Guds blik, der så ned gennem tidsaldrene, var rettet mod den krise, som hans folk skal møde, når jordiske magter stilles op til kamp imod dem. Ligesom den krumsluttede vil de frygte, at de skal dø af sult eller ved vold. Men den Hellige, som lod Det røde Hav dele sig foran Israel, vil vise sin vældige magt og gøre ende på deres fangenskab. "Den dag, jeg griber ind, skal de tilhøre mig som mit eje, siger Hærskarers Herre, og jeg vil handle nænsomt med dem, som en fader handler nænsomt med sin søn, der tjener ham". Mal 3,17. Hvis Kristi trofaste vidners blod blev udgydt på dette tidspunkt, ville det ikke, som tilfældet var med martyrernes blod, være en udsæd, som skulle skaffe Gud høst.

Med bare fødder og iført grove og slidte klæder ligesom deres Mester drog de gennem store byer og nåede frem til fjerne lande. Overalt spredte de den dyrebare sæd. Der stiftedes menigheder, hvor de kom frem, og martyrernes blod vidnede om sandheden. På Herrens dag vil det blive åbenbaret, at disse trofaste mænds arbejde har båret rige frugter i form af frelste sjæle. Således gik Guds ord i det skjulte sin stille vej gennem kristenheden og blev modtaget med glæde i menneskenes hjem og hjerter.

Når Guds straffedomme falder på jorden, vil de ugudelige dø af sult og tørst. Men Kristus vil ikke forlade dem der er æblet i hans øje, og som han har købt med sit dyrebare blod. Selv om Guds folk lider og mangler føde vil de ikke omkomme. Hellige engle vil sørge for at de retfærdige får føde og vand. Jesus sagde til sine disciple: Tænk på ravnene, de hverken sår eller høster, og de har ikke forrådskamre eller lade, og dog giver Gud dem føden, hvor langt mere værd end fuglene er ikke I. Luk 12,24. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke en af dem falder til jorden, uden jeres Fader er med i det. Men på jer er endog alle hovedhår talt. Frygt altså ikke, I er mere værd end mange spurve. Matt 10,29-31.

Men for menneskeøjne vil det se ud, som om Guds folk snart må besegle deres vidnesbyrd med deres blod, sådan som martyrerne måtte før dem. De begynder selv at frygte, at Herren vil lade dem falde i fjendehånd. Denne tid er opfyldt af angst, og både dag og nat råber de til Gud om befrielse. De onde jubler og spørger hånligt: "Hvor er nu jeres tro? Hvorfor redder Gud jer ikke ud af vore hænder, hvis I virkelig er hans folk?" Men de ventende husker Jesu død på Golgatas kors, og at ypperstepræsterne og rådsherrerne spottende råbte: "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge! Lad ham nu stige ned af korset, så vil vi tro på ham." Matt 27,42. Ligesom Jakob kæmper de alle med Gud. Deres ansigter røber deres indre kamp. De er alle blege, men de ophører ikke med deres inderlige bønner.