Legemets Holdning, Anstand og Bevægelser.
Til fuldstændig Dannelse hører også en smuk, naturlig Gang og Legemsholdning m. ni. Et oprejst, rankt Legeme, uden Skævhed og ført med naturlig Gratie er kun, hvad den første Adam fik med sig i Livet som en Gave fra Gud. Det modsatte kan derfor hverken kaldes Beskedenhed eller god Opdragelse. Tvungen, påtaget Stivhed er heller ingen Dyd. Dog skal man ikke gå foroverbøjet gennem Livet som en gammel Tigger. Hovedet bør bæres med en ret, opstrakt Hals, let og utvungent uden at være kastet bagover og uden at hænge frem over Brystet. Begge Fejl er for enhver lige utækkelig.

En Persons Karakter afspejler sig ofte i den Måde, hvorpå han eller hun fører sig. En slap Holdning anses som Tegn på Sløvhed i Karakter, Mangel på Vilje og Energi.

Idealet for god Holdning opnås lettest ved plastisk Gymnastik.

Under Samtale vendes Hovedet med naturlig Gratie mod den, man hører på eller tiltaler.

Overkroppen bæres i Harmoni med de andre Legemsdele. Skuldrene trækkes tilbage, hvorved Brystet af sig selv skydes frem og lader Lungerne uhindret besørge deres Funktion. Hofterne og Maven bør trækkes godt tilbage.

I Arm og Håndbevægelser kan der lægges megen Ynde. At slå ud med Arme og Ben praktiseres mindre i Norden; kun på Folkemøder og Prædikestolen er lidt Håndbevægelse tilladt.

At Fingrene uafladelig er i Bevægelse, at gnide Hænderne i hver andre og at pille sig i Næsen eller at renovere sine Negle, hvor der er flere til Stede, er absolut upassende.

Som drukken ser den ud, der sætter Albuerne på Bordpladen og støtter Hovedet i Hænderne. Man bør vænne sig til at sidde ret uden at falde sammen og uden Stivhed.

At en siddende Herre strækker Benene langt hen ad Gulvet, og at en Dame sidder med Knæene vidt spredte, virker højst utiltalende; den anden Yderlighed: at trække Fødderne længst hen under Stolen, klæder heller ikke.

Man bør ikke gerne byde nogen en Stol, som en anden lige i Forvejen har siddet på, eller selv benytte en sådan; ligeledes bør man undgå at vende Ryggen til nogen i Talens Løb.

På Gangen bør der lægges stor Vægt. Den skal være utvungen, elastisk og let, men dog tillige tyde på Kraft og fuldkommet Herredømme over hver Bevægelse. Blikket rettes frit lige ud. Man kan lægge Mærke til alt, hvad der passerer til Siden, uden dog at løbe mod Folk, man møder, eller at falde over sine egne Ben. For at opnå en gratiøs, let Gang må man særlig inden Vægge altid sætte Tåspidserne til Gulvet. Armene føres taktsvarende til Føddernes Bevægelser. Fingrene holdes samlede og let bøjede, således at Pegefingeren krummes mindst, Lillefingeren mest.

Blik og Ansigtsudtryk.
Et ærligt, varmt og frit Blik tiltaler ethvert uforfærdet Menneske og er en Pryd for den, hvorfra det kommer. Frimodig og med utvungen Beskedenhed i Forbindelse med Bevidsthed om vort eget Værd som Menneske kan vi se hverandre i øjnene, der bør have et roligt Udtryk. Det er dog ikke altid heldigt at lade Blikket røbe den sjælelige Tilstand. Frem for alt må man vogte sig for Blikke, der vidner om sanseligt Begær. Et Ansigt forskønnes bedst ved Udtryk, som tyder på et ædelt Menneske, et kærligt Sind. Fordrejninger af Mund og Ansigt må man vogte sig for. Der må kun åndes gennem Næsen og ikke vises et unaturlig, panderynket Ansigt.

Høflighed.
Som Talen er et Udtryk for vore Tanker, skal den Måde, vi optræder på, være et Udtryk for den Agtelse, vi nærer overfor andre.

Høflighedens Form bør nogenlunde afpasses efter dem, man i hvert enkelt Tilfælde har for sig. Blikket bør man holde vel i Tømme. Det anses for slet Opdragelse at kaste skarpe, forskende Blikke på Gæster og rejsende for at fiksere deres Toilette.

Hvor der er trang Plads, hører det med til Høflighed, at man rejser sig og overlader sin Siddeplads til en ældre eller syg, og Herrer til Damer, som da ikke bør modtage den uden Tak. Altid bør man være parat til at hjælpe en anden med at få Ydertøjet af og på. Man bør så vidt muligt undgå at omtale andres Fejl, når de er fraværende, eller i Nærværelse af flere. Heller ikke er det nødvendigt at omtale personlige Fejl, som disse selv vedkender sig.

Man bør erkende andres gode Egenskaber uden selv at optræde som en smiskende øjentjener.

Hilsen.
Menneskets Karakter og Dannelse ses ofte i dets Hilsen. Kun få gør sig det klart, hvor meget der kan lægges i en Hilsen, hvilken Magt den kan have til at glæde eller såre.

