Dyret fra havet med de ti horn og de syv hoveder ER  IMOD  Gud og Guds folk!
Denne organisation, uanset om den er religiøs, politisk, økonomisk eller noget helt andet, håner og spotter ikke blot Guds folk, men også Himlen og Jordens skaber, Guds og Jesu navn og bolig.
Denne organisation vil føre krig mod de hellige, og Gud vil tillade at de hellige bliver besejret!
Prøv engang at se nærmere på disse tre vers fra Daniels bog kap. 7

8 Mens jeg så nøje på hornene, voksede der endnu et horn, et lille et, frem mellem de andre. Tre af de andre horn blev revet af, så det kunne få plads. Og se, dette horn havde øjne som et menneske og en mund, der talte store ord.

11 Derpå så jeg dette: Jeg så, at dyret blev dræbt på grund af de store ord, som hornet talte; dets krop blev tilintetgjort og overgivet til den flammende ild.

25 Han skal tale imod den Højeste og underkue den Højestes hellige. Han tragter efter at ændre tider og lov, og de skal gives i hans magt én tid, to tider og en halv tid.

Jeg håber at du bemærkede, at der i alle tre vers er tale om en magt, en organisation, et land, et trossamfund, en politisk eller en økonomisk magt, der håner og spotter Himlens og Jordens skaber.

Satan gik selv til angreb mod Jesus Kristus. Onde engle gik i forbund med onde mennesker for at stå imod det gode og nedtrampe retfærdigheden, og alle deres kræfter samledes for at ødelægge Guds og sandhedens Forsvarer. Jesus gik ind på slagmarken, da det så ud, som om Satan havde fremgang med sine fortræffelige angreb. Jesus "kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham". Det var i en krisesituation, Faderen sendte ham, da oprøret hærgede i hele verden. Han blev nådens udsending, for at mennesket ikke skulle fortabes, men have evigt liv ved troen på Guds Søn. I Kristus skulle de knuse slangens hoved og opnå evigt liv.

Himmelens Majestæt stod roligt, overbevist, som en Gud over for sine modstandere. Han frygtede ikke deres truende blikke eller deres hænder fyldt med sten. Han havde visheden om, at usynlige kræfter, hærskarer af engle stod omkring ham, og at de på et ord fra hans læber ville slå skaren med forfærdelse, hvis en sten blev kastet mod ham. Uforfærdet stod han foran dem. Hvorfor blev stenene ikke slynget mod ham? Det var fordi guddommeligheden strålede gennem menneskeligheden, og de som en åbenbaring forstod, at her var noget ud over det sædvanlige. De knyttede hænder åbnede sig, og stenene faldt til jorden. Hans ord havde bekræftet hans guddommelighed, og nu har hans personlige fremtræden, hans øjnes lys og hans majestætiske skikkelse vidnesbyrd om den kendsgerning, at han var Guds elskede Søn.

Hvis farisæerne havde misforstået det der blev sagt, kunne og ville han have gjort dem opmærksom på dette. Han ville have fortalt dem at det ikke var bespottelig, at han kaldte sig selv for Guds søn og at det ikke nødvendigvis betød, at han ligestillede sig med Faderen. Men han kom ikke med en sådan udtalelse. Den opfattelse de havde, var netop den opfattelse de ønskede at have, og derfor svarede Jesus dem som han gjorde. "Står der ikke skrevet i jeres lov: 'Jeg har sagt: I er guder'? Når loven kalder dem guder, som Guds ord er kommet til - og Skriften kan ikke rokkes - siger I så til ham, som Faderen har helliget og sendt til verden: Du spotter Gud! fordi jeg sagde: Jeg er Guds søn? Gør jeg ikke min faders gerninger, skal I ikke tro mig. Men gør jeg dem, så tro gerningerne, selv om I ikke vil tro mig, for at I kan fatte og forstå, at Faderen er i mig og jeg i Faderen." Så ville de igen gribe ham, men han slap fra dem. Han tog atter over til den anden side af Jordan, til det sted, hvor Johannes tidligere havde døbt, og opholdt sig dér. Og mange kom til ham, og de sagde: "Ganske vist gjorde Johannes intet tegn, men alt, hvad Johannes sagde om denne mand, er sandt."