Mellem de Cottiske Alper, der skiller Frankrig fra Piemont, ligger dybt nedsænket en lille grøn Dal, som kaldes Val du Bern er. Mod Nord og øst var Dalen beskyttet af en alvorlig og majestætisk udseende Skov, der nåede langt op over Fjeldskråningerne.

Det var ved Midsommerstid, og Skoven var iklædt Sommerens rige, mørke Løvdragt. Endnu højere oppe lå vidt udstrakte Græsmarker, strækkende sig mod Syd og Vest og beklædte med et frisk, kraftigt Græstæppe og duftende Alperoser. Bjergtoppene, som overalt omkring hævede sig højt op over Skov og Eng, lå omkransede af det ejendommelige, rødlige Skær, der om Sommeren udmærker disse kolde, øde Toppe.

Hyrdedalen (thi dette er, hvad Navnet betyder) bar sit Navn med Rette. Fra umindelige Tider havde Beboerne fra Slægt til Slægt alle været Hyrder. Deres gamle By, som var beliggende midt i Dalen, ejede hverken Torv eller Kirke, og hvad Størrelse og Udseende for øvrigt angår, var alle de små Hytter omtrent ens. De havde alle høje, spidse Tage og var bedækkede med Vinranker. Agrene var små og frembragte kun en sparsom Høst. Jorden egnede sig bedre til Græsavl end til Agerbrug. De mange Skjul, som på ethvert skyggefuldt Sted var opført for Hornkvæg og Får, viste, at Beboerne i Hyrdedalen hverken led af Dovenskab eller af Mangel. De tunge Følger af Fattigdom og Lediggang så man ikke noget til blandt den hærdede, flittige Befolkning. De samme Skove og Bjerge, som skilte dem fra Verden udenfor, skilte dem også fra Verdens Forfængelighed og Pragt, og de indestængte Omgivelser medførte, at deres Liv på én Gang forløb både fredsommeligt og frit.

Beboerne i denne lille ensomme Dal var alle ligefremme og nøjsomme Mennesker, der vel var uden højere Kundskaber, men dog ikke uden Oplysning i Ordets bedste og højeste Betydning. De tilhørte den gamle Valdensermenighed, der lige fra den Tid, da mange af Europas Folkeslag tilbad Afguder, havde bevaret den rene Tro. De havde i flere Århundreder ejet det, som blev skattet højest af alt i Valdansernes Dale, nemlig et Eksemplar af Bibelen på deres Modersmål, en gammel provencalsk Dialekt, der var en Blanding af Fransk og Italiensk.

Denne herlige Ejendom var Beboerne en Kilde til større Glæde end alle deres store Kvæghjorde og frugtbare Græsgange. På Grund af Fædrenes store Mod og Standhaftighed var den bleven bevaret fra de katolske Præsters Efterstræbelser og de rå Soldaters Plyndringer under de værste Forfølgelsesperioder. De havde

fået den i Arv tilligemed deres gamle Tro og kristelige Frihed, og den havde bragt de gamle Trøst og de unge Undervisning. Forældrene lærte Børnene at læse den hellige Bog og efterleve dens Forskrifter. Børnene modtog denne Undervisning ved Hjemmets Arne; thi der fandtes ingen Skole i Byen, og skulle man til Kirke, måtte man til en afsidesliggende Dal, hvortil Vejen var så farlig, at kun de kraftigste og mest uforfærdede vovede at foretage den dristige Færd i Sommertiden. Deres gamle Præst havde ikke i mange År kunnet aflægge et Besøg hos Folket i Hyrdedalen; men ved den fra Fædrene nedarvede Bibel i Hjemmet og i Ly af de høje Bjerge som et Værn rundt omkring henlevede de et stille Liv i Herrens Frygt, forventende den Stad, hvis Bygmester og Forarbejder er Gud, medens de hele Tiden holdt Guds Ord højt i Ære, øvede Kærlighed og vandrede ydmygt for Gud.

I alle de Dale, som lå imellem Hyrdedalen og Susa, en gammel befæstet By i Piemont, beliggende flere Mil fra Hyrdedalen, fandtes der i de Tider ingen Bibel. Folk foretog lange Rejser til Val du Berger for at hente Undervisning og Trøst af den hellige Bog, og af og til hændte det, at de fornemste Mænd i andre Dale lånte den, dog kun mod at afgive et skriftligt Løfte om at tage godt Vare på den og bringe den uskadt tilbage. Foruden dette, at Bibelen var deres Arv, var man i alle Dalene enige om, at den intetsteds var bedre bevaret end i Hyrdedalen, hvis afsondrede Beliggenhed og Beboeres navnkundige Mod gjorde det mindre sandsynligt, at listige Munke eller lejede Spioner vilde vove sig dertil i deres Søgen efter kætterske Bøger.