Vor Hilsen skal være Tegn på den Agtelse eller Ærbødighed etc., som vi bør nære for den, vi hilser på.

Der er tre Grader af Hilsen, som hver har en forskellig Betydning, nemlig den dybe eller ærbødige, dernæst den almindelige eller høflige og den lille Bekendtskabshilsen. Hvordan vor Hilsen end er, må den dog være naturlig.

Hilsenens Art retter sig efter, hvor den sker, og efter dens Stand, som vi hilser på. Er det således et kronet Hoved, en Standsperson, tager det sig bedst ud, at vor Hilsen bærer Præg af dyb Ærbødighed. På vore såkaldte Venner og Veninder hilser vi hjerteligt, med Håndtryk eller med Kys. Har man underordnede, hilser man på dem på en imødekommende Måde.

Som Regel gælder, at den, der i social Henseende anser sig stående under, hilser først, at yngre hilser først på ældre, Herrer først på Damer.

I England hilser dog Damer først på Herrer.

Hvad Håndtryk angår, er det altid den ældste eller den i social Henseende højest stillede, som først giver Hånden. En Herre må altid vente, at en Dame først rækker Hånden.

Vil man standse og underholde sig med en Person, kan man hilse ham allerede på Afstand. Personer, som man ikke vil standse, hilses derimod først, idet man passerer dem.

Møder man Kongehusets Medlemmer, bliver man stående, gør Front mod samme og forbliver i den hilsende Stilling, til vedkommende har passeret, Damer nejende, Herrer bukkende. Denne Hilsen gentages, h' 3r Gang man ude på Gade eller Vej møder de kongelige.

En Herre bør gøre en let For overbøjning med Hovedet samtidig med at aftage Hovedbedækning for at hilse. Hatten aftages med den Hånd, som er længst borte fra den Person, der hilses.

Damer hilses ærbødigt; disse bør hilse venligt.
Mødes en Dame og en Herre på Trappen i et Privat hus, bør Herren hilse, selv om Damen er ham ukendt, Spadserer man med en Dame under Armen, har man Ret til at vente, at en mødende Herre - uanset Alder eller Stand - hilser først, og man besvarer vedkommende Hilsen med den Hånd, man for Anledningen har fri.

Det bør ikke ske, at man bliver siddende og i denne Stilling besvarer en Hilsen fra en Person, som står eller går. Fra Vinduet i Køretøj, eller når andre Omstændigheder ikke tillader, at man rejser sig, indskrænker den dannede Klasses Hilsen sig til en Hovedbøjning.

At hilse på de samme Personer, som den, man for Tilfældet er i Følge med, hilser, anses for overensstemmende med god Tone. Bliver den ledsagende et Øjeblik stående for at veksle nogle Ord med den mødende, fjerner man sig nogle Skridt.

Hvad der bør iagttages på Gade eller vej.
Når man med kort Tids Mellemrum samme Dag oftere møder en og samme Person, hilses vedkommende kun én Gang, højt stående Personer dog to Gange og kongelige Personer hver Gang efter foran givne Regler.

Går to Personer sammen, har den mest ansete Plads til højre. Er derimod tre i Følge, har den mest ansete Plads i Midten. På dennes højre Side går den, der er nærmest i Stilling eller Anseelse. Det røber Ukendskab til Tidens Skik at gå fire ved Siden af hverandre.

Når man færdes eller mødes på Gade eller Vej, bør man altid gå til højre. (Som jo mangt i Verden er bagvendt, har man f. Eks. i Fredrikshald en Politivedtægt, som befaler alle at gå til venstre Side over Broen.) At gå til venstre forbi hinanden anses i Sverrig for det rigtigste.

En Høflighedsbevisning er det at lade forbipasserende Damer og ældre Personer få benytte Fortovsretten.

Det er uhøfligt og ikke tilladt at stå stille og spærre Vejen for andre.

At spise på Gaden eller et Promenadestrøg er noget, som dannede Personer undgår. Sådant kan gøres ved Torve og Udsalgs boder.

Kun slet opdragne Personer hilser med Pibe eller Cigar i Munden.

Ingen Gentleman vil ryge, når man spadserer med eller står i en Dames Nærværelse på Gaden.

Det har et komisk Anstrøg for en Herre at have en Dame under hver Arm.

Når Paraply, Stok eller Solskærm ikke benyttes, må den bæres med Dupskoen mod Jorden, således at den ikke generer de andre spadserende.

Når en Herre spadserer sammen med en Dame, som har noget at bære, må han ikke glemme at tilbyde sin Hjælp. Ankommen til Hovedporten eller Døren åbnes denne af Herren, for at Damen kan passere ind først. Dette iagttages altid, undtagen når en Herre som besøgende i et hvilket som helst Ærinde vises ind i et Værelse af Husets egne Folk.

Man bør ikke stå på Gadehjørner, Hoteltrapper eller andre offentlige Steder og gøre Bemærkninger til forbigående Damer.

Det viser dårlig Opførsel at stirre Folk stærkt i Øjnene eller se tilbage efter dem, le eller råbe højt, idet de passerer.

