Til Forsiden
Åb. 10,8.

Den åbne bogrulle!
Hvor tør dog mennesker over for det inspirerede ords klare vidnesbyrd hævde, at Åbenbaringen er et mysterium, som ligger uden for menneskers fatteevne? Tvært imod er det en åben bog, og læsningen af Åbenbaringen leder tanken hen på Daniels profetier, og begge fremkommer de med en meget betydningsfuld belæring, som Gud selv har givet mennesker, om de begivenheder der skal finde sted ved afslutningen på denne verdens historie.

Johannes fik åbenbaret syner, der var af dyb og betagende interesse for menigheden. Han så Guds folks stilling, farer, kampe og endelige frelse Han beretter om de afsluttende budskaber, der skal modne jordens høst enten som neg til den himmelske lade eller som halmknipper til ødelæggelsens ild. Meget betydningsfulde begivenheder blev ham åbenbaret, navnlig for den sidste menighed, for at de, som ville vende sig bort fra vildfarelsen til sandheden, og ønskede at blive belært om de farer og den strid, der ventede dem. Ingen behøver at leve i mørke med hensyn til det, som skal overgå jorden.

Hvorfor findes så denne vidt udbredte uvidenhed om en betydningsfuld del af den hellige skrift? Hvorfor denne modvilje mod at granske dens lære? Dette er virkningen af de udspekulerede anstrengelser, som mørkets fyrste gør sig for at skjule det for mennesker, som afslører hans bedrag. Af denne årsag har Kristus, den store åbenbarer, i sin forudviden om den kamp, der ville blive ført imod at studere Åbenbaringen, udtalt en velsignelse over alle dem, der ville læse, høre og efterkomme profetiens ord.

Præster og andre erklærede, at profetierne i Daniels bog og Åbenbaringen var uforståelige mysterier. Navnet åbenbaringens bog er i modstrid med denne opfattelse. "Jesu Kristi Åbenbaring, som Gud gav ham for at vise sine tjenere, hvad der skal ske i en hast. Salig er den, som oplæser, og de, som hører profetiens ord og holder fast ved det, der er skrevet i den; thi tiden er nær." Åb 1,1-3.

Som profeten siger: "Salig er den, som oplæser," der findes, nogle, som ikke vil læse; men det er ikke dem, der prises salige. "Og de som hører" der findes også nogle, som afslår at høre noget om profetierne; heller ikke for den slags mennesker gælder velsignelsen. "Og holder fast ved det, der er skrevet i den." Mange afslår at tage hensyn til de advarsler og den belæring, som rummes i Åbenbaringen; ingen af disse kan gøre fordring på den lovede velsignelse. Ingen af dem, der spotter profetiens ord og håner de symboler, som højtideligt bliver givet til os, ingen af dem, der nægter at leve et nyt liv og berede sig til Menneskesønnens komme, får en velsignelse.

Den tid nærmer sig, da dets lovgivere vil gå så vidt med at afsværge protestantismens principper, at det romerske frafald vil snige sig ind og godkendes. Det folk, som Gud så underfuldt har virket for, idet han har givet dem mod og kraft til at afkaste pavedømmets trykkende åg, vil ad lovens vej anerkende Roms fordærvelige tro og således bringe det tyranni til live igen, som kun venter på at sættes i gang for at iværksætte den forrige grusomhed og despotisme. Med raske skridt nærmer vi os allerede den tid. Når de protestantiske kirker søger støtte hos den verdslige magt og således følger hin frafaldne kirkes eksempel, hvilket deres fædre nægtede at gøre og derfor måtte lide den grusomste forfølgelse, så vil der ske et nationalt frafald, der vil ende alene med national undergang og ødelæggelse.

Vore ord og vore handlinger vogtes nøje af himmelske væsener, og de bevæggrunde, vi ledes af i vor gerning, læses som en åben bog. Vi har ingen tid nu til at stå som ledige og ligegyldige tilskuere. Vi må være virksomme med at udvikle en kristelig karakter. Vor åndelige forstand må renses, helliges og forædles. Alle indtager nu deres standpunkt. Det hører os til nu at vælge enten velsignelsen eller forbandelsen. Nu er det tid at rense vore sjæle i lydighed mod sandheden.

Kristus må være vort eksempel i alle ting. Han alene er i stand til at fremdrage sandheden fra alt det syndens grus, hvorunder den har været begravet, så den atter kan skinne frem i al sin herlighed og glans. For at vække interesse og opmærksomhed hos sine tilhørere tog Jesus i sine lignelser billeder fra naturen, ved hvilke han belyste sandhedens ynde og kraft. Idet han plukkede en lilje på marken i al dens skønhed, sagde han: "Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem." I al sin lære søgte Kristus at indprente i sine tilhøreres sind, at al sand kundskab drager sindet og tanken opad, at al den undervisning, man kan drage af naturen, er Guds egen undervisning.

De store byer er midtpunktet for denne jagen efter fornøjelser og underholdning. Mange forældre, der vælger et hjem i byen til deres børn, idet de har til hensigt at give dem større muligheder møder skuffelser og angrer for sent deres frygtelige fejltagelse. Vor tids byer bliver mere og mere lig Sodoma og Gomorra. De mange fridage opmuntrer til lediggang. De spændende sportskampe, teaterbesøg, væddeløb, hasardspil, drik og frådseri stimulerer alle lidenskaber i allerhøjeste grad. De unge rives med af strømmen. De, der kun lærer at elske fornøjelser åbner vejen for et væld af fristelser De hengiver sig til selskabelig munterhed og tankeløs lystighed, og deres omgang med lystens venner har en berusende virkning på sindet. De ledes fra den ene udsvævelse til den anden, indtil de både mister lysten og evnen til at leve et nyttigt liv. Deres interesse for hvad der har med religion at gøre, aftager og deres åndelige liv dør hen. Alle de ædlere karaktertræk, der knytter mennesket til den åndelige verden, bliver forringet.

Det er sandt, at nogle indser deres dårskab og omvender sig. Gud vil tilgive dem, men de har såret deres egen samvittighed og bragt sig i livslang fare. Evnen til at skelne mellem ret og uret, som altid burde være skarp og følsom, bliver i høj grad sløvet. De er ikke skarpsindige, så de straks kan genkende Helligåndens stemme, der søger at lede dem, eller at forstå Satans snedige påfund. I farens stund falder de ofte for fristelsen og bliver ført bort fra Gud. Enden på deres forlystelsessyge bliver at de har forspildt både dette og det evige liv.

Bekymringer, rigdomme, fornøjelser og nydelser benyttes alle af Satan i spillet om menneskets evige liv. Advarslen er blevet givet: "Elsk ikke verden, ej heller det, der er i verden! Hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed ikke i ham. Thi alt det, der er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden." Den, der læser menneskehjerterne som en åben bog, siger: "Men vogt jer at jeres hjerter ikke nogen sinde sløves af svir og drukkenskab og timelige bekymringer" Og ledet af Helligånden skriver Paulus: "Men de, som vil være rige, falder i fristelser og snarer og mange uforstandige og skadelige begæringer som styrter mennesker i undergang og fortabelse; thi kærlighed til penge er en rod til alt ondt; drevet af den er nogle faret vild fra troen og har voldt sig selv megen bitter smerte."