Es 44,6-11 Dette siger Herren, Israels konge, han som løskøber det, Hærskarers Herre: Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig. Hvem der er som jeg, skal udråbe og fortælle og forelægge mig, hvad der er sket, fra dengang jeg grundlagde et evigt folk. De skal fortælle dem, hvad der skal ske, og hvad der kommer. Vær ikke forfærdede og rædselsslagne! Har jeg ikke fortalt og forkyndt dig det for længst? I er mine vidner: Er der nogen anden Gud end mig? Er der nogen klippe, jeg ikke kender? Alle, der former gudebilleder, er tomme, og deres elskede guder gavner intet. Deres vidner ser intet, de forstår intet, så de bliver til skamme. Den, der former en gud og støber et gudebillede, har ingen gavn af det. Nej, alle tilhængerne bliver til skamme, håndværkerne er kun mennesker. Lad dem blot træde samlet frem, de skal alle gribes af skræk og skam.

For at give jordens befolkning et håndgribeligt bevis for, at det er himlen og jordens skaber der har sendt dem, vil disse to vidner af Gud blive brugt til at fortælle og vise at Herren, den almægtige også har magt over naturens krafter.

Mark 4,37-41 Og der kom en voldsom hvirvelstorm, bølgerne slog ind over båden, så den var lige ved at fyldes. Men Jesus lå i agterstavnen og sov på en hynde. Så vækkede de ham og sagde til ham: "Mester, er du ligeglad med, at vi går under?" Og han rejste sig, truede ad stormen og sagde til søen: "Ti stille, hold inde!" Og stormen lagde sig, og det blev helt blikstille. Så sagde han til dem: "Hvorfor er I bange? Har I endnu ikke tro?" Og de blev grebet af stor frygt og sagde til hinanden: "Hvem er dog han, siden både storm og sø adlyder ham?"

De 1260 dage der her er tale om og de 42 måneder der er tale om i det forrige vers er den samme tidslængde. Tre og et halvt år! Ganske vist har Satan på snedig vis fået nogle til at tro på at der her er tale om 1260 år, men ved at sammenligne de vers med hinanden der taler om vidnerne bliver det meget hurtig klart at der her er tale om 1260 bogstavelige dage.

Jeg beder dig lægge mærke til, hvor de to vidner får deres kraft – magt fra.

Selv om Satan, den gamle slange har fået mange kristne til at tro på at vidner ikke er personer, så kan de der holder sig til Guds ord, ikke være i tvivl om at når Gud – Herren taler om vidner så er det mennesker og ikke noget som helst andet

Matt 18,16 Hører han dig ikke, så tag én eller to med dig, for på to eller tre vidners udsagn skal enhver sag afgøres.

2Kor 13,1 Det er nu tredje gang, jeg kommer til jer! "På to eller tre vidners udsagn skal enhver sag afgøres."

Når Gud i Bibelen taler om sine vidner, er det så personer?
* Ja. Det er rigtigt at naturen, himlen, ja hele Guds vidunderlige skaberværk vidner om Gud. Det er også rigtigt at Guds ord vidner om Gud, og der kan nævnes mange flere eksempler, men det der er afgørende er, HVAD STÅR DER SKREVET. Bibelen er fyldt med eksempler på at det er personer der er tale om når Herren taler om sine vidner. <Es 43,10-12 og 44,8 + Luk 24,48 + Apg 1,8

De to vidner, <Åb 11,3-13> vil her under dommen over de levende på en helt speciel måde være dem der kommer mest frem i offentlighedens og mediernes søgelys. Ligesom Elias udfordrede Baals profeter - vil de to vidner udfordre alverdens falske guder ved at sige:
Lad os se hvem der er den sande Gud? <1 Kong 18,17-39>

De to vidner er IKKE de eneste der forkynder den tredje engels budskab og senere det høje råb. <Åb 14,6>
Under dommen over de levende, medens nådedøren lukker, vil der være utallige der forkynder det sidste advarselsbudskab. De to vidner er kun en af de tre grupper af frelste der forkynder evangeliet i denne tid. En anden gruppe, er de 144 000. Men ved siden af disse to MEGET SPECIELLE grupper, er der tusinder af Guds sande tjenere, der også forkynder det sidste budskab der skal lyde på denne syndige jord.

Herren vil selv udpege de to vidner og salve dem <Zak 4,14> til den meget specielle opgave han har for dem. <Åb 11,3 og 6> Deres kaldelse vil have stor lighed med den måde Moses, Aron og disciplene blev kaldet. <2 Mos kap 3 og 4,1-17 + Luk 10,1-16>

De to vidner, der af Gud vil få en MEGET SPECIEL OPGAVE, idet de på en meget håndgribelig og fysisk måde, skal henlede verdens opmærksomhed på DEN SANDE GUD, ligesom Moses og Elias gjorde det.

En anden MEGET SPECIEL SKARE, er de 144 000. Selv om der i HELE Bibelen KUN er tre vers der med sikkerhed omtaler de 144 000, <Åb 7,4 og 14,1-5> så er det en gruppe mennesker der i nogle trossamfund spiller en meget central rolle, selvophøjende tanker i lighed med dem der var medvirkende til at Lucifer, (Satan - Djævelen - Den gamle slange), måtte forlade sin ophøjede stilling i Himmelen, <Ez 28,12-19 + Åb 12,9> betyder at nogle mener de er medlemmer af denne udvalgte gruppe. Men en sådan opfattelse gør dem lige så uskikkede til at tilhøre de 144 000 som Satan selv.

