Til Forsiden
Åb. 14,7.

Giv Gud æren!
Hvorfor skal vi frygte, ære og tilbede Gud? Der er naturligvis flere svar på dette spørgsmål; men den egentlige årsag til, at Gud bør være midtpunktet i ethvert menneskes liv er simpelthen denne, at vor skæbne er i hans hænder. At ignorere ham vil være det samme som at afbryde strømmen, der holder motoren i gang. Vi har ingen fremtid uden Gud. Han er dommeren, skaberen og opretholderen, og nu er hans doms time kommet. Menneskene er blevet forbavsende ligegyldige med, hvordan de lever deres liv. Det er, som om det moderne menneske for enhver pris må nedbryde de moralske normer og love, som tidligere slægter i ærbødighed bøjede sig for. Man ønsker frihed uden begrænsning, privilegier uden ansvar, fordele uden indsats. Den liberale holdning, som også er godt på vej ind i kristenheden, skaber kaotiske forhold på jorden, og midt i dette virvar af opløste hjem, forældreløse børn og løsslupne unge lyder budskabet om Guds dom over menneskenes gerninger.

Jødefolkets tro med hensyn til forbindelsen mellem synd og lidelse næredes også af Jesu disciple. Skønt Jesus rettede deres vildfarelse, gav han dem ingen forklaring på årsagen til mandens sygdom, men fortalte dem, hvad der ville blive følgen af den. Ved hjælp af den skulle Guds gerninger åbenbares. Han sagde: "Mens jeg er i verden, er jeg verdens lys." Da han havde smurt dyndet på den blindes øjne, sendte han ham hen for at tvætte sig i dammen Siloam, og manden fik sit syn igen. På denne måde besvarede Jesus disciplenes spørgsmål på en håndgribelig måde, sådan som han plejede at besvare spørgsmål, der blev rettet til ham af nysgerrighed. Disciplene var ikke kaldede til at drøfte det spørgsmål, hvem der havde syndet eller ikke havde syndet, men til at forstå Guds magt og barmhjertighed ved at give en blind synet. Det var indlysende, at der ikke var nogen helbredende virkning hverken i dyndet eller i dammen, hvor den blinde blev sendt hen for at tvætte sig, men at kraften fandtes i Kristus.

Farisæerne kunne ikke undgå at undres over helbredelsen. Dog fyldtes de mere end nogen sinde af had; thi dette mirakel var blevet gjort på sabbatsdagen.

Den unge mands naboer og de, som tidligere havde kendt ham som blind, sagde: "Er det ikke ham, der sad og tiggede?" De så tvivlrådigt på ham, for nu, hvor hans øjne var blevet åbnede, var hans ansigt forandret og gladere, og han lignede et andet menneske. Fra den ene til den anden lød dette spørgsmål. Nogle sagde: "Det er ham," og andre: "Nej, det er en, der ligner ham." Men han, som havde fået den store velsignelse, afgjorde sagen ved at sige: "Det er mig" Så fortalte han dem om Jesus, og på hvilken måde han var blevet helbredt, og de spurgte: "Hvor er han?" Han siger: "Det ved jeg ikke."

Så førte de ham for et råd af farisæere. Atter blev manden spurgt om, hvordan han havde fået sit syn. Han svarede dem: "Han kom dynd på mine øjne, og jeg tvættede mig, og nu kan jeg se." Nogle af farisæerne sagde så: "Dette menneske er ikke fra Gud, for han holder ikke sabbatten." Farisæerne håbede at bevise, at Jesus var en synder og derfor ikke kunne være Messias. De vidste ikke, at han, som havde indstiftet sabbatten og kendte alle dens forpligtelser, havde helbredt den blinde. De viste sig forunderligt nidkære for overholdelsen af sabbatten, skønt de planlagde et mord på den selv samme dag. Men mange blev dybt bevægede ved at høre om dette under og var overbeviste om, at han, som havde åbnet den blindes øjne, var mere end et almindeligt menneske. Som svar på beskyldningen, at Jesus var en synder, fordi han ikke overholdt sabbatten, sagde de: "Hvordan kan et syndigt menneske gøre den slags tegn?"

