Jeg er overbevist om at når du har set hvad Bibelen har at sige om dette, at du så må ændre din opfattelse af hvad utugt er.

F.eks. siges det ret klart i Matt 5,32 at utugt og hor er det samme. Det vil sige at man bedriver utugt ved at have en eller anden form for seksuel omgang med andre en den man er gift med.

I Mark. 7,20-23 går Jesus et skridt videre idet han her siger at endog tanken om en eller anden form for seksuel omgang med nogen er utugt.

Det var også det apostlene tænkte på da de besluttede de råd de ville give til de ny omvendte hedninger. Apg. 15,20-23; 21,25.

I sit brev til korinterne skærere Paulus det ud i pap, således at det ikke kan misforstås.
1Kor 5,1 Det er almindelig kendt, at der forekommer utugt hos jer, og det af en sådan art, at den ikke engang forekommer hos hedninger, nemlig at en mand lever sammen med sin fars hustru.

1Kor 6,9 Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd,

i 1Kor 5,9-11; 6,18-7,2; siger han at det også indbefatter andet end en seksuel omgang.
Også over for efeserne bliver dette sagt på en ret så tydelig måde. Ef. 5,3-5. se også 1Thess. 4,3-5

Den indflydelse, der må frygtes af menighederne er ikke de åbenlyse modstanderes, de vantros og spotternes, men inkonsekvente Kristus-bekendere. Der er dem, som tilbageholder Israels Guds velsignelse og bringer svaghed over menigheden, en skam der ikke er let at udviske. Selvom Josua lå med sit ansigt ned på jorden, udgød sin sjæl for Gud med pinsler og tårer, var Guds befaling en irettesættelse: »Stå op! Hvorfor ligger du på dit ansigt?«

De populære kirker er fyldt med mennesker, som, selvom de foregiver at tjene Gud, er tyve, mordere, ægteskabsbrydere og utugtsmænd; men dem som bekender sig til vor beskedne tro, påberåber sig en højere standard. De burde være bibelkristne, og de må være ihærdige med at studere det store livskort. De bør omhyggeligt og bønligt ransage motiverne bag deres handlinger. Dem som vil sætte deres lid til Kristus, bør begynde at frygte og adlyde Gud nu. Hvis de vil, kan de redde deres sjæle fra ødelæggelse og få held med at vinde evigt liv.

Verdens almindelige måde at tiltuske sig en levevej på, er ikke noget eksempel for kristne. De burde ikke afvige fra fuldkommen renhed, heller ikke i små sager. At sælge en ting for mere end sin værdi, udnytte køberes uvidenhed er bedrageri. Ulovlig vinding, små fusk, overdrivelse, konkurrence, faldbyde en bror, som vil skaffe sig en ærlig forretning, - dette fordærver menighedens renhed, og er ruinerende for dets åndelighed.

B

Utugtens harmes vin!
Jer 51,6-8 Flygt fra Babylon, red jeres liv, at I ikke skal omkomme, når landet får sin straf! Tiden er inde til Herrens hævn, han gengælder dets gerning. Babylon var et guldbæger i Herrens hånd, det gjorde hele jorden beruset. Folkeslag drak af vinen, derfor teede de sig som afsindige. I et nu faldt Babylon og blev knust, I skal jamre over den. Hent balsam til dens sår, måske kan de læges.

2Pet 2,1-2 Der var dog også falske profeter i folket, ligesom der også blandt jer vil komme falske lærere, som vil indsmugle ødelæggende vranglærdomme og tilmed fornægte den Herre, som købte dem. De nedkalder en brat tilintetgørelse over sig selv, men mange vil følge dem i deres udsvævelser, og sandhedens vej vil komme i vanry på grund af dem.

Det er blevet populært i denne verden, at man bekender sig til en eller anden religion. Regenter, politikere, jurister, læger og forretningsfolk slutter sig til kirken for at opnå deres medmenneskers respekt og tillid og for at fremme deres egne verdslige interesser. De forsøger at skjule alle deres urigtige forehavender under kristendommens dække. De forskellige trossamfund, der er blevet understøttet af disse døbte verdensbørns rigdom og indflydelse, gør et endnu større krav på popularitet og beskyttelse. Pragtfulde kirker, som udsmykkes på den mest ødsle måde, opføres på de fineste gader. Menigheden klæder sig i dyre dragter, som nøje følger modens forskrifter. Den præst, der er i stand til at underholde og tiltrække folk, får en høj løn. Hans prædikener må ikke indeholde fordømmelse af populære synder; de skal være milde og venlige, så de kan behage fornemme folks ører. Fornemme syndere optages som menighedsmedlemmer, og synden skjules under en kappe af påtaget kristendom.

Gud ser på de frafaldne og erklære at de er døtre af en skøge, og at de for at sikre sig ære og støtte fra jordens store mænd har brudt det hellige løfte, og fællesskabet med kongernes konge. Den store synd, som Babylon beskyldes for, består i, at hun har givet "alle folkeslagene at drikke af sin utugts harmes vin." Det berusende bæger, som hun rækker verden, symboliserer de falske læresætninger hun har antaget som et resultat af sin uretmæssige forbindelse med jordens store. Venskab med verden fordærver hendes tro, og på den anden side udøver hun selv en fordærvelig indflydelse på verden ved at forfægte læresætninger, som er i modstrid med den hellige skrifts mest utvetydige udtalelser.

