For at opnå større resultater i krigen mod Guds rige besluttede Satan at plante sit banner i den kristne kirke. Hvis det blot kunne lykkes at vildlede de kristne og få dem til at mishage Gud, ville de miste deres styrke og blive et let bytte.

Den store modstander søgte nu at opnå det ved list, som det ikke var lykkedes ham at opnå ved magt. Forfølgelsen ophørte og blev afløst af de farlige fristelser, som hedder timelig fremgang og verdslig ære. Afgudsdyrkere blev tilskyndet til at antage visse dele af den kristne tro, mens de forkastede andre og væsentlige sandheder. De bekendte sig til at tro på Jesus som Guds Søn og på hans død og opstandelse, men de havde ingen syndserkendelse og indså ikke nødvendigheden af at angre og få et nyt hjerte, De gjorde selv visse indrømmelser og foreslog, at de kristne også skulle gøre indrømmelser, så at de alle sammen skulle forenes i troen på Kristus.

Nu befandt menigheden sig i en frygtelig fare. Fængsel, tortur, bål og sværd var velsignelser i sammenligning hermed. Nogle af de kristne stod fast og sagde, at de ikke kunne indgå noget kompromis, Andre var stemt for at fire lidt på visse dele af deres tro og slutte sig sammen med de mennesker, som delvis havde antaget den kristne tro. De hævdede, at dette måske ville bidrage til, at disse personer blev fuldstændig omvendt. Det var en kvalfuld tid for Kristi trofaste efterfølgere. Satan var ved at snige sig ind i kirken under kristendommens kappe for at fordærve de kristnes tro og lede deres sind bort fra sandhedens ord.

Til sidst gik flertallet af de kristne ind for at sænke kravene, og kristendommen og hedenskabet indgik forbund. Skønt afgudsdyrkerne påstod, at de var omvendt, og sluttede sig til kirken, blev de ved at holde fast ved deres afgudsdyrkelse. De ombyttede blot deres afgudsbilleder med billeder af Jesus, ja, selv af Maria og helgenerne. Afgudsdyrkelsens farlige surdej, som nu var kommet ind i kirken, vedblev at øve sit ødelæggelsesværk. Usund lære, overtroiske skikke og afguderiske ceremonier blev gjort til en del af kirkens tro og gudstjeneste. Da Kristi efterfølgere sluttede sig sammen med afgudsdyrkerne, blev den kristne tro fordærvet, og kirken mistede sin renhed og kraft.

Der var dog nogle, som ikke lod sig lede på vildspor. De blev ved at være tro imod sandhedens ophavsmand og tilbad Gud alene. Kristi bekendende efterfølgere har altid bestået af to grupper. Den ene betragter Frelserens liv og bestræber sig omhyggeligt på at rette deres mangler og komme til at ligne det store forbillede; den anden gruppe søger at komme uden om de tydelige, praktiske sandheder, som afslører deres vildfarelser.

Selv da forholdene i kirken var bedst, bestod dens medlemmer ikke udelukkende af trofaste, rene og oprigtige mennesker. Vor frelser lærte, at mennesker, som synder med forsæt, ikke skal optages i menigheden; og dog udvalgte han mænd med en mangelfuld karakter og lod dem nyde godt af sin undervisning og sit eksempel for at give dem lejlighed til, at se deres fejl og rette dem. Der fandtes en forræder imellem de tolv apostle. Judas blev ikke valgt på grund af sine karaktermangler, men på trods af dem. Han blev optaget blandt disciplene, for at han skulle lære af Kristi undervisning og eksempel, hvori en kristelig karakter består, og blive tilskyndet til at indse sine fejl. Angre og ved Guds nåde lutre sin sjæl i lydighed imod sandheden. Men Judas vandrede ikke i det lys, som Gud i sin nåde lod skinne på ham. Han åbnede vejen for Satans fristelser ved at hæge om synden. Hans onde karaktertræk blev det fremherskende hos ham. Han lod mørkets magter få kontrollen over sit sind og blev vred, når han blev irettesat for sine fejl. Dette førte til, at han begik den frygtelige forbrydelse at forråde sin Mester.