Igen henvendte rabbinerne sig til den blinde: "Hvad siger du selv om ham? Det er jo dine øjne, han har åbnet." Han svarede: "Han er en profet." Nu hævdede farisæerne, at han ikke havde været født blind og derefter fået sit syn. De tilkaldte hans forældre og spurgte dem: "Er han her jeres søn, som I påstår, er født blind?"

Der stod manden selv, som erklærede, at han havde været blind og var kommet til at se; men farisæerne ville hellere benægte, hvad de så med deres egne øjne, end indrømme, at de tog fejl. Så stærk er fordom, så forvanskende er farisæisk retfærdighed.

Nu havde farisæerne kun et eneste håb tilbage, og det bestod i at skræmme mandens forældre. Tilsyneladende helt troskyldigt spurgte de: "Hvordan kan han da nu se?" Forældrene var bange for at komme i vanskeligheder, for det var blevet sagt, at hvem som helst der anerkendte Jesus som Kristus, skulle "udelukkes af synagogen"; det ville sige i tredive dage at være udelukket fra synagogen. I dette tidsrum kunne intet barn blive omskåret, og der kunne ikke blive holdt klage over døde i synderens hjem. Denne dom blev betragtet som en stor ulykke, og hvis den ikke fremkaldte anger, blev den efterfulgt af langt hårdere straffe. Det store under, der var sket med deres søn, havde virket overbevisende på forældrene, men alligevel svarede de: "Vi ved, at han er vor søn, og at han er født blind. Men hvordan han nu er blevet seende, ved vi ikke, og hvem der har åbnet hans øjne, ved vi heller ikke. Spørg ham selv; han er gammel nok; han må selv svare for sig." Sådan skubbede de hele ansvaret fra sig selv over på deres søn; thi de vovede ikke at bekende sig til Kristus.

Den forlegenhed, som farisæerne nu var kommet i, deres udspørger og deres fordomme og deres vantro over for sagens kendsgerninger var ved at åbne mængdens øjne, særlig det jævne folks. Jesus havde hyppigt gjort sine undere på åben gade, og hans gerninger var altid af den art, at de befriede fra lidelser. Nu opstod dette spørgsmål hos mange: Ville mon Gud gøre den slags kraftige gerninger ved hjælp af en bedrager, som farisæerne jo påstod, at Jesus var? Der var ved at opstå meget alvorlige uoverensstemmelser på begge sider.

Farisæerne indså, at de var ved at skabe reklame for de gerninger, som Jesus gjorde. De kunne ikke benægte underet. Den blinde mand var opfyldt af glæde og taknemmelighed; han så alt det vidunderlige i naturen og frydede sig over Jordens og himmelens skønhed. Han fortalte frimodigt om, hvad han havde oplevet, og atter forsøgte de at få ham til at tie ved at sige: "Giv Gud æren; vi ved, at dette menneske er en synder." Det ville sige det samme som: Lad være med igen at sige, at dette menneske har givet dig dit syn. Det er Gud, som har gjort det.

Den blinde svarede: "Om han er en synder, ved jeg ikke; men et ved jeg, at jeg, som var blind, nu kan se." Så spurgte de ham igen: "Hvad gjorde han ved dig? Hvordan åbnede han dine øjne" De prøvede på at forvirre ham med mange ord, for at han skulle komme til at tro, at han var blevet narret. Satan og hans onde engle gjorde fælles sag med farisæerne og forenede deres kraft og snedighed med menneskers fornuftgrunde for at modvirke Kristi magt. De sløvede den overbevisning, der var ved at slå rod i mange sjæle. Guds engle var også til stede for at styrke denne mand, der havde fået sit syn.