Det, som vi her skal fortælle om, fandt Sted for omkring et Århundrede siden, på et Tidspunkt, da den fremskredne Videnskab og Oplysning alene burde have bragt de katolske Fyrster til at afholde sig fra åbenbar Forfølgelse mod deres Undersåtter for Samvittighedens Skyld. Regenten i Piemont, som var Stamfader til den nuværende Konge af Italien, lod Valdenserne være i Fred. Men de gamle Love med deres Tro og Gudstjeneste var ikke ophævet; den katolske Befolkning på Sletterne nærede den gamle Fordom imod dem, og de katolske Præster havde endnu den gamle Ret til at trænge ind i deres Hjem og skaffe sig Underretning om deres private Liv og religiøse Sæder. Som Følge heraf holdt Beboerne i Hyrdedalen Bibelen skjult og bevogtede den med største Omhu; men så langt tilbage, som den dalevende Slægt kunne mindes, var der aldrig bleven gjort endog blot et Forsøg på at komme deres Bibel til Livs. Den afsides beliggende Dal var ikke i lange Tider bleven forstyrret af katolske Udsendinge, og ved Midsommertid forlod så mange af Indbyggerne som muligt deres Hytter og drog op til de højt beliggende Græsgange, hvor Mændene klippede Får og vogtede deres Hjorde, medens Kvinderne tilvirkede Smør og Ost i de Fjeldhytter, som var bleven opførte i dette øjemed.

Byen stod nu fuldstændig forladt; der var ingen hjemme med Undtagelse af nogle få gamle og de små Børn samt nogle unge Piger, der skulle besørge det nødvendige Husarbejde. Dette var imidlertid ikke noget usædvanligt i Hyrdedalen. Udvandringen til Græsmarkerne oppe imellem Fjeldene hørte med til Udøvelsen af deres Virksomhed til Livets Ophold og fandt derfor Sted hvert År ved Midsommer. Stedets Beboere var da som Regel borte en Måned eller mere for så på det rigtige Tidspunkt at vende tilbage for at høste Kornet, når dette blev modent. Hver Uge gik der Bud mellem Dalen og Bjergene for at holde alle underrettede om, hvorledes det stod til på begge Steder.

Den hærdede Hyrdebefolkning udviklede stort Mod og megen Sjælsstyrke på ethvert Alderstrin af deres Liv. De gamle Bedstemødre, de unge Piger og de små Børn kendte ikke til Frygt for noget, når de blev alene i den lille, af Bjerge omsluttede Dal; thi den store Skaber, som havde lagt Bjergenes Grundvold, var deres Tillid og Styrke. Tyve og Røvere havde man aldrig set noget til i Hyrdedalen - den lå alt for langt udenfor den almindelige Færdsel, og de tarvelige Hytter rummede ingen Rigdomme, der kunne øve Tiltrækning på sådanne Mennesker. Al den Ejendom, som fandtes: Agerbrugsredskaber, hjemmelavet Husgeråd, og hjemmevævede Klæder - alt overlod man uden Frygt til de svage Vogtere, og hvad der var det dyrebareste af alt: den gamle, uvurderlige Bibel lod man også blive tilbage. Tidligere havde Hyrderne haft for Skik at tage den med til Bjergene for det Tilfældes Skyld, at en eller anden listig Munk skulle benytte sig af deres Fraværelse og fratage dem Skatten; men af Hensyn til, at man i så mange År havde været fri for sådanne ubudne besøgende og til den almindelige Tillid til Jasperine Colberts Klogskab og Årvågenhed lod de nu stadig Bibelen blive liggende på dens sædvanlige Opbevaringssted   i Jasperines gamle Egetræskiste.

Jasperine var den ældste Kvinde i Byen, 91 År gammel. Den travle og regelmæssige Levemåde i Forening med den friske Fjeldluft havde gjort sit til, at hendes Åndsevner endnu var vel bevaret, og når undtages den bøjede Skikkelse og det sølvhvide Hår kunne man hos hende ikke se videre Spor af den høje Alder. Bibelens Opbevaring havde været betroet til hendes Slægt hele Tiden, siden en af hendes Forfædre, en valdensisk Præst, der var navnkundig for sin Lærdom og sine Rejser, førte den med dertil fra Universitetet i Lyon, hvor den efter Sigende var bleven trykt på den første Presse, som fandtes i Staden.

Den colbertske Slægt havde med Troskab våget over den Skat, som var dem betroet. I fem Slægtled kunne den opvise lige så mange Martyrer, der havde ladet Livet for Bibelens Opbevaring, og af disse Martyrer var Jasperines Fader den ene. Når de om Vinteren sad sammen med hende om et flammende Bål, plejede hun ofte at fortælle sine egne og Naboernes Børnebørn om den sidste store Forfølgelse, som fandt Sted i hendes Ungdom, da hun og hendes Slægtninge midt om Natten måtte flygte gennem Skove og Fjelde ind i Daufine. „Moder Jasperine", som Dalens Beboere fortroligt kaldte hende, var en af de få genlevende, som erindrede „de onde Dage", da de, som ikke vilde forsværge deres Tro, med Ild blev drevet ud af deres lune Boliger og måtte udstå svære Lidelser på de snebedækkede Alper. Disse Minder, de Lidelser, hun havde gennemgået for deres Tros Skyld, samt hendes Gudsfrygt og usædvanlige Forstand - alt dette gjorde, at de ligefremme og oprigtige Dalbeboere viste hende mere end almindelig Ærbødighed og Agtelse. Årene havde lært hende Visdom, og de grå Hår var en Hæderskrans, som hun havde vundet på Retfærdighedens Vej. Dalens Bibel var i sikker Forvaring hos hende, ligesom den havde været det hos hendes Fader, og den dyrebare Skat skulle gå i Arv til hendes ældste Søn efter hende.

