Til Forsiden
Åb. 12,10.

Frelsen og magten tilhører Gud!
Kristi korses principper stiller alle, der tror, under en stærk forpligtelse til at fornægte jeget, og til at meddele lys til andre og til at yde af deres midler til lysets udbredelse. Hvis de har forbindelse med himmelen, vil de deltage i værket i harmoni med englene.

Verdslige mennesker følger det princip at få så meget som muligt af de forgængelige ting i dette liv. Det rådende princip i deres liv er en egoistisk kærlighed til vinding. Men den reneste glæde findes ikke i rigdom, ej heller hvor begærlighed altid stiller krav, men hvor nøjsomhed råder, og hvor selvopofrende kærlighed er det herskende princip. Der er tusinder af mennesker, som tilbringer deres liv i nydelse, og hvis hjerter er fyldt med græmmelse. Ved deres unyttige anstrengelse for at tilfredsstille deres sind ved nydelse, bliver de ofre for egoisme og utilfredshed. Kun ulykke står præget i deres ansigt, og bag dem er en ørken, fordi deres liv ikke er rigt på gode gerninger.

I samme forhold, som Kristi kærlighed fylder vore hjerter og behersker vort liv, vil begærlighed, egoisme og lyst til magelighed overvindes, og det vil blive vor glæde at gøre, hvad Kristus, som vi bekender os til at tjene, vil, at vi skal gøre. Vor lykke vil da stå i forhold til vore uegennyttige gerninger, fremkaldt ved Kristi kærlighed.

Guds ord lægger stor vægt på den indflydelse, som selskab har endog på voksne; og hvor langt større indvirkning har det så ikke på børnenes og de unges sind og karakter, som netop er ved at udvikle sig! Det selskab, de opnår, de grundsætninger, de vælger, og de vaner, som de udvikler, vil afgøre spørgsmålet om deres nytte her i livet og deres fremtidige, evige velfærd.

Det er en sørgelig sandhed, en sandhed, som bør bringe forældrenes hjerter til at bæve, at der i så mange af de skoler og læreanstalter, hvortil de unge sendes for at få deres uddannelse og åndelige udvikling, råder indflydelser, som misdanner karakteren, leder sindet bort fra livets sande formål og svækker moralen. Ved omgang med de forlystelsessyge, de vanartede og sådanne, som ingen agtelse har for religion, taber mange, mange unge deres ligefremhed og renhed, mister troen på Gud og taber den selvopofrelsens ånd, som kristne fædre og mødre har opelsket og værnet om ved omhyggelig opdragelse og alvorlig bøn.

Mange som kommer til skolen i den hensigt at uddanne sig til en eller anden gren af nyttig tjeneste, fortaber sig i verdslige studier. Der vækkes hos dem en ærgerrig trang til at vinde udmærkelse for deres kundskaber og at opnå en ærefuld stilling i verden. Hensigten med deres indtrædelse i skolen tabes af syne, og deres liv vies til egennyttig, verdslige foretagender, og ofte grundlægges vaner, som ødelægger livet både for denne verden og den tilkommende.

-------- B

Satan anklager de kristne!
Zak 3,1-7 Så lod han mig se ypperstepræsten Josva, som stod foran Herrens engel, mens Satan stod på hans højre side for at anklage ham. Herren sagde til Satan: "Herren irettesætter dig, Satan; Herren, som har udvalgt Jerusalem, irettesætter dig. Denne mand er jo et stykke brænde, der er trukket ud af ilden." Josva stod foran englen med snavsede klæder på. Da sagde englen til dem, der stod foran ham: "Tag de snavsede klæder af ham." Til Josva sagde han: "Se, jeg fjerner din skyld fra dig og giver dig festklæder på." Så sagde han: "Sæt en ren turban på hans hoved." De satte en ren turban på hans hoved og gav ham andre klæder på, mens Herrens engel stod der. Herrens engel formanede Josva: Dette siger Hærskarers Herre: Hvis du vandrer ad mine veje og holder mine bud, skal du styre mit hus og vogte mine forgårde, og jeg giver dig adgang til at færdes blandt dem, der står her.

Satan optrådte som Josuas og hans folks anklager. Igennem hele historien har han anklaget de mennesker, som har bedt Gud om barmhjertighed og nåde. Han er "vore brødres anklager, som anklagede dem for vor Gud dag og nat". Åb 12,10, Han fører denne kamp imod hver eneste sjæl, som er blevet reddet fra ondskabens magt, og som har fået sit navn indskrevet i Lammets bog, som er livets bog. Hver gang Gud optager et menneske i sin familie, vækker det forbitret modstand hos fjenden. Men han, som var Israels håb, forsvar, retfærdiggørelse og forløsning dengang, er også menighedens håb i dag.