Farisæerne var ikke klar over, at de havde med andre at gøre end den ulærde mand, der var født blind. De kendte ikke ham, som de var i strid med. Et guddommeligt lys skinnede ind i den blindes sjæl. Medens disse hyklere forsøgte at få ham til at tvivle, hjalp Gud ham til gennem kraften og sagligheden i hans svar at vise, at han ikke lod sig besnære. Han svarede: "Jeg har allerede sagt jer det, men I hørte ikke på mig. Hvorfor vil I høre det igen. Vil I måske også være hans disciple? Så skældte de ham ud og sagde: Du er selv hans discipel; men vi er Moses disciple. Vi ved, at til Moses har Gud talt; men hvor han her er fra, det ved vi ikke."

Herren Jesus vidste besked om den hårde prøvelse, som denne mand måtte igennem, og han gav ham nåde og evne til at tale, så han kunne blive et vidne for Kristus. Han svarede farisæerne med ord, der rummede en bidende irettesættelse for deres spørgsmål. De hævdede at være Skriftens fortolkere og folkets religiøse vejledere, og alligevel stod der her en, som gjorde undere, og de indrømmede, at de ikke anede noget om, hvorfra han havde sin magt, eller om hans personlighed eller berettigelse. "Det er da underligt," sagde manden, "at I ikke ved, hvor han er fra; han har dog åbnet mine øjne. Vi ved, at syndere bønhører Gud ikke; men hvis nogen er gudfrygtig og gør hans vilje, så hører han ham. Aldrig nogen sinde er det hørt, at nogen har åbnet øjnene på en blindfødt. Hvis han ikke var fra Gud, kunne han intet gøre."

Manden var kommet sine dommere i møde på deres egen grund. Hans ræsonnementer var uimodsigelige. Farisæerne var forbløffede, og de tav stille, tryllebundne af hans saglige og målbevidste ord. I nogle øjeblikke var der tavshed. Så samlede præsterne og de skriftkloge med truende miner deres kjortler om sig, som om de var bange for at blive besmittede ved at røre ved ham. De rystede støvet af deres fødder og slyngede forbandelser imod ham: "Du er helt og holdent født i synd, og du vil lære os! Og de stødte ham ud!"

Jesus hørte, hvad der var sket, og da han kort tid derefter mødte ham, sagde han: "Tror du på Menneskesønnen?" For første gang så den blinde sin redningsmand ind i ansigtet. Da han stod for rådet, havde han set sine forældre bekymrede og forvirrede. Han havde set rabbinernes vrede ansigter. Nu hvilede hans blik på Jesu kærlige og fredfyldte ansigtstræk. Han havde allerede og meget dyrekøbt anerkendt ham som en, der var udsendt med guddommelig magt. Nu blev der skænket ham en mere ophøjet åbenbaring.

På Frelserens spørgsmål: "Tror du på Menneskesønnen?" svarede den blinde med at spørge: "Ja, hvem er han, Herre, for at jeg kan tro på ham?" Og Jesus sagde: "Du har set ham; den, som taler med dig, ham er det." Manden kastede sig ned for Frelserens fødder og tilbad ham. Ikke blot havde han fået sit legemlige syn som gave, men hans forståelses øjne var blevet åbnede. Kristus var blevet åbenbaret for hans sjæl, og han tog imod ham som den, der var sendt af Gud.

B

Helligdommen!
I 1844 begyndte Jesus sin tjeneste i "det allerhelligste" i den himmelske helligdom, hvor han udsletter eller fjerner synderne, så at hans folk kan have fuld ret til himmelen, og være helt fri for skyld.

Gennem de tre engles budskaber som fremholdes i Åb 14, samler Jesus nu i overført betydning sit folk omkring sig i det allerhelligste i den himmelske helligdom. Gud lod det gamle Israel samle sig omkring den jordiske helligdom en gang om året, nemlig på den store forsoningsdag, som var en dommens dag. På samme måde indbyder han nu sit folk til at samles omkring den himmelske helligdom, og ved troen på Kristus gå ind i det allerhelligste og modtage den velsignelse, han tilvejebringer ved sin midlertjeneste.