Jasperine havde kun to Børn - således kaldte hun dem endnu, skønt de begge var komne langt til Års, havde egne Familier og boede i to gamle, men vel vedligeholdte Hytter, der stod ved Siden af hinanden under et stort Morbærtræ i en af de roligste Egne i Dalen. Fra Hytternes Dør kunne man på den ene Side se de grønne Græsgange, der strakte sig op ad Fjeldskråningerne, og på den anden Side Randen af den mørke Fjeldskov og den smalle Sti, der slyngede sig under Træernes Skygger hen imod den befæstede Stad Susa.

Det virksomme Liv, som under sædvanlige Forhold herskede i disse to Hytter, indskrænkede sig nu ved Midsommertid til gamle Jasperine, som sad ved Døren til den ene Hytte og strikkede, omgiven af to legende Børn, hendes Sønnesønner Louis og Henry, begge syv År gamle. Ved den anden Dør sad Grete, hendes forstandige Sønnedatter, en sød, tankefuld lille Pige på tretten År, med en lille Broder på Skødet. Alle de andre Medlemmer af Familien var gået op i Bjergene. Aftenen var lummer, og der herskede en trykkende Stilhed overalt omkring. Græshoppernes Sang og Biernes Summen var det eneste, der afbrød Stilheden. De to små Drenge begyndte at blive trætte af at lege, og på deres Løfte om at være stille og gode lovede Bedstemoderen at tage den velforvarede Bibel frem og læse for dem Beretningen om Patriarken Jakob og hans Sønner.

„Lad mig også få Lov til at høre, Bedstemoder," sagde Grete, idet hun nærmede sig med den lille i sine Arme. „Jeg skulle ønske, jeg kunne læse Bibelen så godt som du."

„Det vil du nok lære med Tiden, min Pige, og jeg håber, du vil læse den med Forstand." Det går ikke så hurtigt for os at samle Kundskaber, da vi ingen Skoler har, således som jeg har hørt, man har i Byerne udenfor vore Bjerge. Men nu har vi en Stund i Stilhed - lad os nu benytte den til at læse noget sammen, der kan opmuntre os lidt i vor Ensomhed."

Med disse Ord gik Moder Jasperine ind i Hytten, trådte hen til den gamle Kiste ved hendes Seng og tog frem en stor Bog med Messingspænder og i et Futteral af Gedeskind. I vor Tid vilde ingen have påstået, at Bogen var smukt indbunden. Den savnede ganske de Prydelser, som vor Tids Bogbindere kan fremstille; men de mørke, grove Pergamentblade indeholdt dog det Livets Ord, som i Europas mørkeste Århundrede havde kastet deres Stråler ud over Alpedalene og været den levende Kilde, hvorfra så mangen Martyr havde hentet Næring for sin Tro. Bogen udgjorde derhos al den Litteratur, som dette jævne Dalfolk havde nogen Forestilling om, og havde samme Interesse for gamle og unge.

Moder Jasperine satte sig på sin vanlige Plads, Grete ved hendes Side med den halvsovende lille Denis på sine Knæ, medens begge Drengene tog Plads ved hendes Fødder. De lyttede alle med spændt Opmærksomhed, medens den gamle Kvinde oplæste den underfulde Beretning om Israels Børns Stamfader. I denne lille Kreds var Livets tidligste Morgen og dets seneste Aften repræsenteret. Den gamle Kvinde og de unge Børn sad under Vinranken, der omgav Fædrenehyttens Dør, og læste om den Patriark, der ligesom deres eget Folk havde været en Hyrde og en fremmed på Bjerg og i Dal.

Så optaget var de af Fortællingen og af Bedstemoderens Forklaringer — thi skønt Moder Jasperine kun havde ringe Kendskab til andre Emner, var hun grundigt inde i Bibelen — at ingen af dem lagde Mærke til, at en fremmed med hurtige Skridt kom gående ned ad Skovstien og nærmede sig deres Hytte, førend lille Denis ved en Bevægelse bragte Grete til at vende sig om.

