Joh 19,30 Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: "Det er fuldbragt." Og han bøjede hovedet og opgav ånden.

Hvad er betydningen af denne højtidelige erklæring? Den kan ikke betyde, at tiden, således som den regnes i denne verden i sammenligning med evigheden, skulde afsluttes med denne Engels budskab; thi næste vers taler om de dage, da den syvende Engels røst høres, og kap. 11,15-19 fremstiller nogle af de tildragelser, der skal finde sted under denne basun og foregå før verdens ende. Her kan heller ikke menes prøvetiden; thi denne ophører ikke, førend Kristus afslutter sin gerning som præst; og dette sker ikke, før efter at den syvende Engel har begyndt at basune. Åb. 11,15 og 19; samt 15,5-8. Ordet må derfor betyde profetisk tid, da her ikke kan være tale om nogen anden. Profetisk tid skal der ikke mere gives, - ikke så at forstå, at tid aldrig mere skulde benyttes i profetisk betydning; thi "de dage, da den syvende engels røst høres", som straks efter omtales, vil uden tvivl sige den syvende engels år; men ingen profetisk periode skulde nå udover dette budskab, - her skulle alle de slutte, som nåde længst.

Man kan godt undre sig lidt over at englen her sværger, da det var en af de ting Jesus sagde, at vi ikke burde gøre.

Matt 5,33-36 I har også hørt, at der er sagt til de gamle: 'Du må ikke sværge falsk,' og: 'Du skal holde, hvad du har svoret Herren.' Men jeg siger jer: I må slet ikke sværge, hverken ved himlen, for den er Guds trone, eller ved jorden, for den er hans fodskammel, eller ved Jerusalem, for det er den store konges by. Du må heller ikke sværge ved dit hoved, for du kan ikke gøre et eneste hår hvidt eller sort.

Her i Åb 10,6 sværger Jesus ved sig selv.

Jesus ER Ham der lever i evighedernes evigheder
Jesus ER Ham der har skabt alt. Himlen, menneskene, jorden og havet og alt hvad der er på og i det.

Hvorfor sværger Jesus?

Jesus gør det fordi det er et livsvigtigt budskab at forstå og fordi tiden nu er udløbet. Det er et sidste desperat forsøg på at råbe de sidste af de der endnu ikke har hørt det sande evangelium og den meget alvorlige advarsel der er om, ikke at omvende sig.

Selv om man ofte er kommet i vanskeligheder, når man har prøvet på at fastsætte datoer, både når det gælder fortiden og fremtiden, kan man ikke ignorere de signaler, man får gennem de profetiske ord angående tidsfaktoren. Gal 4,4 "Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven". Der var med andre ord en fastsat tid for Jesu første komme til denne verden, og der synes at være andre fastlagte tidspunkter i Guds program. Apg. 17,31 "for han har fastsat en dag, da han vil holde dom over hele verden med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil; og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde."

Vi kender ikke dag time for verdens undergang, men vi kender en hel del til tiden forud for de store begivenheder i Guds program. Kristus sagde, idet han talte om symptomerne på verdens ene: "Sådan skal I også vide, når I ser alt dette, at han står lige for døren." Matt 24,33

Det må derfor ikke overraske, at Johannes' Åbenbaring afslører meget væsentlige træk ved den udvikling, som vil præge tiden lige forud for verdens afslutning og Kristi genkomst. Vi skal standse ved nogle af de tekster, der især berører endetidens dramatik.

Denne højtidelige erklæring synes at have verdensomfattende karakter og kommer fra ham, som er universets skaber og opretholder. Fristen er omme. Tiden er ved at være udløbet. Når den syvende engel lader sin basun lyde, er det et varsko til menneskeslægten om, at afslutningen på denne verdens historie er nært forestående. Dersom vi ser lidt nærmere på det, som vil finde sted i den syvende basuns periode, får vi flere overraskende detaljer.

Før sin korsfæstelse forklarede Frelseren sine disciple, at han skulle dø og atter opstå fra graven, og engle var til stede for at indprente hans ord på deres sind og hjerter. Men disciplene forventede en verdslig befrielse fra det romerske åg, og de kunne ikke udholde tanken om, at han, i hvem deres forhåbninger var samlet, skulle lide en vanærende død. De glemte de ord, som de trængte til at huske, og da prøvelsens time kom, var de ikke beredte. Jesu død tilintetgjorde deres forhåbninger så fuldstændigt, at man skulle tro, at de ikke var blevet advaret. I profetierne åbenbares fremtiden også for os lige så tydeligt, som den blev åbenbaret for disciplene ved Kristi ord. Profetierne beskriver klart de begivenheder, som er knyttet til nådetidens ophør og beredelsen til trængselstiden. Men til trods herfor kender tusinder af mennesker lige så lidt til disse betydningsfulde sandheder, som hvis de aldrig var blevet åbenbaret. Satan er på vagt for at udslette alle de indtryk, som ville gøre dem vise til frelse, og når trængselstiden kommer, er disse mennesker ikke beredte. Når Gud sender menneskene advarsler, der er så betydningsfulde, at de siges, at blive forkyndt af hellige engle, som flyver midt oppe under himmelen, forlanger han, at ethvert menneske, som er i besiddelse af sund fornuft, skal give agt på budskabet. De frygtelige straffe, som truer alle dem, der tilbeder dyret og dets billede (Åb 14,9-11), bør få alle til flittigt at granske profetierne og derved lære, hvad dyrets mærke er, og hvorledes man undgår at tage det på sig. Men alt for mange mennesker lukker deres øren for sandheden og foretrækker opdigtede historier. Idet apostlen Paulus skuede ned til de sidste dage, sagde han: "Der kommer en tid, da de ikke vil finde sig i den sunde lære." 2Tim 4,3. Den tid er allerede kommet. De fleste mennesker bryder sig ikke om Bibelens sandhed, fordi den er i modstrid med det syndige, verdslige hjertes begær, og Satan skaffer dem de bedrag, som de elsker.

Men Gud skal her på jorden have et folk, som betragter Bibelen og Bibelen alene som målestok for alle læresætninger og som grundlaget for alle reformer. Hverken lærde mænds meninger, videnskabelige slutninger, trosbekendelse eller bestemmelser fra gejstlige rådsforsamlinger, der er lige så talrige og uenige som de trossamfund, de repræsenterer, eller flertallets røst bør betragtes som bevis for eller imod en religiøs læresætning. Før vi anerkender nogen læresætning eller forskrift, bør vi forlange et "Så siger Herren" til støtte derfor.