En af de værste falske doktriner er læren om et kommende tusindårsrige her på jorden, hvor der vil være fred og fremgang, hvor jordens befolkning vil blive omvendt og rede for Jesu komme. Specielt når der har været talt om den evige fortabelse, har denne lære beroliget tusindvis af sjæle. Læren om sjælens udødelighed har åbnet vejen for Satans arbejde gennem spiritismen, og sammen med den katolske lære om bøn for de afdøde og ophøjelsen til helgener, har den ledt mange protestanter til at forkaste troen på opstandelsen og dommen, i stedet givet anledning til den frygtelige lære om evig pine og andre farlige forblindelser.

En anden og endnu mere udbredt lære er den der siger at Guds lov blev naglet til korset, og at den første dag i ugen, nu er den dag der skal helligholdes, i stedet for den sabbat der er omtalt i det fjerde bud. Når trofaste lærere ud fra Guds ord påpeger disse vildfarelser, er der straks lærte mænd, præster og andre der siges at kende skriften, som kalder den sande lære for overtro, og på denne måde leder de mange væk fra sandheden. Hvis ikke, verden havde været så beruset af Babylons vin, så ville utallige være blevet omvendt ved de tydelige sandheder der er i Guds ord.

Det er umuligt at forestille sig, hvor meget ondt vildfarelsen om de evige pinsler har anrettet. Bibelens religion, som er fuld af kærlighed, godhed og medlidenhed, er blevet formørket af overtro og rædsel. Kan vi, når vi tænker på, hvorledes Satan har sværtet Guds karakter til, forstå, at vor barmhjertige skaber er frygtet, ja, ligefrem hadet? Det forvrængede syn på Gud, som er blevet forkyndt for verden fra talrige prædikestole, har gjort tusinder, ja, millioner, tvivlende og vantro.

Teorien om evige pinsler er en af de falske læresætninger, som er blevet kaldt Babylons utugts harmes vin, som hun har givet alle folkeslagene at drikke af. Åb 14,8; 17,2 Det er ufatteligt, at kristne præster har kunnet antage denne vildfarelse og forkynde den i kirkerne. De fik den fra romerkirken, som også gav dem den falske hviledag. Den er ganske vist blevet forkyndt af gode og beundringsværdige mænd; men de har ikke som vi fået den rette forståelse af dette emne. De kan kun være ansvarlige for det lys, som skinnede i deres tid, mens vi er ansvarlige for det, som nu skinner. Hvis vi fornægter Guds ord og anerkender falske læresætninger, fordi vore fædre troede på dem, fordømmes vi på samme måde, som Babylon bliver fordømt. Så drikker vi af hendes utugts harmes vin?

Mange, som finder læresætningen om de evige pinsler afskyelig, går til den modsatte yderlighed. De siger, at Bibelen viser, at Gud er kærlig og medfølende, og derfor kan de ikke tro på, at han vil overlade sine skabninger til helvedes evige ild. Men da de går ud fra, at sjælen er udødelig, kan de ikke komme til nogen anden slutning, end at alle til sidst vil blive frelst. Mange har den opfattelse, at Bibelens tale er fremsat for at skræmme menneskene til lydighed, men ikke vil opfyldes bogstaveligt. På den måde kan synderen leve et liv i selvisk behagelighed uden at tage hensyn til Guds bud og forbud og da vente til slut at blive frelst. En sådan læresætning, som regner med Guds barmhjertighed, men som overser hans retfærdighed, behager det kødelige hjerte og får de onde til at fremture i deres synd.

C

Utugt med kvinden!
Udtrykket Babylon kommer fra Babel og betyder forvirring. I Skriften bruges det om forskellige religiøse enheder der engang var rene, men nu er fordærvede. Det kan ikke være den katolske kirke der her hentydes til, da den var faldet mange år før, men betegnelsen passer på de protestantiske kirker, alle påstår de at have deres lære fra Bibelen, og dog er de opdelt i et utal af sekter. Den enighed, som Kristus bad om, eksistere ikke, i stedet for én Herre, én tro og én dåb er der et utal af modstridende teorier. Den religiøse tro er blevet så forvirrende at verden ikke ved hvad der er sandhed. Dette er ikke Guds værk, men menneskets og Satans værk.

I Åbenbaringens 17. kapitel omtales Babylon som en kvinde, en skikkelse, som i Bibelen benyttes, som symbol på en menighed, idet en uskyldig kvinde symboliserer en ren menighed og en utugtig kvinde en frafalden menighed. Der siges at Babylon er en skøge og profeten så at hun var beruset af blod fra de hellige og martyrerne. Når Babylon beskrives på denne måde repræsenterer det den katolske kirke, den faldne kirke der har forfulgt Kristi efterfølgere. Men skøgen Babylon har døtre der følger hendes eksempel, disse repræsenterer de kirker der klynger sig til de katolske doktriner og som følger hendes verdslige praksis. Den anden engel omtaler disse som faldne.

I Bibelen symboliseres den hellige og varige tilknytning, som eksisterer mellem Kristus og hans menighed, ved ægteskabet. Herren har bundet sit folk til sig ved en højtidelig pagt; han har lovet at være deres Gud, og de har lovet kun at tilhøre ham. Og Paulus bruger i Det nye Testamente det samme udtryk, når han siger "Jeg har trolovet jer med en mand for at føre jer som en ren jomfru frem for Kristus." 2Kor 11,2.

Men da hun i hendes hovmod og falskhed vender sig væk fra Gud og søger forfængelighed og kærlighed til verden, skiller hun sig fra Gud, og mister de privilegier der følger ved at tilhøre Gud. Apostlen Jakob siger om dem der efterligner verden I utro, ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud. Den der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende. Jakob 4,4.