Til Forsiden
Åb. 14,4.

De følger lammet!
"Og jeg så, og se, Lammet stod på Zions bjerg og sammen med det hundrede og fire og fyrretyve tusinde, som havde dets navn og dets Faders navn skrevet på deres pander." Åb 14,1. I denne verden var deres sjæl helliget Gud. De tjente ham med både hjerte og forstand og nu kan han skrive sit navn "på deres pander." Og de skal være konger i evigheders evighed." Åb 22,5. De går ikke ind og ud som de, der trygler om et sted at være. De hører til den skare, til hvem Jesus siger: "Kom hid, min Faders velsignede! arv det rige, som har været jer beredt, fra verdens grundvold blev lagt." Han byder dem velkommen som sine børn og siger: "Gå ind til din Herres glæde." Matt 25,34 og 21.

"Det er dem, der følger Lammet, hvor det går. De er blevet løskøbt ud af menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og Lammet." Åb 14,4. I profetens syn ser man dem stående på Zions bjerg, klædt til den hellige tjeneste, iført hvide klæder, som er de helliges retfærdighed. Men alle de, som følger Lammet i Himmelen, må først have fulgt det på jorden, ikke uvilligt og lunefuldt, men med tillidsfuld, kærlig og villig lydighed, som hjorden følger hyrden.

Hvem er borgere til de himmelske rige? - alle dem der gør hans vilje. De har retfærdighed, fred og glæde i Helligånden. Medlemmerne af Guds rige er Guds sønner, parthavere i hans store virksomhed. Guds udvalgte er en udvalgt slægt, et særligt folk, et helligt folk, til at vise hans pris frem som har kaldt dem ud af mørket ind i hans utrolige lys. De er jordens salt, verdens lys. De er levende stene, et kongeligt præsteskab. De er i kompagniskab med Jesus Kristus. Disse er dem der følger lammet hvor som helst han går.

Mens Guds folk udøser deres sjæl for ham og beder om et rent hjerte, lyder denne befaling: "Tag de snavsede klæder af ham." Derpå udtales disse opmuntrende ord: "Se, jeg har taget din skyld fra dig, og du skal have højtidsklæder på." Zak 3,4. Guds prøvede, fristede, trofaste børn bliver iført Kristi retfærdigheds klædning. Den lille, foragtede skare bliver iført en højtidsdragt, som aldrig vil blive besmittet af verdens fordærv. Deres navne står i Lammets bog, som er livets bog, sammen med navnene på de trofaste fra alle tidsaldre. De har modstået forførerens list og har ikke svigtet Gud, skønt de har hørt dragens brøl. Nu er de i al evighed trygge over for fristerens anslag. Deres synder bliver lagt på syndens ophavsmand, og de får "et rent hovedbind" på.

Mens Satan har fremført sine anklager, er hellige engle i det skjulte fløjet frem og tilbage for at sætte den levende Guds segl på de trofaste. Det er disse, der står på Zions bjerg sammen med Lammet, med Faderens navn skrevet i deres pande. De synger den nye sang foran tronen den sang, som kun kan læres af de 144 000, som er blevet forløst fra jorden. "Det er dem, der følger Lammet, hvor det går. De er blevet løskøbt ud af menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og Lammet, og i deres mund blev der ikke fundet løgn; de er dadelfri." Åb 14,4-5.
 

 B
De er en førstegrøde!
Påsken blev efterfulgt af de usyrede brøds højtid, som varede i syv dage. På højtidens anden dag blev førstegrøden af årets høst, et neg af bygaks, fremstillet for Herren. Alle højtidens ceremonier var forbilleder på Kristi gerning. Israels udfrielse fra Ægypten var et levende eksempel på genløsning, som påskefesten skulle bevare i erindringen. Det slagtede lam, det usyrede brød og neget med høstens førstegrøde var symboler på Frelseren.

For de fleste mennesker på Kristi tid var højtideligholdelsen af denne fest sunket ned til at blive en ren formssag. Men hvad må den ikke have betydet for Guds Søn!

