Når Guds straffedomme falder på jorden, vil de ugudelige dø af sult og tørst. Men Kristus vil ikke forlade dem der er æblet i hans øje, og som han har købt med sit dyrebare blod. Selv om Guds folk lider og mangler føde vil de ikke omkomme. Hellige engle vil sørge for at de retfærdige får føde og vand. Jesus sagde til sine disciple: Tænk på ravnene, de hverken sår eller høster, og de har ikke forrådskamre eller lade, og dog giver Gud dem føden, hvor langt mere værd end fuglene er ikke I. Luk 12,24. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke en af dem falder til jorden, uden jeres Fader er med i det. Men på jer er endog alle hovedhår talt. Frygt altså ikke, I er mere værd end mange spurve. Matt 10,29-31.

Men for menneskeøjne vil det se ud, som om Guds folk snart må besegle deres vidnesbyrd med deres blod, sådan som martyrerne måtte før dem. De begynder selv at frygte, at Herren vil lade dem falde i fjendehånd. Denne tid er opfyldt af angst, og både dag og nat råber de til Gud om befrielse. De onde jubler og spørger hånligt: "Hvor er nu jeres tro? Hvorfor redder Gud jer ikke ud af vore hænder, hvis I virkelig er hans folk?" Men de ventende husker Jesu død på Golgatas kors, og at ypperstepræsterne og rådsherrerne spottende råbte: "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge! Lad ham nu stige ned af korset, så vil vi tro på ham." Matt 27,42. Ligesom Jakob kæmper de alle med Gud. Deres ansigter røber deres indre kamp. De er alle blege, men de ophører ikke med deres inderlige bønner.

Hvis mennesker havde guddommelig synskraft, ville de se skarer af engle, som er vældige i kraft, opstillet omkring dem, der har bevaret ordet om udholdenhed i Jesus. Med blid medfølelse har englene iagttaget deres kvaler og hørt deres bønner. De afventer deres leders befaling til at rive dem ud af faren, men de må vente endnu en liden stund. Guds folk må drikke kalken og døbes med dåben. Den udsættelse, som er så smertelig for dem, er det bedste svar på deres bønner. Mens de forsøger at vente tillidsfuldt på, at Herren skal gribe ind, nødes de til at udøve tro og bevare håbet og udholdenhed, hvilket de har gjort i alt for ringe grad i deres religiøse erfaring. Men for de udvalgtes skyld vil deres trængselstid alligevel blive forkortet.

Menigheden er Guds ejendom og Gud minder hende hele tiden om at hun er i verdenen, genstand for Satans fristelser. Kristus har aldrig glemt sine dage i ydmygelse. På baggrund af episoderne fra hans ydmygelse, har Jesus ikke mistet nogen ved hans ydmygelse. Han har det samme tilbud, medlidende kærlighed og har denne eneste gang nogensinde prøvet den menneskelige smerte. Han har det nu i tankerne, at han har været et sorgens menneske og er blevet bekendt med skade. Han glemmer ikke hans udvalgte folk som stræber efter at holde fast ved hans undertrykte lov. Han ved at verdenen som hadede, ham, hader dem. Endskønt Jesus Kristus er taget til himlene, er der stadig en levende forbundet kæde med hans troende til hans eget hjerte med grænseløs kærlighed. De mest beskedne og svage er forbundet med en sympatiens kæde tæt til hans hjerte. Han glemmer aldrig at han er vores repræsentant, da han bærer på vores natur.