Ikke alene var Ankomsten af en fremmed noget højst usædvanligt i Hyrdedalen; men hans Udseende var så forskelligt fra Hyrdefolkets, at det uvilkårligt måtte vække Opmærksomhed. Det var en høj, mager Mand, iført en lang, grå Klædning af groft Tøj, sammenbunden om Livet med et Reb af Hamp. Han gik barbenet, og ved den ene Side bar han en stor Pose, medens der ved den anden Side hang et Perlebånd med et Kors forneden. Han havde langt Skæg, og Hænderne var ret smudsige. På Hovedet havde han en Kappehætte, og når Vinden nu og da kastede denne tilbage, kunne man se, at Mandens Isse var raget. Grete og Drengene, der aldrig før havde set en sådan Person, betragtede ham med stor Forbavselse; men den unge Pige lagde Mærke til, at hans Gang, som før havde været hurtig, pludselig blev mere langsom, da han fik dem at se, og han nærmede sig Døren, støttende sig til den lange Stav med et Udseende, der vidnede om stor Træthed.

„God Aften, mine Børn," sagde han. „Vil I tillade en stakkels træt vejfarende at hvile ud hos Eder og slukke sin Tørst med en Drik frisk Vand? Jeg er gået vild i Bjergene på Vejen til Mariadalen og er nær ved at forsmægte af Tørst og af den stærke Hede."

„Det er et godt Stykke Vej fra Mariadalen, min Herre," sagde Grete, som påtog sig at lede Samtalen, da hun til sin Forundring mærkede, at Bedstemoderen var gået ind i Hytten. Gæstfrihed ansås for at være en af de fornemste Pligter blandt Bjergfolkene, hvorfor Grete tilføjede: „I må så gerne hvile Eder her, dersom I blot vil tage til Takke med, hvad vi har." Med disse Ord førte hun ham ind i Familiens Fællesstue, et ganske enkelt Kammer med hvidmalede Vægge, Stengulv og tarvelige, hjemmelavede Stole og Bord. Lille Denis satte hun hen i et Hjørne af Værelset og hastede med at sætte Brød, Ost og en Krukke Gedemælk frem. Den fremmede udviste langt mere Taknemmelighed, end Grete syntes, hun fortjente, roste Maden, roste Huset, begge Drengene, lille Denis og hende selv.

„Han kan sikkert ikke høre vort Folk til," tænkte Grete; „thi så vilde han først have bedet Gud velsigne Maden. Det skal jeg huske at omtale til Bedstemoder." I det samme hørte hun ham spørge Louis, som med den for Børn sædvanlige Nysgerrighed var gået tæt hen til ham for at betragte ham: „Hvor er din Fader og din Moder, min lille Ven?"

„De er gået op i Bjergene sammen med alle de andre i Byen," svarede Drengen.

„Er de alle gået derop, og der er slet ingen hjemme i Dalen uden de gamle og Børnene?" spurgte den fremmede sagte.

"Ja, de er alle gået, og der er ingen anden tilbage," svarede Louis med sin sædvanlige Åbenhjertet. Og medens han talte, kom Moder Jasperine ud af det andet Værelse. Hun bød den fremmede velkommen med den hende ejendommelige Ro; men Grete mærkede, at Bedstemoderen havde gemt Bibelen; og skønt der næppe var noget at se på hendes Ydre, kunne hun dog mærke, at den gamle var urolig, da hun satte sig ned med sit Strikketøj.

Den fremmede begyndte på ny med sine Taksigelser og sin Lovtale og gentog Historien om, at han var gået vild på Vejen til Mariadalen, talte om Heden og den Tørst, han havde lidt; men til Louis stillede han ikke flere Spørgsmål. Efter at Moder Jasperine havde givet ham tydelig Vejledning med Hensyn til, hvorledes han skulle finde Vejen, og han havde spist sig godt mæt, rejste han sig straks for at gå, idet han sagde, at Dagen jo alt var så langt fremskreden, at han nok vanskeligt vilde kunne nå sit Bestemmelsessted inden Nattens Frembrud. Beboerne bød ham Farvel, og den fremmede gik sin Vej med en Hastighed, som var forbavsende for en, der skulle være så udmattet. Moder Jasperine stod ved det nærmeste Vindue og fulgte ham nøje med sit Blik, og da hun vendte sig om, mærkede Grete, at Bedstemoderen så meget bekymret ud.

„Har jeg gjort noget galt, Bedstemoder?" spurgte den elskelige lille Pige. „Var det måske urigtigt af mig, at jeg bød den fremmede gå ind?"

„Nej, det var rigtigt, mit Barn. Du har ikke gjort noget, som volder mig Bekymring."

„Men Bedstemoder, hvorfor er du dog så bedrøvet og urolig?"

„Ja det kan jeg ikke så godt sige dig, Grete. Gamle Folk plages undertiden af urolige Tanker - de frygter for Højderne og ræddes på Vejen, som Salomon siger. Men Grete, du er hurtigere til Bens end jeg. Vil du gå et Ærinde for mig hen til Andre du Roche? Han hugger Brænde i Dag ved la Reste. Der er ikke så langt derhen, og du kan nok være tilbage inden Solnedgang. Sig til ham, at Moder Jasperine vil tale med ham så snart som muligt."