Medens de 2 vidner vil være synlige for verden og gang på gang komme i mediernes søgelys, så har de 144.000 næsten den modsatte opgave.
Elias forkyndte for øvrigheden, at det ikke ville regne i en vis tid, <1 Kong 17,1> det samme vil de to vidner gøre. De har magt til at lukke himmelen, så der ikke falder regn. <5 Mos 11,13-17 + Åb 11,6> Og der skal komme hungersnød. <Åb 6,5-8> Kornet visner, kvæget lider, bækkens leje er tørret ud. <Joel 1,15-20>
At det ikke vil regne, vil for en stor del af jordens befolkning være lige så latterlig en påstand som da Noa forkyndte at det VILLE regne. Folk lo af Noa og det vil de også gøre af de to vidner, men da det ikke er deres egne, men HERRENs ord de forkynder, betyder det at der ikke falder regn.

Evangeliet forkyndes nu med en sådan kraft, som det aldrig før er sket. Men denne verdens befolkning er stivnakket, og den største del ønsker slet ikke at høre om den sande Gud, og den frelser som de to vidner fortæller om. <Åb 11,3-7> Jordens befolkning har deres egne guder.<Åb 17,2 og 18,3> Og det har de haft lige siden syndefaldet, så de to vidners budskab har ikke den store virkning, men de bliver i stedet spottet og latterliggjort.

Selv om videnskaben, på mange områder, i dag kan udrette fantastiske ting. Er der alligevel mange ting de ikke kan og heller aldrig kommer til at kunne, som f.eks. at bestemme over naturens krafter. Havet, jordskælv, vulkanudbrud og andre lignende ting.

Den tid er ikke fjern, da verden vil opleve så megen sorg, at ingen menneskelig balsam kan bringe lægedom, Guds Ånd er ved at blive draget bort fra jorden. Ulykker på hav og land følger hurtigt efter hinanden. Hvor ofte hører vi ikke om jordskælv og hvirvelstorme og om ødelæggelser forvoldt ved ildsvåde og oversvømmelser med store tab på liv og ejendom! Disse ulykker skyldes tilsyneladende naturkræfternes tilfældige spil, som står uden for menneskets kontrol, men Gud har en plan med det alt sammen. Han benytter disse midler til at ruske mænd og kvinder op og få dem til at indse den fare, de befinder sig i.

Mange tvivler på Guds eksistens og tilskriver naturens kræfter uendelig magt, fordi de ikke er i stand til at måle Skaberen og hans gerning med deres ufuldstændige kundskab. Disse personer har mistet den enkle tro og fjernet sig langt fra Gud i sind og tanke. Vi må have en sikker tro på det guddommelige i Guds hellige ord. Bibelen må ikke prøves med menneskets forståelse af videnskab, men videnskaben skal prøves med Guds ords ufejlbare standard. Når Bibelen taler om naturlige kendsgerninger kan videnskaben sammenlignes med det skrevne ord, og den rigtige forståelse vil altid vise, at de harmonerer. Det ene modsiger ikke det andet. Al sandhed, både i naturen og åbenbaringen, stemmer overens. De sande vismænd ser i den videnskabelige forskning uanede muligheder for tænkning og udbredelse af viden. De ser Gud i aktion og ønsker at lovprise ham. For dem er han den første og bedste, og deres tanker drejer sig om ham. Skeptikere, som læser Bibelen for at finde fejl, påstår i deres uvidenhed at se virkelige uoverensstemmelser mellem videnskab og åbenbaring. Men menneskets vurderinger af Gud bliver aldrig korrekte. Opfattelsen af hans magt forbliver i mørke, så længe forstanden ikke er oplyst af Guds Ånd.

Alting er sket ligesom Herren har åbenbaret i profetien, at det ville. Noget stort og afgørende vil snart finde sted, ellers vil intet kød blive reddet. Guds karakter vil ikke blive kompromitteret. Under Guds vrede vil universel ødelæggelse snart nå alle dele af den kendte verden. Der har været lyn og jordskælv, ildebrande og oversvømmelser, ulykker til havs og på land; men hvem læser disse advarsler? Hvilke indtryk gør de på verden? Hvilken ændring i deres holdning ses?

Jesus advarede sine disciple om Jerusalems ødelæggelse, og omtalte de store tegn, der skulle ske før Menneskesønnens komme. Hele det 24. kapitel i Matthæus er en profeti om det, der vil ske forud for verdens ende - og Jerusalems ødelæggelse bruger som et eksempel på verdens endelige ødelæggelse ved ild.

Alle må afvente den tid, da advarslen har lydt i alle dele af verden og tilstrækkeligt lys er nået hver eneste sjæl. Nogle vil få mindre lys end andre, men hver eneste vil blive dømt ud fra det lys, han har modtaget.

Israels Gud vil afsige dom over denne verdens guder, som han gjorde det over Egyptens guder. Han vil hjemsøge hele verden med ild og oversvømmelse, plager og jordskælv. Og da vil hans forløste ophøje hans hellige navn på jorden. Bør de mennesker, der lever i den allersidste tid i denne verdens historie ikke lære at forstå, hvad det er, Gud vil vise dem?