Jeg håber ikke, at du er i tvivl om, hvem det er der er den virkelige leder af de mange forskellige organationer, lande og magter, som jeg har nævnt. Det er Satan, djævlen, den gamle slange, han optræder også under mange, mange forskellige navne. Men altid som noget godt, noget fredeligt og noget man kan have tillid til som f.eks. en lysets engel.

2Kor 11,13-15 De er falske apostle, troløse arbejdere, der giver sig ud for at være Kristi apostle. Og det er intet under. Satan selv giver sig jo ud for at være lysets engel. Så er det ikke mærkeligt, når også hans tjenere giver sig ud for at være retfærdige tjenere. Det skal gå dem efter fortjeneste.

Satan viser sig ofte som en lysets engel, opstillet i himmelsk tjenestedragt; han påtager sig venskabelig luft, viser stor karakterhellighed og stor agtelse for sine ofre, sjæle som han har i sinde at bedrage og ødelægge. Farer ligger på den sti som han indbyder sjæle til at gå på, men han har held med at holde dette skjult og præsenterer kun det tiltrækkende. Vor frelses store Feltherre har besejret for vor skyld, så vi gennem ham kan sejre for vor egen skyld, hvis vi vil. Men Kristus frelser ingen imod deres vilje; han tvinger ingen til lydighed. Han gjorde det uendelige offer så de kunne overvinde i hans navn og hans retfærdighed kan tildeles dem.

Den omgangskreds vi vælger, vil enten blive til hjælp eller til hindring for os. Vi bør ikke sætte os selv i fare ved at opholde os der hvor onde engle omgiver os med deres fristelser og snarer. Satan påvirker vort sind med sine lokkende fristelser. Han optræder som en lysets engel og klæder sine fristelser med tilsyneladende godhed. Det første vi må gøre, er at frigøre os fra alt det som på en eller anden måde vil tage glansen af vort indre liv.

Menneskets store fjende arbejdede konstant på at vende deres sind bort fra Kristus; og det havde han held med til en vis grad, fordi det naturlige hjerte vælger at gøre ondt hellere end at gøre godt. Der forgik en uophørlig kamp mellem Satan og hans engle og Kristus og hans engle. Vor Frelser mødte denne listige fjende i fristelsernes ørken. Under den fyrretyve dages og nætters lange faste søgte Satan ved at skjule sin virkelige karakter på alle mulige måder han kunne finde på at overvinde verdens frelser. Til sidst påtog han sig skikkelse af en lysets engel, en fra himlen ven og tilbød ham en lettere vej, end den med prøvelser og lidelser han var begyndt på. Men Jesus drev fjenden tilbage og tvang ham på flugt som en slået fjende.

Satan kommer stadig med sine fristelser til menneskenes børn. Han anvender ethvert middel, som han råder over, for at gøre sig usynlig, og dette er grunden til, at så mange ikke er klare over hans påfund. For nogle få dage siden blev dette spørgsmål rettet til mig: "Tror De på en personlig djævel?" "Ja, det gør jeg!" svarede jeg. "Nå," svarede spørgeren, "jeg tror ikke, at der findes sådant et væsen; vore onde tanker og indskydelser er alt, hvad vi kender til af en djævel!" "Men," spurte jeg, "hvem indgiver os disse tanker? Hvor stammer de fra, hvis ikke fra Satan? "

------ B

Dragen foran den fødende kvinde!
Mens kvinden gjorde sig klar til at føde sit barn, kom "en stor, ildrød drage" og stillede sig foran kvinden, for at dræbe barnet. Dette uhyre bliver senere identificeret som Satan, den engel, som gjorde oprør mod Gud.

Gennem Herodes forsøgte Satan at dræbe Jesus ved hans fødsel, da han gav befaling om at dræbe alle småbørn i Betlehem. Matt 2,1-18. Josef og Maria blev advaret af en engel og flygtede til Ægypten. Disse to begivenheder blev forudsagt af profeterne i det gamle Testamente. Jer 31,13; Hos 11,1. Selv om dragen først og fremmest repræsenterer Satan, er den også et symbol på det hedenske Rom. Herodes var en romersk regent, som Satan brugte i sit forsøg på at dræbe Jesus ved hans fødsel.

Lige så snart, at Jesus var født forsøgte Satan at få ham dræbt.