„Men skal jeg da lade dig og Børnene være alene - er du bange for noget, Bedstemoder?" spurgte Grete, medens hun tog de grove Alpesko på, som hun plejede at bruge på sine Fjeldture.

„Han, som er over os, er med os; hvorfor skulle vi frygte?" svarede Moder Jasperine, og det urolige Udtryk forsvandt fra det milde, fredelige Ansigt. »Men gå nu og kald på Andre; jeg skal nok passe lille Denis."

Næste Øjeblik var Grete med hurtige Skridt på Vej hen ad Skovstien til la Reste, en fremspringende Fjeldtop ved den yderste Rand af Skoven. Denne Plet var af stor Betydning for Folket i Hyrdedalen; thi på dens højeste Punkt var der rejst en Træstang, hvorpå man plejede at hejse en rød Fane, når en Fare truede. Dette var et Tegn til alle, som befandt sig oppe på Bjergene, at de skulle skynde sig hjem. I de senere År havde det sjælden været nødvendigt at hejse dette Alarmsignal, der dog blev opbevaret i et gammelt hult Træ. Andre du Roche, en hæderlig Brændehugger, var betroet Omsorgen for dette Signal. Det var Andres Stolthed, at hans Bedstefaders Fader, der var Brændehugger ligesom han selv, ved den samme røde Fane havde reddet Dalen fra Hertugen af Savoyens Krigere, og han kunne, om det var nødvendigt, stille den op, så den kunne ses lige op til Gletscherne, hvor Sneen aldrig smeltede om Sommeren. Grete fandt ham i Færd med at splitte et nedfaldent Fyrretræ og fremførte sin Bedstemoders Ærinde.

„Godt," sagde Andre, „når det kommer, an på at gøre Moder Jasperine en Tjeneste, så går jeg gerne fra det bedste Træ, jeg nogen Sinde har fældet." Han lagde Øksen fra sig og skyndte sig med Grete tilbage til Dalen.

Moder Jasperine sad i Døren og blev åbenbart meget glad ved Synet af Andre. Hun mindede imidlertid Grete om, at Gederne skulle malkes, og at Solen var ved at gå ned. Børnene var alle i Seng, og da den lydige Pige gik for at udføre sine vanlige Syslen blev Moder Jasperine alene tilbage hos Brændehuggeren.

„Jeg har sendt Bud efter dig, Andre," sagde den gamle, som havde oplevet den sidste store Forfølgelse i Dalene, „fordi jeg nærer Frygt - måske kun en tåbelig Frygt. Der kom en barfodet Munk til vort Hus her i Dag. Jeg har nu i de sidste 30 År, Gud ske Lov, ikke set et eneste af disse Mennesker. Men Andre, i min Ungdom kom Munkene akkurat på samme Måde, inden Præsterne og Soldaterne overfaldt os. Man siger jo nok, at Tiderne har forandret sig, og jeg håber, det er Tilfældet; men jeg hørte ham spørge lille Louis, om alle vore Mænd var gået op i Bjergene, og jeg er bange for, at han så et Glimt af Bogen i min Hånd, inden mine gamle Øjne opdagede ham. Jeg lagde den på Bunden af min Kiste, førend jeg gik ind for at tale med ham. Det er måske Tegn på svag Tro, Andre; men jeg vil bede dig om at give Agt på Vejen til Susa og straks hejse det røde Flag, dersom du skulle se nogen komme derfra, der kunne ligne Præster eller Soldater."

„Det skal jeg nok, Moder," svarede Brændehuggeren; „ikke så meget som en Rotte skal kunne gå over Vejen til Susa, uden at jeg ser den. Men de kloge siger jo, at Forfølgelsestiderne nu er forbi, og at de aldrig mere skal komme tilbage. Det er også blevet mig fortalt, at der på den anden Side Bjergene er en Præst, som har været i England, og at enhver derovre har sin Bibel og kan læse den uden Frygt, og denne Præst skal have sagt, at vi også her i vor Dal en gang vil komme til at nyde Frihed."

"Måtte Gud, fra hvem alle gode Gaver kommer, ordne - det så, og måtte Folket under disse bedre Tider blive mere taknemmelige for sådanne Fortrin," svarede Moder Jasperine. „Men Andre," vedblev hun, „jeg frygter for, at denne Munk har onde Hensigter. Du må være på Vagt og hejse Fanen, dersom du ser nogen truende Fare. Men jeg ønsker dog, at denne Sag kun skal være os to imellem, så at vi ikke for tidlig skræmmer de gamle og Børnene, som er tilbage i Byen."

„Det skal så ske, Moder," svarede Andre. „Men Skyggerne bliver længere og længere, og mine Sønner kommer snart hjem fra Arbejde i Skoven og vil undres over, hvor jeg er."

„God Nat, og må han, som ikke slumrer og ikke sover, bevare både eder og os!" sagde Moder Jasperine, da han forlod Hytten og skyndte sig hjem til sin Bolig mellem de høje Fyrretræer.

