Bibelen giver konkrete oplysninger om syndens begyndelse, og det er i denne forbindelse værd at læse Es 14,12-14. Hovmod og misundelse var de fremtrædende karaktertræk, som bragte Lucifer ind under Guds dom. Han ville være den øverste, og da han ikke kunne få denne ålads, søgte han at underminere Guds plan ved løgn, list og illoyalitet. Hvordan synden kunne opstå er en gåde, men vi må ikke glemme, at en fuldkommen Gud ikke kunne give sine skabninger fuldkommen frihed uden samtidig at åbne muligheden for at sige ja eller nej til Ham. Hverken det gode eller det onde kan være noget rent mekanisk, men det er et resultat af menneskets frie valg. Det må imidlertid understreges, at muligheden for et valg ikke er årsagen til fejlvalg. Guds hellighed, godhed og kærlighed står som en skarp kontrast til Djævelens råhed, uretfærdighed og had.

Da Satan i begyndelse syslede med syndens ide, var det kun Gud, som var klar over, hvad dette kunne føre med sig. Det var Guds egen karakter, som hindrede ham i at slå Satans oprører ned med magt. I stedet valgte han at lade Satan vise virkningen af syndens princip for hele universet, mens han selv, når tiden var inde, ville åbenbare virkningen af kærlighedens princip. Dette førte til, at vor verden blev skueplads for det store drama mellem godt og ondt.

Lige siden synden kom ind i vor verden, har Gud givet sig til kende for menneskene gennem en "pagt" eller overenskomst. I dette pagtsforhold har Gud givet løfte om at genløse os fra syndens magt, gøre os til nye skabninger og give os de velsignelser tilbage, som Adam og Eva forspildte ved syndefaldet. Sl 105,8-10; og 89,34; Jer 31,31-34; Hebr 8,8-10.

Efter at Adam og Eva havde syndet, fortalte Gud dem, at han gennem kvindens sæd ville åbenbare sin kærlighed for den faldne menneskehed, ødelægge Satan og tilintetgøre hans forfærdelige magt. Gud sagde til Satan: "Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og kvindens sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!" 1 Mos 3,15.

Det vi her møder er et symbol på en meget stærk magt. Det kan være et land, en organation eller en samling af flere lande, som det f.eks. er tilfældet med EU.

Jeg håber, at du har bemærket at den har syv hover, ti horn og syv kroner. Dette fortæller os, at der her er tale om en magt der optræder under mange forskellige navne. Der er to, som jeg i denne forbindelse kommer til at tænke på Moonbevægelsen og spiritismen. Da Moonbevægelsen forsøgte at erobre den danske befolkning skete det under dække af mange forskellige navne.

Tongil-bevægelsen,
Hjemme kirken,
Kristen oplysnings forbund,
Carp,
Nye horisonter og flere andre.

Det samme er gældende for Spiritismen, som også optræder under et hav af forskellige navne.
Psykisk landsforbund,
Fredens lys,
Kristen videnskab,
Christian science,
Teosofisk samfund,
Vandre mod lyset og flere andre.

Jeg tror nu ikke at Moonbevægelsen er en del af dette syn om dragen med de mange hoveder og horn, men spiritismen er helt sikkert med, måske endda på flere måder.

Satan bruger menneskene som sine redskaber til at lede dem, der elsker Gud, til anmasselse; dette er navnlig tilfældet med dem, som bedrages af spiritisme. Spiritisterne anerkender i almindelighed ikke Kristus som Guds søn, og ved deres vantro leder de mange sjæle til formastelige synder. De gør endog krav på overhøjhed over Kristus, ligesom Satan gjorde, da han stredes med livets fyrste. Spiritister, hvis sjæle er besudlede af synder af en oprørende art, og hvis samvittighed er brændemærket, vover at tage Guds pletfri søns navn på deres besmittede læber og på bespottelig vis forbinde hans højt ophøjede navn med den ondskab, der præger deres egen besmittede natur.

Mennesker, som indfører disse forkastelige kætterier, vil udfordre dem, der lærer Guds ord, til at indlade sig i strid med dem, og nogle, som forkynder sandheden, har ikke haft mod til at afslå en udfordring fra denne klasse mennesker, som Guds ord har sat mærke på. Nogle af vore prædikanter har ikke haft moralsk mod til at sige til disse mænd: Gud har i sit ord advaret os imod jer. Han har givet os en tro skildring af jeres karakter og af de kætterier, I hylder. Hellere end at give denne klasse mennesker nogen anledning til at hovere eller til at beskylde dem for fejhed har nogle af vore prædikanter mødt dem i åben diskussion. Men når de diskuterer med spiritister, møder de ikke blot mennesker, men Satan og hans engle. De stiller sig i forbindelse med mørkets magter og opmuntrer onde engle, som omgiver dem.

Spiritisterne ønsker at gøre deres kætterier offentlig bekendt, og prædikanter, som forfægter bibelens sandhed, bistår dem heri, når de samtykker i at diskutere med dem. De udnytter deres anledninger til at bringe deres kætterier frem for folket, og i enhver diskussion med dem vil nogle blive forførte. Den allerbedste fremgangsmåde for os at følge er at undgå dem.

Spiritistiske lærdomme, der undergraver troen på Gud og hans ord, trænger i vor tid ind i læreanstalter og kirkesamfund. Den teori, at Gud er et princip, som gennemtrænger hele naturen, hyldes af mange, som bekender sig til at tro på skriften. Men hvor smukt denne teori end tilsløres, så er den et højest farlig bedrag. Den giver en urigtig fremstilling af Gud og er en vanære for hans storhed og majestæt, og den tjener visselig ikke alene til at vildlede menneskerne, men også til at svække moralen. Mørket er dens element, sanselighed dens virkefelt. Følgen af at antage den er adskillelse fra Gud, og for den faldne menneskehed betyder det ruin.