På farlige, smalle Turiststier giver en Herre altid Damen den sikreste Side af Stien. En Gentleman vil hjælpe en Dame over en farlig Overgang uden forudgående Introduktion og derpå fjerne sig, idet han høflig løfter Hatten og bukker.

På Rejser.
I alle Køretøjer såvel som på Jernbaner overlader man højre Side af Bagsædet til den mest ansete Person, således at vedkommende kører forlæns. Ved Indstigningen i en mindre Kupe hilser man de rejsende, som allerede er der, og vogter sig for at støde til eller træde på nogen af dem. Håndbagage må medbringes, således at den ikke generer nogen af de medrejsende - en Bemærkning, som især Damer bør have i Erindring.

Man bør vise Tjenstvillighed mod rejsende, der stiger ud eller ind, særlig overfor syge, Damer med Børn osv. Trænger man til at sove, kan man gøre sig det så behageligt som muligt, når man ikke derved generer de andre rejsende.

Rygning i en Kupe, hvor Damer holder til, samt Spytning på Gulvet, tillader kun rå, uopdragne Personer sig. Det er i den kolde Årstid uhøfligt og tillige forbudt at åbne begge Vinduer i Kupeen, så at der kommer Gennemtræk. Til sådant bør man i ethvert Tilfælde først udbede sig de medrejsendes Tilladelse.

Man bør ikke skryde for meget af sit eget Land, når man er på Rejse. Kommer der en Samtale i Gang mellem de rejsende, bør en Dame hverken vise sig afvisende eller fortrolig. En dannet Dame kan deltage i enhver anstændig Samtale til Rejseunderholdning uden derved at give Afkald på sin Værdighed.

Gyldne Regler.
Omgås aldrig slet Selskab. Se helst ikke over Skuldrene til en, som læser eller skriver. Gør aldrig Hentydning til en givet Gave eller udvist Tjeneste. Er man sammen med en, der har et Ar, en Misdannelse eller lignende, lader man, som man ikke ser dette. Straf ikke Børn for Fejl, som De selv begår.

Er De Deltager i en Komite eller Bestyrelse, som skal behandle noget sådant som en Bevilling til Dem personlig, bør De fjerne Dem, medens Sagen Dem angående behandles.

Gengæld Gæstfrihed og Forekommenhed, når Anledning gives. Sid ikke med knæ korslagte Ben.

Afvis ikke en fremført Undskyldning. Høflighed byder at modtage Undskyldningen for at opnå fornyet Venskab. Gennemse ikke Visitkurvens Indhold uden efter Indbydelse. Undlad ikke at være venlig mod underordnede. Vær mod andre, som De ønsker, at disse skal være mod Dem.

Præsentationer og Brug af Visitkort.
Dannede Folk skelner mellem „Venner" og „Bekendtskab". Overfor Venner bruges ikke alle Høflighedsformer, således som de bør følges overfor bekendte.

Hvad Præsentationer - at to eller flere Personer forestilles for hverandre - angår, har man flere Regler: 1) en tredje Person besørger to eller flere forestillede for hinanden; og 2) to forestiller sig selv for hinanden indbyrdes.

Er de, som skal forestilles for hinanden, ikke af samme Familie, fordrer Høflighed, at man nævner dens Navn først, som er en selv mest fremmed. I andre Tilfælde nævnes som Regel Herrens Navn først for Damen. De yngres Navn nævnes foran de ældres, den, som i Stand eller Stilling rangerer lavest, foran de højere stillede. Forestiller man to Damer for hinanden, og kun den ene af dem er gift, nævnes dennes Navn først. Er de begge gifte, tages Hensyn til Ægtefællernes sociale Rang.

Vil man ved en Anledning præsentere Personer af samme Køn og samme Stilling, nævner man først Navnet på den Person, som sidst ankom. Det påhviler først Vært eller Værtinde og dernæst den af Selskabet, som for Tilfældet står en af de for hve randre ukendte nærmest i Bekendtskab, at besørge sidstnævnte forestillede for hinanden.

I Almindelighed følges også den Regel, at man først nævner Navnet på den, man vil forestille, dernæst deres, for hvem vedkommende forestilles.

Idet man besørger en Forestilling, gøres for hver enkelt Person, efter som Navnene nævnes, en let Hoved- og Håndbevægelse (visende, hvem vedkommende er). Man kan indlede med følgende Ord: „Tillad mig at forestille - -" „Må jeg have den Ære at forestille Hr. Købmand N - Fru X." Hvis flere forestilles samtidig, udtales den førstes Navn kun én Gang, og denne føres (om så er belejligt) med rundt, idet man nævner én efter én af dem, som var hinanden ukendte. Er Hensigten med dette første Bekendtskab, at det skal vedblive, bør man absolut efter hver Præsentation give hinanden Hånden og hilse hjerteligt. Her må Damer ikke glemme deres første Pligt, for at ingen pinlig Pause skal opstå. Efter som Tiden tillader, kan man ved denne Anledning udtale f. Eks.: „Det glæder mig at stifte Deres Bekendtskab," hvorpå den anden helst bør svare noget sådant som: „Det er også mig en Fornøjelse" eller lign.