Grete, som på Bedstemoderens Anmodning var gået hen at malke Gederne, da Andre kom, tænkte i sit stille Sind på, hvad der vel kunne være Årsag til den synlige Uro hos Bedstemoderen den Dag, og hvorfor hun vel havde sendt Bud efter Andre. Men da Valdenserne stadig indprentede hos de unge at vise Ærbødighed overfor de gamle, vovede hun ikke at stille noget Spørgsmål, da hun kom tilbage og fandt, at Andre var gået. Moder Jasperine havde atter genvundet sin sædvanlige Ro; men i sin Aftenbøn bad hun med stort Alvor om, at de måtte blive bevarede for onde Menneskers Anslag, samt om, at den dyrebare Livets Bog måtte forblive hos Folket i Hyrde dalen. Ved dette blev Grete ligesom greben af en uforklarlig Angest, og da hun gik til Hvile, sukkede hun til Gud i sit Hjerte, at han måtte holde sin beskyttende Hånd over deres Hjem, ligesom hun også ønskede, at hendes Fader, Onkel og to voksne Brødre ikke havde været så langt borte.

Da Morgenen oprandt med sit klare Lys, den friske Luftning og Fuglenes liflige Sang, forsvandt imidlertid dette triste Indtryk hos hende. Grete skyndte sig til sin daglige Gerning, og alt gik sin jævne Gang. Børnene legede, de gamle sad udenfor Dørene hver ved sin Hytte. Det samme gjorde også Gretes Bedstemoder, der dog ofte kastede ængstelige Blikke hen ad Skovstien, og det var den Dag ikke muligt at få hende til at tage den kære Bibel frem.

Varmen tiltog i Dagens Løb, og Solen skinnede klart; men Luften var alligevel tung og lummer, således som den ofte er, før et Tordenvejr bryder løs.

„Det varer måske endnu nogle "Timer, før Uvejret kommer," sagde Moder Jasperine til sig selv. „Men de truende Skyer skal sikkert nok holde Sletteboerne hjemme i Dag. Min kære Grete, jeg er træt og søvnig og går hen og lægger mig en Stund; men skulle der komme nogen fremmed lig den, som var her i Går, så væk mig øjeblikkelig."

„Ja, Bedstemoder, det skal jeg nok. Venter du den fremmede tilbage igen?" tilføjede hun.

„Nej, mit Barn, men fremmede Mennesker, som man hverken ventede på eller ønskede skulle komme, har tidligere undertiden indfundet sig i disse Dale, og jeg vil gerne vide, når der kommer nogen, især nu, da vore Mænd er borte."

Med disse Ord gik Moder Jasperine ind for at hvile lidt. Hele Byen syntes at følge hendes Eksempel. Børnene ophørte lidt efter lidt med at lege, og hver gik til sit Hjem, medens de ældre forlod deres Pladser ved Dørene. Den varme, tunge Luft virkede søvndyssende både på små og store. Louis og Henry lagde sig i Græsset ved Foden af det skyggefulde Morbærtræ og faldt snart i sød Slummer. Lille Denis sov i sin Vugge, og kun Grete var vågen.

Overladt til sig selv og sine egne Tanker kom Grete til at mindes Patriarken Jakobs Historie, som Bedstemoderen havde læst for hende Dagen i Forvejen, da de blev afbrudt ved den fremmedes Ankomst. „Jeg tror sikkert, jeg kan læse den på egen Hånd nu, da jeg har så god Tid, og alle sover," tænkte Grete. „Bedstemoder havde visselig ikke noget imod, at jeg tog Bibelen en kort Stund, dersom hun var vågen; thi hun ved, at jeg sætter stor Pris på den og behandler den forsigtigt. Men nu vil jeg ikke vække hende. Hun er gammel og trænger til Hvile. Jeg tror ikke, at det kan være urigtigt, om jeg går hen og tager den ud 'af Kisten. Jeg skal gøre det så stille, at Bedstemoder ikke vågner."

Med sådanne Tanker gik Grete hen for at følge sin Indskydelse. Moder Jasperine boede hos sin ældste Søn, som var Louis's og Henrys Fader. Grete var en Datter af hendes yngste Søn; men alle Colberts boede sammen som én Familie. Som allerede nævnt stod deres Hytter Side om Side lidt udenfor Byen. Grete behøvede blot at gå ind i den anden Hytte og lydløst liste sig ind i Bedstemoderens Værelse for at tage Bibelen frem fra dens Plads i Egetræskisten. Det var imidlertid ikke let at få fat i den dyrebare Bog, der var så godt indsvøbt og skjult under Bedstemoders Tøj. Endelig fandt hun den dog, og det lykkedes hende at tage den frem uden at forstyrre Bedstemoderen, og nogle Øjeblikke senere sad hun i sin Faders Hytte ved Siden af den lille Broders Vugge henne i et Hjørne, hvor Lyset fra det åbne Vindue faldt på Bogen, medens både denne og hun selv befandt sig i Skyggen. Som Moder Jasperine allerede havde bemærket, var det ingen let Sag for Folket i Dalene at lære at læse, dels fordi Børnene ikke havde andre Lærere end deres egne Forældre og pårørende, og dels fordi Tiden var stærkt optaget med Arbejde. Men Grete havde været flittig til at benytte sig af Bedstemoderens Undervisning, og hendes Glæde var derfor stor, da hun i denne stille Stund kunne stave sig igennem Patriarkens Historie.

