertiden farlig, når han var drukken; men Indskydelsen var stærkere end Frygten: hun vilde følge ham!

Således gik Manden videre, og netop så langt bagefter, at han ikke kunne se hende, fulgte Anna med sit Apparat i Hånden. Den unge Mands Ben blev efterhånden mere og mere ustyrlige, og han forsøgte på at krybe igennem et Hul i Hegnet for at hvile sig i Skyggen indenfor. Hullet var lille, og Robert var efterhånden bleven ret korpulent ved sin Øldrikning. Havde han ikke været i en så ynkværdig Forfatning, vilde hans Forsøg på at komme igennem have udgjort et højst fornøjeligt Syn. Her blev der atter gjort Brug af Apparatet, og Billedet af en kraftig ung Mand, der lig en Orm forsøgte at bane sig Vej gennem en Åbning, der næppe var stor nok til et otte År gammelt Barn, var fæstet på Pladen.

Han måtte opgive Forsøget og dinglede videre, indtil han kom til et Sted, hvor en Kalv gik tøjret ved Siden af Vejen. Her ravede han voldsomt omkring, gjorde den arme Kalv forskrækket og var snart ganske uhjælpelig indviklet i Rebet. Her trådte Anna til meget alvorlig, hjalp ham op og trak sig derpå tilbage uden at være genkendt. Robert i Rebet, fægtende vildt for at komme løs, havde udgjort et aldeles ypperligt Objekt for den tredje af Annas enestående Række Fotografier.

Benene var efterhånden bleve mere og mere usikre, og nu lå den berusede unge land med blussende Ansigt og halvt åben Mund ved Siden af Vejen og sov Drankerens søde Søvn. Han udgjorde i Sandhed et sørgeligt Skue - samtidig foragtelig og ynkværdig. Anna var netop ved at skulle tage et Billede af denne talende Scene, da Lyden af Hovslag på Vejen bragte hende til at skjule sig. Fra sit Gemmested så hun, at et Køretøj nærmede sig. I Vognen sad Dommer Morgan med Frue og Datter. Medens Robert Frederiksen endnu var en ædruelig Forretningsmand, havde han ofte spist til Middag i Dommerens smukke Hjem. Rørt af Bedrøvelse og Afsky ved det Syn, der mødte ham, lod Dommeren Hestene standse et Øjeblik ligesom for at komme den sovende til Hjælp. Fruens milde Ansigt vidnede også om Medynk; men Datteren, der var mindre medlidende, vendte Ansigtet bort.

„Ah!" tænkte Anna, „dersom jeg kan tage det Udtryk i deres Ansigter og Robert, som ligger der og sover -" - der lød et svagt Klik af Apparatet, og et Øjeblik efter slog Dommer Morgan et skarpt Knald med sin Pisk, og Køretøjet rullede hurtigt bort i en Støvsky, medens vor unge Fotograf ilede hjem.

Da Anna den næste Dag kom ud af det lille Rum, som hun kaldte sit Mørkekammer, sagde hun: „Mor, må jeg gå lidt over til Tante Emma?" Man afholdt som Regel Børnene fra at aflægge Besøg hos Tante Emma, og Fru Frederiksen så meget alvorlig ud. „Jeg ønsker ikke, at du skal besøge Robert," indvendte Moderen.

„Men det er netop Fætter Robert, jeg ønsker at tale med, Mor," sagde Anna, idet hun så op med et så alvorligt og bønligt Blik, at Moderen svarede sagte:

„Nå - ja, så må du nok gå, Anna; men dit Besøg hos Fætter Robert vil desværre nok ikke gavne stort."

Lidet anede hun, på hvilken Måde Anna havde tænkt at komme ham til Hjælp. Mange havde forsøgt at påvirke de bedre Instinkter hos ham; men alt havde været forgæves Overfor hans genstridige, egensindige Trods havde alle Forsøg været frugtesløse.

Anna gik hen over den støvede Vej og de blomster fyldte Marker med en lille hvid Pakke, som hun holdt fast i sin Hånd.

„Kære Gud!" bad den lille Pige, som hun gik der under sin vældige Stråhat, „lad det gøre ham skamfuld! Gud, lad det gøre ham skamfuld!"

Tante Emma kom hen til Døren, da Anna bankede på.

„Er Fætter Robert hjemme?" spurgte Anna.

„Ja, min Pige," svarede Tante Emma undrende. „Er han - er han -" stammede Anna; men

Tante Emma svarede venligt: „Ja, han er ædru i Dag."

O hvilke sørgelige Ord at høre fra en Moders Læber!

Det Værelse, som Anna blev ført ind i, var noget mørkt. I en Stol henne i det fjerneste Hjørne sad Robert med bøjet Hoved, medens hans elendige, forkomne Tilstand stod malet i ethvert Træk i hele hans Skikkelse. Anna kunne næppe afholde sig fra Gråd. „Men jeg må gøre det," sagde hun til sig selv. „Jeg er simpelthen nødt til det!"

