![]() |
|
Åb. 12,17.
Dragen bliver rasende og forfølger nu andre kristne! Matt 7,15 Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. Apg 20,29-31 Jeg ved, at når jeg er borte, vil der komme glubske ulve til jer, og de vil ikke skåne hjorden. Ja, blandt jer selv vil der stå mænd frem og tale falsk for at få disciplene med sig. Derfor skal I være på vagt. Og husk på, at jeg gennem tre år uophørligt, nat og dag, har vejledt hver enkelt under tårer. "Og dragen vrededes på kvinden og gik bort for at føre krig mod de andre af hendes slægt, dem, der holder Guds bud og bevarer Jesu vidnesbyrd." Således beskrives slutfasen af den ondes kamp mod Guds børn, og her nævnes det overraskende, at Djævelen retter sit sidste angreb mod dem, der holder Guds bud. Mange mennesker har desværre glemt Guds bud i dag, men det, som måske er endnu værre, er, at de fleste kristne ignorerer de ti bud, og at de her latterliggjort dem, som ikke har samvittighed til at leve deres liv uden for Guds lovs rammer. De siger: "Vi er ikke under loven, men under nåden." Men denne frase har man gjort kristendommen til en lovløs religion. Vi er ikke under lovens straf, men under Guds nåde, dersom vi har modtaget Kristi tilbud om frelse eller befrielse fra synd. Dette vil imidlertid ikke sige, at lovens gyldighed er sat ud af kraft, for synd er netop dette at bryde loven. Det nye Testamentes billede af den kristne kirke forud for Kristi genkomst beskriver ikke en kirke af uhyre dimensioner, der i sig samler alle menneskehedens kirker, men derimod en forholdsvis lille rest, der står som udtryk for de kristnes fuldstændige enighed og fællesskab, de kristne, som holder Guds bud og bevarer Jesu vidnesbyrd. Satan er udelukkende beskæftiget med at bevirke menneskeslægtens tilintetgørelse. Apostelen Peter siger: "Eders modstander går omkring som en brølende løve, søgende, hvem han kan opsluge." Dette er et træffende billede, og mennesket i al sin stolthed er yderlig hjælpeløst overfor en sådan magt. Man kan med god grund skælve for den kraft, den listighed og det bedrag, som satan udøver over dem, der ikke i tro klynger sig til vor frelser. Men uagtet vi lever på en så farlig tid, så er der dog mange, der bekender sig til at være kristne, hvilke ikke har noget familjealter. De ærer ikke Gud i sit hjem og lærer heller ikke sine børn at elske og frygte ham. Disse ting smerter mig, thi jeg ved, at det er nødvendigt bestandig at våge og bede for hver en sjæl, der med held vil undgå den store bedragers snare. Personer, som holder sådanne anskuelser, er ikke sande kristne. Der er mange, der i lighed med uregerlige børn har skilt sig selv så meget fra Gud, at de føler sig fordømte, idet de nærmer sig ham. De kan ikke med frimodighed fremkomme for nådens trone eller opløfte hellige hænder uden vrede og trætte. De har ikke rene hænder, de har ikke et helligt hjerte, de har ikke et levende samfund med Gud. De har gudfrygtigheds skin, men mangler dens kraft. Skønt Satan til stadighed forsøger at få de kristne til at glemme det, bør de altid huske, at den kamp de skal kæmpe, ikke er mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. (Ef 6,12.) Den inspirerede advarsel lyder gennem århundreder til vor egen tid: "Vær ædru og våg; jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan opsluge." 1Pet 5,8. "Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb." Ef 6,11. I denne fordærvede tidsalder, da vor modstander,
djævelen, går omkring som en brølende løve og
søger, hvem han kan opsluge, finder jeg det nødvendigt at
opløfte min røst til advarsel. "Våg og bed, for at
I ikke skal falde i fristelse!" Mark 14,38. Der er mange, som besidder
glimrende talenter, og som på syndig vis bruger dem i Satans tjeneste.
Hvilken advarsel kan jeg give et folk, som bekender sig til at være
kommet ud fra verden og at have forsaget mørkets gerninger - et
folk, som Gud har gjort til vogtere af sin lov, men som i lighed med det
pralende figentræ pranger med deres tilsyneladende frodige grene
lige for den Almægtiges åsyn uden dog at bære nogen frugt
til Guds ære? Mange af dem nærer urene tanker, vanhellige forestillinger,
syndige ønsker og lave lidenskaber. Gud hader den frugt, der frembringes
på et sådant træ. Engle, som er rene og hellige, ser
med afsky på sådannes færd, medens Satan jubler. Gid
mænd og kvinder ville betænke, hvad der opnås ved overtrædelse
af Guds lov! Under enhver omstændighed og under alle forhold er overtrædelse
en vanære mod Gud og en forbandelse for mennesket. Vi må se
den som sådan, hvor smukt den end er forklædt, og hvem der
end begår den.
|