Fuldstændig optaget som hun var med sin Læsning, løftede Pigen ikke Blikket fra Bogen, skønt hun syntes, hun kunne høre Lyden af listende Fodtrin i Nærheden, førend hun med Forfærdelse hørte en fremmed, grov Mandsstemme i Hytten ved Siden af sige:

„Det kan ikke hjælpe noget, Du gamle, vi er kommen for at hente Bogen, og Bogen vil vi have! Hvor er den kætterske Bog?"

Disse Ord bragte Grete til at gyse. Hun vidste kun alt for godt, hvor ofte denne for hendes Folk så dyrebare Bog var bleven efterstræbt og med Vold borttaget fra de andre Byer, og ved at se ud gennem Vinduet fik hun Øje på en hel Flok Mænd, der havde samme Klædedragt som den fremmede, der besøgte dem Dagen i Forvejen, og de korn nu alle hen imod Hytten, hvor hun befandt sig. Det vilde være en let Sag for dem at finde Bibelen og tage den fra hende og hendes Folk, og Skylden vilde komme til at falde på hende, da hun var den, som havde taget den ud af Kisten, hvor Bedstemoder havde gemt den så godt. Der fandtes intet Sted i Nærheden, hvor hun kunne gemme den i Sikkerhed. Gik hun forbi Vinduet, vilde Mændene få Øje på hende og Bogen. Pludselig kom den Tanke til hende, at hun skulle løfte Uldtæppet, som bedækkede lille Denis, og lægge Bibelen i Vuggen ved Siden af Barnet. Næppe var dette gjort, før Mændene styrtede ind. Grete, der endnu var bleg som et Lig, fortsatte imidlertid roligt at vugge sin lille Broder.

Hvor forandret. både i Udseende og Optræden var ikke den Mand, som Dagen forud havde besøgt dem, da han og hans Ledsagere nu undersøgte hver eneste Krog i Hytten! Hverken Lås eller Lukke kunne standse dem. Undersøgelsen var dog snart endt. De havde trukket frem alt, hvad den fattige Familie ejede, og kastet alting hulter til bulter omkring; men det faldt dem aldrig ind at se efter i Vuggen.

„Her findes den ikke!" råbte Anføreren. „Vi spilder bare vor Tid. De har gemt den i en af de andre Hytter; men vi skal nok finde den!" Fra Hus til Hus gik nu han og hans Ledsagere, gennemrodende hver eneste Kiste og Skab, alle Kroge og Hjørner, idet de gamle og Børnene var så betagne af Skræk, at de hverken vovede at nægte dem Adgang eller at søge at hindre dem i at vende alting op og ned. Grete kunne ikke få Bedstemoderen i Tale, da en af Mændene holdt Vagt ved begge Hytterne for at forhindre enhver Meddelelse fra den ene til den anden, og hun fortsatte derfor flittigt med at vugge; thi Forvirringen og Spektaklet havde gjort, at lille Denis var begyndt at græde heftigt, medens Henry og Louis, der også blev opskræmte af Søvnen, krøb hen i den mørkeste Krog bag hende.

De stakkels Børns Skræk blev endnu større, da de så Munkene komme tilbage. Den frugtesløse Søgen havde gjort dem rasende. De var ganske forbitrede over at være bleven ført over de stejle Fjeldstier til ingen Nytte og gav nu deres Harme Luft ved spottende Bemærkninger angående Anførerens store Opdagelse. Dette ophidsede ham således, at han tog sin Tilflugt til et af de tidligere onde Tiders usleste Midler. Moder Jasperine var trådt hen til Døren i sin Hytte for at se, hvorledes det gik Naboerne. Idet han greb den gamle Kvinde i Armen, trak han hende voldsomt ind i Værelset, hvor Børnebørnene opholdt sig. „Se her!" skreg han, idet han tog en lang, skarp Jagtkniv under sit Perlebånd frem og svingede den truende foran de små; „jeg ved, at den kætterske Bog findes her, og dersom I ikke fortæller mig, hvor den er skjult, dræber jeg eders Bedstemoder!"

Den stakkels Grete gispede efter Vejret. Et Par Skridt fra ham lå Bogen i Vuggen, og der var ingen uden hende selv, som vidste det. Skulle hun nu lade ham dræbe hendes kære gamle Bedstemoder? Munken gentog sin Trusel og svingede Jagtkniven endnu en gang. Den lille Pige åbnede sine Læber for at røbe Skjulestedet, da Moder Jasperine standsede hende, sigende:

„Grete, mit Barn, ti stille! Hverken Guds eller Landets Love giver denne Mand Ret til at udgyde mit Blod for en sådan Sags Skyld. Ved den Lydighed, som du skylder både mig og dine fraværende Forældre, befaler jeg dig at tie!"

