Åb. 10,3.

Englen råber med høj røst!
Joel 4,14-16 Hør de larmende skarer i Afgørelsens Dal! Herrens dag er nær i Afgørelsens Dal. Sol og måne formørkes, og stjernerne skinner ikke længere. Herren brøler fra Zion, fra Jerusalem løfter han røsten, så himlen og jorden skælver. Men Herren er tilflugt for sit folk, et værn for israelitterne.

Jer 25,30 Du skal profetere alt dette for dem og sige: Herren brøler fra det høje, fra sin hellige bolig løfter han røsten og brøler mod sin græsgang. Han råber som de, der træder druer, til alle, der bor på jorden,

Når man er på rejse og befinder sig i en eller anden lufthavn, hører man ofte disse ord: "Sidste udkald til" dette eller hint bestemmelsessted. Guds kaldesystem er programmeret lidt anderledes, men også Han vil en dag give verden det sidste udkald.

Intet er skjult for Gud. Når han trækker sløret til side, forsvinder den ydre pragt, og man ser situationen, som den virkelig er. Umiddelbart går tankerne tilbage til det gamle Babylon, som var et centrum for afgudsdyrkelse og ateisme, men ligesom jødefolket måtte ud af det babyloniske fangenskab, må kristenheden ud af et åndeligt babylonisk fangenskab.

Reformationen kom som et resultat af kristenhedens store nederlag, da man lod hedenske traditioner og ubibelske overleveringer trænge ind i den kristne kirke, og selv om vi har meget at være reformationen taknemmelig for, har den næppe var længe nok. Den økumeniske bevægelse, som især har præget det 20. Århundrede, har forsøgt at forene kristenheden og gjort spørgsmålet om enhed og fællesskab til et kardinalpunkt. Men er gået let hen over grænserne mellem de afvigende teologiske synspunkter og fremhævet det, der forener, men desværre på bekostning af Guds ord. Bag den økumeniske bevægelse lurer tanken om kristen enhed – en verdenskirke – som skal forene hele kristenheden.

Daniels bog og Åbenbaringens bog erklærer, at jo nærmere vi kommer Jesu genkomst, des større vil modstanden mod Kristus blive, selv i den religiøse verden. Det nye Testamentes billede af den Kristne kirke forud for Kristi genkomst beskriver ikke en kirke af uhyre dimensioner, der i sig samler alle menneskehedens kirker, men derimod en forholdsvis lille "rest", der står som udtryk for de kristnes fuldstændige enighed og fællesskab, de kristne, "som holder Guds bud og bevarer Jesu vidnesbyrd".

Jo ældre verden bliver, og jo mere kampen skærpes mellem Kristus og Antikrist, desto grundigere forsøger verden at skille sig af med Kristne.

For at undgå denne adskillelse har kristenheden forsøgt at indgå et kompromis med verden, hvad der har gjort kirken mere verdslig, ikke verden mere kristelig. Ønsket om at blive populær og vinde anerkendelse har svækket forkyndelsen af det sande evangelium.

Den gængse kristendom i vor tid er ikke af den rene og hellige art, som udmærkede kristentroen på Kristi og apostlenes tid. Kristendommens tilsyneladende popularitet i verden skyldes ene og alene, at den er gået på akkord med synden, at man betragter de store sandheder i Guds ord med ligegyldighed, og at der er så lidt levende gudsfrygt i kirken.

Guds sidste udkald til menneskene gælder ikke mindst de kristne. Der er oprigtige kristne i alle kirker og samfund, men på grund af den udbredte afvigelse fra Guds ords rene lære vil der lyde et kald til alle om at gå ud og forene sig med Guds bibeltro menighed. Dette vil forårsage stærke brydninger, men det vil bringe sand kristendom i fokus og give mennesket frihed og fred.

Før Gud hjemsøger jorden med de sidste straffedomme, vil der blandt Herrens folk foregå en sådan genoplivelse af oprigtig kristendom, som der ikke har eksisteret siden apostlenes dage. Guds Ånd og kraft vil blive udgydt over hans børn.

Til den tid vil mange forlade de menigheder, i hvilke kærligheden til verden har fortrænge kærligheden til Gud og hans ord. Både blandt ordets forkyndere og lægfolket vil mange med glæde tage imod de store sandheder, som Gud har ladet forkynde i vor tid for at berede et folk for Herrens genkomst.

Det er tale om vækkelse og reformation, og dette er kristenhedens største behov. Den sande og ægte økumeniske bevægelse står i stærk modsætning til de religiøse strømninger, vi har været øjenvidner til i de senere år.

Tendensen til at danner et verdensfællesskab på bekostning af sandheden er farlig. Det sociale evangelium, som først og fremmest tager sigte på at ændre de fysiske og politiske forhold, kan aldrig træde i stedet for det sande evangelium, som vil forandre og forny det enkelte menneske. Når Gud i slutfasen af jordens historie vil kalde sit folk ud af fortvivlelsens og forvirringens dilemma og forene dem i Jesus Kristus, er det ikke blot ydre omstændigheder, der forener dem, men Helligåndens indflydelse på sind og hjerte.

Vi skal imidlertid ikke slå os til ro med den filosofi, at vi til den tid kan afvente Åndens indgriben på en speciel måde, men vi må være villige til at vurdere vor egen situation og gøre åndelig status i dag. Er jeg der, hvor Gud vil, jeg skal være; og hvis ikke, er jeg da villig til at gøre de forandringer, Gud i sit ord har mindet mig om, så Hans velsignelse ikke skal udeblive?

Medens du holder sandhedens banner fast, idet du forkynder Guds lov, bør hvert menneske huske at troen på Jesus er knyttet til Guds bud. Den tredje engel fremstilles som at han flyver højt oppe under himmelhvælvingen og råber med høj røst: "Her kræves der udholdenhed af de hellige, dem som holder fast ved Guds bud og troen på Jesus." (Åb 14,12). Den første, anden og tredje engels budskaber er alle knyttet sammen. Beviserne for den stadige, altid levende sandhed i disse ophøjede budskaber som betyder så meget for os og som skabte en sådan intens modstand fra den religiøse verden, kan ikke ødelægges. Satan forsøger stadig at kaste sin afgrunds mørke skygge over disse budskaber, sådan at levningen af Guds folk ikke klart skal fatte deres vigtighed, tiden for dem og deres plads. Men de lever og de vil udøve deres indflydelse over vor kristelig erfaring så længe tiden skal vare.