Gud foreskrev visse ting, det gamle Israel skulle gøre, når de samlede sig omkring helligdommen på den store forsoningsdag. På samme måde er den første engels budskab rette til dem, som lever i den virkelige doms tid, med opfordring til at frygte Gud og give ham ære. De, som tilbeder dyret, som er omtalt i Åb 13, vil ære mennesket. Men de, der tager imod det evige evangelium, vil love, prise og ære Gud alene.

* Helligdommen bestod af tre hovedafdelinger: FORGÅRDEN, 2Mos 27,9-12; det HELLIGE og det ALLERHELLIGSTE. 2Mos 26,33.

* I forgården stod BRÆNDOFFERALTERET, 2Mos 27,1-8; VANDKUMMEN (brugt ved tvætninger), 2Mos 30,18-21 Forgårdens indhegning var syet af hvidt linned og båret af 60 piller. 2Mos 27,9.

* Indenfor i det hellige stod tre møbler:

** SKUEBRØDSBORDET, 2Mos 25,23-30, som symboliserede afhængigheden af Gud for både fysisk og åndelig næring. Det pegede frem mod Jesus, det levende brød. 1Kor 11,23-24; Joh 6,51.

** Den SYVARMEDE LYSESTAGE. 2Mos 25,31-40. lysene symboliserer Guds ord, Sl 119,105 og Jesus Kristus, Joh 9,5, og OLIEN symboliserer Helligånden. Zak 4,1-6; Åb 4,5.

** RØGELSESALTERET, 2Mos 30,1-9. RØGELSE symboliserer Guds folks bønner. Sl 141,2; Åb 5,8; og 8,3-4.

* I det allerhelligste var der kun et møbel, PAGTENS ARK. 2Mos 25,10-22. Det var en kiste belagt med Guld. Låget blev kaldt SONEDÆKKET, (nådestolen, ifølge Luthers oversættelse.) 2Mos 25,17-22. På det stod to engle formet i guld. Her, mellem englene, hvilede Guds nærværelse. I arken lå De ti Bud, skrevet på stentavle 5Mos 10,4-5.  Arken mindede om både nåde og lov. Loven må holdes, men Gud tilvejebringer nåde mod sit folk, som betyder loven.

* Når en person syndede, bragte han et offerdyr til præsten. Han bekendte sin synd over dyrets hoved og dræbte det så selv. Præsten stænkede noget af blodet på brændofferalterets horn, og noget af kødet spiste han. 3Mos 6,18-23. Ved syndofferet (for hele menigheden) stænkede præsten blod på forhænget og smurte noget på røgelsesalterets horn. På denne måde blev synden overført fra synderen til dyret, som gik i synderens sted, og fra dyret til helligdommen. Dette symboliserer, hvordan Jesus bliver min stedfortræder over for Faderen, når jeg antager hans død i mit sted.

Der var ingen redning fra synd i et lams blod. Men redningen var at finde i troen på det offer, som Jesus skulle bringe. 1Joh 1,7. De så FREMAD til korset, ligesom vi nu ser TILBAGE til det.

Kristus er symboliseret ved det LAM, som DØR i mit sted, Joh 1,29, og også ved den PRÆST, der LEVER som min Ypperstepræst i Himmelen. Begge symboler er nødvendige for at beskrive Jesu tjeneste. Hans offer betalte for min synd. Ved sin tjeneste genopretter han sit billede i mig. Begge er uundværlige.

* Udover de daglige tjenester gik ypperstepræsten en gang om året ind i det Allerhelligste for at "rense" helligdommen. 3Mos 16,29-34; Hebr 9,7. Ved ofringerne hele året igennem blev folkets synder overført til helligdommen. En gang om året, på den store forsoningsdag (Yom Kippur), blev der udvalgt to bukke, en som syndebuk og en som Herrens buk. Herrens buk blev slået ihjel, og dens blod blev bragt ind i det Allerhelligste, hvor det skulle skaffe renselse. Derefter overførte præsten synden til syndebukken, som blev ført ud i ørkenen for at dø. 3Mos 16 og 23,27-30.