Satans anklager mod de mennesker, som søger Herren, skyldes ikke, at han er vred over deres synder. Han fryder sig over deres karaktermangler, for han er klar over, at han kun kan få magten over dem, når de overtræder Guds lov. Hans anklager skyldes udelukkende hans fjendskab til Kristus. Det er i kraft af frelsesplanen, at Jesus kan rive menneskeheden ud af Satans kløer og frelse mennesker fra hans magt. Når den store oprører ser beviserne på, at Kristus har overherredømmet, vækkes alt hans had og al hans ondskab til live, og så sætter han al sin djævelske kraft og snedighed ind på at vriste de mennesker, som har taget imod frelseren, ud af Kristi hånd. Han får mennesker til at tvivle, til at miste troen på Gud og til at skille sig fra hans kærlighed. Han frister dem til at overtræde Guds lov, hævder derpå, at de er hans fanger, og bestrider Kristi ret til at tage dem fra ham.

Satan ved udmærket, at de mennesker, som beder Gud om tilgivelse og nåde, får deres bøn opfyldt. Derfor viser han dem deres synder for at slå modet ned hos dem. Han bestræber sig ustandselig på at anklage de mennesker, som forsøger at adlyde Gud, Han får det til at se ud, som om selv deres bedste handlinger er onde, og tager utallige af de mest listige og grusomme metoder i anvendelse for at få dem dømt.

Mennesket kan ikke imødegå fjendens anklager i sin egen kraft. Det står foran Gud i sine synd besmittede klæder og bekender sin skyld. Men Jesus, som er vor forsvarer, fremfører et effektivt argument til fordel for alle dem, der i anger og tro har overgivet deres sjæl til ham. Han fører deres sag og besejrer deres anklager ved hjælp af Golgatas uimodsigelige argumenter. Han har fået al magt i Himmelen og på jorden, fordi han var fuldkommen lydig imod Guds lov, og beder sin Fader skænke det skyldige menneske nåde og tilgivelse. Han siger til sit folks anklager: "Herren straffe dig, Satan. Disse mennesker har jeg købt med mit blod, og de er en brand, som er reddet ud af ilden." Derpå giver han dem, der stoler på ham, denne forsikring: "Se, jeg har taget din skyld fra dig, og du skal have højtidsklæder på." Zak 3,4.

Alle de, der har iført sig Kristi retfærdigheds klædning, står for hans åsyn som udvalgte og trofaste og sande. Satan har ingen magt til at rive dem ud af Frelserens hånd. Kristus vil ikke lade fjenden få magten over en eneste sjæl, som i anger og tro har anmodet om hans beskyttelse. Løftet til Josua gælder alle: "Hvis du … holder mine forskrifter, … giver jeg dig gang og sæde blandt dem, som står her." Zak 3,7. De vil blive ledsaget af engle fra Gud selv i denne verden og vil til sidst få lov at stå blandt de engle, som omgiver Guds trone.

Zakarias' syn om Josua og engelen gælder i særlig grad Guds folks erfaring i den sidste del af den store forsoningsdag. På denne tid vil den sidste menighed komme ud for store prøvelser. De, der holder Guds bud og har Jesu tro, vil få dragens og dens hærskarers vrede at føle. Satan betragter denne verdens beboere som sine undersåtter. Han har endog fået magten over mange bekendende kristne. Men her er en lille skare, som ikke vil anerkende hans overhøjhed. Hvis han blot kunne udrydde dem af jorden, ville hans sejr være fuldkommen. Det var ham, der fik de hedenske folkeslag til at stræbe Israel efter livet, og i nær fremtid vil han også tilskynde ondskabens magter på jorden til at udrydde Guds folk. Der, vil blive stillet krav om, at menneskene skal adlyde menneskelige befalinger og overtræde den guddommelige lov.

De, der er tro imod Gud, vil blive truet, fordømt og gjort fredløse. De vil blive forrådt "af forældre og brødre og slægtninge og venner" og forfulgt lige til døden. Luk 21,16. Guds nåde er deres eneste håb, og bøn er deres eneste tilflugt. Ligesom Josua bad, da han stod over for engelen, vil den sidste menighed med sønderknust hjerte og urokkelig tro bede om tilgivelse og befrielse i deres forsvarers, Jesu navn. De er fuldt ud klar over, at de har syndet; de kan også godt se deres svaghed og uværdighed, og de er på fortvivlelsens rand.