Satan nævnes 55 gange i Åbenbaringsbogen, og i tillæg til dette henvises der indirekte til ham et utal af gange, idet han arbejder med alle midler for at knuse Guds værk og Guds folk. Navnet "Satan" betyder "modstander" eller "fjende", mens ordet "Djævel" betyder "bagtaler".

Det mest chokerende er måske, at hvert eneste menneske her på denne Jord daglig tilbeder enten Jesus eller Satan. Mange bøjer sig for Satan uden at vide det. Hvis de vidste, hvad de gjorde, ville de vende sig med afsky fra ham og hans ondskab.

Satan fremstiller sjældent sig selv som ond, men snarere som en varm og kærlig ven, eller som en kristen arbejder. På den måde kan han forføre millioner af godtroende mennesker. I denne forklædning er han farligst og gør mest skade. Satan arbejder sjældent i det åbne. Han foretrækker at bruge mennesker, som han, med eller mod deres egne ønsker, kan manipulere med. Ef 6,12

Bemærk: det er vanskeligt at forstå, men både Jesus og den engel, som blev til Satan, levede sammen i himmelen før denne jord blev skabt. Da Jesus er Skaberen af alle ting, har han også skabt den engel, som senere bragte synd ind i universet. Det er ingen tvivl om, at de holdt dybt og inderligt af hinanden i tidernes morgen. Det må have været som en kniv i hjertet på Jesus, da han så oprør og synd udvikle sig hos denne store og strålende engel, og at det blev nødvendigt at nedstyrte ham fra Himmelen. Det er det samme med synd i dag. Synd fører altid til adskillelse fra Gud og bringer sorg og smerte.

Ligesom Guds Søn, Jesus Kristus har mange forskellige navne, således har Satan også mange forskellige navne. Hvis ikke det lykkes ham at bedrage jordens beboere på den ene måde forsøger han på en anden.

Under højene uden for Rom var der gravet lange gange i jorden og klippegrunden. Denne mørke labyrint strakte sig flere kilometer uden for byens mure. I disse underjordiske tilflugtsteder begravede Kristi efterfølgere deres døde, og her fandt de et hjem, når de blev mistænkt og gjort fredløse. Når Livgiveren kalder på dem, som har stridt den gode strid, vil mangt et menneske, som har lidt martyrdøden for Kristi skyld, komme ud af disse skumle huler.

Jesu vidner bevarede deres tro ubesmittet under de frygteligste forfølgelser. Skønt de blev berøvet alle bekvemmeligheder og måtte undvære sollyset og indrette sig et hjem i jordens mørke, men gæstfrie skød, beklagede de sig ikke. De indgød hinanden tro, tålmodighed og håb og opmuntrede hinanden til at udholde nød og afsavn. End ikke tabet af alle jordiske goder kunne få dem til at fornægte troen på Kristus. Prøvelser og forfølgelser tjente som de trappetrin, der bragte dem nærmere hvilen og belønningen.

De mindedes deres Mesters ord om, at de skulle glæde og fryde sig, når de blev forfulgt, for deres løn skulle blive stor i Himmelen; thi således var profeterne blevet forfulgt før dem. Ligesom Guds tjenere fordum blev de "lagt på pinebænk og tog ikke imod befrielse for således at opnå en bedre opstandelse". Hebr 11,35. De glædede sig over, at de blev agtet værdige til at lide for sandhedens skyld, og midt i de knitrende flammer opsteg deres sejrssange. Med troens øje så de Kristus og englene læne sig ud over Himmelens brystværn og følge dem med den dybeste interesse og betragte deres trofasthed med billigelse. Fra Guds trone hørte de en røst, som sagde: "Vær tro indtil døden, så vil jeg give dig livets sejrskrans." Åb 2,10.

Den Ondes bestræbelser på at ødelægge Kristi menighed med vold var frugtesløse. Den store strid, i hvilken Jesu disciple ofrede livet, ophørte ikke, da disse trofaste bannerførere var faldet på deres post, De sejrede i nederlaget. Guds arbejdere blev dræbt, men hams værk gik stadig fremad. Evangeliet vandt mere og mere udbredelse, og antallet på dets tilhængere forøgedes. Det trængte ind i egne, hvor selv Roms ørne ikke kunne nå frem. En kristen, som gik i rette med de hedenske embedsmænd, der fremskyndede forfølgelsen, sagde: I kan "dræbe os, pine os og fordømme os, men jeres uretfærdighed er beviset på, at vi er uskyldige og jeres grusomhed gavner heller ikke jer". Den bidrog blot endnu mere til at få andre til at antage deres tro. "Jo oftere I mejer os ned, jo mere vokser vort antal. De kristnes blod er en udsæd."