Herrens buk symboliserer Jesus, som er vor forsoner, stedfortræder og vort eksempel. Syndebukken, som symboliserede Satan, blev ført bort fra Guds folk for evigt. På lignende måde vil Satan, hans engle og synden blive udslettet og således forvist fra universet for al evighed, efter at de har været for dommen ved afslutningen af tusinde år.

Forsoningsdagen var en domsdag. Folket ville blive frelst, hvis deres synd var blevet bekendt inden denne dag. Hvis ikke, blev de udryddet fra Guds folk. Deres dom var beseglet. 3Mos 23,27-30. Det var en dag med dybtfølt bekendelse, omvendelse og alvorlig bøn.

Jøderne har altid betragtet Forsoningsdagen eller "Yom Kippur" som en hellig domsdag. I det jødiske leksikon står der under artikel: "Forsoningsdagen":

C

Dommen!
Mange vil nok erkende, at der en dag kommer en dommens dag; men få betænker, at der foregår en domshandling i den himmelske helligdom, før den store dommedag bliver en realitet. Dan 7,9 og 1 Pet 4,17. Det vil med andre ord sige, at ethvert menneskes evige skæbne er afgjort, før jordens sidste dag oprinder. Ligesom døren til arken blev lukket flere dage, før syndflodens kilder brast, således vil også nådens dør blive lukket før Kristi genkomst. Åb 22,11-12. dette er uden tvivl den mest alvorlige kendsgerning vedrørende vor tid. Der foregår en domsscene i himlen i dag, og netop derfor bør vi tænke vor situation nøje igennem og søge den hjælp, vi specielt behøver. Hebr 4,15-16.

Gud accepterer ikke tilsløring. Alle nedtegnelser om synd forbliver i bøgerne til den endelige afslutning, for at alle kan have adgang til regnskabet til enhver tid. Intet bliver fejet under tæppet. Gud lover at genoprette sit billede i sit folk gennem Sønnens tjeneste i den himmelske helligdom. Regnskabet vil vise enhver, som ser i det, at Gud har gjort undere. Hans folk er kommet til at ligne ham.

Gud har krav på alle jer som ikke så let kan kastes til side. Jesus har købt jer med sit eget blods pris. "Eller ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud, og at I ikke tilhører jer selv? I er jo købt og prisen betalt; ær derfor Gud i jeres legeme!" Har I intet offer at gøre for Gud? Store ansvar påhviler jer begge i hverdagslivet. Jeres regnskaber går hver dag hen til Gud. Store farer ligger skjult på jeres vej. Hvis jeg kunne, ville jeg tage jer i mine arme og bære jer sikkert over dem; men det har jeg ikke fået lov til at gøre. I er i den mest kritiske periode af jeres livshistorie. Hvis I vækker sjælens kræfter og styrer dem hen mod ting af evige interesser, og hvis I gør alt andet underordnet disse, vil I få held med at udvikle en kristen karakter. I må alle involvere jer i den åndelige krig mod skødesynder, og I må, ved Kristus, komme sejrende ud. Men det vil ikke være barneleg. Det vil være en hård krig, der kræver selvfornægtelse og korsbæring. Faren er at du ikke helt vil indse din frafaldne og din farefulde tilstand. Medmindre du ser livet som det er, kaster de glinsende indbildninger til side, og kommer ned til de nøgterne erfaringer, vil du vågne op når det er for sent. Du vil så indse den frygtelige fejltagelse du har gjort.

Unge mænd og kvinder, I skal gøre Gud regnskab for det lys, han har givet jer. Dersom dette lys og disse ansvar ikke bliver påagtet, vil de stå op imod jer i dommen. Jeres farer er blevet klart påvist; I er blevet advaret og vogtet i alle retninger, omhegnede af advarsler. I Guds hus har I lyttet til de højtideligste og mest hjerteransagende sandheder, som blev fremholdt af Guds tjenere med åndens bevis. Hvor megen værdi har disse højtidelige formaninger for jeres hjerter? Hvilken indflydelse har de på jeres karakter? I vil blive holdt ansvarlige for enhver af disse formaninger og advarsler De vil stå op i dommen og fordømme den, der lever et liv i forfængelighed, letsindighed og stolthed.