Præsentation på Gaden eller ved offentlige Anledninger bør gøres så stille og ubemærket, at det ikke vækker almindelig Opmærksomhed.

Forestilles man for hinanden ude på Gade eller Vej, fordrer Etiketten, at Herrer tager Hatten af med venstre Hånd, idet de giver højre og hilser.

Forestil kun for hverandre sådanne, for hvem Bekendtskabet vil være behageligt. Er man herom i Uvished, gør man klogest i først at spørge sig for.

Dernæst har vi den anden Slags Præsentationer, hvor to forestiller sig for hinanden uden Mellemmand. Her gælder det også at være lidt galant i Tale og Manerer: først en hilsende Kompliment for den, hvis Bekendtskab man ønsker at stifte; dernæst udtaler man f. Eks.: „Jeg tillader mig," „tager mig den Frihed," „tillader mig den Ære at præsentere mig" osv. Herpå følger: „Mit Navn er N N. Det er mig en Glæde at gøre Deres ærede Bekendtskab." Føler man af Forretningshensyn eller anden Grund Trang til at fortælle, hvad man er, må dette gøres på en beskeden og diskret Måde.

Nu kommer den andens Tur. Efter at have besvaret Kompliment nævner denne også højt og tydeligt sit Navn og sin Stand (men Stand dog kun i Tilfælde af, at den første har gjort det). Derefter hilses, givende ubehandsket højre Hånd efter foran omskrevne Regel.

En ung Dame, for hvem en Herre er præsenteret, bør ikke lige straks efter præsentere ham for en anden ung Dame.

Den præsenterende må udtale Navnet tydeligt. Forstår man ved Præsentationen ikke Navnet, tager man sig straks den Frihed at spørge derom.

Bliver man i en andens Hus præsenteret for en fremmed, idet man aflægger Visit i en Vens Hus, fordrer ikke Etiketten, at man skal fortsætte Bekendtskabet. Det er overladt til begge Parters Valg, om Bekendtskabet skal fortsættes efter et sådant tilfældigt Møde og Præsentation.

Når man forestiller en Slægtning, bør man sige: „Min Broder, Hr. -;" „Min Moder, Fru. -" Efternavn bør også altid nævnes ved Præsentationer.

Når to Personer mødes på Gaden i Følge med Venner, kan de standse og tale med hinanden, uden at det er nødvendigt at standse og forestille Vennerne for hverandre; men når de skilles, bør de alligevel hilse, som om de var bekendte. Folk, som tilfældigvis mødes ved en Visit i en andens Hus, behøver ikke at forestilles, uden for så vidt de bliver en Stund; thi da vil det være behageligt at forestille dem for Konversationens Skyld.

Kort.
En Præsentation sker ofte ved, at man afleverer sit Kort; den anden giver da sit Kort til Bytte eller nævner sit Navn højt, hvis Kort ikke haves ved Hånden. For øvrigt forholder man sig som nævnt under Præsentationen.

Brugen af Visitkort er almindelig og spiller den største Rolle i det selskabelige Liv. For at være et fornemt Visitkort må det ikke være trykt med udpræget iøjnefaldende Skrift.

Aflægger man for første Gang et Besøg, afleverer man sit Kort til den, som lukker op - med Anmodning om at blive anmeldt - eller også opgiver man blot sit Navn. Er da vedkommende ikke hjemme eller ikke for Øjeblikket i Stand til at modtage Besøg, giver man Tjeneren Besked om, hvorvidt man agter at gentage Besøget.

Ved Dødsfald, Fødsler, Bryllupper og Forlovelser, som man enten meddeles privat eller i Dagspressen, er det Skik at sende sit Kort til vedkommende inden otte Dages Forløb med en lille Påtegning på Bagsiden, der ligesom skal udtrykke ens Deltagelse i foreliggende Tilfælde, Gratulation eller lignende.

Forlovede sender gerne Kort til deres Slægt og alle de Familier, de omgås. Snarest muligt derefter aflægges personlig Visit i Fællesskab. Et modtaget Kort bør besvares med Kort som Tak for Opmærksomheden.

At aflægge og modtage Visitter.
Man skelner mellem Høfligheds-, Kondolence-, Gratulations-, Afskeds- og Forretningsbesøg. Hensigten med det såkaldte Høflighedsbesøg er at bevidne vedkommende sin Agtelse, at takke for et eller andet, dog også at søge Indpas hos en Familie, som man af en eller anden Grund ønsker at blive bekendt med. Ved en sådan Anledning stiller man selvfølgelig i sin bedste Påklædning, begiver sig til vedkommendes Bolig og lader sig anmelde som foran nævnt.

Hvis nu vedkommende kan modtage ens Besøg, træder man med Hatten i Hånden indenfor, men beholder Handskerne på, bøjer sig med Anstand for den, Besøget gælder, ser ham eller hende åbent ind i Øjnene og fremfører, hvad man har at sige, i „få, men velvalgte Ord", som det hedder.

