Der er flere forskellige meninger om hvem eller hvad den kvinde der her er omtalt er. Nogle mener, at det er den kristne menighed. De 12 stjerner er, så de 12 apostle.

Andre mener, at det er Israel, og at de 12 stjerner er Jakobs 12 sønner.
Der er flere forskellige steder i Bibelen talt om tegn på himlen.
Lad mig nævne et par af dem.

Dan 6,28 Han redder og befrier, han gør tegn og undere i himlen og på jorden. Han reddede Daniel ud af løvernes kløer!"

Joel 3,3-5 Jeg sætter tegn på himlen og på jorden, blod og ild og røgsøjler. Solen forvandles til mørke og månen til blod, før Herrens store og frygtelige dag kommer. Og enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses. For på Zions bjerg og i Jerusalem skal der være redning - som Herren har sagt - for de undslupne, som Herren kalder på.

Luk 21,10-12 Da sagde han til dem: "Folk skal rejse sig imod folk, og land imod land. Der skal komme store jordskælv, og sted efter sted skal der komme hungersnød og pest; der vil ske forfærdelige ting og vise sig store tegn fra himlen. Men før alt dette sker, vil man lægge hånd på jer og forfølge jer, udlevere jer til synagogerne og kaste jer i fængsel, og I vil blive ført frem for konger og statholdere på grund af mit navn.

Men det mest kendte af alle tegn er nok de tegn der ved Jesu fødsel ledte de vise mænd og hyrderne til Jesus!

"Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: "Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham." Disse mænd var ikke jøder, men de ventede på den forudsagte Messias. De havde studeret profetierne og vidste at tiden for hans komme var nær og de vendte ivrigt efter et tegn på denne begivenhed, for at de kunne være mellem de første til at tage imod den nyfødte himmelske kongen og for at tilbede ham. Disse vismænd var filosofer og havde studeret Guds værk i naturen. I himlens undrer, i solens, månens og stjernes pragt, så de Guds fingers værk. De var ikke afgudsdyrkere. De levede efter det lille lys der skinnede for dem. Disse mænd blev af jøderne betragted som hedninger, men de var i Guds øjne mere rene end jøderne som nød previlegiumet af et stort lys og høj uddannelse, men som ikke levede op til det lys Gud havde givet dem. Disse vismænd havde set himlen oplyst af den stråleglans, der omgav den himmelske hærskare, som forkyndte Kristi komme for de simple hyrder. Og efter at englene var vendt tilbage til himlen, kom der en strålende stjerne til syne, som dvælede på himlen.

Dette lys var en klynge skinnende engle i det fjerne, der så ud; som en strålende stjerne. Den mærkelige tilsynekomst af den store klare stjerne, der hang som et tegn på himlen, havde de aldrig set før, og det tiltrak sig deres opmærksomhed. De var ikke så privilegerede at de hørt englenes budskab til hyrderne. Men helligånden påvirkede dem til at drage ud for at finde den himmelske gæst, som besøgte den faldne verden. Vismændene drog i den retning, som stjernen syntes at lede dem. Og da de kom i nærheden af byen Jerusalem, blev stjernen indhyllet i mørke og vejledte dem ikke mere. De tænkte, at jøderne sikkert ikke kunne være uvidende om den store begivenhed, at Messias var kommet, hvorfor de spurgte sig for i omegnen af Jerusalem.

Vismændene blev overraskede over ikke at finde nogen særlig interesse for, at den forjættede Messias skulle komme. De blev bange for at de havde fejlfortolket profetierne. Usikkerheden formørkede deres sind og de blev ængstelige. De hørte præsterne gentage og påtvinge deres traditioner og udlægninger af loven og ophøje deres religion og deres egen fromhed. De fremhævede deres bederemme og kanten af deres dragter, som en anvisning, hvor loven og deres traditioner er indskrevet, som et tegn på deres hengivenhed, medens de stemplede romerne og grækerne som hedninger og menneskehedens største syndere. Vismændene forlader Jerusalem mindre sikre og forhåbningsfulde end de kom. Det undrer dem, at jøderne ikke var interesserede i og med glæde forventer den store begivenhed, da Kristus skal komme.

Kirkerne på vor tid søger verdslig ophøjelse og er lige så uvillige til at se profetiernes lys og tage imod beviserne på deres opfyldelse, som bebuder Kristi snarlige genkomst, som jøderne var med hensyn til hans første komme. De forventede Messias timelige, sejrssikre regering i Jerusalem. Kristenheden på vor tid venter, at kirken skal opnå jordisk velstand, at verden skal blive omvendt, og at der vil komme et timeligt tusindårsrige.