Ethvert menneske er en Guds forvalter. Til enhver har Mesteren betroet sit gods; men mennesket gør krav på dette gods som sit eget. Kristus siger: "Driv handel med den, indtil jeg kommer tilbage." Luk 19,13. Der kommer en tid, da Kristus vil kræve sit igen med renter. Han vil sige til enhver af sine husholdere: "Aflæg regnskabet for din forvaltning." Luk 16,2. De, som har skjult deres herres penge i et tørklæde i jorden i stedet for at sætte dem ud til vekselererne, og de, som har bortødslet deres herres penge ved at bruge dem til unødige ting i stedet for at udlåne dem på rente ved at anbringe dem i hans sag, vil ikke vinde herrens bifald, men få en afgjort fordømmelse. Den dovne tjener i lignelsen leverede den ene talent tilbage til Gud og sagde: "Herre, jeg havde lært dig at kende som en hård mand, der høster, hvor du ikke såede, og samler, hvor du ikke spredte, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden; se, her har du, hvad dit er." Hans herre griber hans ord: "Da svarede hans herre og sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener, du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke såede, og samler, hvor jeg ikke spredte. Så burde du jo have anbragt mine penge hos vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom hjem." Matt 25,24-27.

Gud er alvidende, men det er englene ikke. Den nuværende dom giver dem anledning til at undersøge alle vidneudsagn, for der ved at vide, at Gud er fuldstændig retfærdig. Gud forkynder ikke afgørelsen, før englene er klar over, at alle mennesker har besluttet sig for Gud eller Satan. Der vil ikke mere kunne vælges parti, Åb 22,11-12. det er ikke en befaling, men en bekendtgørelse. Alle har truffet deres endelige valg. Yderligere prøvetid ville ikke ændre noget.

Mange går fortabt, selv om de retfærdige mente, de var kristne. At se optegnelserne og stille spørgsmål fjerner al tvivl om Guds retfærdighed. Det vil ses, at de, som fortabes, valgte at ignorere Gud til trods for hans utallige kærlige henvendelser til dem.

Himmelens regnskabsbøger
1. Skriften nævner LIVETS bog og bog til IHUKOMMELSE.
2. Skriften fortæller os følgende om LIVETS bog:
a. De trofaste får deres navne i livets bog. Åb 13,8.
b. Navne kan fjernes fra bogen. Åb 22,19.
c. De ondes navne indskrives ikke i livets bog. Åb 3,5.
d. Sejrvinderens navn slettes aldrig af bogen. Åb 3,5.
e. De, som har navnet i bogn, går ind i den hellige stad. Åb 21,27.
f. Bogen bruges i dommen. Åb 20,12.
g. Mennesker, hvis navne ikke er i bogen, kastes i ildsøen. Åb 20,15.
h. Alle, der er optegnet i bogen, bliver frelst. Dan 12,1.
i. Kristne kan nu glæde sig over, at deres navne er i livets bog. Luk 10,20.
j. Trofast menighedsmedlemmers navne er i bogen nu. Hebr 12,23.
k. Hvis et menneske vender tilbage til et liv i synd, så slettes navnet af bogen. 2Mos 32,33.
i. De retfærdige er optegnet i bogen. Sl 69,29.
m. Bogen indeholder navne på trofaste medarbejdere. Fil 4,3.
3. Skriften siger følgende om bogen til IHUKOMMELSE:
a. Bogen indeholder gudfrygtiges vidnesbyrd og samtaler. Mal 3,16.
b. Den indeholder en fortegnelse over kærlighedsgerninger. Neh 13,14.

Vidste du, at Gud i Åbenbaringsbogen viser, at et træk, der i dag kendetegner Guds menighed, er, at den vil forkynde tidspunktet for dommens begyndelse for verden?

