Apg 16,16-19 Og det skete, da vi var på vej ud til bedehuset, at vi mødte en pige, som havde en spådomsånd; hun skaffede sine herrer store indtægter ved at spå. Hun fulgte efter Paulus og os, mens hun råbte: "De mennesker er den højeste Guds tjenere, de forkynder jer vejen til frelse. "Det gjorde hun mange dage i træk. Så blev Paulus vred, han vendte sig om og sagde til ånden: "I Jesu Kristi navn byder jeg dig at forlade hende!" Og ånden forlod hende øjeblikkelig. Men da hendes herrer forstod, at det var ude med deres håb om indtægt, greb de fat i Paulus og Silas og slæbte dem hen på torvet til myndighederne.

Men ikke alle de fattige i disse usle kvarterer tilhører denne klasse. Gudfrygtige mænd og kvinder er kommet i den dybeste armod på grund af sygdom eller uheld, ofte ved uærlighed fra deres side, som lever af at udsuge deres medmennesker. Mange, som er oprigtige, og som har gode hensigter, bliver fattige, fordi de ikke har lært at arbejde. Deres uvidenhed gør dem uskikkede til at tumle med livets vanskeligheder. De søger ind til byerne, hvor de ofte er ude af stand til at finde beskæftigelse. Den last, som de her får at høre og se, udsætter dem for frygtelige fristelser. Omgivet af og ofte stillede i klasse med de lastefulde og sunkne er det kun ved en overmenneskelig kamp og ved en overjordisk magt, at de kan bevares fra at synke lige så lavt som de andre. Mange holder fast ved deres retskaffenhed og vælger hellere at lide end at synde. Det er denne klasse mennesker, der behøver hjælp, sympati og opmuntring.

Judas havde den samme rige anledning til at studere og efterligne forbilledet, som Johannes havde. Han lyttede til Kristi undervisning, og hans karakter kunne være blevet forvandlet ved guddommelig nåde. Men medens Johannes alvorligt bekæmpede sine fejl og søgte at ligne Kristus, så krænkede Judas sin samvittighed, idet han gav efter for fristelse og tillagde sig uærlige vaner, som ville forvandle ham til Satans billede.

En fast Tro på, at Guds Søns Komme i Himmelens Skyer er nær for Hånden, vil ikke lede en sand kristen til at være efterladen eller ligegyldig med Hensyn til Livets almindelige Forretninger; men han vil derimod udføre sit Arbejde flittigt, nøjagtigt og grundigt. De, som smigre sig med, at Ligegyldighed med Hensyn til dette Livs Affærer er et Tegn på en god åndelig Tilstand og Adskillelse fra Verden, bedrage sig selv. Deres Sandfærdighed, Troskab og Oprigtighed prøves i timelige Ting. Hvis de er tro over lidet, så ville de også være tro over meget.

I dette Stykke er der mange, som ikke bestå Prøven. De udvise sin virkelige Karakter i den Måde, hvorpå de styre sine Affærer. Når de handle med sine Medmennesker, er de utro, listige og uærlige. De tænke ikke på, at det beror på, hvorledes de handle her i dette Liv, om de skulle arve det evige Liv eller ej, og at den strengeste Oprigtighed behøves for at udvikle en retfærdig Karakter. Uærlighed øves overalt iblandt os, og dette er Årsagen til den lunkne Tilstand, hvori mange, der bekende sig til at tro Sandheden, befinde sig. De stå ikke i Samfund med Kristus, og de bedrage sig selv. Det gør mig ondt at være nødt til at sige, at der er en skrækkelig Mangel på Ærlighed, selv blandt Sabbatsholder.