Om den heldigste Tid på Dagen til at aflægge Visitter kan selvfølgelig intet bestemt fastslås. Man bør vide, om den, man ønsker at besøge, har nogen bestemt Modtagelsestid, i hvilket Tilfælde man helst ikke må komme udenfor den Tid.

Et Forretningsbesøg aflægges naturligvis i Forretningstiden og i Forretningslokalet, ikke i vedkommendes Privatbolig.

Høflighedens Love byder, at vi personlig indfinder os for at udtale vor Tak for en eller anden udvist Tjeneste. At spidse vedkommende af med en Tak i Posten er ikke nok.

Kondolencebesøg bør ikke finde Sted før tidligst Dagen efter Begravelse, men heller ikke senere end otte Dage derefter. Det bør være kort og kræver ikke Genvisit; man takker kun i få Ord for Opmærksomheden, idet der tages Afsked.

Kondolencekort benyttes, hvor Bekendtskabet ikke har haft nogen særlig intim Karakter, sendes pr. Post med Tilføjelse under Navnet f. Eks. af følgende: „... med Bevidnelse om den hjerteligste Deltagelse" osv.

Sygebesøg bør ikke være for lange; man bør være alvorlig, hjertelig og trøstende.

Efter overstået Sygdom tager det sig godt ud at aflægge Visit hos dem, som under Sygdommen har vist Deltagelse.

Hører man, at en god Ven er kommen til Byen, bør man opsøge ham, inden han selv aflægger Visit.

Ved et kort Besøg lægger man ikke Hatten fra sig eller tager Handskerne af - undtagen af højre Hånd, når man hilser. Stok og Paraply sætter man altid fra sig i Entreen. En våd Paraply sættes i Paraplystativet. Findes intet sådant, leverer man den til Pigen eller en anden med Anmodning om at tage sig af den, til man går.

Kommen ind i det Værelse, hvor Husets Herre eller Frue opholder sig, bør man holde sig i tilbørlig Afstand, indtil man bliver tiltalt, hvilket den, der modtager Besøg, ikke bør vente med.

Stir ikke omkring i Værelset. Forlæng ikke Besøget til Spisetiden. Læg ikke Tøjet af for en kort Visit. Stå ikke og leg med Stokken, Hatten eller Paraplyen.

Aflæg helst ikke et formelt Besøg på en regnfuld Dag. - Vend ikke Ryggen til en, der sidder i Deres Nærhed. - Benyt ikke Pianoet uden efter Indbydelse. Rør ikke ved noget i Værelset. - Gå ikke ind til en syg uden efter Opfordring. Fremkald ingen Opmærksomhed ved at se på Uhret.

Er den, man ønsker at besøge, netop ved at gå ud, bør man straks fjerne sig. Så snart man har omtalt det, man ønsker, bør man sige Farvel.

Passende kan det være at afbryde Besøget, når en tredje Mand kommer eller bliver anmeldt, når der kaldes på Husets Herre, eller når han ser på Uhret, hvilket den, som har en besøgende hos sig, om muligt bør undgå, når derved ikke agtes tilkendegivet, at man har liden Tid til at underholde den besøgende. En Visit bør ikke, når den ikke er hos ens Slægtninge eller nærmeste Venner, vare længere end 15 - 20 Minutter.

I et fremmed Hus bør man rette sig efter Husets Sædvane. I et fremmed Land må man vogte sig for at støde an mod, hvad der er Landets Skik og Brug.

Aflæg ikke det første Besøg, hvis De er den nyankomne til Stedet.

Nyansatte Embedsmænd kan ved Ankomsten til Byen aflægge Visit hos de andre Embedsmænd, således at der begyndes hos den, som rangerer højest og fortsættes gradvis nedad. Den højere Forretningsstand tages gerne med i den Udstrækning, man ønsker Bekendtskabet.

Genvisit bør finde Sted inden otte Dage; går der længere Tid hen, betragtes Besøget kun som en blot og bar Høflighed og med det underforstået, at man ikke ønsker Bekendtskabet fortsat.

I Stedet for Afskedsvisit kan sendes Kort — undtagen til Personer, som står en meget nær; da bør man gå personlig.

Lad ikke den besøgende vente længe. Er man forhindret fra at komme straks, bør man sende en af Familiens Medlemmer til vedkommende for at gøre Undskyldning og for at underholde ham eller hende, til man indfinder sig. Man går gerne den besøgende i Møde, byder ankomne ind i det bedste Værelse, anviser vedkommende den bedste Plads og så langt fra Døren som muligt. Man bør ikke sætte sig, før den besøgende har taget Plads. Så snart denne rejser sig, bør man ligeledes gøre det samme og ikke igen tage Plads, før vedkommende atter har sat sig.

En Dame bør aflægge sit Forklæde, før hun modtager en Herres Besøg.

Kun opad Trapper må Herrer gå foran Damer, og når en Herre på Besøg vises ind af en Dame. - På et kort Besøg må man ikke som besøgende åbne eller lukke Vinduerne eller foretage nogen Forandring med Arrangementet i Værelset.

Sæt Dem ikke igen efter at have rejst Dem for at gå, medmindre det er nødvendigt. Gå ikke omkring i Værelset og se på Billederne, medens De venter på Værtinden.

