Åb. 12,14.

Kvinden flygter ud i ørkenen!
Når Kristi efterfølgere bliver udsat for prøvelser og forfølgelser, er det kun de mennesker, der er villige til at ofre alt for sandhedens, skyld, der ønskede at være hans disciple. Menigheden er derfor forholdsvis ren, så længe forfølgelsen står på.

Da forfølgelsen i den mørke middelalder standsede, blev der optaget nyomvendte, som ikke var så oprigtige og gudhengivne, og nu kunne Satan få fodfæste. Men der er ingen overensstemmelse mellem lysets fyrste og mørkets fyrste, og der kan heller ingen overensstemmelse være mellem deres efterfølgere. Da de kristne indvilligede i at slutte forbund med mennesker, som kun var delvist omvendt fra hedenskabet, betrådte de en sti, som førte længere og længere bort fra sandheden. Satan jublede over, at det var lykkedes ham at bedrage så mange af Kristi efterfølgere. Nu lagde han pres på disse og tilskyndende dem til at forfølge de øvrige, der vedblev at være tro imod Gud. Der var ingen, der bedre forstod at modarbejde den sande kristentro end de mennesker, der en gang havde været dens forsvarere. Disse frafaldne kristne forenede sig nu med deres hedenske meningsfæller og rettede deres våben imod de vigtigste dele af Kristi lære.

De, der ville forblive tro, måtte kæmpe en fortvivlet kamp imod de vildfarelser og vederstyggeligheder, som blev indført i kirken i gejstlig forklædning. Bibelen blev ikke anerkendt som troens rettesnor. Religionsfrihedens princip blev betegnet som kætteri, og dens talsmænd blev hadet og landsforvist.

Efter en lang og hård kamp besluttede de få trofaste, at de ville afbryde forbindelsen med den frafaldne kirke, hvis den fortsat nægtede at forkaste løgnen og afgudsdyrkelsen. De var klar over, at et brud var uundgåeligt, hvis de skulle adlyde Guds ord. De turde ikke se gennem fingre med vildfarelser, som var skæbnesvangre for deres egen sjæl, og vise et eksempel, som ville bringe deres børns og børnebørns tro i fare. De var villige til at gøre en hvilken som helst indrømmelse, der var forenelig med deres troskab imod Gud, for at bevare freden og enheden; men de havde den overbevisning, at selv freden var for dyrt købt, hvis det skete på bekostning af principperne. Hvis enheden kun kunne opnås ved at ofre sandhed og retfærdighed, måtte der hellere være uenighed, ja, krig.

Det ville gavne både kirken og verden, hvis de principper, der besjælede disse trofaste sjæle, atter blev vakt til live i hjertet hos de mennesker, der bekender sig til at tjene Gud. Der råder i dag en forfærdende ligegyldighed med hensyn til de læresætninger som er kristentroens søjler. Den opfattelse vinder mere og mere indpas, at disse principper ikke har nogen væsentlig betydning. Dette giver Satans redskaber vind i sejlene, og følgen er, at falske teorier og skæbnesvangre vildfarelser, som trofaste mennesker før i tiden bekæmpede og afslørede med fare for deres liv, i dag betragtes med velvilje af tusinder, som hævder, at de er Kristi efterfølgere.

De kristne fra kirkens første dage var i sandhed et særegent folk. Deres ulastelige vandel og deres urokkelige tro virkede som en stadig irettesættelse, der forstyrrede synderens fred. Skønt de var få i tal og hverken havde penge, rang eller høje titler, var de en skræk for de gudløse, hvor deres karakter og tro blev kendt. Derfor hadede de gudløse dem, ligesom den gudløse Kain hadede Abel. De mennesker, der søgte at frigøre sig for Helligåndens hæmmende bånd, dræbte Guds folk af samme grund, som Kain dræbte Abel. Det var også af denne årsag, at jøderne forkastede og korsfæstede Frelseren. De betragtede hans rene og hellige karakter som en stadig irettesættelse på grund af deres egenkærlighed og fordærvelse. Lige fra Kristi tid til i dag, har Kristi trofaste disciple været hadet af de mennesker, der elsker synden og går på dens veje. Hvorledes kan evangeliet så kaldes et fredsbudskab?

---- B

En tid, to tider og en halv tid!
Den tidsperiode der her er omtalt i dette vers, er en af de meget vigtige tidsperioder.

I Biblen kan du finde mange forskellige tidsperioder omtalt og de er alle sammen meget vigtige. Men her har vi en tidsperiode der er omtalt tre gange. Alle tre gange i forbindelse med de profetier som omtaler de begivenheder der skal ske inden Jesu synlige komme i himlens skyer.

Du kan finde denne tidsperiode omtalt her i.
Dan 7,25 Han skal tale imod den Højeste og underkue den Højestes hellige. Han tragter efter at ændre tider og lov, og de skal gives i hans magt én tid, to tider og en halv tid.

Dan 12,7 Så hørte jeg manden, der var iført en linneddragt, og som svævede over flodens vand, sværge ved ham, som lever evigt, idet han løftede begge hænder mod himlen: "Én tid, to tider og en halv tid! Når det hellige folks magt ikke længere bliver knust, hører det alt sammen op."

Åb 12,14 Men kvinden fik givet den store ørns to vinger, så hun kunne flyve ud i ørkenen til sit sted; dér fik hun sin føde én tid og to tider og en halv tid i sikkerhed for slangen.

Ingen anden tidsperiode er omtalt tre gange!
Kun en anden profeti, Dan 9,23-27 er ligesom denne profeti her opdelt i forskellige afsmit.
En tid og to tider og en halv tid.

Disse to ting gør denne profeti til noget helt specielt.
Men dette er ikke nok, der er endnu nogle meget interessante ting, som gør denne tidslængde til noget helt specielt.

*** Det er i denne tidsperiode, at Gud på en speciel måde vil beskytte sit folk mod Satans angreb. (Åb 12,13-18)

*** når denne tidsperiode er forbi, har Satan ikke længere nogen som helst magt til at forfølge Guds folk. (Dan 12,5-10)

**** det er i denne tidsperiode og KUN i denne tidsperiode, at Satan FÅR LOV TIL, at ændre Guds lov. (Dan 7,23-27)

kære ven, jeg vil meget opfordre dig til, ud fra Biblen at studere denne tidsperiode. Hvis du har brug for hjælp, så kan du finde det her i programmet under emner – biblen – Kristendommens fundament.

Du kan også søge efter emnet "To tider" ved hjælp af Bibel-skolens søge robot. Og endelig er du altid meget velkommen til at sende os en E-mail.