Idet Guds folk ydmyger deres sjæle for ham og beder inderligt om renhed i hjertet, udgår befalingen: "Tag de snavsede klæder af dem!" og de opmuntrende ord lyder: "Se, jeg tager din skyld fra dig, og du skal have højtidsklæder på." Kristi retfærdigheds pletfri klædning iføres de prøvede og fristede, men dog trofaste Guds børn. Den foragtede levning iføres en herlig dragt for aldrig mere at blive besmittet af verdens fordærvelse. Deres navne forbliver stående i Lammets livsens bog, indskrevne iblandt de troende fra alle tidsaldre. De har modstået forførerens list; dragens brøl har ikke ledet dem bort fra deres troskab. Nu er de for altid sikret mod fristerens anslag. Deres synder er overført på syndens ophavsmand. Og "de øvrige" Åb 12,17 får ikke alene tilgivelse og bliver antaget, men de bliver hædret. Et "rent hovedbind" sættes på deres hoveder. De skal være som konger og præster for Gud. Medens Satan trængte på med sine anklager og søgte at ødelægge denne skare, færdedes hellige engle usynligt frem og tilbage og satte den levende Guds segl på dem. Disse er dem, som står på Zions bjerg sammen med Lammet, og som har Faderens navn skrevet på deres pander. De synger den nye sang foran tronen, denne sang, som ingen kan lære uden de hundrede og fire og fyrretyve tusinde, som blev løskøbt fra jorden. "Det er dem, der følger Lammet, hvor det går. De er blevet løskøbt ud af menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og Lammet, og i deres mund blev der ikke fundet løgn." Åb 14,1-5.

Kristus opstod fra de døde som førstegrøden af dem, der sover. Han var svingningsnegets modbillede, og hans opstandelse fandt sted på netop den dag, hvor svingningsneget skulle fremstilles for Herren. I mere end tusinde år var denne symbolske ceremoni blevet udført. Fra høstmarkerne samlede man de første modne aks, og når folket drog op til Jerusalem til påskehøjtiden, blev neget af førstegrøden svunget som et takoffer til Herren. Ikke før dette offer var bragt, måtte seglen røre kornet, så det kunne bindes i neg. Dette neg, der var viet til Gud, var et billede på høsten. Sådan symboliserede Kristus førstegrøden af den store åndelige høst, der skulle samles ind til Guds rige. Hans opstandelse er et billede og pant på de retfærdige dødes opstandelse. "Thi så sandt vi tror, at Jesus er død og opstanden, skal også Gud ved Jesus føre de hensovede frem sammen med ham." 1Tess. 4,14.

Kristus var førstegrøden af dem som var sovet ind. Det var til Guds ære at livets fyrste skulle være førstegrøden og modbilledet på korn neget som skulle svinges. "For dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede, så at han er den førstefødte blandt mange brødre." (Rom 8,29). Denne symbolske ceremoni, som var et forbillede på Jesu opstandelse, havde jøderne fejret i tusind år. Når kornet begyndte at modnes, blev der samlet et korn neg for Herren og på den måde hyldede man ham som høstens herre. Efter denne ceremoni kunne indhøstningen begynde.

De 144.000 bliver omtalt som "jomfruer", fordi de afviser enhver forbindelse med den letsindige kvinde, som kaldes Babylon, og med hendes døtre. Ligesom de fem jomfruer, Kristus henviser til i en af hans lignelser, følger de brudgommen (Lammet) til bryllupsfesten.

I det gamle Israel blev den første frugt, eller "førstegrøden" båret frem ved slutningen af året, som et specielt offer til Gud. (5Mos 26,1-11; 3Mos 23,10 og 17.) De 144.000 udgør førstegrøden af jordens høst i den betydning, at de får del i Helligåndens "sildigregn", som modner dem før den virkelige indhøstning af jorden finder sted. I slutningen af prøvetiden, før de syv sidste plager falder, vil Gud lede sit folk til det punkt, hvor de helt og fuldt henspejler Jesus billede. De vil være sande israelitter i ordets virkelige betydning, uden plet og lyde for Guds trone.