Åb. 10,3.
Englen råber med høj røst!
Joel 4,14-16 Hør de larmende skarer i Afgørelsens
Dal! Herrens dag er nær i Afgørelsens Dal. Sol og måne
formørkes, og stjernerne skinner ikke længere. Herren brøler
fra Zion, fra Jerusalem løfter han røsten, så himlen
og jorden skælver. Men Herren er tilflugt for sit folk, et værn
for israelitterne.
Jer 25,30 Du skal profetere alt dette for dem og sige:
Herren brøler fra det høje, fra sin hellige bolig løfter
han røsten og brøler mod sin græsgang. Han råber
som de, der træder druer, til alle, der bor på jorden,
Når man er på rejse og befinder sig i en eller
anden lufthavn, hører man ofte disse ord: "Sidste udkald til" dette
eller hint bestemmelsessted. Guds kaldesystem er programmeret lidt anderledes,
men også Han vil en dag give verden det sidste udkald.
Intet er skjult for Gud. Når han trækker sløret
til side, forsvinder den ydre pragt, og man ser situationen, som den virkelig
er. Umiddelbart går tankerne tilbage til det gamle Babylon, som var
et centrum for afgudsdyrkelse og ateisme, men ligesom jødefolket
måtte ud af det babyloniske fangenskab, må kristenheden ud
af et åndeligt babylonisk fangenskab.
Reformationen kom som et resultat af kristenhedens store
nederlag, da man lod hedenske traditioner og ubibelske overleveringer trænge
ind i den kristne kirke, og selv om vi har meget at være reformationen
taknemmelig for, har den næppe var længe nok. Den økumeniske
bevægelse, som især har præget det 20. Århundrede,
har forsøgt at forene kristenheden og gjort spørgsmålet
om enhed og fællesskab til et kardinalpunkt. Men er gået let
hen over grænserne mellem de afvigende teologiske synspunkter og
fremhævet det, der forener, men desværre på bekostning
af Guds ord. Bag den økumeniske bevægelse lurer tanken om
kristen enhed – en verdenskirke – som skal forene hele kristenheden.
Daniels bog og Åbenbaringens bog erklærer,
at jo nærmere vi kommer Jesu genkomst, des større vil modstanden
mod Kristus blive, selv i den religiøse verden. Det nye Testamentes
billede af den Kristne kirke forud for Kristi genkomst beskriver ikke en
kirke af uhyre dimensioner, der i sig samler alle menneskehedens kirker,
men derimod en forholdsvis lille "rest", der står som udtryk for
de kristnes fuldstændige enighed og fællesskab, de kristne,
"som holder Guds bud og bevarer Jesu vidnesbyrd".
Jo ældre verden bliver, og jo mere kampen skærpes
mellem Kristus og Antikrist, desto grundigere forsøger verden at
skille sig af med Kristne.
For at undgå denne adskillelse har kristenheden
forsøgt at indgå et kompromis med verden, hvad der har gjort
kirken mere verdslig, ikke verden mere kristelig. Ønsket om at blive
populær og vinde anerkendelse har svækket forkyndelsen af det
sande evangelium.
Den gængse kristendom i vor tid er ikke af den rene
og hellige art, som udmærkede kristentroen på Kristi og apostlenes
tid. Kristendommens tilsyneladende popularitet i verden skyldes ene og
alene, at den er gået på akkord med synden, at man betragter
de store sandheder i Guds ord med ligegyldighed, og at der er så
lidt levende gudsfrygt i kirken.
Guds sidste udkald til menneskene gælder ikke mindst
de kristne. Der er oprigtige kristne i alle kirker og samfund, men på
grund af den udbredte afvigelse fra Guds ords rene lære vil der lyde
et kald til alle om at gå ud og forene sig med Guds bibeltro menighed.
Dette vil forårsage stærke brydninger, men det vil bringe sand
kristendom i fokus og give mennesket frihed og fred.
Før Gud hjemsøger jorden med de sidste straffedomme,
vil der blandt Herrens folk foregå en sådan genoplivelse af
oprigtig kristendom, som der ikke har eksisteret siden apostlenes dage.
Guds Ånd og kraft vil blive udgydt over hans børn.
Til den tid vil mange forlade de menigheder, i hvilke
kærligheden til verden har fortrænge kærligheden til
Gud og hans ord. Både blandt ordets forkyndere og lægfolket
vil mange med glæde tage imod de store sandheder, som Gud har ladet
forkynde i vor tid for at berede et folk for Herrens genkomst.
Det er tale om vækkelse og reformation, og dette
er kristenhedens største behov. Den sande og ægte økumeniske
bevægelse står i stærk modsætning til de religiøse
strømninger, vi har været øjenvidner til i de senere
år.
Tendensen til at danner et verdensfællesskab på
bekostning af sandheden er farlig. Det sociale evangelium, som først
og fremmest tager sigte på at ændre de fysiske og politiske
forhold, kan aldrig træde i stedet for det sande evangelium, som
vil forandre og forny det enkelte menneske. Når Gud i slutfasen af
jordens historie vil kalde sit folk ud af fortvivlelsens og forvirringens
dilemma og forene dem i Jesus Kristus, er det ikke blot ydre omstændigheder,
der forener dem, men Helligåndens indflydelse på sind og hjerte.
Vi skal imidlertid ikke slå os til ro med den filosofi,
at vi til den tid kan afvente Åndens indgriben på en speciel
måde, men vi må være villige til at vurdere vor egen
situation og gøre åndelig status i dag. Er jeg der, hvor Gud
vil, jeg skal være; og hvis ikke, er jeg da villig til at gøre
de forandringer, Gud i sit ord har mindet mig om, så Hans velsignelse
ikke skal udeblive?
Medens du holder sandhedens banner fast, idet du forkynder
Guds lov, bør hvert menneske huske at troen på Jesus er knyttet
til Guds bud. Den tredje engel fremstilles som at han flyver højt
oppe under himmelhvælvingen og råber med høj røst:
"Her kræves der udholdenhed af de hellige, dem som holder fast ved
Guds bud og troen på Jesus." (Åb 14,12). Den første,
anden og tredje engels budskaber er alle knyttet sammen. Beviserne for
den stadige, altid levende sandhed i disse ophøjede budskaber som
betyder så meget for os og som skabte en sådan intens modstand
fra den religiøse verden, kan ikke ødelægges. Satan
forsøger stadig at kaste sin afgrunds mørke skygge over disse
budskaber, sådan at levningen af Guds folk ikke klart skal fatte
deres vigtighed, tiden for dem og deres plads. Men de lever og de vil udøve
deres indflydelse over vor kristelig erfaring så længe tiden
skal vare.
|