Det var Aftenen før Slaget. Det røde Skin fra Vagtbålet faldt på de brune Ansigter af en Gruppe franske Soldater, der havde samlet sig for at nyde godt af Varmen; thi Luften var skarp og kold derude på Krim på den Tid af Året. I denne Gruppe af kraftige Mænd hørtes ingen Latter eller Spøg, ingen letfærdig Sang eller overgiven Ed - alle lyttede mere eller mindre opmærksomt til Pierre, en af deres Kammerater, der sad og læste højt af Bøgernes Bog, som indeholder Guds Ord.

For de fleste af Franskmændene var den hellige Skrift noget nyt. De havde aldrig hørt den læst, og Interessen skyldtes for en stor Del Nysgerrighed. Hos andre rørte der sig dog også alvorlige Følelser: de vidste, at når Morgendagen oprandt, vilde måske nogle af dem hvile i Dødens Favn, og at dette måske var deres sidste Anledning til at modtage Budskabet fra det høje.

Idet Pienre afsluttede Læsningen af et Kapitel, lød der et Signal klart og skarpt gennem Luften, og Mændene i Gruppen spredte sig til deres forskellige Poster. Kun Pierre blev tilbage med sin Kammerat Jacques Bonet, der havde siddet på en Kanon og været en af de mest opmærksomme Tilhørere.

„Sig mig, min Ven,  „hvorledes er du kommen i Besiddelse af den Bog? Har du købt den af en af disse Kolportører, som har arbejdet så flittigt for at bringe Bibler og Testamenter ind i Lejren?

„Nej," svarede Pierre, „jeg havde Bogen med fra Frankrig. Jeg har heller ikke købt den; jeg må med Skam tilstå, at jeg har taget den fra mit Barn."

„Hvorledes kan det være?" spurgte Jacques.

„Da jeg sidst havde Orlov og var hjemme, før vi kom til dette skæbnesvangre Sted," sagde Pierre, „tilbragte jeg nogle Dage i Bretagne i vort eget lille Hus sammen med min Hustru og mine Børn. Ah!" vedblev Franskmanden med et Suk - „det var herlige Dage! - mon jeg nogen Sinde skal opleve sådanne Dage igen? Anette, det er min Hustru, var blot Smil og Tårer - Smil, fordi jeg atter var hos hende, og Tårer, fordi vi atter snart skulle skilles.

Andersen, min ældste Pige, påtog sig alt Arbejdet i Huset til Trods for, at hun var så ung, for at hendes Moder kunne være mere fri. Hun tog sig af Børnene, passede den lille, kogte Suppe og holdt Værelserne i Orden. Hun var altid rede og villig til at arbejde og til at lappe, var aldrig i Vejen, men var dog altid ved Hånden, når man ønskede hende. Nuvel, de Gange jeg før havde været hjemme, havde Andersen været en ustyrlig lille Pige, en rigtig Sommerfugl. Vi kunne lige så lidt have betroet hende den lille, som vi kunne have betroet hende til Russerne.

„Det er dog mærkværdigt, hvor Andersen er bleven forandret," sagde jeg en Aften til min Hustru.

„Ja," svarede hun alvorligt, „jeg er meget urolig for hende."

Jeg kunne ikke netop indse, hvad der var at være urolig for. „Men," siger jeg, „hvad kan det dog være, som har hidført en sådan Forandring?"

„Ja," svarede Anette, „det kommer alt sammen af, at en engelsk Dame, som rejste omkring her i Landet, gav Andersen en Bibel. Nu ved du jo, at vor cure (en fransk Præst) siger, at det er en Bog, som det ikke er uden Fare for sådanne som os at læse."

„Læser da Pigen i den?" spurgte jeg.

„Hun læser den og beder og lærer den udenad," sagde Anette, idet hun bekymret rystede på Hovedet, „og det har forandret hende fuldstændig! Andersen bryder sig ikke mere hverken om Leg eller Søndagsfester og Dans. Hun er blevet et helt andet Barn. Jeg skulle ønske, du vilde tale med hende, Pierre; thi jeg er forfærdelig bange for, at vor cure vil blive vred, dersom han hører, at vi har en sådan Bog i Huset."

For min Del brød jeg mig ikke meget om Præstens Vrede; men jeg syntes ikke om, at mit Barn skulle gå en Vej, medens jeg gik en anden.

„Jeg er Mand her i Huset," sagde jeg „og jeg skal lade Andersen forstå, at jeg er det!"

Den næste Dag bød jeg barskt den lille Pige øjeblikkelig give mig sin Bibel, som om hun havde begået en Fejl ved at læse i den. Andersen adlød, stakkels Barn, skønt hun gjorde det med et tungt Hjerte. Nogle få År i Forvejen havde hun været lige så egensindig som tankeløs; men nu gav hun mig sin kæreste Skat - skønt hun gjorde det med Tårer i øjnene.

„Dette er ikke Læsning for dig!" råbte jeg, idet jeg heftigt bladede i Bogen.