Det lyder utroligt, dog er det sandt. Ydermere er dette emne så vigtigt, at Jesus omtaler det direkte eller indirekte mindst 50 gange i Åbenbaringsbogen. Vi kan derfor ikke komme uden om, at vi skal beskæftige os med et emne, der er af største betydning. Det vil berøre adskillige meget væsentlige bibelske temaer, som nøje hænger sammen, og som ligger langt udenfor, hvad vi kan beskrive. Det vil være nødvendigt at søge forklaringer til dette emne uden for Åbenbaringsbogen! Særlig vil vi se på Daniels bog, som omhandler flere af de profetier, vi også finder i Åbenbaringsbogen. Daniels bog og Åbenbaringens bog forklarer gensigt hinanden. Måtte Helligåndn lede os i vort studium.

D

Tilbed skaberen!
I mange trossamfund gør man Gud til en løgner, ved at tro på en anden skabelsesberetning end den der er omtalt i Bibelen. Hvor Gud, Herren skabte himmelen og jorden, planter og dyr og som kronen på værket skabte Gud mennesket i sit eget billede. <Sl 33 + Sl 148>

Es 43,1 Men nu siger Herren, han som skabte dig, Jakob, han som dannede dig, Israel: Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig, jeg kalder dig ved navn, du er min.

Hver eneste af disse vers fortæller om Gud, som SKABEREN. Ved at antage en tro på en udvikling af dyr til menneske, forkaster man Guds ord og gør Ham, Herren til en løgner, samtidig antager man en falsk lære der er i strid med Bibelen.

Mange af de der tror på Bibelens skabelsesberetning falder i en anden af Satans snedige faldgrubber. De lader sig lede ud i bedragenes og vildfarelsens ørken, ved at mene at Bibelen ikke kan forstås uden hjælp fra verdens og kirkehistorie.

Jeg har i tidens løb hørt tusindvis af kristne sige at historien er kendsgerninger - fakta og uomstødelige beviser, som vi ikke kan se bort fra.

Jeg har derimod kun har hørt nogle få  hørt nogle få sige dette om Bibelen, at Guds ord er kendsgerninger - fakta og uomstødelige beviser, som vi ikke kan se bort fra.

De personer der har skrevet om de såkaldte historiske kendsgerninger, gør det alle ud fra den politiske og religiøse baggrund de har. Disse såkaldte kendsgerninger er i en MEGET HØJGRAD præget af den holdning, som vedkommende har til det han/hun skriver om og derfor også afgørende for hvilke konklusioner vedkommende kommer frem til.

Det er en kendsgerning, at videnskabsfolk, professorer og historikere den ene gang efter den anden har taget fejl.

De ting der den ene dag syntes at være kendsgerninger og fakta har kort tid efter ofte vist sig at være en fejltagelse.

En af årsagerne til at de videnskabelige og historiske fortolkninger af Bibelen er blevet så populær er den at de er forholdsvis lette at gå til og måske endnu mere vigtig er at de føres tilbage i en fjern fortid, som ikke direkte berøre os personlig. Det gør derimod de Bibelske fortolkninger, hvor man sammenligner vers med vers.

Den første engel appellerer til dem, som bereder sig for dommen, om at tilbede "ham som har skabt himmelen og jorden og havet og kildevældene". I den første tid, der er gået, siden dommen begyndte i 1844, har den største del af kristne verden forkastet selv grundlaget for den kristne tro, nemlig sandheden om Gud, som alle tings skaber og kilden til alt liv.

Appellen om ar tilbede ham, som har skabt himmelen og jorden og havet og kildevældene bygger på det fjerde bud i Guds evige lov, som indbyder menneskene til at møde Skaberen på sabbatten. Bibelen siger, at Gud på den syvende dag hvilede og holdt sig i ro. Han betragtede sit fuldkomne skaberværk og glædede sig over det han så. (2Mos 20,8-11; 31,17.) Og englen, som var vidne til Guds fuldkomne værk, råbte med fryd (Job 38,7.) Her er vi ved selve kernen i sand sabbatshelligholdelse, nemlig at betragte Guds storhed. Derfor bliver sabbatten omtalt i Bibelen som et tegn på helliggørelse. Den viser, at Gud er den eneste, som kan helliggøre menneskene. (2Mos 31,13; Ez 20,12.)