Ved et formelt Besøg bør man ikke gøre Politik eller andre vidtløftige Spørgsmål til Samtaleemne.

Omgang i det gode Selskab.
Tal ikke ved Bordet med Munden fuld af Mad. Trom ikke på Bordet eller giv nogen anden ubehagelig Lyd. Tag ikke Frugt eller Kager med fra Bordet; forlad heller ikke samme med Mad i Munden. Lad ikke påsmurt Brød, som De har bidt af, blive liggende igen efter Dem.

Forsyn ikke Deres Tallerken med mere, end De mener at kunne spise.

Hvis De skærer Kød eller smører Brødet for en anden., så benyt ikke Deres Kniv og Gaffel. Efterlad ikke store Madrester på Tallerkenen. At møde i Selskab med fremstikkende Skjorteærmer, skidne Hænder og uredt Hår må anses for i høj Grad upassende.

Højrøstet Tale, hidsig Diskussion, bydende Ordre etc. er ikke sømmeligt.

Husk, at Desserten er kun at betragte som en Smagsbid og ikke til at spise sig mæt af.

Forlad ikke Bordet før andre uden at udbede Dem Tilladelse dertil. Skræl ikke et Æble eller en Pære for en anden uden at holde den med Gaffel. Lad ikke Deres Ske blive stående i Koppen, men læg den på Underkoppen. Drik ikke af Koppen, medens Skeen står i den. Drik ikke af Underkoppen.

Efter at have spist må ikke Kniv og Gaffel lægges i Kors, men Side om Side, dog ikke før man er færdig til at modtage Desserten.

Man må vogte sig for at tabe noget på Gulvet, thi det er ubehageligt at lede efter det tabte, når der sidder flere i Nærheden.

Den, som i Selskaber taler nedsættende om en fraværende, regnes af dannede Mennesker for en Bagvasker, en fej og æreløs Person. Man tager fuldstændig fejl, hvis man tror, at Vittigheder, sagt om en ikke tilstedeværende, slår synderlig an eller er forenelig med god Tone. Det virker til det modsatte at søge at hæve sig selv ved at fremholde andres mindre heldige Egenskaber. Tal ikke for meget om Dem selv, mindst om, hvad der tjener til Deres Ros.

Uophørlig at spørge om igen virker umådelig trættende og røber tillige en vis Grad af Dumhed. Spørg ej og bryd Dem ikke om Ting, som ikke kommer Dem ved. Skulle en af de tilstedeværende plumpe ud med et dumt Spørgsmål, der røber, at vedkommende ikke har Begreb om, hvad der omtales, lader man, som man ikke hører, for ikke at sætte en sådan i yderligere Forlegenhed.

Man bør undgå at afbryde en, der taler, og at snakke i Munden på hver andre med Bifalds- eller Mishagsytringer. Ligeledes undgås i Samtaler med Damer at komme ind på Emner, der kan sætte dem i Forlegenhed.

Det er uhøfligt at sige: „De ser ikke godt ud i Dag," eller: „De ser dårligere ud i Dag end sidst" osv.

I Damers Nærværelse må man være forsigtig, når man taler om Skønhed, Grimhed eller Alder.

Når man i Værelset vil passere forbi nogen, må det så vidt muligt ske bag dem. Taler man om en tilstedeværende Person i Selskabet, må man ikke pege på ham.

Man må ikke hviske nogen i øret, når der er andre til Stede. Har man noget hemmeligt af Betydning at meddele en enkelt Person, gør man et Tegn til vedkommende og træder lidt til Side med ham.

Tal ikke om det, som skal være en Hemmelighed.

Hverken Alder, Rigdom eller Stand berettiger nogen til at overtræde Høflighedens Regler; tværtimod bør sådanne Personer foregå andre med et godt Eksempel.

I Samtale med Personer, som står under en i Rang eller Stilling, bør man være imødekommende og venlig.

Man bør ytre Spørgeren og Tvivl i beskedne Udtryk som: „Undskyld, jeg tillader mig et Spørgsmål."

»Efter min Mening tror jeg dog -" „Så vidt mig bekendt, mener jeg snarere" el. lign.

Modsigelser bør ske i en hensynsfuld Form. „Undskyld, jeg tillader mig at indvende derimod, at -", „Tillader De en Indvending,. tør jeg bemærke, at -", »Bliv ikke fornærmet, om jeg bemærker, at jeg tror, De tager fejl." Om man end er overbevist om en Tings Rigtighed, bør man dog altid ytre det på en beskeden Måde. Man vogte sig for at spotte!

Har man overtrådt Høflighedens Regler, må man straks gøre en Undskyldning.

Det hører med til Høflighed at møde i sin bedste Dragt til et finere Selskab.

At møde præcis er en af Høflighedens første Regler; at lade det øvrige Selskab vente, er det modsatte af Høflighed.

Er der Tjener eller Pige til Modtagelse af Gæsterne, åbner denne Døren, og man træder ind uden at banke på; i modsat Fald bankes der let på Døren. Kommen ind gør man Kompliment for de tilstedeværende, henvender sig derpå direkte til Husets Frue og hilser hende, derefter Husets Herre. Dennes Pligt er så at forestille den fremmede for de andre Gæster og skaffe vedkommende Plads.