Matt 2,16-18 Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd. Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias, der siger: I Rama høres råb, gråd og megen klage; Rakel græder over sine børn, hun vil ikke lade sig trøste, for de er ikke mere.

Vismændene havde skænket Jesus kostbare gaver og på denne måde sørgede Gud for udgifterne til rejsen og deres ophold i Ægypten, indtil de atter kunne komme tilbage til deres land. Herodes blev meget vred, da han erfarede, at vismændene var draget en anden vej hjem. Han vidste, hvad Gud havde talt ved sin profet om Kristi komme. Han vidste, at stjernen var sendt for at vejlede vismændene. Og alligevel besluttede han at udrydde Jesus. I sin vrede sendte han soldater til Betlehem og lod "alle drengebørn på to år og derunder myrde". Matt 2,16.

Hvor underligt, at et menneske kæmper mod Gud! Hvor frygtelig må ikke denne nedslagtning af de uskyldige børn have været! Herodes havde begået mange grusomheder; men nu var hans ugudelige liv snart til ende. Han fik selv en grufuld død. Josef og Maria blev i Ægypten, indtil Herodes var død. Da viste engelen sig for Josef og sagde: "Stå op, tag barnet og dets moder med dig og drag til Israels land; thi de, som stræbte barnet efter livet, er nu døde". Matt 2,20.

Da jøderne var veget bort fra Gud, var troen blevet svækket, og håbet var næsten holdt op med at kaste lys over fremtiden. Man forstod ikke profeternes ord. For det store flertal af folket var døden en frygtelig gåde, hinsides den fandtes der usikkerhed og mørke. Det var ikke blot jammeren fra mødrene i Betlehem, men skriget fra menneskehedens store hjerte, der lød for profeten hen over århundrederne den røst, der lød i Rama: "Gråd og megen jamren; Rakel græd over sine børn og ville ikke lade sig trøste, thi de er ikke mere" Matt 2,18. I "dødsskyggens dal" sad mennesker uden at finde trøst. Med længselsfulde blikke så de hen til Befrierens komme, hvor mørket skulle spredes, og fremtidens hemmeligheder afsløres.

I Jerusalem afventede Herodes med utålmodighed vismændenes tilbagekomst. Efterhånden som tiden gik, og de ikke viste sig, blev hans mistanke vakt. Rabbinernes uvillighed til at udpege det sted, hvor Messias skulle fødes, syntes at tyde på, at de havde gennemskuet hans planer, og at vismændene forsætligt havde undgået ham. Denne tanke gjorde ham rasende. Hans list var slået fejl, men endnu kunne man tage sin tilflugt til magt. Han ville statuere et eksempel for at ramme denne barnekonge. Disse stolte jøder skulle få at se, hvad de kunne vente sig, hvis de forsøgte at sætte en anden hersker på tronen.

Der blev straks sendt soldater til Betlehem med befaling om at dræbe alle børn på to år og derunder. De fredelige hjem i Davids stad blev vidne til disse rædselsscener, som seks hundrede år før var blevet åbenbaret af profeten: "En røst hørtes i Rama, gråd og megen jamren; Rakel græd over sine børn og ville ikke lade sig trøste, thi de er ikke mere."

Denne ulykke havde jøderne selv bragt over deres hoveder. Hvis de havde vandret i troskab og ydmyghed over for Gud, ville han på en afgørende måde have bevirket, at kongens raseri ikke havde voldt dem skade. Men de havde gennem deres synd adskilt sig fra Gud og havde forkastet hans Helligånd, som var deres eneste værn. De havde ikke gransket Skrifterne i den hensigt at rette sig efter Guds bud. De havde gransket de profetier, der kunne fortolkes til deres egen ophøjelse og som beviser for, i hvor høj grad Gud ringeagtede alle andre folkeslag. De hovmodede sig med stolthed over, at Messias skulle komme som en konge, besejre sine fjender og i sin harme træde hedningerne under fod. På denne måde havde de gjort sig forhadt af deres overherre. Gennem deres falske fremstilling af Kristi kald var det Satans hensigt at opnå tilintetgørelse af Frelseren; men nu kom straffen i stedet for over dem selv.

Denne grusomme handling var en af de sidste, der skæmmede Herodes' regeringstid. Kort tid efter mordet på de uskyldige børn blev han selv nødsaget til at finde sig i den dom, som ingen kan vise fra sig. Han døde en frygtelig død.