De, som vender sig til Gud og møder ham på hans hellige sabbat, viser, at de i tro tager imod hans fuldkommenhed. Det er den slags tro, Guds folk må være i besiddelse af i den undersøgende doms tid.

Kristi gerning i dommen indbefatter også en undersøgelse af de menneskers liv, som har bekendt sig til at tro på ham. I denne dom vil Faderen og Sønnen vurdere menneskenes tanker, ord og handlinger i lyset af kærlighedens fuldkomne lov. (Dan 7,10; Mal 3,16; Jak 2,12.)

Efter at have gennemgået hvert menneske sag, vil Kristus enten fjerne personens synd fra himmelens bøger, eller også fjerne hans navn fra livets bog. (Åb 3,5; Ez 18,24.)

Samtidig med at Kristus udsletter deres synd, som lever i den undersøgende doms tid, vil han udgyde Helligånden i fuldt mål over dem, som i tro har fulgt hans gerning i det allerhelligste og fået del i hans forsoning. (Apg 3,19.) Han vil klæde alle bodfærdige syndere i sin egen retfærdighed, så at han kan "fremstille kirken for sit åsyn som herlig, uden plet eller rynke eller andet sådant". (Ef 5,27; Zak 3,1-5; Åb 14,1-5.)

Hvorfor bliver vi opfordret til at tilbede "ham, som har skabt himlen og jorden og havet og kildevældene?" Det synes klart, at spørgsmålet om at følge Kristus eller Antikrist bliver et spørgsmål om tilbedelse. Gud advarer mod falsk tilbedelse og tilskynder menneskene til at tage del i den sande tilbedelse. Grundlaget for sand tilbedelse er erkendelsen af Bibelens skabelsesberetning. Dette er et meget betimeligt budskab for mennesket af det 20. århundrede. Med bedrøvelse konstaterer man, at videnskabsmænd og fremstående teologer ikke godkender den bibelske skabelsesberetning.

I 1859 udkom naturforskeren Charles Darwins berømte værk om arternes oprindelse, som dannede grundlaget for den såkaldte evolutionsteori. Denne teori fik indpas på universiteter og skoler, og der bliver efterhånden ingen plads for troen på en skaber, ej heller for Bibelens skabelseshistorie. Moses blev gjort til en sagnfigur og hans beretning om jordens første tid til en samling legender. På denne snedige måde er det lykkedes Satan at skjule Gud for menneskene, og intelligente mænd og kvinder verden over har med iver og dygtighed udbredt disse falske læresætninger.

At så mange gør indvendinger mod skabelsesteorien skyldes ofte forudfattede meninger og skødesløs læsning. En omhyggelig læsning af Skrifterne med et åbent sind, vil afsløre, at intet bevist videnskabeligt faktum modsiger skabelseshistorien som beskrevet i Bibelens første kapitel.

"Thi da verden med al sin visdom ikke kendte Gud i hans visdom besluttede Gud, ved prædikenens dårskab at frelse dem, som tror." 1Kor 1,21.

Kontrasten mellem troen på skaberen og evolutionsteorien er stor, og i de sidste dage skal der lyde et kald til menneskene om at komme tilbage til Bibelens skabelsesdoktrin og tilbede den skaber, som gjorde vor eksistens mulig. Det er interessant at lægge mærke til, at Bibelens skabelsesberetning er gentaget i et af de ti bud. 2Mos 20,8-11. Derfor er den tanke ofte blevet fremsat, at dersom menneskene havde holdt fast ved den syvende dag som hviledag og helligdag, ville der aldrig være blevet rum for evolutionslæren. DEN SYVENDE DAG, vor lørdag, er jo givet som minde om skabelsen, og det var nok Guds tanke, at menneskene i det mindste én gang hver uge på en særlig måde skulle komme deres skaber i hu. Vi må tilbage til skabelsens Gud og tilbede ham på den dag, som han selv fra tidernes morgen har sat til side til tilbedelse 1Mos 2,1-3; Es 56,1-2; Matt 24,20.