Efter at Præsentationen er tilendebragt, blander man sig mellem de andre, for at de tilstedeværendes Opmærksomhed skal fordele sig lidt. Når dette Tidspunkt er indtrådt, forsøger man at underholde sig med den eller de af Selskabet, som man instinktmæssig finder det lettest at begynde Samtalen med.

Det er Værtens såvel som Gæsternes Pligt at bidrage til, at ingen pinlige Konversationspavser indtræder.

I et Selskab må Husets Herre føre den Dame til Bords, der er den ældste eller mest ansete. Husets Frue bliver ført til Bords af den Herre, som er den mest ansete af de indbudte. Pladsen til højre og til venstre for Husets Herre og Frue tilkommer de to Herrer og Damer af det øvrige Selskab, som er de mest betydelige.

Ved Fordelingen af de øvrige Pladser bør der tages Hensyn til det Bekendtskab, de andre Gæster har til hinanden indbyrdes. Som Følge heraf bør man vogte sig for at sætte Personer ved Siden af hinanden, som tidligere er lidet kendte eller nærer Antipati mod hinanden. Man bør først og fremmest være opmærksom mod sin egen Borddame, som altid bør have Plads ved højre Side; men dernæst søger man så vidt muligt at være opmærksom også mod dem, der sidder til venstre såvel som lige overfor ved Bordet.

Servietten åbnes halvt og bredes ud på Skødet. Handskerne må man ikke lægge fra sig på Bordet.

De Knive, Gafler eller Skeer, som hører til de Fade, hvorpå der bydes om, må man vogte sig for at tage over på sin egen Tallerken. Mangler der en Gaffel på det Fad, som bydes om, må man ikke benytte den, der tilhører ens egen Kuvert, men bede den opvartende om en. Der serveres ved Bordet fra venstre til hejre. Den mest ansete af Husets Gæster bydes først.

I Selskab begynder man ikke at spise af Suppen, før der er serveret for alle Gæster; denne Regel gælder ikke for de senere Retter. Man må ikke blæse på en for varm Suppe, men vente, til den er afkølet. Den nydes lydløst uden at slubre den i sig. Det er upassende at smaske. Kniven må ikke føres op til Munden.

Når der bydes Forfriskninger rundt i Selskabet, nydes disse stående („på Feltfod") eller siddende. Det siger sig selv, at en Herre ikke forsyner sig, førend alle indenfor hans Synskreds sig befindende Damer er forsynet, og at han hjælper disse at få fat i de mest delikate Sager samt at blive af med de tømte Asietter og Glas.

Selskabelig Dannelse opnås ved god Opdragelse, ved streng Selvkritik, ved Selvbeherskelse og ved ikke at lade sig friste til Hidsighed, ved ikke at tabe al Tillid til sig selv, fordi man har begået en Fejl, og ved Bevægelsernes harmoniske Udvikling.

Man kan med Rette betegne godt Selskab som den bedste Skole for en behagelig Optræden og Opførsel.

Hændernes Brug.
Vil man vise til højre, sker det med højre Hånd, til venstre med venstre Hånd. Sidder man derimod ved et Bord og skal fylde de omkring siddendes Glas, sker det til venstre med højre Hånd og til højre med venstre Hånd. Ellers benyttes den Hånd, som er nærmest den Genstand, man skal have fat i.

Man må aldrig skænke mere i Glasset, end at to Tredjedele deraf bliver fyldt.

Man bør under Spisningen holde således på Gaflen, at den ligesom Skeen - hviler mellem Pege- og Langfingeren, medens Tommelfingeren ligger ovenpå. Ved Spisning af Fiskeretter holdes Gaflen i højre Hånd, ligeså ved andre Beretter. Ellers holdes den i venstre Hånd, f. Eks. ved en Kødret.

Taber en Dame noget på Gulvet, må Herrer skynde sig at tage det op for hende.

Vil man flytte en Stol, går man først bag den, tager derpå fat på dens Ryg med begge Hænder, således at Tommelfingeren holdes over foran, Pegefingeren ved siden og de tre andre Fingre bag dens Ryg; derpå flytter man den lydløst. Er det en Stol med Hjul under Benene, ruller man den frem på Forhjulene.

Hvorledes en Herre skal sætte sig.
Man går tæt hen foran Stolen og gør, idet man tager Plads, en liden Bevægelse fremad for ikke at komme til at sidde på Frakkeskøderne. Det strider mod god Tone at trække disse i Vejret.

På kort Besøg holdes Hatten i venstre Hånd, således at Foret ikke ses, med Tommel- Pege- og Langfingeren på den Del af Skyggen, som dækker Panden.

At skyde Stolen frem ved Hjælp af Fødderne er højst upassende.

