Til Forsiden
Åb. 16,18.

Lyn, tordenbrag og et stort jordskælv!
Naturkatastrofer af hidtil ukendt omfang vil under den syvende plage ramme jorden. Jordskælv, haglstorme, lyn og torden vil ryste alt, som rystes kan, og alt menneskeværk vil styrte sammen. Enorme kræfter vil komme i bevægelse, og Gud vil komme det store Babylon i hu. Det historiske så vel som det åndelige Babylon har været traditionstro fjender, som altid har modarbejdet Gud. Det gamle Babylon blev lagt i ruiner, og det åndelige Babylon vil lide samme skæbne på jordens sidste dag. Den 7. plage og Kristi genkomst vil snart være en realitet, men menneskene vil spotte Gud til det sidste. Til den tid vil der simpelt hen ikke være noget godt i mennesket, men det er fuldværdigt til fortabelse. Hvor er det tragisk, at så mange dygtige, vel uddannede mænd og kvinder ikke vil tage imod Frelseren og overgive sig helt til ham.

Når vi hver for sig tænker på det, som skal komme, og som venter lige om hjørnet, er det nærliggende at spørge sig selv: "Hvordan kan jeg personligt berede mig for det, som kommer?"

Den bedste beredelse, et menneske kan gøre på vejen ind i verdens sidste krise, er helt og fuldstændigt at overgive sig til Gud og bede om tilgivelse for enhver synd og om kraft til at forlade syndens mørke veje. Den største glæde, et menneske kan opnå i denne verden, er bevidstheden om synds tilgivelse. Kun Jesus Kristus kan give fred og tryghed i en usikker tid, og Han alene kan frelse fra synd og fra undergang.

Dan 12,1 På den tid fremstår Mikael, den store fyrste, der står ved dit folks side. Det bliver en trængselstid, som der ikke har været magen til, så længe folkeslag har været til. På den tid skal dit folk blive reddet, alle der er indskrevet i bogen. Mange af dem, der sover i jorden, skal vågne, nogle til evigt liv, andre til forhånelse, til evig afsky. De indsigtsfulde skal stråle som himmelhvælvingens stråleglans, og de, der førte mange til retfærdigheden, skal stråle som stjernerne for evigt og altid.