„Hvad! - vover Du at befale hende at tie?" råbte den rasende Munk. „Du gamle Kætterkone, jeg dræber både Dig og din Sønnedatter, dersom I ikke inden fem Minutter fortæller mig, hvor Bogen ligger skjult!"

„Jeg er rede til at dø for vor Bibel, således som min Fader og Bedstefader gjorde, dersom Herren, som jeg har tjent i over 90 År, vil det," svarede Moder Jasperine. „Men husk på, at I må stå til Ansvar for denne Gerning både for ham og for Landets Dommere!"

„Jeg dræber Dig alligevel!" Og med Kniven i Hånden styrtede Munken hen imod hende.

„Å Bedstemoder, lad mig sige det!" råbte Grete fortvivlet. Men medens hun udtalte disse Ord, hørtes en lang, vedvarende Lyd af en Hyrdefløjte, og snart lød Råbet:

„Mændene i Val du Berger kommer!"

Dette Råb var Signalet til den største Forskrækkelse for Munken og hans Ledsagere. De vidste godt, hvor ilde de stod anskrevne hos Hyrderne for de Voldshandlinger, som deres Orden i henrundne Tider havde øvet i Dalene, og frygtede for det Opgør, som de vilde blive stillet overfor i Anledning af, hvad de nu var i Færd med at gøre, og de greb derfor alle til Flugt, nogle i en Retning, andre i en anden. Anføreren var den første til at sænke sin Jagtkniv og haste af Sted. Men hverken han eller hans Ledsagere kunne flygte så hurtigt, at ikke Hyrderne, som ilede ned ad den stejle Bjergskråning med Moder Jasperines ældste Søn og Gretes egen kære Fader i Spidsen, blev dem var. De yngre iblandt Mændene forfulgte Munkene i alle Retninger, og nogle af dem fik en så alvorlig Behandling, at den vistnok for stedse betog dem enhver Lyst til atter at vise sig i Hyrde dalen. De ældre og mere besindige iblandt Hyrderne skyndte sig hen for at se til de hjælpeløse Børn og de gamle Forældre, som de havde efterladt i Hjemmene.

Brødrene Colbert var de første til at styrte ind i Hytten, hvor Moder Jasperine og hendes Børnebørn endnu stod så rædselsslagne, at de næsten ikke vidste, om de selv var reddede eller ej.

„Har de taget Bibelen fra os Moder?" råbte de begge på én Gang. Men inden den gamle endnu kunne svare, trådte Grete hen til Vuggen, løftede Uldtæppet og viste dem den dyrebare Bog, som lå vel bevaret ved Siden af lille Denis.

„Hvor omhyggeligt jeg end havde søgt at skjule den for disse onde Menneskers begærlige Blikke, så vilde den dog ingensteds have været så vel forvaret som på dette tilfældige Skjulested," sagde Moder Jasperine, da Grete endelig havde fattet sig, så hun kunne forklare, hvorledes det hele var gået til. „Livets dyrebare Ord er blevet bevaret ved et lille Barn, netop ligesom vor gamle og rene Tro blev bevaret ved enfoldige Hyrder i vor Dal, da denne Verdens vise og mægtige havde forglemt den. Og således er det jo, at Sandheden altid bliver hos dem, der er besjælet af sand Enfoldighed."

Ro og Orden var straks genoprettet i Byen. Kvinderne kom ned fra Fjeldstederne for at høre, hvad der var sket, og hele Dalen glædede sig over, at den kære Bibel var i Behold. Andre du Roche fik Ros for sin Påpasselighed ved at hejse det røde Faresignal, så at Mændene i rette Tid kunne ile ned fra Bjergene. Endnu mere Ros fik Grete Colbert for sin Åndsnærværelse og Kløgt. Men frem for alt takkede de ham, som i sin Nåde havde ladet det hele få et så lykkeligt Udfald.

Dette var den sidste Efterstræbelse, som Præster og Munke vovede at foretage i Hyrdedalen. Familien Colbert fik fra nu af Lov til at beholde Bibelen i uforstyrret Ro. Lille Denis, i hvis Vugge Bogen var skjult, voksede op og blev til en Mand, der senere fik Bibelen i sin Varetægt. Ved sin Død overlod han den som en dyrebar Arv til sine Efterkommere, der nu ikke mere behøver at skjule den, eftersom Lysets og Frihedens Dag er gryet også i Piemonts Dale.

Måtte denne sandfærdige Beretning bidrage til, at vi, som ejer denne dyrebare Bog og frit kan læse eden, kunne lære at elske og skatte den, som vi bør! Måtte vi altid huske Herrens alvorlige Formaning: „Enhver, hvem meget er givet, hos ham skal man søge meget; og hvem meget er betroet, af ham skal man kræve mere." Luk. 12,48.