„Er det Anna?" spurgte Robert, idet han rejste sig, og med den lille Smule af sin gamle Høflighed og Forekommenhed, han endnu havde tilbage, bød han hende en Stol. „Er du kommen for at besøge mig, Anna?"

„Ja, Fætter Robert," sagde hun mandigt. „Vi har følt os så ensomme, siden du ophørte med at komme og besøge os. Alle Børnene holdt af dig, og du kan jo så mange dejlige Lege."

Men hvorledes skulle hun dog få begyndt? Hans Ansigt var allerede ved atter at få det ejendommelige Udtryk af egensindig Trods og Uforfærdet. Hun syntes dog, hun måtte - det var, ligesom noget drev hende til det.

„Du mener måske, at nogen har sendt mig, Fætter Robert," begyndte hun med stor Selvovervindelse. „Der er ingen, som har sendt mig, og ingen ved, hvorfor jeg er kommen." Den Alvor og Oprigtighed, som hendes klare Stemme vidnede om, gjorde det umuligt at drage hendes Ord i Tvivl. „Jeg er kommen, fordi, da Fader i Aftes sagde, at han ønskede, du kunne være bleven i Butikken, blev jeg meget bedrøvet og ønskede at hjælpe dig - jeg var så bedrøvet, at Gud har vist mig, hvorledes jeg skal gøre det."

Annas Mod voksede. Selvfølgelig var det virkelig så, at Gud havde vist hende, hvorledes hun skulle gå til Værks, og hun behøvede ikke at tvivle om et lykkeligt Udfald.

„Kom herhen til Vinduet, Fætter Robert; jeg har noget, jeg vil vise dig."

Hun lagde Billederne frem for ham. Med blegt, fortrukket Ansigt betragtede han hvert af Billederne, efter som hun lagde dem frem for ham, indtil han kom til det Billede, som viste den gamle Dommer, hans Faders højt skattede Ven, der sad i sin Vogn og så ned på den sovende Drukkenbolt     da blev den unge Mand overvældet og skjulte sit Ansigt i Hænderne.

Da Anna med tåre fyldte øjne vilde samle Billederne sammen, holdt han hendes Hånd tilbage. „De er mine," sagde han alvorligt; „jeg behøver dem Græd ikke, lille Anna," vedblev han mildt. „Vær altid lige så kæk og uegennyttig, som du er i Dag, så vil Verden velsigne dig, fordi du har levet i den."

Den næste Formiddag sad der tre unge Mænd på Hr. Frederiksens Kontor. De søgte Pladsen som Bestyrer af hans Forretning på Fast Aurora.

Det var en vel lønnet Stilling og en ærefuld Plads der på Stedet. Hr. Frederiksen trådte ind og så hurtigt på hver enkelt af dem. Dernæst kaldte han dem hver for sig ind på sit indre Kontor for at tale med dem.

„Alt for meget på Moden. Alt for konventionel," tænkte han utilfreds. „Ingen Foretagsomhed. Mangler Driftighed." Pludselig blev der Røre. En lurvet klædt ung Mand trådte med faste, hurtige Skridt op ad Trappetrinene, som førte til Kontoret. „Må jeg tale med dig et øjeblik!" Ah! der hørte man Stemmen af en, som havde både Mål og Forsætter. Og hvad mere var: det var Roberts Stemme!

„Onkel Frederiksen," begyndte Robert med fast Stemme, „jeg har ophørt med at drikke og vil gerne søge Pladsen som Bestyrer. Dersom du ikke vil lade mig få den, så håber jeg, at jeg må få en lignende Stilling et andet Sted." Da Onkelen intet svarede, lagde han frem på Bordet foran ham det ene efter det andet af de Fotografier, Anna havde taget.

„Kan man vel tænke sig en Mand bære disse Billeder i sin Lomme og så nogen Sinde smage Drik mere?" spurgte han.

Med et meget alvorligt Udtryk i Ansigtet så Hr. Frederiksen længe på den sovende Dranker ved Siden af Vejen og på den gamle Dommer, uplettet i det hvide Tøj og sikker i Bevidstheden om den Værdighed, hans Stilling medførte.

„Må jeg spørge, hvem har taget disse Fotografier?" spurgte han til sidst.

„Det har en lille Pige, som lever Gud meget nær," sagde Robert ganske sagte; „det var min Kusine Anna."

Hr. Frederiksen rejste sig fra sin Stol. „Se at få noget bedre Tøj på, Robert, og meld dig på Kontoret i Løbet af en Time," sagde han på Forretningsmandens Maner. „Det glæder mig, at du er kommen tilbage," tilføjede han venligt, idet han forsigtigt vendte Ansigtet bort og åbnede Døren, for at Robert kunne gå."