Hvorledes en Dame skal sætte sig.
Først og fremmest ser man til, at Stolen står i passende Afstand fra den eller dem, man måtte ville tage Plads ved Siden af. Idet man sætter sig, tages Kjolen til Side med den Hånd, som er længst borte fra den Person, hos hvem man vil tage Plads. Den anden Hånd holdes parat til at gribe om Stoleryggen, hvis Stolen skulle ville glide. Sætter man sig på en Sofa, holder man Kjolen frem med begge Hænder og lader den falde tilbage, straks man har sat sig.

Hvorledes man rejser sig.
Fødderne trækkes lidt tilbage, og med en let Bøjning rejser man sig fra Sædet. Det er uskønt at støtte Hænderne på Knæene, idet man rejser sig.

Indbydelser.
Til en større Diner benytter man Kort, som er særlig trykt for Anledningen. Til en mindre indbyder man i almindelige Breve.

Til en lille fortrolig Middag indbydes mundtlig. Indbydelseskort bør ikke sendes åbne.

Det er noget af en Pligt for Modtageren ikke at vente for længe med at sende sit Kort med Tak for Indbydelsen eller bringe den personlig.

Hænder det, at Indbydelsen ikke kan modtages, tilsiger almindelig Høflighed, at man snarest muligt underretter Indbyderen herom og angiver Grunden til, at man ikke er i Stand til at møde frem, samtidig med, at man udtaler Tak for Opmærksomheden.

Presenter.
Sendes ved Anledninger som Fødselsdage, Bryllup, Jubilæum, Sølvbryllup osv. (ved Begravelser kun i Form af Blomster og Kranse), altid ledsaget af et Visitkort.

Yngre Herrer kan ikke sende unge Damer Buketter uden nogen særlig Anledning. Damen takker da mundtlig, første Gang hun træffer vedkommende Herre.

Forpligtet til at give Bryllupspresent anses man at være, når man har været Gæst (Diner, Supper osv.) hos Brudens Forældre, når man hører til den nærmeste Omgangskreds af Brudgommens Forældre, fremdeles alle til Brylluppet særlig indbudte, Brudepiger osv.

Til Bryllupspresent egner enhver Genstand sig, som enten udelukkende har Kunstværdi eller ved Siden deraf også Brugsværdi. Det er ikke nødvendigt, at Bryllupsgaven er kostbar. Mangt kan egne sig lige så meget og ofte være mere velkomment end Sølvgenstande.

Toiletsager kan kun gives af Familiens nærmeste, Venner eller egen Slægt. At slå sig sammen om Gaven kan kun tillades Ungdomsveninderne og selvfølgelig den enkelte Families forskellige Medlemmer.

Herrer af fjernere Bekendtskaber sender Buketter eller andre Blomsterarrangementer.

Giv ikke noget med den Bemærkning, at det ikke er til nogen Nytte for Dem selv.

Man har sagt: „Den, der strengt overholder rigtige Principper, kan aldrig begå Uret hverken mod Gud eller mod Mennesker."

Overdriv aldrig. Røb ikke, hvad der er Dem betroet. Skræm aldrig nogen med Forsæt. Forlad aldrig Hjemmet med uvenlige Ord. Forsøm ikke at aflægge Deres Venner Besøg. Le aldrig ad andres Ulykke. Giv aldrig et Løfte, som De ikke kan opfylde. Udspørg aldrig et Barn eller en Tjener om Familieaffærer.

Læs ikke Breve, som er adresserede til andre. Et godt Selskab bør ikke præges med Frådseri i Mad og Drikke, men med god, højnende Underholdning.

Bibelsk god Tone.
Stå altid op, når en gammel kommer til Stede, og tilbyd ham din Plads. 3 Mos. 19,32. Vis Agtelse for din Fader og Moder (2 Mos. 20,12), det giver din Karakter Værdighed og Ynde. Ordsp. 1,8-9.

Vær altid venlig og hensynsfuld mod sådanne, som lider af en eller anden Legemsfejl, f. Eks. Haltede, Blindhed osv. 3 Mos. 19,14.

Vis Venlighed og Agtelse mod alle, der har haft en stor Sorg, såsom Enker og faderløse. 2 Mos. 22,22-24.

Vær mild og venlig mod alle Mennesker. 2 Tim. 2,24.

Manden bør agte og ære Kvinden. 1 Pet. 3,7.

Kvinden må ikke gøre sig selv fremtrædende og indtage Mandens Plads, men anerkende Mandens Stilling. 1 Tim. 2,12-13.

Undgå al Brug af „Slang", det vil sige upassende, unødvendige og lave Ord af enhver Art. Matt. 5,33—37; Ef. 4,29-30; 5,4.

Vink med Øjnene, Hænder og Fødder vil ofte være meget upassende og simpelt. Ordsp. 6,13-15.

At besøge samme Familie for ofte er ikke god Skik. Ordsp. 25,17.

Intet gør en Kvinde så yndig og tiltrækkende som en stille, sagtmodig Ånd. 1 Pet, 3,1-5.

„Yndighed er Bedrag, og Skønhed er Forfængeligheds men en Kvinde, som frygter Herren, hun skal roses." Ordsp. 31,30.

„Alt, hvad der er sandt, hvad der er ærbart, hvad der er retfærdigt, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt Lov, enhver Dyd og enhver Hæder: læg eder det på Sinde!" - Paulus.