„Nu gør det mig ondt," vedblev Soldaten, „at mindes, hvorledes jeg optrådte som Tyran, hvorledes jeg ikke brød mig om hverken mit Barns Bønner eller hendes Tårer, men fratog hende det, som hun satte så umådelig Pris på. Jeg tænkte, at Andersen vilde bliv fornærmet - thi det var hendes Sædvane tidligere, når noget gik hende imod. Merl nej, hun var lige så villig og lydig som altid, og jeg hørte hende aldrig klage. Jeg angrede da mine barske Ord og min ukærlige Handling, men - og det skyldtes måske min Stolthed - jeg gav hende dog ikke Bibelen tilbage. Ikke fordi jeg den Gang selv læste i den, men jeg opbevarede den i mit Tornister, idet jeg tænkte, at jeg en gang måske lige kunne kigge lidt i den.

Aftenen før jeg forlod Hjemmet -- det var en tung Aften for os alle havde jeg været ude at sige Farvel til min gamle Fader, da jeg skulle af Sted ved Daggry. Da jeg kom tilbage til mit Hus, standsede jeg udenfor Trappen; thi jeg hørte en Stemme derinde, som bad. Andersen, stakkels Pige, havde søgt at trøste sin Moder, og da hun fandt, at Ord intet formåede, knælede hun ned ved hendes Side, og der lå hun og bad af hele sit Hjerte, at den store Gud dog vilde beskytte hendes Fader og velsigne ham og føre ham velbeholden tilbage. Jeg kunne ikke afbryde hende - mit Hjerte syntes at stige mig op i Halsen. Jeg troede, at Gud vilde høre hende, og at dersom han sparede mig, og jeg fik Lov til atter at komme hjem, så vilde det skyldes mit Barns Forbønner. Og ofte," vedblev Pierre, støttende Hovedet i sin Hånd, „ofte, når jeg er i Vanskelighed eller Fare, bringer den Tanke mig Trøst og Opmuntring: Andersen beder for mig!"

„Men hvad så om Bibelen?" spurgte Jacques.

„Den tog jeg med," svarede Pierre, „omendskønt jeg til at begynde med ikke havde nogen alvorlig Tanke om at læse den. Jeg hørte andre tale om den - det hjalp rnåske noget. Men," vedblev Soldaten ivrig, „at høre et Tusinde Mennesker rose Bibelen vejer ikke op mod at se en, som efterlever den i sit Liv. Jeg husker ikke, hvad Andersen sagde; men jeg husker, hvad hun var, og jeg tyede til hendes Bog for der at kere Hemmeligheden ved det Liv, hun levede."

„Og du fandt, hvad du søgte?" faldt Jacques ind.

„Ja ja, og meget mere," sagde Pierre, idet han ærbødigt lagde sin Hånd på Bibelen. „Idet jeg læste, fik jeg Øjnene op, og jeg så Sandheden. I Lyset af denne Bog så jeg mine egne Synder og også den Nåde, som kan udslette dem alle. Skridt for Skridt blev jeg ledet fremad på Vejen til Håb og Fred. Andersens Bønner for mig blev hørt!"

***

Morgenen oprandt over Slagmarken. Det Regimente, som Pierre tilhørte, var et af de første, der gik i Ilden. Jeg vil ikke forsøge at beskrive de rædselsfulde Scener. Hvor vilde ikke Beboerne i det lille Hus i Bretagne - den ømme Hustru og den elskende Datter - have skælvet, dersom de havde set ham,

som var dem så kær, midt i Larm af Våbengny, Røg og Ild, glinsende Bajonetter og knaldende Skud derude på den blodige Slagmark!

Men da den skrækkelige Dag var forbi, stod Pierre der uskadt. Hans Epaulette var bleven reven af hans Skuller, en Kugle var slået ned lige tæt ved hans Fod; men han havde ingen Skade taget. „Ah," sagde han med et Smil, da han efter Slaget traf sammen med Jacques, „i Stuen derude i det fjerne, langt hinsides de blå Vover, har Hustru og Barn holdt Bøn for mig!"

Pierre oplevede at komme hjem til sit Land med en Medaille på sit Bryst og blev budt hjertelig velkommen af dem, som havde sørget over hans Fraværelse. Efter at de første Hilsener var vekslet, og alle, lige fra Anette til den mindste, var bleven trykket til Faderens Bryst, åbnede han sit Tornister, tog en flittig brugt Bibel frem, som havde været hans Ledsager og hans Trøst under det langvarige frygtelige Felttog.

„Andersen," sagde Faderen med et Smil, der bragte en Strøm af Glæde til den unge Piges Hjerte, „husker du denne? Jeg har lært at vurdere den højt, ligesom du gør, mit Barn Jeg har bedet for dig, og du har bedet for mig, da vi var langt borte fra hinanden. Lad os nu knæle ned i dette kære Hjem, som Gud i sin Nåde har ført mig tilbage til, og med ydmyge, taknemmelige Hjerter bede og prise ham tilsammen!"