En talløs engleskare ledsager ham og synger lovsange med himmelsk melodi. Himmelrummet synes opfyldt af strålende skikkelser titusinde titusinder og tusinde tusinder. Ingen menneskelig pen kan beskrive dette skue, ingen dødelig kan fatte dets herlighed. Da den levende sky kommer nærmere, ser hvert øje Livets fyrste. Ingen tornekrone vansirer nu dette hellige hoved, men herlighedens krone hviler på hans hellige pande. Hans åsyn overstråler middagssolens blændende glans, "Og på sin kappe, på sin lænd, har han et navn skrevet: KONGERNES KONGE og HERRERNES HERRE!" Åb 19,16.

I hans nærhed må "alle åsyn blegne", og de, der har forkastet Guds nåde, fyldes af evig fortvivlelse. "Ængstede hjerter, rystende knæ. Og alle ansigter blegner." Jer. 30,6; Nah. 2,11. De retfærdige råber skælvende: "Hvem vil være i stand til at bestå?" Englenes sang forstummer, og der indtræder en højtidelig stilhed. Så høres Jesu røst. Han siger: "Min nåde er eder nok." De retfærdiges ansigter lyser op, deres hjerter svulmer af glæde, og englene stemmer i på ny, denne gang i en højere tone, og synger, idet de nærmer sig jorden.

Hyldet i flammede ild nedstiger Kongernes Konge på skyen. Himmelen rulles sammen som en bogrulle, jorden skælver for ham, og alle bjerge og øer flyttes fra deres plads. "Vor Gud kommer og tier ikke! Foran ham gik fortærende ild, omkring ham rasede storm; han stævnede Himmelen deroppe hid og jorden for at dømme sit folk." Sl 50,3-4. Saml mig mine fromme, der sluttede pagt med mig ved ofre! Og himlen forkynder hans retfærd, at Gud er den der dømmer. Sela. Sl 50,5-6.

"Og jordens konger og stormændene og hærførerne og de rige og de mægtige og alle trælle og frie skjulte sig i huler og mellem bjerge og klipper, og de sagde til bjergene og klipperne: "Fald over os og skjul os for hans åsyn, som sidder på tronen, og for Lammets vrede! Thi deres vredes store dag er kommet; hvem kan da bestå?" Åb 6,15-17.

De spotske ord er forstummet. Læber, der er vant til at lyve, tier af frygt. Våbenlarmen og kamptumlen stilner af, og "hver en støvle, der tramper i striden, og kappen, der søles i blod" skal snart tilintetgøres. (Es 9,5.) Der høres kun dæmpet bøn, gråd og klage. Læber, som før spottede, udbryder: "Hans vredes store dag er kommet; hvem kan da bestå?" De gudløse vil hellere begraves under bjergenes stenmasser end møde ham, som de har foragtet og forkastet.

Når Kristus kommer vil jorden skælve foran ham, og himlen vil rulles sammen som en bogrulle og hvert bjerg og hver ø vil flyttes fra dets plads. "Vor gud komme og tie ikke. Foran ham gik fortærende ild, omkring ham rasede storm; han stævnede himlen deroppe hid og jorden for at dømme sit folk: 'Saml mig mine fromme, der sluttede pagt med mig ved ofre!' Og himlen forkyndte hans retfærd, at Gud er den, der dømmer." Sl 50,3-6. I lyset af herrens store dag ser vi, at vore eneste sikkerhed findes i at tage afstand fra alt synd og uretfærdighed. De, der fortsætter i synd, vil blive fundet mellem de fordømte og fortabte. Johannes så de, som valgte overtrædelsens vej: "Og jordens konger og stormændene og hærførerne og de rige og de mægtige og alle trælle og frie skjulte sig i huler og mellem bjerge og klipper, og de sagde til bjergene og klipperne: "Fald over os og skjul os for hans åsyn, som sidder på tronen, og for Lammets vrede! Thi deres vredes store dag er kommet; hvem kan da bestå?" Åb 6,15-17.

Der venter synderen en frygtelig skæbne og derfor er det nødvendigt at vi ved hvad synd er, så vi kan undfly dens magt. Johannes siger: "Enhver, der gør synd, begår dermed også lovbrud, ja, synd er lovbrud." 1Joh 3,4. Her har vi den sande definition på synd; "synd er lovbrud." Hvor ofte bliver synderen ikke bedt om at forlade sine synder og komme til Jesus; men har budbringeren, som vil lede ham til Kristus, klart og tydeligt udpeget vejen? Har han tydeligt fremhævet den kendsgerning, at "synd er lovbrud," at han må angre og holde op med at bryde Guds bud? Gud kunne ikke forandre det mindste bogstav eller en tøddel af sin hellige lov for at imødegå menneskets faldne tilstand; for dette ville bringe Guds visdom i vanry, idet han lavede en lov for at styre himmel og jord. Men Gud kunne give sin enbårne Søn til at være menneskets stedfortræder, til at lide den straf synderen fortjente, og at give den angrende sjæl sin fuldkomne retfærdighed. Kristus blev det syndfri offer for en skyldig slægt og gjorde mennesker til håbets fanger, så de ved at angre over for Gud, fordi de havde brudt hans hellige lov, og ved tro på Kristus som deres stedfortræder og retfærdighed kunne bringes tilbage til troskab mod Gud og lydighed mod hans hellige lov.