Tusinder blev fængslet og dræbt, men andre trådte til for at udfylde deres plads. De, der blev martyrer for troens skyld, var Kristi ejendom for bestandig og regnedes af ham for sejrvindere. De havde stridt den gode strid og ville modtage herlighedens krone ved Kristi genkomst. De kristnes lidelser førte dem nærmere hinanden og nærmere deres forløser. Det eksempel, de viste, mens de levede, og det vidnesbyrd, som de aflagde, når de døde, var en stadig anbefaling til fordel for sandheden. Og hvor man mindst skulle vente det, trådte Satans undersåtter ud af hans rækker og gik ind under Kristi banner.

------ B

Satan bliver styrtet ned på jorden!
"Ve jorden og havet! Thi Djævelen er kommet ned til jer; hans harme er stor, fordi han ved, hans tid er kort." Det faktum, at Djævelen har fået sit opholdssted på jorden, må ikke forstås derhen, at Gud straffede jorden med at sende Djævelen hertil, da der ikke længere var plads for ham i himlen, og at jorden derfor var bestemt til at blive et tilholdssted for det onde.

Djævelen fandt en indfaldsport til menneskets sind og forførte det første menneskepar til synd. Adam syndede på hele menneskeslægtens vegne, da han begik sin første synd og spiste den forbudte frugt. Intet menneske i denne verden har siden formået at leve uden at synde med undtagelse af Jesus Kristus. Det er interessant at lægge mærke til, at motivet for den første synd i denne verden også var motivet for den første synd i himlen, nemlig ønsket om at blive Gud lig. 1 Mos 3,5. Synden er verdens største problem, men Gud har ikke overladt mennesket til sig selv. Han åbnede en udvej til frelse for selv den største synder, da han lod sin egen søn dø i menneskets sted. Hele verdens syndeskyld blev lagt på Jesus Kristus. Derfor kan hele verden blive frelst, hvis den vil frelses, men her drejer det sig om et valg. De fleste lader sig bedrage af verdens tillokkelser, og derfor bliver resultat, at kun en lille rest af menneskeslægten vil opnå et evigt liv.

Dragen kæmper mod alle mennesker, men de fleste mærker det ikke, fordi de elsker synden. Derfor bliver dragens angreb elimineret. I næsten to tusind år har Djævelen ført en intens krig mod Kristi efterfølgere.

Det ville være vidunderligt, om man kunne sige, at der her er tale om hele den kristne verden; men Bibelen afslører den nøgne sandhed, at det drejer sig om en gruppe kristne, som udgør minoriteten i mange kirker. På grund af denne elites holdning til Guds ord er de ofte blevet klassificeret som en undergrundsbevægelse, men i Guds øjne har denne minoritet i virkeligheden altid udgjort Hans sande menighed på jorden. Den første Djævelen krig imod. Kirkehistoriens største skamplet er den religiøse intolerance, kirken udviste mod anderledes tænkende gennem den lange mørke middelalder. I Sydeuropa brændte bålene i tusindvis, og millioner af martyrer beseglede deres tro med døden.

Guds ord erklærer at vi har mange fjender, ikke åbne og sammensvorne fjender, men sådanne som kommer med smigrende ord og forloren tale, og som vil forføre tilmed de udvalgte om det er muligt. Sådan kommer Satan. Og når det tjener til hans hensigt, går han også omkring som en brølende løve og søger hvem han kan opsluge. Menneskets vilje er lige så ofte på fjendens side som på Herrens side, dersom den ikke er underkastet Guds vilje. Derfor, vær årvågen i bøn, våg og bed uafladelig.

Vi lever i fjendens land. Han, som blev nedstyrtet fra Himmelen, har medført megen magt. Med hvert tænkeligt kunstgreb og påfund søger han at indfange sjæle. Hvis vi ikke bestandig er på vagt, vil vi blive et let bytte for hans utallige bedrag.

Kastet ud af himmelen, satte Satan sit kongerige op på denne jord, og lige siden har han utrætteligt prøvet at få bedrage menneskelige væsener med deres forbindelse med Gud. Han bruger den samme kraft som han brugte i himmelen--sindets indflydelse over sind. Mennesker bliver fristere for deres medmennesker. De stærke korrupte følelser som Satan havde fremelsket, bruger de på fremragende måde med stor kraft. Under indflydelse af disse følelser samler mennesker sig i føderationer, i handels unioner, og i hemmelige selskaber. Det er et arbejde i verdens kontorerne, som Gud ikke længere vil tolere. I en mildere form er det samme onde og den samme ånd blevet indført i vore institutioner. Herren har åbnet sagen for mig, og vist mig at det forkerte havde samme karakter, som det, der blev indført i himmelen. Det var Satan, som arbejdede på at bringe en vis indflydelse ind og binde forskellige interesser sammen under een kontrol. Det var ikke i harmoni med Guds vilje, og han erklærede, at Han ville ikke sanktionere noget af den slags.